Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Førstegangsfødende: Verdens nemmeste graviditet….og dog.

fødselsberetning_170717

Jeg er langt fra forfatter, men jeg har tit tænkt efter min fødsel at jeg savnede at læse nogen helt ærlige fødselsberetninger der indeholdte alle aspekter af en fødsel, både de nemme fødsler og de hårde fødsler, nogen der bare var ligesom mig, og at jeg ikke var som “palle alene I verden”.

Jeg er førstegangsfødende, og da jeg fandt ud af at jeg var gravid, ventede jeg faktisk en hel uge med at fortælle min kæreste Kasper det, dels fordi jeg lige skulle sluge den store nyhed, og mest fordi han havde fødselsdag en uge efter – så han skulle have verdens bedste fødselsdags gave af mig!

Da han fik gaven, måtte han flere gange spørge om det var løgn, jeg husker det ret tydeligt fordi jeg var så spændt på at se hans reaktion, han havde været super klar til at gå “skridtet videre” i vores parforhold længe, faktisk halvanden års tid – så jeg havde dækket op med lækker morgenmad og en gave på bordet ligesom vi plejer.

Han åbnede pakker og fandt den positive graviditets test – Vi skulle være forældre, og han var overdrevet glad og ikke mindst stolt.

Jeg var undervejs i min graviditet fast besluttet på at holde mig i god form og være aktiv i det omfang det var muligt både for min egen skyld og for min krops skyld så den var klar til det her “marathon løb”, som mange beskriver deres fødsler som. Så trænings centret blev besøg flittigt, jeg gik til graviditets svømning én gang om ugen, og gik jævnligt lange ture I skoven med vores schæferhund, og jeg havde det bare SÅ godt.

Mange af de gener, jeg havde hørt om, når man blev gravid mærkede jeg overhovedet ikke, jeg havde normal appetit, ingen ømhed, ingen særlige crawings af bestemte fødevare – og maven voksede. Scanningerne var lige som de skulle være, og jordemoder besøgene var ofte korte, da alt bare var fint – jeg kunne dog mærke, at jo tættere jeg kom til fødslen, jo mere nervøs blev jeg, og dem der havde født, beskrev mest deres fødsler som problemfrie, ofte noget i retningen af: “jo det var da hårdt, men jeg har næsten glemt det igen, og du får noget helt specielt og unikt i dine arme når det hele er overstået”.

Okay, jeg var klar, og vores lille pige var klar.

Jordemoderen havde sagt flere gange til konsultationerne, at hun lå helt fint og lå rigtigt med hovedet nede i mit bækken, og min graviditet havde bare været så nem, skøn og god så hvorfor skulle fødslen blive et problem, og min jordemoder, venner og familie bekræftede det – hvorfor skulle det ikke bare gå godt?

Termins dagen var nået – 1. marts 2017 – men der var ingen tegn på at hun ville ud, så jeg tog et smut I trænings centret og styrketrænede og fik lidt sved på panden. Faktisk gik jeg 14 dage over tid før veerne begyndte at komme – på sygehuset havde de forsøgt hindeløsning 2 gange, men uden held, så jeg blev sendt hjem med igangsættende “angusta” piller, og dagen efter kl. 4 om morgenen begyndte veerne, jeg var slet ikke i tvivl. Desværre skulle der gå helt til kl. 14 inden de blev systematiske og kraftige nok til at de ville lade mig “indlægge” på Randers Sygehus. Jeg syntes veerne i hele åbningsfasen gjorde pokkers ondt og de blev kun værre.

I begyndelsen håndterede jeg veerne ved at presse albuer og knæ ned i gulvet, så det var det, der gjorde ondt og ikke i maven, jeg flyttede vel smerten på en eller anden måde!? Men da jeg kom ind på fødegangen kl. 16 stod der heldigvis et dejligt varmt badekar klar til mig, og det var fantastisk at komme ned i og gav mig mulighed for at mentalisere ligesom det jeg havde læst i bogen ”Smertefri fødsel”  – men hold op det var svært!

