Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Hvorfor var det ingen, der sagde, at det også kunne gå hurtigt?

Fødselsberetning fra bruger

Indsendt af Mor til mini møf.

Det her kommer mest til at handle om optakten, for det er den del, der overraskede mig mest – og den del, der står klarest for mig.

Okay, så jeg havde ikke ligefrem dyrket andres fødselsberetninger før jeg selv stod for skud. Min referenceramme i starten af graviditeten var amerikanske film – I ved, der hvor vandet går og alle kaster sig ud i den nærmeste taxa for at nå på hospitalet i tide – og det sagde sig selv, at det nok ikke var et realistisk billede af, hvordan det i virkeligheden foregår.

Jeg deltog i den offentlige fødselsforberedelse i København. Det var sommer og baby boom og fødselsforberedelsen mindede mest af alt om en forelæsning på universitetet med 100 svedende gravide kvinder og deres medfølgende stuvet ind i et auditorium. Her fik vi en times gennemgang af ”den traditionelle førstegangsfødsel”.

Eller som en af underviserne nævnte, den ideelle situation. Jeg blev overrasket over varigheden. At det var almindeligt, at et forløb tog 18 timer. At man skal blive hjemme i ret lang tid efter processen er startet (indtil veerne kommer med jævne mellemrum på 3-5 minutter). At det var almindeligt for pressefasen at vare ½ til 2 timer. Men som sagt, det var ikke noget, jeg havde dyrket.

Før min egen fødsel begyndte jeg at høre lidt fra venner, kolleger og familie. Det er fantastisk som folk (læs: kvinder) gerne vil dele deres intime erfaringer fra egne graviditeter, når man går rundt med en stor mave. Jeg har både nydt og hadet at få råd og indblanding uden at bede om det.

De fleste fødselshistorier har været enten a) meget rosenrøde og handlede om hvordan veerne over en periode på en del timer tiltog i styrke og hyppighed og den fødende har siddet med en følelse af voksende spænding på det store nye, der er på vej til at ske, eller b) skræmmende og handlede om hvor laaang tid det tog og hvor hårdt det var at være i gang i 30-40-50 timer, og hvor meget en epidural kan hjælpe.

Min fødsel:

Uge 39 +1

Vandet gik omkring kl. 4.45. Eller det troede jeg. Jeg var oppe at tisse og lækkede en del, da jeg kravlede tilbage i seng. Op og tage et bind på og tilbage i seng. Var det en ve? Nja. Et kvarter senere var der en mere. Det er nu nok en ve. Jeg huskede min svigermors fortælling om hvor hyggeligt det var at sidde oppe om natten alene og mærke veerne tiltage i styrke, så jeg stod op og satte mig ind i hyggestolen i stuen. Der var flere veer. Eller trækninger.

De siger man ikke er i tvivl, når det er rigtige veer. Grundlæggende var jeg heller ikke i tvivl om at det var gået i gang. Men det var ikke helt som jeg havde forestillet mig. Instruktionerne fra fødselsforberedelsen var klare: ”ring når vandet går eller når veerne er regelmæssige og med 3-5 minutter imellem”. Der var ingen regelmæssighed i mine veer. Der kom bare lidt hele tiden – 10 minutter – 7 minutter – 3 minutter – 5 minutter – 13 minutter imellem. Men der var ikke engang gået en time. Og mange af dem var ikke slemme. Enkelte begyndte så småt at gøre nas. På den anden side var jeg ret sikker på, at der var gået noget vand. Jeg ringede til fødemodtagelsen ca. kl. 5.40.

De sagde, at jeg skulle gå ud og tage et varmt bad. Men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne stå op i badet. Jeg gik ind og vækkede min mand og bad ham hjælpe mig. Turen fra stolen i stuen og ind i soveværelset og videre ud i bad satte endnu mere gang i processen. Alt foregik i snegletempo med ve-pauser hvert 2-3 minut. Bad – pause – sluk for vandet – pause – tørre ben – pause – tørre hår – pause… osv. Stirre mig selv ondt i spejlet og muligvis fortryde et sekund (det tog 45 minutter at tage et bad på ca. 5 minutter). Jeg forsøgte at få noget mad ned (et godt råd fra en mere erfaren veninde). Manden bad mig ringe igen kl. 6.30. De sagde at vi skulle komme på hospitalet.

Der har aldrig været så langt igennem vores 80 kvm lejlighed og ned ad trappen til taxaen. Jeg klamrede mig skiftevis til væggen og min mand og gik ellers alt hvad jeg kunne i de få kortvarige pauser, jeg havde mellem veerne. Og kastede op. Jeg havde veer ca. halvdelen at tiden på taxaturen til hospitalet. Ikke mange pauser imellem hver.

Fra jeg ankom til hospitalet er alt ret omtåget af veer, så her er hovedtrækkene:

– Jeg kunne ikke rigtig snakke på grund af veer (og jeg er ellers en meget snakkende person)

– Vandet var åbenbart ikke rigtig gået, så de pillede hinden hvorefter der virkelig kom gang i det (hvis vandet går er du ikke i tvivl – der er altså en del vand)

– De 16 meter fra fødselsmodtagelsen til fødegangen føltes længere end nogen distance jeg før har måttet tilbagelægge (og jeg har ellers både løbet et marathon, hvor jeg ”ramte muren” omkring km 26 og besteget et bjerg med højdesyge)

– Jeg var stort set bare været tilstede – men været opslugt i min egen verden af veer og urkræfter i hele den tid vi var på fødestuen.

– Min mand fortæller at han kunne følge ve-kurven: 4 veer i streg uden pause, ca. 30-60 sekunders pause og så forfra igen.

– De satte en indvendig monitor på babys hoved (ja, inde/oppe i mig) fordi mine veer var for kraftige til at de kunne holde øje med baby på anden vis

– De siger til fødselsforberedelse at man maksimalt udvider sig ”1 cm i timen” – bullshit (jeg tog de sidste 7 cm på 3 timer)

– Lattergas er mere værd end guld

– selve fødslen tog ca. 10 minutter – 3 pres og en aflevering

Der var ikke nogen, der havde sagt at det også godt kan gå meget hurtigt første gang, og at det tit involverer rigtig mange veer. Det tog mig omkring 2-3 måneder at komme over ”jeg er rigtig bange for at skulle igennem det igen”.

Det tog mig i hvert fald 6 måneder ikke længere at have ondt i maven ved tanken om at jeg gerne vil have et barn mere, og dermed måske skal igennem det samme igen.

Heldigvis var der en kollega til sommerfesten, der fortalte om hendes to fødsler, hvor den ene oplevelse var rosenrød (jf. ovenfor), mens den anden gik hurtigt, og ikke var nogen rar oplevelse fordi der bare var vildt mange veer og hun havde ondt hele tiden undervejs.

Nu er baby 14 måneder og det er så langt væk, at jeg ”gerne” vil gennemgå det hele igen for en lille ny. Jeg håber dog stadig på, at det bliver den rosenrøde version næste gang.

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

Del