Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Det tager kun en eftermiddag, beretning fra en førstegangsfødende

Fødselsberetning fra bruger

Det tager kun en eftermiddagstid at føde et barn, sådan har min mormor altid sagt, det var der bare ikke nogen der havde fortalt mig før efter at jeg havde født.

Hele min tilgang til det her graviditet og fødsel er at det er en naturlig ting, jeg havde læst smertefri fødsel bogen, og bestemt at jeg, hvis muligt, ville have en helt naturlig fødsel uden interventioner og smertestillende. Så da min jordemoder dagen før min termin begyndte at snakke igangsættelse sagde jeg pænt nej tak, jeg ville ikke sættes i gang med mindre der var klare medicinske grunde til det.

Jeg fik dog besked på at ringe til barselsambulatoriet fire dage senere for at få en tid til overtidsvurdering.  Det fik jeg ikke gjort, det var forbigået mig at de kun havde telefontid i halvanden time, og da det var en fredag måtte jeg jo vente med at ringe til mandag.

Mandag d. 10. april stod jeg op som sædvanligt og fik ringet til barselsambulatoriet hvor jeg fik beskeden om at ringe til fødegangen om lørdagen, hvor jeg så ville få en tid samme dag.  Det blev dog aldrig aktuelt.

Jeg var 40+5 og ved at være lidt immobil, derfor brugte jeg formiddagen på sofaen, jeg kunne godt mærke at det begyndte at murre lidt, men det var ikke noget jeg ikke havde mærket før, og jeg forbandt det derfor ikke med at jeg skulle til at føde. Da jeg på et tidspunkt gik på toilettet var der en lille smule brunt blod på papiret, og der tror jeg at det gik op for mig at det var ved at være tid. Men der var jo ingen grund til stress, vi havde jo fået at vide at det ikke var unormalt at fødslen varede op til et døgn. Det begyndte at nive lidt mere med ca. 15-20 minutters mellemrum, men det forsvandt når jeg bevægede mig, så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne køre ud til min hest.

Så det gjorde jeg, og jeg mærkede ingenting før jeg havde stået og striglet i et stykke tid, så begyndte det at nive igen, og så meget at jeg måtte stå og støtte mig lidt til hesten. Jeg sagde ikke noget til nogen af de andre i stalden, men besluttede med mig selv at nu var det nok tid til at køre hjem igen.  I bilen tog det rigtig fat på den 25 minutters køretur måtte jeg lige holde ind halvvejs og ”trække vejret”.

Jeg kom hjem ved 15 tiden, fik ridetøjet af og lagt mig på sofaen. Nu gjorde det ondt, ikke kun i intervaller men ret konstant, dog med svingende grader af smerte. Jeg fik ringet til min kæreste og sagt at han skulle komme lige hjem fra arbejde. Han havde jo alligevel fri 15:30 og arbejde kun 5 minutter væk, så der var ingen grund til at han kørte før tid – det ville jo tage laaang tid endnu.  

Han kom hjem, og gik i bad og så bad jeg ham om at finde vores varmepude til mig. Den hjalp ikke en meter, så efter to veer med den gik jeg ud i badet.

Det varme vand hjalp rigtig meget, jovist det gjorde da stadig ondt, men ikke lige så meget. Efter at have stået i badet, i hvad jeg syntes var en evighed, men som i virkeligheden kun var omkring en halv time, kom min kæreste ud og spurgte om han ikke skulle ringe til fødegangen, for hvis jeg havde en ve hver gang jeg sagde av, var der kun ca. 5 minutter imellem.  

Modstræbende gav jeg lov til at ringe, men jeg ville for alt i verden ikke være en hysterisk førstegangsfødende der kom ind, blot for at blive sendt hjem igen. Han ringede til fødegangen 16:54 og de ville gerne se os til et tjek.

Jeg kom dog ikke ud af badet før jeg havde brugt alt det varme vand, og min kæreste måtte ud og hive mig op fordi jeg havde fået lagt mig på skrå i brusekabinen og ikke selv kunne komme op med min store mave (hvem sagde strandet hval?) ). Han fik tørret mig, slæbt mig ind på sengen og fik givet mig tøj på. Så gik han ud for at køre bilen frem.

Klokken var nu ca. 17:20. Mens han var ude for at køre bilen frem begyndte jeg at bevæge mig ud mod hoveddøren. Jeg nåede dog kun ud til kanten af sengen, før jeg fik endnu en ve. Jeg fik rullet ned så jeg stod på gulvet med knæene og hang ind over sengekanten. Her gik vandet, på vores flotte nye beige gulvtæppe.

Det lyse gulvtæppe afslørede at vandet var grønt, ikke bare lidt men temmelig mørkt grønt. Jeg vidste godt at grønt vand ikke var godt, så jeg kom relativt hurtigt ud på badeværelset og fik noget tørt tøj på, og blev bugseret ud i bilen. Jeg kan huske at jeg sagde til min kæreste: ”Jeg føler at jeg skal presse, men nu skal du altså køre pænt”.

Vi har 20 minutters kørsel til sygehuset, jeg sad med lukkede øjne hele vejen og koncentrerede mig om at trække vejret.

Jeg syntes ikke at jeg kunne overskue at gå op til fødegangen fra sygehusets hovedindgang, derfor hentede min kæreste en kørestol. Jeg ankom til fødegangen i kørestol kl. 18:01. Jordemoderen har skrevet sådan i min journal: ”Patient ankommer i kørestol. Synes veerne gør ondt og kunne ikke gå herop, men er ved vældig godt humør og overskud… Kører direkte på fødestue”

Herfra gik det stærkt. Kl. 18:04 fik jeg armbånd på, 18:05 kom jeg op på sengen og her kunne de se hovedet.  Fordi vandet havde været grønt og baby havde lidt uregelmæssig hjertelyd blev der tilkaldt en børnelæge for at tage en PH prøve fra babys skalp. Han vurderede dog at det var der ikke tid til. Og ganske rigtigt, vores dreng blev født som stjernekigger ved næste ve kl 18:35.

Han skreg med det samme, men begyndte efter lidt tid at lyde besværet så han blev suget i næse om mund og fik c-pap i et kvarter.

Jeg fik altså den fødsel jeg gerne ville, uden smertestillende – det var der slet ikke tid til. Jeg nåede dog at trække vejret tre gange i en iltmaske og fik et lille klip i mellemkødet, men jeg ved ikke helt om det tæller med som interventioner.  Vi havde ønsket en ambulant fødsel, men da vores søn skulle have taget blodprøver på grund af det grønne vand og de lette vejrtrækningsproblemer når han var et døgn gammel, valgte vi at blive på barselsgangen i det døgn.

Så jeg kan jo kun give min mormor ret i at det kun tager en eftermiddagstid ☺ Og vi fik pænt besked på at hvis vi skulle have flere børn, skulle vi ved næste fødsel enten køre lige så snart jeg mærker noget, eller føde hjemme.

Bassemanden er i skrivende stund 5,5 måned, men jeg overvejer seriøst hjemmefødslen.

 

Indsendt af Pony mor.

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

 

Del