• Top Right Banner

  • Ægdonation – en ægdonors dagbog

    Insemination - en ægdonors dagbog - fertilitetsbehandling

    Mange kvinder er ikke i stand til at blive gravide med deres egne æg, derfor undergår de insemination, hvor de få lagt en anden kvindes æg op.

    I Danmark er det tilladt for alle raske kvinder under 35 år at donere æg frivilligt.

    Her kan du læse en helt personlig beretning over 14 dage om det at være anonym ægdonor.

    Tirsdag – Beslutningen om ægdonation er taget

    I går aftes blev beslutningen taget – jeg har meldt mig som ægdonor på en dansk privatklinik.

    Jeg har længe haft ønsket om at hjælpe andre med at opnå graviditet, men der har også været mange overvejelser, som jeg har vendt i mit hoved mange gange:

    1. Møder jeg en dag en mere eller mindre tro kopi af min søn i Legoland? Vil jeg kunne lade være med at spekulere over det, hvis jeg gør?

    Nej – jeg vil nok altid spekulere på, om jeg mon rent faktisk hjalp nogen med min ægdonation, da jeg gik igennem hormonkur og ægudtagning af totalt uselviske årsager. Men fik jeg en dag vished eller et praj om, at jeg har gjort et par lykkelig, så vil glæden vandre over i mig. Det er jeg sikker på.

    Jeg ville aldrig tænke, at det kunne være ”mit” barn. Aldrig. Jeg har doneret et halvt sæt kromosomer, som genetisk stammer fra mig. Men det andet halve sæt kromosomer har intet med mig at gøre. Et evt. barn har ikke vokset i mig og jeg har derfor intet forhold til det. Vi deler gener, men jeg deler også gener med så mange andre, da alle mennesker har identiske gener – det er bare forholdet mellem generne der skaber diversiteten.

    2. Danmark er et lille land – hvad nu hvis et af mine børn kommer hjem med en kæreste, som ligner dem lidt for meget?

    Uvished er en gave. Danmark er naturligvis lille, men sandsynligheden for direkte at blive konfronteret med sine gener ad omveje er ikke særlig stor. Og i så fald – ingen af os ville vide det. Man går igennem livet og tænker alt for meget: ”Hvad nu hvis” – hvor man i stedet kunne gøre en forskel.

    3. Ægdonation er anonymt. Har alle ikke ret til at kende deres biologiske rødder?

    Som udgangspunkt jo. Hvis jeg selv havde haft brug for donor af det ene eller det andet, ville jeg ikke gemme på en hemmelighed for mine børn og jeg ville give dem muligheden for at kunne opsøge sine biologiske rødder. Men alle folk er forskellige og at gennemgå behandling for barnløshed er i sig selv hårdt nok – parret i behandling skal ikke også have lagt den bekymring på skuldrene, at deres barn med tiden måske ville finde deres biologiske ophav. Det er en diskussion der må foregå hos det enkelte par. Nuvel, jeg kan ikke findes og opspores, hvis barnet en dag måtte ønske det. Men det er så et valg modtagerne af donorægget har taget ved at acceptere et anonymt æg. Og det er ikke mine børn og jeg er ikke forælder – derfor er det heller ikke min opgave at spekulere i dette.

    Jeg personligt har intet behov for at blive opsporet senere i livet. Rent formelt set er der dog fuld medicinsk opsporing på både donor og modtager i fald der skulle vise sig noget genetisk problematisk senere.

    4. Det er jo fysisk set temmelig omstændeligt – kan jeg holde til det?

    12 dages hormonkur med indsprøjtninger man skal give sig selv, scanninger og derefter selve ægudtagningen som foretages med en lang kanyle gennem skedevæggen. Var der nogen, der sagde av?

    Om det gør ondt er forskelligt fra kvinde til kvinde, har jeg kunnet google mig frem til. Hvis det gør ondt på mig, så trøster jeg mig med at jeg gør en god gerning og at smerten har et formål.

    Det eneste jeg tænker på er frygten for at blive overstimuleret og dermed blive rigtig dårlig. Men jeg trøster mig med at man intet risikerer med frivillige donorer og at lægerne på klinikken er knaldhamrende dygtige og ved, hvad de gør.

    Jeg forelagde min mand beslutningen og hans eneste kommentar var. ”Stakkels dem, der skal opdrage børn fremstillet af dine gener”. Tak, skat!

    Derfor skal din mand spise Folinsyre, når I prøver at blive gravide.

    Lægen ringede i eftermiddags – jeg kan allerede starte på hormonsprøjterne i morgen! Hvor er det bare vildt og hvor er det dejligt, at jeg kan komme i gang allerede. Jeg glæder mig til projektet og mest af alt tænker jeg på, at der nu sidder nogle glade og forhåbningsfulde par derude, som måske har fået besked om, at de skal køres i stilling.

    Jeg tænker meget på de der sprøjter, jeg skal tage – det er da lidt vildt at skulle stikke i sig selv? Er ikke i tvivl om, at jeg nok skal kunne greje den. Har intet problem med nåle og i øvrigt en meget høj smertetærskel. Fødte fx uden at give et pip fra mig. Men kan man stikke i sig selv uden refleksmæssigt at stikke af? Det vil vise sig!
    Tænk, hvor omstændelig en ægdonation faktisk er – det bliver mere og mere forståeligt, at der er mangel på ægdonorer. Det er måske ikke alle, der har lyst til at gå så meget igennem uden selv at vinde andet end god karma.

    Læs mere på side 2

    Del