Tiden gik, og af en eller anden grund havde vores lille pige vendt sig, så hun ville blive en stjernekigger, hvilket ville gøre det mere besværligt for mig at presse hende ud. Jeg spurgte min jordemor, og jordemoderstuderende om de mente, at jeg havde født inden kl. 23.30 – der havde de nemlig fri, og der ville komme en ny jordemoder. Jeg var så tryg ved mine to første jordemødre, de var så gode til at guide, tage hensyn både til mig og faren til vores første barn, lytte og samtidigt presse mig lidt. Men det viser sig, at da der er vagtskifte kl. 23.30 er jeg 10 cm åben og jeg må begynde at presse – jubii nu var det hele snart overstået – troede jeg.

Min nye jordemoder var knap så motiverende, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at presse vores datter ud, for nu skulle det bare overståes, men jeg var træt og udmattet efter, på det tidspunkt, at have været I fødsel I 20 timer. Jeg presser og presser, men hun vil ikke ud, og jeg fornemmer, at der pludselig er ret mange mennesker inde på fødstuen, bl.a. en børnelæge, der tager en blodprøve fra vores datters hoved, da iltmængden i hendes blod på det tidspunkt er bekymrende lav, og der er lidt grønt fostervand, og jeg fornemmer, der bliver snakket frem og tilbage, men jeg kan ikke tolke hvad de snakker om.

Jeg bliver informeret om sugekop og hvad de gør, og tænker umiddelbart at der må være noget galt siden de vil prøve med den metode og det var en ”øv følelse” da sugekoppen smuttede af for 3. gang.

Jeg kan huske, at børnelægen havde brune øjne for efter 3. forsøg med sugekoppen, kigger hun mig dybt i øjnene og siger: ”Michelle, jeg ved godt jeg er nødt til at være rigtig grim ved dig nu” og jeg når lige umiddelbart at tænke ”årh nej hvad nu!?” og så kan jeg mærke hvordan hun skubber vores datter helt op igen!!

Dernæst husker jeg, at jeg hørte de andre på stuen spørge min kæreste om, hvilken størrelse sko han bruger og jeg kan hører at der er en hel masse der begynder at snakke om hvem der gør hvad, indtil en af dem siger noget til mig, og jeg hører kun ordet ”KEJSERSNIT”. Det var det ENESTE jeg for alt i verden gerne ville have undgået!

Jeg får ve stop med det samme, og når lige akkurat at få en ve mere inden jeg rammer operations bordet og det hele går så stærkt og jeg når at blive vildt bange og samtidigt når jeg at tænke “hvor er Kasper”, jeg havde virkelig brug for ham nu, jeg var virkelig bange!

Der sidder en sød dame oppe ved mit hoved og nusser mig på kinden og snakker om, at hendes far også havde fødselsdag den dag, sikkert for at aflede min opmærksomhed. Kasper er lige ved siden af og holder mig i hånden.

I løbet af 7 minutter er vores datter ude, og hun skriger, og det hele er overstået. Kasper er overvældet og græder, jeg er overvældet og græder også, men er samtidig helt rundt på gulvet fordi det hele lige pludselig blev meget kaotisk – men hun er ude, og det hele er overstået og hun er sund og rask.

Mens jeg bliver syet sammen bliver jeg lige informeret, hvor de tager vores datter hen, og at Kasper tager med, og jeg lige skal til observation på opvågningsafsnittet inden jeg kommer tilbage på vores egen stue på barselsafsnittet.

Der går cirka en times tid, og da jeg kommer tilbage, sidder Kasper med vores datter ligeså fint og er mega stolt, og alt kaos er blevet til den største lykke.

