Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Førstegangsfødendes fødselsberetning: En tikkende bombe.

fødselsberetning

Onsdag den 12/4, sidste Jordmoderbesøg – Jeg var så mega spændt da jeg tog afsted mod min jordemoder (lad os kalde hende Q) onsdag morgen. Jeg havde de sidste par dage haft lidt murren i maven og lidt af den famøse slimprop var gået (mums! Hvorfor har folk ikke fortalt hvor klam sådan en ser ud?!) jeg kom ind og vi målte blodtryk, grinte og snakkede som vi plejede. Jeg kom over på briksen og hun mærkede mig på maven og konstaterede, at Villum lå præcis som han skulle og ca vejede 3500 gram, jeg fik lidt gel på maven og så hørte vi den smukkeste lyd – lyden af mit barns hjerte der slog derudaf.

Så spurgte Q mig om jeg ville have hun skulle mærke på mig indvendigt for at se om der var gang i lidt og det takkede jeg ja til (tænk man gør det helt frivilligt og nærmest med glæde?) så lå jeg der med godt spredte ben og blev bedt om at tage en dyyyyb indånding. Da hun kom op kiggede hun på mig med store øjne og halvåben mund – og DER blev jeg nervøs… hvad nu?!? “Josefine… har du veer?.. du er 4 cm åben og blød som smør.. jeg står faktisk og nusser din baby på hovedet” say whaaaaat? Jeg mærkede absolut INTET end lidt milde menstruationssmerter.

Vi talte lidt og jeg skulle lige komme mig over “chokket”. Vi aftalte jeg ikke måtte vente for længe med at ringe til fødegangen hvis jeg fik veer fordi jeg var så åben og godt moden (man er normalt “i fødsel” når man er åbnet 4 cm) min mormor kom og hentede mig og jeg kørte med hende hjem – hun turde ikke lade mig være alene hjemme. Jeg ringede til Frederik og informerede ham om hvad hun havde sagt og der gik ikke mere end en time før hans chef havde sendt ham hjem – og nu havde han påskeferie( yay) vi kørte hjem til os selv og begyndte at lave aftensmad men jeg var lidt utryg ved det hele – synes pludselig jeg havde “veer” og vi gjorde som vi blev bedt om og ringede til fødegangen.. de ville heldigvis gerne have at vi kom. Vi pakkede bilen med tasker og udstyr til baby og glædede os til det der skulle til at ske.

Vi ankommer på fødegangen og jordemoder Gosia kigger lidt tvivlsomt på mig da jeg står oprejst, griner og smiler. Vi kommer ind på en fødestue og jeg bliver igen undersøgt indvendigt. “Hold da kæft” lyder det nede mellem mine ben. Jordmoderen kunne nemt med fingrene åbne mig til 6-7 cm men kunne også tydeligt se jeg ikke havde veer. I hvertfald ikke for alvor. Jeg fik afføringsmiddel (føj for pokker) og blev bedt om at holde på det ihvertfald 10 minutter – nu gav begrebet “man kan ikke holde på noget man ikke har i hænderne” pludselig meget virkeligt for mig – 4 minutter efter måtte jeg nærmest løbe ud på toilettet – hoooold nu op hvor det lettede, haha. Vi blev sendt ud og gå lidt frem og tilbage på gangen for at se om vi kunne få gang i nogle veer – uden den store succes.. intet andet end nogle skide plukkeveer der nev lidt mere end de plejede.

Så var der vagtskifte – ny jordemoder (Gitte) kom ind og hilste på og havde fået status fra Gosia (som iøvrigt sluttede af med at sige at jeg havde født inden klokken 5 om morgenen) hun undersøgte mig indvendigt (man bliver helt god til at trække vejret dybt og blive undersøgt “Down there”) hun konstaterede det samme – godt åben og godt moden men ingen veer. Vi blev sendt ned på en barselsstue med seng til os begge så vi kunne få sovet og ladet op til fødslen. Jeg kunne da overhovedet ikke sove af bare spændning. Det lykkedes til sidst at få sovet i en times tid, og så stod jeg op igen.

