Close
Log Ind Opret Bruger
Feber – Temperaturmåling og behandling
facebook pinterest twitter

Feber – Temperaturmåling og behandling

Redaktionen
10 november 2015, 06:51 Redaktionen

Feber forekommer ofte hos små børn

Feber hos små børn er det tydeligste tegn på, at der er noget galt, især hvis dit lille barn har feber over 39°. Men det er kun et symptom, og det er vigtigt at du observerer dit barn, for at finde ud af, hvad feberen kan skyldes.

Hos det lille barn (under 3 måneder), er det center i hjernen der regulerer temperaturen ikke helt udviklet, hvilket vil sige, at feber ikke kan bruges alene som målestok for om barnet er syg.

Det allervigtigste at kigge på er, hvordan dit barn reagerer på temperaturen. Er han aktiv og leger? Eller Sløv og vil ikke spise?

Dernæst skal man holde øje med opkast og diarré.

Til sidst er det vigtigt at kigge efter tegn på smerte. Et lille barn med ondt i ørene, vil fx typisk tage sig til øret og ofte græde (endnu mere), når du lægger det ned.

 

Feber er kroppens forsvar

Virus og bakterier dør ved for høj varme, og derfor er feber en del af kroppens eget forsvar mod sygdomme. Det er altså helt naturligt og i orden at barnet har feber, så længe den ikke bliver alt for høj.

Den normale temperatur hos et barn er 36,5-37,0° om morgen og 37,0-37,5° om eftermiddagen.

Har barnet lige ligget under dynen og sovet eller været meget aktiv, så kan temperaturen godt være lidt højere.

 

Høj feber hos baby

Spædbørn får typisk højere feber end større børn. Det skyldes at de har sværere ved at svede og komme af med varmen.

Hvis dit lille barn får høj feber (over 40 grader), så tag tøjet af, fjern dynen og dup eventuelt med en kølig fugtig klud.

Sørg også for at temperaturen i rummet ikke er for varmt.

 

Hvornår skal jeg ringe til vagtlægen?

  • Hvis barnet virker sløvt og meget træt
  • Hvis barnet ikke vil drikke og bleerne er tørre
  • Hvis feberperioden varer mere end 4-5 dage
  • Hvis barnet har feberkramper
  • Hvis barnet er stiv i nakken
  • Hvis barnet har hurtig pibende vejrtrækning
  • Hvis barnet har feber og hoster i mere end 3-4 dage
  • Hvis barnet har tydelige smerter uden du ved hvad de skyldes

Det vigtigste er at du altid stoler på din egen vurdering. Du kender dit barn allerbedst.

Find vagtlægen i din region her

 

Ringe til egen læge i morgen

Et barn under 6 måneder bør altid tilses af lægen, hvis det har feber.

Et barn under 2 år skal ses af en læge, hvis han/hun har 39° feber eller højere.

Læs mere om: Feberkramper

 

Feber efter vaccination

Når dit barn lige har fået sin vaccination, kan temperaturen stige voldsomt til omkring 40-41 grader, uden at der er grund til at ringe til lægen. Det skyldes at årsagen er kendt.

Her er det vigtigt, at du holder øje med dit barn, fjerner alt tøjet undtagen bleen og dynen, samt følger lægens anvisning i forhold til ferbernedsættende Panodil Junior.

Hvis barnets feber stadig er meget høj næste morgen, bleerne er tørre, eller barnet fortsat virker meget sløv, bør du dog ringe til lægen.

 

#1 Tag temperaturen

Der findes flere måder at måle kropstemperaturen på:

  • Endetarmstermometer
  • Mundtermometer
  • Termometer til armhulen
  • Øretermometer

Den mest nøjagtige metode er at måle temperaturen i endetarmen. Her fås den direkte kropstemperatur og man kan derfor ikke blive snydt.

 

Øretermometer

Temperaturmålingen i øret skal foretages på et helt korrekt punkt i øret og det kan være meget svært at ramme – især hos helt små børn.

