Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Førstegangsfødende: Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke prøvede at føde vaginalt.

Fødselsberetning fra bruger

Jeg havde faktisk haft en god graviditet. Jeg blev hurtig gravid, trods advarsler om at det kunne blive svært pga. stofskiftesygdom. Derudover døjede jeg med lidt kvalme og træthed et par måneder, men ellers voksede maven bare så fint og både den lille og jeg trivedes.

Jeg havde mange veninder med termin efter mig, som fødte før mig og jeg kunne mærke at jeg var ved at blive rimelig utålmodig. Jeg prøvede alt fra akupressurpunkter, lange gåture, sex – you name it!

Om eftermiddagen, dagen før min termin begyndte jeg at få regelmæssige, men “milde” veer. Jeg havde været på Smertefri Fødsel kursus – så var indstillet på en lang “latensfase”. Om natten måtte jeg op for nu var de egentlig rimelig regelmæssige – 5 min imellem og 2 minutter af varighed. Jeg ringede ud til fødegangen, og sagde at jeg følte mig tryg og ville prøve at lægge mig til at sove lidt, for helt uudholdelige var de ikke. Jeg faldt hurtigt i søvn og vågnede 3 timer senere. Pludselig med uregelmæssige veer! Øv!

Jeg havde alligevel en tid hos jordemoderen den formiddag, så min mand og jeg kørte afsted og fik den nedslående besked at jeg ikke var udvidet overhovedet, men at min livmoderhals nu var væk. Vi gik en tur og spiste noget mad og pludselig begyndte veerne at blive regelmæssige igen. Om aftenen kørte vi ud til fødegangen og de sagde at jeg kun var 2 cm udvidet. Hjem med os igen.

Om natten kørte vi derud igen, for av – de veer de var både regelmæssige og mere end bare nev. Jeg var stadig kun 2 cm – fik en smertecocktail og hjem og ” sove”. Næste morgen MÅTTE der være sket noget. Jeg fik en semi-fødestue for var åbenbart stadig ikke i aktiv fødsel – men nu 3 cm! Det tog 12 timer med regelmæssige og smertefulde veer til jeg var 4cm. Jeg fik en fødestue og de tog vandet og gav mig vedrop og lattergas. 4 timer senere var jeg stadig ikke mere end 4 cm – trods de kunne både måle og se mine veer var ret kraftige.

Endelig måtte jeg give efter og få en epidural i håb om at kunne sove lidt. De holdt øje med mit barns hjertelyd hele vejen igennem. Den var nemlig begyndte at dykke hver gang jeg fik en ve – men kom hurtigt op igen.

En stærk lille fighter, var han. Kl.5 om morgenen – 2,5 døgn efter den første “rigtige” ve sagde de at han ikke længere havde det godt og de kunne ikke få hjertelyden op igen. Der var ingen vej udenom et akut kejersnit nu. Jeg gjorde alt jeg kunne for ikke at tude. Hvor blev min vaginale drømmefødsel i vand af? Jeg var i suveræn form, jeg havde haft en let og god graviditet. Og nu var jeg pludselig ikke “god” nok til at føde?

Kl.5.57 lørdag morgen, kom min dreng til verden på en operationsstue.

Han havde det heldigvis godt og min mand fik ham over efter de havde undersøgt ham. Der gik lang tid inden jeg kunne acceptere at han kom til verden ved kejsersnit. Jeg kunne mærke at jeg blev (og nogle gange stadig bliver) grøn af misundelse når veninder fortæller om deres perfekte vaginale fødsler – for i mine øjne var min fødsel en fiasko.

Hvorfor kunne jeg ikke udvide mig nok? Mine veer var altså ikke bare svage veer, og min smertetærskel og form både høj og god. Klart bedre end størstedelens. Her et års tid efter accepterer jeg den – og min lille fantastiske dreng er så perfekt. Og det er jo det vigtigste. Men åh hvor jeg ønsker en VBAC næste gang. Jeg vil så gerne prøve at presse et barn ud.

– Anonym.

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

 

Del