Det var torsdag morgen og tæt på vagtskifte. Jeg havde stadigvæk ikke skyggen af en ve og jeg var faktisk godt træt af det. Så mødte den nye jordemoder ind (hende fik jeg ikke fat i navnet på) og sagde “du er ikke i fødsel Josefine, i kan godt tage hjem” WHAT?!? Hvordan kan man gå fra “du har født klokken 5” til “du er ikke i fødsel”. Nu var jeg lettere frustreret og var slet slet ikke tryg ved at skulle hjem da jeg følte mig som en tikkende bombe der kunne springe når som helst. Vi valgte at blive der nogle timer og se det hele an – men måtte give op da veerne ikke havde meldt sig ved middagstid.

Nu springer vi lige frem til fredag den 14/4 ved omkring 18 tiden:
Min søde Jordemoder Q ringer til mig for at få en status på mig. Hun havde haft vagt på fødegangen og havde hørt om mit forløb dernede. Hun sagde ” nå sveske, skal vi ikke bare få den fødsel overstået” og jeg grublede lidt over hvad hun mon mente. Hun skulle på nattevagt på fødegangen men hun ville gerne have vi mødtes på hendes “kontor” inden, så ville hun lave en hindeløsning og lige finde ud af hvor langt i mit forløb jeg var.

Klokken 20 mødte vi ind som aftalt og hun gør klar til min massage som hun så fint kalder det (massør bliver hun aldrig) igen gjorde hun store øjne.. ” du er for vild! Du er altså 8 centimeter åben” vi fik noget afføringsmiddel med hjem som jeg skulle tage, og så skulle vi gå en tur på ihvertfald 30 minutter og se om jeg ikke fik veer og så sagde hun at klokken 23 skulle jeg ringe til fødegangen uanset om jeg havde veer eller ej, for så ville det passe med hun var mødt på job når vi kom derned. Her skal det tilføjes at det at skulle give sig selv afføringsmiddel i bagdelen når man er højgravid faktisk er umuligt og der kommer min skønne Frederik ind i billedet (win for at han ikke er sart).

Jeg gav instrukser til Frede om hvordan man liiige gør sådan noget (man er vel SOSU-hjælper) og det næste øjeblik ser man mig ligge med måsen til siden og en mand der står og hjælper mig med sagerne. Så sker det komiske – jeg skal jo sådan set fra sengen og ud på toilettet og det skulle gå stærkt kan jeg godt sige! – frede nærmest hiver mig op af sengen og vi holder hver vores ende af det håndklæde jeg har mellem benene (så langt havde vi dog tænkt) og vi løber nærmest et lynmaraton igennem stuen og vi når det! Jubii!!.

Gåturen resulterede ikke i det helt store andet end de skide plukkeveer igen. Men jeg ringede til fødegangen som aftalt og måtte lyve mig til veer med interval og det hele – jeg har åbentbart været overbevisende nok for vi fik af vide vi bare skulle komme. Der var det som om min krop tænkte ” veer siger du?! Nu skal jeg satme give dig veer” for i bilen på vejen derned der kom de så – veerne altså! Av for pokker hvor de bed! Og jeg måtte virkelig fokusere på at trække vejret dybt! Aldrig har der været så langt til Nykøbing Falster.

Da vi ankommer bliver vi mødt af Q som bare ved et blik på mig konstatere at veer har jeg da ihvertfald nu. Klokken var nu 23:40 og jeg havde haft veer i 20 minutters tid. Hun havde gjort fødestuen klar til os – sansestuen som jeg havde ønsket mig. (En stue med rolig musik, og lys der reflektere på væggen og et stort fødekar) hun kører lige en kurve på mig og konstatere at min baby og jeg begge har det helt okay. Klokken 24:00 præcis tager hun vandet(9 cm åben) – det gik med er kæmpe plask og der var en god mængde som hun sagde – tæt på halvanden liter.