I dagene efter er vi trætte, og vores nye rolle som forældre er en rolle med helt nye udfordringer; vi skal lære hende at kende, os selv som forældre, hvem gør hvad, hvordan kommunikerer vi bedst, hvordan samarbejder vi, er det rigtigt det vi gør osv., men vi er i gode hænder, og der er fuld forståelse fra sygeplejerskernes side omkring vores situation, og der er masser af hjælp, gode råd og vejledning at få.

MEN

I dagene efter begynder jeg at få en voldsom hovedpine hver gang jeg rejser med op, når jeg ligger ned er der ingenting. Jeg får svedture og har absolut ingen appetit, selvom det er det lækreste mad der bliver serveret – Jeg elsker normalt mad og har altid haft en god appetit. Jeg fortalte sygeplejerskerne om min kraftige hovedpine og de er opmærksomme på de symptomer jeg beskriver og har i samråd med en læge mistanke om en ”spinalhovedpine” som kommer fra de huller der blev efter jeg fik en spinalblokade inden kejsersnittet.

Efter noget tid kommer en læge ind og fortæller mig om mulighederne for at løse hovedpinen med et ”bloodpatch”. Det vil sige, at de ved at suge mit eget blod ud i en kanyle skal sprøjte det ind der hvor hullerne fra blokaden er, og dernæst skal jeg ligge vandret i 2 timer, så blodet kan størkne og lukke hullerne til, og forbedringen kan mærkes med det samme, hvis den virker. Virker det ikke, kunne der gå en hel uge før hovedpinen forsvandt, men det var en risiko jeg var villig til at tage. Jeg fik også af vide, at det ikke var unormalt at få denne type komplikation efter et kejsersnit. Well well… heldigvis virkede det, og hovedpinen forsvandt med det samme.

Men det betød at ansvaret mens jeg blev ”fikset” igen lå hos Kasper, og ikke nok med det, så havde vi fået så mange opkald, søde hilsner og sms’er i forbindelse med vores datter var kommet til verden, så Kasper agerede også ”sendebud” og ”praktisk gris” i forhold til at tage sig af vores datter, tage imod besøg, passe på sig selv og passe på mig i det omfang det var muligt. Heldigvis kunne han være indlagt sammen med mig og vores datter, men han syntes det var hårdt at se mig, når jeg ikke var helt på toppen endnu, og han intet kunne gøre for at jeg fik det bedre og samtidigt være omringet at sygehus, så når han kunne, kørte han hjem og fik lidt ”frisk luft” hos venner og familie og omsorg fra vores hund.

Efter bloodpatch var lykkedes begyndte jeg at få voldsom kvalme, så voldsomt, at jeg kastede op af det, og det var grønt.

Jeg kunne mærke så snart jeg fik kvalmen, at jeg bare ventede på at det skulle komme op, og der gik typisk omkring en time. Sygeplejerskerne var igen opmærksomme på de symptomer, jeg havde, og havde i samme forbindelse fået både forskelligt medicin i drop og movicol for at få maven igang. Men på grund af alt kvalmen og de grønne opkastninger, gik endnu en mistanke på den type tarmslyng, hvor maven går fuldstændigt i stå og skal ”genstartes” ved hjælp af en sonde. På det tidspunkt var jeg blevet informeret inden om at jeg skulle have en sonde for at få maven tømt, men jeg havde taget fejl af sonde og stomi og tænkte, at de bare skulle fører et rør ind igennem maven og ikke ned igennem næsen og videre ned i spiserøret, så da der kommer to sygeplejesker ind med en lang slange og et glas vand kan jeg jo godt regne ud at det skulle ned igennem den mest ubehagelige vej, og jeg nåede lige kort at panikke.