Derfor er denne metode ikke så pålidelig, og bør kun bruges som en første test. Hvis øretermometeret viser en smule feber, bør man altid bruge et endetarms termometer til at få den nøjagtige temperatur.

Ved temperaturmåling i øret skal du være opmærksom på, at temperaturen i øret være kortvarig øget, fordi barnet har ligget på en varm pude eller kortvarigt sænket, fordi barnet har været ude i kulden.

Vælger du at måle temperaturen i øret skal du derfor vente ca. 15 minutter efter barnet er vågnet eller er kommet inden døre, før du går i gang.

Temperaturen i øret er generelt altid 0,5 grad lavere i øret end i endetarmen.

 

Mundtermometer

Vælger du et mundtermometer er temperaturen også 0,5 grad lavere end i endetarmen.

Et stykke tid efter der er indtaget kold eller varm væske er målingen ikke pålidelig.

Termometeret skal lægges under tungen i 3 minutter, hvilket er lidt af en prøvelse hos små børn, der måske endda er syge eller har kvalme.

 

Armhuletermometer

Måler du temperaturen i armhulen er den ca. 1,0 grad lavere end i endetarmen – og termometeret skal ligge i armhulen i 10 minutter.

 

Temperaturmåling i endetarmen

Man kan med andre ord ikke komme udenom, at den mest nøjagtige metode til temperaturmåling foregår med et endetarmstermometer.

Det kan dog føles ubehageligt for barnet, som i forvejen muligvis er lidt pirreligt i forvejen pga. sygdom.

Når du måler temperaturen i endetarmen gøres det hos det lille barn nemmest ved, at du lægger barnet på puslepuden og løfter op i barnets ben.

Smør lidt vaseline eller salve på spidsen og før det forsigtigt ind i endetarmsåbningen. Termometeret skal føres ca. halvanden centimeter op.

Hold fast i barnets ben imens – det er naturligvis ikke rart at blive holdt fast, men det er endnu mere ubehageligt at få en rift i endetarmen, fordi barnet spjætter og vrider sig.

Hos større børn som kan ligge stille, kan barnet lægge sig på siden med benene bøjet op foran sig – som i fosterstilling.

Et digitalt termometer bipper, når temperaturmålingen er færdig – og det er den efter ca. 30 sekunder. Anvender du et kviksølvstermometer skal det holdes i endetarmen i 2 minutter.

 

#2 Læg en  feberplan

Hvis dit barn har over 39 grader i feber, bør du klæde barnet af og sørge for at rummet ikke er for varmt.

Tag dynen ud af dynebetrækket og lad dit barn sove kun med dynebetrækket.

Sørg for at dit barn drikker så meget som muligt, ammes eller får lidt at spise.

 

Hjælp dig selv

Et sygt barn er lig med lange søvnløse nætter, masser af putteri og meget lidt tid til dig selv, derfor er det en god idé at ligge en nødplan.

Sørg for at fylde køleskabet op med mad du meget nemt kan spise og drikkevarer. Hvis du er alene, så få en veninde eller bedsteforælder til at handle ind. Det er ok at spørge om hjælp, når din baby er syg.

Forkæl også dig selv med lidt chokolade, når din energi er allerlavest.

Når der er barn syg i hjemmet, gælder samme regel som på flyvemaskinen: Du skal hjælpe dig selv først, før du kan hjælpe andre – selv når det gælder dit barn.

 

Sukkervand til spædbørn

Sukkervand kan virke smertelindrende, og er et godt alternativ til smertestillende Panodil Junior, for de allermindste spædbørn, der endnu ikke må få det.

I denne video viser vi hvordan man laver sukkervand.

 

Panodil junior

Et barn under 2 år må aldrig få smertestillende medicin uden at det sker i samråd med lægen. Derfor er det meget vigtigt at du ringer til lægen, og spørger om råd inden du giver dit barn noget.

