Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Derfor er tumlingealderen fantastisk

børn, tumling, ballade, søskende

Kender du den der ene ven, der altid bliver for fuld? Og som aftenen skrider frem, så bliver din ven mere og mere højrystet. Din berusede ven løber rundt, og skriger og hviner og griner højt – og snubler over sine egne ben. Der skabes konflikter, og nogen begynder at græde. Måske din ven endda tisser i bukserne.

Det er nogenlunde sådan det er at have et barn i tumlingealderen.

Bortset fra en rigtig vigtig faktor; nemlig at din tumling er så sød, kærlig og simpelthen et skønt, nysgerrigt, reflekterende bekendtskab at være sammen med.

Deres charme og skøre påfund er simpelthen for sødt – og overskygger deres vredesudbryd og MEGET dybe og ægte frustrationer. Heldigvis.

For når dit 2-4 årige barn har ligget på gulvet i Føtex og skreget, fordi du tog en pakke fuldkornskrydderboller op i kurven (der åbenbart var det værste, der kunne ske), så er naturen så snedigt skruet sammen, at du rent faktisk ikke forlader dit stædige og højtskrigende barn midt i Føtex. Også selvom tanken måske har strejfet dig. I et splitsekund.

Nogle kalder det trodsealderen. Jeg vælger at kalde det selvstændighedsalderen, på baggrund af, at jeg ikke tror på at børn er trodsige for at ‘irritere’ deres forældre. Alle aldre har sin charme – det gælder absolut også denne❤️

1. Deres entusiasme er smitsom.

For at se et barn hvine af glæde over de mindste ting sætter alt andet hverdagstrummerum i perspektiv. Din tumling kan nærmest ikke være i sig selv over tanken om sæbebobler, klistermærker, balloner, glitter og at høre jeres yndlingssange og danse rundt i stuen. Det er umuligt ikke at blive grebet af øjeblikket og de store smil, og blive begejstret sammen med dem.

2. Ingen kan feste som en tumling!

En tumling har et gen, som os voksne må have mistet i farten. For hold da op, hvor kan de bare blive ved, og ved, og ved! Deres nonstop-energi (der som regel peaker lige ved sengetid) gør dem også til de bedste danse / motions / lege / rengørings / madlavnings partnere nogensinde.

3. De er de bedste hjælpere.

Vores junior herhjemme er virkelig en god, lille husalf. Han hjælper med de fleste ting, lige fra at være med til at lave sin egen morgenmad om morgenen – det kan være at hælde havregryn og vand i gryden og røre forsigtigt rundt, eller slå æg ud på panden, men også med praktiske gøremål som vasketøj, opvaskemaskine rydder op og affaldssortering. Han elsker at være en aktiv part af familien, og bliver så stolt når han kan se at han udretter noget og bliver anerkendt i det. Folk, der har teenagere siger, at jeg skal nyde det så længe det varer. Jeg satser dog på, at hans hjælpsomhed bliver printet i ham, så det varer ved.

4. De er gode kommunikatorer.

Vi er aldrig i tvivl om, hvad han kan lide og hvad han ikke kan lide, og hvad han vil, og hvad han ikke vil (læs: det er naboerne til tider heller ikke).
Men vi ser det herhjemme i bund og grund som en styrke at kunne udtrykke sig, og ikke mindst at kunne sige NEJ, når ens grænse er nået, så vi prøver at arbejde herud fra. Selvom det uden tvivl er udfordrende til tider.

5. De er stadig så små.

Alt er så småt og sødt! Små butterfly’s, små skjorter, små strutskørter, små hatte – du har vist en idé om, hvad jeg mener. Det er cuteness-overload i miniudgave.

6. Deres kærlighed smelter dig.

Hvis din tumling uopfordret kommer til dig og giver dig et kys, et kram eller siger til dig: “Jeg elsker dig.”
Du elsker din tumling ubetinget, og ville flyve til månen og tilbage for ham/hende. Så at mærke deres kærlighed komme til udtryk overfor dig, er ubeskrivelig, og går lige i hjertet.

7. De er SÅ HERLIGE.

Hvis din tumling kan få dig til at grine, vil h*n gøre det. De vil synge, danse, lave grimasser og fjolle – uanset hvad det kræver for at få dig til at grine og interagere. Nogle gange behøver de ikke engang at prøve. Deres observationer, refleksioner og herlige ordforråd er uden tvivl underholdende i sig selv.

Ja – at have en tumling er en lunefuld affære. Det ene øjeblik kan alt være fryd og gammen – og det næste øjeblik kan være højtråbende og meget emotionelt. Hvad – eller hvem – der virkede og var populært i går, kan få hele korthuset til at vælte i dag.

Husk dig selv på, at dit barn er i en rasende udvikling, både psykisk og fysisk, og det er din fornemmeste opgave at guide dit barn igennem tumlingeårene på bedste vis. Gør, hvad der fungerer bedst hjemme hos jer, og husk at træd et skridt tilbage og iagttag din skønne tumling. Om ganske få år vil du huske tilbage på de skøre og sjove situationer og sætninger – og højst sandsynligt savne denne tid.

Del