Jeg syntes virkelig, at det hele var noget lort og fuldstændig overskueligt og kunne ingen glæde finde ved noget lige pt. Kasper var ked af at se mig så hårdt ramt, og jeg var ked af at se ham så ked af det, og ked af, at jeg skulle belaste ham sådan og være til besvær. Sonden skulle sidde i, i mindst et døgn og virkede det, kunne jeg spise igen, og virkede det ikke skulle jeg opereres, men den forbandede dumme slange sad i vejen alle steder så hver gang jeg bare flyttede en lille smule på hoved fik jeg brækfornemmelser, og så kunne jeg se hvordan ”maven” svømmede igennem slangen og ud posen – forhelvede jeg var træt af det hele! På det tidspunkt opgav jeg helt at snakke med nogen, jeg sms’ede hvis jeg havde overskud, og ville ikke havde øjenkontakt med nogen, specielt ikke Kasper, fordi jeg vidste, hvis jeg kiggede på ham, ville han blive ked af det og begynde at græde, og så ville jeg også begynde at græde ,og jeg følte mig så elendig som mor fordi jeg stort set ikke magtede at være sammen med vores datter, jeg syntes det var så synd for hende for det havde hun ikke fortjent, men jeg tror ikke hun led den store last, hun fik masser af opmærksomhed fra alle sygeplejerskerne som, syntes hun var en rigtig charmebøf.

Undervejs i indlæggelsen var jeg begyndt at udvikle nogen ret uhensigtsmæssige vaner for at få tiden til at gå og fordi jeg egentlig bare lukkede af overfor omverdenen, så jeg kiggede op i loftet og prøvede på alle mulige måder at dele de kvadratiske loftplader i mindre trekanter og lave ”mønstre” ud af dem, bare for at få tiden til at gå, og allerede dér kunne jeg godt mærke at jeg ikke var mig selv.

Dagen efter skulle sonden ud og, skulle vi teste om maden jeg spiste blev nede, jeg fik yoghurt og det viste sig heldigvis at have virket, så jeg spiste ”blød mad” i de efterfølgende dage og fik fx yoghurt, is, suppe og hvad de ellers kunne tilbyde.

Jeg kom mig langsomt i de efterfølgende dage, jeg fik mere overskud, jeg kunne begynde at smile igen, holdte op med at lave ”mønstre” i loftet, kunne grine, spise rigtig mad og endda have lidt humor igen, og Kasper nød at se mig i bedring og se, at det gik den rigtige vej. En af sygeplejerskerne fik mig overtalt til at komme i bad, hun skulle nok hjælpe mig, da jeg både skulle have drop stativ og det hele med ind og mit hår var én stor fuglerede, og jeg lugtede så grimt af sved og så bare rigtig træls ud. Men det var det skønneste bad, jeg havde fået længe, og det gav mig lidt mere energi at være helt nyvasket. Undervejs i indlæggelsen skulle jeg flere gang have hjælp til at blive tørret på toilettet, jeg syntes det var så grænseoverskridende generelt at være så hjælpeløs, det var slet ikke mig, jeg havde altid været vant til at kunne klare mig selv.

Onsdag den 22 marts, en uge efter vores datter var blevet født, blev vi udskrevet – det var fantastisk at komme ud og høre larmen fra biler, mærke solen varme, lugte gylle, alle de ting man normalt tager forgivet. Da jeg kommer hjem har min veninde taget fri fra arbejde for at pynte vores stue op og sætte velkomst flag op og navneskilt på døren, og så begynder hun bare at tude da vi kommer ind, fordi hun er glad for at se mig hjemme – sikke da en velkomst, det var fantastisk!

Dagene derhjemme bruger vi på at falde til og lære hende at kende, jeg er stadig ikke helt på toppen, men jeg tænker at det bliver bedre dag for dag.

Men lørdag morgen vågner jeg med kraftige smerter i maven og jeg er nødt til at ringe efter min mor, så hun kan køre mig til vagtlægen og vagtlægen konstatere at mine infektionstal er alt for høje også taget mit sygdomsforløb i betragtning vælger han at jeg skal indlægges, og der bryder jeg sammen. Jeg er så udmattet og mættet af komplikationer og jeg magter bare ikke mere og jeg kan mærke at jeg er ved at knække psykisk. Hele mit billede af, hvordan min fødsel skulle være ovenpå min nemme graviditet er fuldstændig ødelagt.

