Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Mad over bål – Gryderetter, snobrød og fisk

Mad over bål er sjovt hyggeligt og smager fantastisk

Om sommeren er det sjovt og hyggeligt at tage børnene med ud i skoven og lave mad over bål, uanset om I bare tager derud nogle timer, eller overnatter i telt.

Der findes mange bålpladser i naturområderne i Danmark, som man frit kan benytte.

Du kan finde ud af hvor de ligger i jeres område ved at lave en Googlesøgning.

 

Bålgryde med æbler

Bålgryde er let og lækker mad over bål

Du kan lave smagfulde og nemme gryderetter i en støbejernsgryde over bålet, eller i foliebakker med låg af sølvpapir.

Brug spegepølse i denne udendørs gryderet, som kliniske diætist Anita Dalsgaard har lavet. Det giver retten en dejlig krydret smag.

Tips:

Har du kun én gryde, kan du koge risene først, og når de er halvvejs færdige, putter du alle ingredienserne i og lader det hele koge sammen i 15 min.

Ingredienserne kan varieres ud fra det, du har.

 

Det skal du bruge

Gryderet

  • 1 stk Løg
  • 2 stk Æbler
  • 3 stk Gulerødder
  • 1 hel Oksekødsspegepølse
  • 2 dåser Hakkede tomater
  • 1 tsk Salt
  •  Peber

 

Tilbehør

  • 3 dl Ris
  • 5 dl Vand

Du kan også vælge at komme lidt ekstra vand i gryden og koge kartoffelskiver med sammen med gryderetten (ligesom på billedet).

 

Sådan gør du

  1. Hak løg, æbler, gulerødder og den hele spegepølse i tern.
  2. Put alle ingredienserne i gryden sammen med hakkede tomater.
  3. Lad det koge i 15 min., og smag til med salt og peber.

 

 

Snobrød

Snobrød er en klassiker der er hyggelig mad over bål

Snobrød er så nemt, at selv mindre børn kan være med. Og så smager det nybagte brød himmelsk.

Dejen kan blandes hjemmefra, eller du kan lave den ude i skoven.

Gør det til et projekt at finde egnede pinde sammen med dine børn.

Hvis du har børn i skolealderen, kan de også være med til at fjerne det yderste af barken på træet og spidse dem til.

Hvis det bare skal gå hurtigt, kan du nøjes med at vikle lidt sølvpapir omkring grenens spids, hvor dejen skal snos.

 

Det skal du bruge

Dej til cirka 6 personer

  • 3 dl. vand
  • 25 g. gær
  • 1 tsk. salt
  • 500 g. mel
  • en skål
  • evt. en grydeske eller en afbarket gren
  • evt. et viskestykke
  • snobrødspinde, der er spidset i enden

Til luksus udgaven

  •  Pølser eller tynde skiver pålægsskinke
  • Tynde skiver ost

 

Sådan gør du

  1. Opløs gær i vand
  2. Bland put salt i
  3. Tilsæt mel indtil dejen er fast og ikke klistrer
  4. Læg et vådt viskestykke over dejen og lad den hæve i 1-2 timer
  5. Hvis du skal lave luksus snobrød, så sæt pølsen på pinden, eller sno pålægsskinken og osteskiven omkring pinden
  6. Tag en klump dej og lav den til en tynd pølse
  7. Sno dejpølsen omkring pinden
  8. Bag forsigtigt snobrødet over bålet i ca. 10 minutter eller indtil det lyder hult, når du banker. Under bagningen skal du dreje snobrødet løbende, så hele brødet bliver bagt

 

 

Grillspyd over bål

Grilspyd er fantastiske over bål

Grillspyd er super nemme og hurtige at lave, og det smager himmelsk.

Hvis I er ude i skoven kan du bruge snobrødspinde til at lave spyd af.

 

Det skal du bruge

  • Kød eller pølser
  • Grøntsager: fx løg, peberfrugt, aubergine, tomat, svampe
  • Server spydene med brød
  • Snobrødspinde

 

Sådan gør du

  1. Skær kød og grøntsager i stykker, der er store nok til, at der ikke går hul, når du presser pinden igennem.
  2. Sæt på pindene og steg indtil grøntsagerne er møre og kødet er gennemstegt.

 

 

Fisk i vådt avispapir

Fisk over bål er lækkert og helt fantastisk hvis I selv har fanget dem

Hvis I har haft held til at fange en fisk eller to, er det her en perfekt måde at tilberede dem på.

 

Det skal du bruge

  • Aviser
  • Fisk
  • En smørklat
  • Salt
  • Krydderurter

 

Sådan gør du

  1. Gennemvæd aviserne og pak fiskene ind i dem, sammen med salt, smør og urter
  2. Luk avisen tæt sammen omkring fisken og fold enderne
  3. Grav pakken ned i gløderne på bålet.
  4. Fisken er færdig efter ca. 15 minutter

 

God fornøjelse!

Del