Når du ringer til lægen vil han spørge om barnets vægt, og her er det vigtigt at være nøjagtig, da fejlmedicinering kan være farligt.

 

Vægt og dosering

Du vejer dit barn ved at stille dig op på badevægten. Derefter stiller du dig op igen med dit barn i armene. Træk det første tal fra det sidste, så har du dit barns vægt.

Hvis dit barn er over 2 år, kan du bruge doseringskalkulatoren på Panodil Juniors hjemmeside.

Prøv Panodil Junior doseringskalkulatoren

Du kan også downloade doseringskalkulatoren som app i AppStore eller GooglePlay.

 

50% børn får forkert dosis

En undersøgelse af 70 engelsk og amerikansk studier offentliggjort i Journal of Advanced Nursing, viser at næsten 50% af alle børn får den forkerte dosis af medicin, når de er syge, fordi forældrene ikke kender barnets nøjagtige vægt.

En underdosis betyder, at medicinen ikke virker, mens en overdosering kan give dit barn en forgiftning.

Derfor er det vigtigt at du vejer dit barn når det bliver syg, samt bruger doseringskalkulatoren eller ringer til lægen.

 

Penicilin til børn

Hvis dit barn skal have Penicilin, så er det en god idé at blande det op med noget dit barn kan lide. Fx. modermælk, kakao, yoghurt eller lignende. Det gør det meget lettere at få ned. Og ned skal det, før dit barn får det bedre.

Til gengæld hjælper det hurtigt, og dit barn vil få det meget bedre inden for 6-12 timer.

 

#3 Pleje af feberramt barn

Et sygt barn har brug for masser af kærlighed og nærhed, så ryd kalenderen og forberede dig på nogle døgn, hvor der ikke er andet end putteri, tegnefilm og sygepleje på programmet.

 

Mad og drikke

Det er vigtigt at få mad og drikke i dit barn, også selvom det tager en del overtalelse. Til gengæld gælder alle kneb som sagt i krig og kærlighed.

For spædbørn under 6 måneder er modermælk eller modermælkserstatning bedst. Men hvis det er helt umuligt, så kan lidt sukkervand være en ganske god måde at overtale dit barn til at drikke lidt.

NB! Aldrig mere end 100 ml. sukkervand i døgnet.

Større børn kan få, hvad de har lyst til. Giv dem gerne lid juice at drikke og fx frugtgrød, som både er blødt at spise og indeholder letoptagelige kalorier.

 

Lege og aktiviteter

Barnet behøver ikke at blive holdt i sengen, lad dem endelig lege, hvis lysten er der.

Hvis temperaturen er faldende, og du kan se dit barn har lyst, så kan det også være rart at komme lidt ud i den friske luft og gå en tur.

 

Monitorer fremgang

Hold øje med om dit barn bliver bedre eller fortsat er meget syg.

En bakterieinfektion kan godt komme i kølvandet på en virusinfektion, så selvom dit barn for 4 dages siden testede negativ for bakterieinfektion, men stadig har meget høj feber, kan det være at barnet nu vil teste positiv.

Det skyldes at barnet er mere sårbar overfor infektioner, når det i forvejen har et svækket immunsystem på grund af fx. influenza.

 

#4 Tilbage til vuggestuen

Dit barn er klar til at komme tilbage til institutionen, når det ikke længere har feber, og helt tydeligt har meget mere lyst til at lege med sine kammerater, end at sidde i sofaen og putte med dig.

Prøv at slippe tidligt fra arbejde den første dag efter en sygdomsperiode, da dit barn stadig kan være træt oven på en hård omgang.

 

Motionere immunsystemet

Dit barns immunsystem er først fuldt udviklet, når det er omkring 5 år gammel. Det skyldes at det mangler en masse antistoffer, som det kun danner ved at få alle de almindelige børnesygdomme.

Derfor kan du se alle dit barns sygdomme som skridt på vejen mod et stærk og sundt barn – God træning for immunsystemet.