Jeg har generelt altid været en ret stærk pige både fysisk og psykisk og har altid kunnet klare mig selv, så det var fuldstændig uvant at se og mærke mig selv i sådan en situation – hvorfor i alverden skulle jeg lige rammes så hårdt!? Jeg følte mig så straffet!

Min mor blev hos mig indtil jeg blev undersøgt af lægerne – denne gang blev jeg indlagt i Ålborg, og jeg endte på gynækologisk afsnit og skulle igennem både indvendig scanning, udvendig scanning og en CT scanning før de kunne konstatere at jeg havde fået store betændte bylder i maven. Der gik 3 dage før jeg kunne blive opereret, så jeg lå en hel weekend og ventede på, at der kunne blive gjort noget og jeg følte mig så utryg, og samtidig lå jeg på stue med 4 andre patienter, det eneste privat liv jeg havde var et lille stof gardin, men jeg kunne stadig både se og høre andre nybagte forældre med deres børn.

Jeg blev opereret, og det var gået som planlagt, nu skulle pencilinen bare tage resten af bylden i maven og så kunne jeg blive udskrevet. Mine infektionstal var nedadgående, og der var tegn på bedring selvom jeg stadig ikke følte mig helt rask, men jeg fik lov at komme hjem efter et par dages indlæggelse og det var dejligt, men noget tydede alligevel på at jeg ikke var helt rask trods diverse medicin og antibiotika behandlinger, så mine mavesmerter vendte tilbage og jeg kontakte igen vagtlægen, og han kunne igen konstatere at mine infektionstal var stigende og at jeg skulle indlægges – her brød jeg sammen igen, også rent psykisk, jeg kunne virkelig bare ikke rumme til mere nu! Vagtlægen var ellers så sød og trøstede mig med både beroligende ord og varme knus, men skaden var sket! Jeg fik noget nyt antibiotika og endte med at få nældefeber over hele kroppen som en reaktion på at jeg ikke kunne tåle det, og det gjorde så pokkers ondt og jeg havde bare fået nok!

Det hele går i sig selv og efter ca 2 måneder er jeg nogenlunde rask, jeg havde undervejs i mine hospital ophold søgt om hjælp til at få mig selv på ”rette spor” igen sådan rent psykisk, for det havde virkelig sat sig hårdt kunne jeg mærke, min læge bakkede mig op, og jeg endte med at få noget hjælp til at få det hele bearbejdet igennem noget samtaleterapi og efterfølgende hypnose, og jeg blev stille og roligt mig selv igen.

Den dag i dag kan jeg godt frygte at skulle igennem en graviditet mere. Min kæreste og jeg har klaret det her, med utrolig og stor taknemmelighed, og støtte fra vores venner og familie, og uden dem, tør jeg ikke tænke på, hvor vi havde stået henne idag – trøst, knus og opmuntrende ord har været den bedste ”medicin” i hele det her forløb, det er så uvurderligt at få hjælpen, når man har allermest brug for den, og uden at skulle spørge efter den – den er der bare.

Heldigvis har vi fået verdens lækreste lille pige (….syntes vi selv, hehe 😉 ) og hun har heldigvis haft det godt ligesiden hun kom til verden.

Set i bakspejlet ville jeg have ønske,t at jeg havde hørt nogen flere historier om de hårde fødsler, men omvendt ville det måske også havde skræmt mig. Jeg håber virkelig aldrig at nogen skal opleve og skal gennem samme tur, som vi har været igennem – men vi klarede det, og det har helt klart gjort os stærkere på den anden side.

Knus, held og lykke

Fra Nicoline’s mor

Michelle

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

Del