Så tog det fart – veerne blev kraftigere og det gjorde eddermanme ondt nu! På et tidspunkt kommer der så kraftig en ve at jeg skriger af smerte og hun kigger på mig og spørger om jeg føler pressetrang (hvordan ved jeg om jeg gør det?!?) hvortil jeg svarer “jeg tror jeg skal skide…” og fik af vide at jeg lige skulle undersøges før jeg fik lov at prøve. Q sagde at så skulle det dæleme gå stærkt nu hvis jeg skulle på wc for jeg var 10 cm åben og havde presseveer. Imens jeg var på wc fyldte hun badekaret ( jeg havde sagt jeg gerne ville i vand som smertelindring) og jeg kom op i karret – det var det BEDSTE! Pludselig kunne jeg håndtere smerten og arbejde sammen med min krop. Så siger Q at når jeg fik veer nu måtte jeg gerne presse med. (Hvad faaaen betød det? Kan jeg finde ud af det) hun forklarede mig at jeg skulle tage godt fat om mine ben og trække dem op under mig og tage en dyb indånding, hagen i brystet og så tage 3 pres pr. Ve ca. Og jeg gjorde som jeg fik besked på. Frederik kom også på hårdt arbejde her, han skulle nemlig holde mig under begge arme så jeg ikke druknede mig selv.

Pludselig udbryder jeg “jamen Q, så føder jeg jo i vandet?!? Kan jeg godt det” og der grinede hun lidt og forsikrede mig om at det kunne jeg sagtens og det skulle jeg for de ville ikke kunne få mig på briksen igen :p
Nu står det ikke helt klart for mig endnu men jeg lå sådan en times tid og pressede på livet løs når jeg havde veer og fik stor ros. “Nu kan jeg se et hoved.. du er mor lige om lidt Josefine” jeg kunne slet slet ikke følge med mentalt men gjorde som jeg fik besked på hele vejen igennem.

Q kom hen og sad ved siden af mig og sagde at nu var det vigtig at vi 2 arbejde sammen så jeg ikke bristede så hvis hun bad mig gispe skulle jeg gispe og kunne presse hvis hun sagde det. Og det gjorde jeg. Jeg kunne pludselig mærke at hovedet var godt på vej ud og ikke gled ind igen og føj det var en væmmelig følelse – det var her jeg kun måtte gispe mig igennem veerne.

Jeg fik endnu en ve og fik af vide jeg skulle presse alt hvad jeg kunne ” se hvem der kommer her Josefine.. vil du selv tage imod”
“NEJ?! HVAD?! Er han ude” og op på mit bryst kom den lille skabning.

Jeg var stadig mega forskrækket da jeg ikke troede at han var kommet ud og jeg spørger hurtigt om det er en dreng og om han var okay. Tommel op til begge dele heldigvis. Farmand var tough og klippede navlesnoren – den der havde sørget for min babys ve og vel de sidste mange måneder. Q fortalte mig at nu lukkede hun vandet ud af badekaret for man må åbenbart ikke føde moderkagen i vand. Bruuuh, det blev køligt. Med et lille host kom moderkagen ud og vi fik fremvist den og fik en lille historie med på vejen om hvor lillemanden havde ligget osv.

Frederik bliver bedt om at tage blusen af, for nu skulle han have Villum over til sig så jeg kunne komme op ad badekaret og blive undersøgt (undersøges?! Igen?! Skal du seriøst pille der lige nu?!)
Q konstaterer hurtigt at jeg har fået en indvendig “flænge” som skulle have et par sting. Lillemanden er åbenbart en ægte champ og kom ud med begge arme oppe ved sit hoved og havde lavet godt med ravage på vejen ud. Nu vil jeg skåne jer, og nøjes med at sige at jeg 1000 gange hellere ville føde 10 babyer i træk end at blive syet. Hold kæft et smertehelvede jeg blev trukket igennem. 10 sting kunne rette op på skaderne. Villum blev undersøgt, og han var helt som han skulle være.

3600 gram og 52 cm lang. Farmand gav ham den første ble på, og jeg fik vores lille kærlighedsbarn over til mig igen, og alt smerte var pludselig væk.

Til trods for jeg havde lidt svært ved at følge med mentalt kunne jeg ikke bede om en bedre fødsel. Jeg fik min drømmefødsel opfyldt – at føde i vand helt uden smertelindring.

Frederik havde været den aller bedste støtte hele vejen igennem og jeg følte mig som en ægte superwoman. Jeg var overdrevet træt og overdrevet lykkelig.

Klokken 02:30 den 15/4 kom Villum Karl Pedersen til verden og mit liv gav pludselig så meget mere mening.

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

Del