Tidlig spontan abort - graviditeten slutter tidligt

Hvornår må jeg ha sex efter en tidlig spontan abort????
Mvh louise.

jeg har været gravid 10 gange før det lykkedes os at få vores datter. alle endte i spontan abort indenfor 11 uger. Det er nu 6 år siden julie kom til verden, 100% perfekt lille pige. Siden har jeg tabt 5 gange inden 6 uge, kan jeg gøre noget for at have større chance for det lykkes? jeg er nu 34 år alm vægt. Vi vil så gerne nå at få et barn mere....

Men mente på rigshospitalet at det er fordi jeg har en speciel vævstype, men kom ikke nærmere ind på det, nu tænker jeg at der vel er sket en udvikling indenfor dette område i de 6 år? Jeg må da kunne gøre et eller andet?

Venlig hilsen

Ann L

hej.
Jeg har selv aborteret, og har netop set at man kan købe et natur helsekost produkt der kaldes babyklister. Jeg ved ikke hvad det hedder rigtigt.

@ann lichon og birthe:
Ca. hver 10. kvinde har polycystisk ovariesyndrom (PCO), hvilket kan være årsagen. Hvis du har haft uregelmæssigt menstruationsmønster samt hyppige plet- og intervalblødninger bør du udredes hos gynækolog. Hvis der er tale om en ændring af vævet, kunne en lidelse som endometriose også være et plausibelt bud.

Jeg tror næppe Baby-klister har nogen effekt, men det skader næppe!

Tal i første omgang med din læge.

Held og lykke.

JL

Hej.
Jeg har tidligere oplevet en spontan abort i uge 12, og jeg undre mig over at der alle steder her på nettet står at man øjeblikkelig skal søge læge. Årsagen er, at jeg ringede adskellige gange til vagtlægen med stærke smerter og MEGET blødningen og hver gang fik jeg meldingen, at jeg var nød til at lade naturen gå sin gang, for der er ikke noget at gøre så tidligt i graviditeten. Min kæreste og jeg synes det var enormt hårdt og voldsomt at være alene om idet man er både bange, har ondt og er ked af det. Nu er der gået halvandet år og jeg er gravid igen. Nu i uge 12. Da jeg var i uge 7 fik jeg ondt og begyndte at bløde lidt. Jeg ringede til en meget venlig og medfølende vagtlæge ( det var igen i en week-end), men endnu engang fik jeg af vide at der ikke kunne gøres noget.Min egen læge sendte mig til scanning mandag og alt var heldigvis okay. Men hvorfor står der at man skal søge læge eller tage direkte på skadestuen, når man får en helt anden besked ved vagtlægen?
Med venlig hilsen Christina

Hej , Jeg er 19 år gammel og har for ca 22 uger siden fandt mig og min kæreste ud af at vi var gravide og skulle ha en baby , vi glædet os rigtig meget , men der da var gået 12 uger skulle vi til nakkefoldsscanning , babyen var død intet hjerteslag eller bevægelse , vi vælger så medicinsk abort , der kommer en masse klumper ud og det ser fint ud , jeg har så min menstrution i 12 dage da den endelig holder op , så går der ca 3 uger også starter den igen og forsætter i 14 dage , stopper i en uge og går igang igen , nu har jeg haft den i over en uge og i dag mens jeg sidder og tisser kommer der en aflang 5-7 cm stor klump ud , fuldstændig indsmurt i blod og var overbevist om a den var formet som en baby . skal godt nok til lægen i morgen men er meget forvirret og vil meget gerne ha et svar på hva der muligvis kunne ha gået galt. 19 år gammel og har fået 4 spontane aborter indtil vider , og er skuffet over min egen krop.
Mvh Louise Og Per

Hej ligger her og læser det her.. Har lige idag mistede ved en spotan abort igen. Var otte uger henne var overbevist om det nok skulle lykkes denne gang for sidste gang fik vi den besked mange kvinder abortere første gang så det er bare at prøve igen halv anden år prøvede vi før det endelig lykkes og så mister man igen. Kan slet ikke klare hvis jeg skal igennem ti gradviteter hvor man arbortere før det vil lykkes kan man for fanden ikke gøre noget. bare tanken om at skal igennem en til før man kan komme til at blive undersøgt skræmmer mig kan virkelig ikke klare at skulle glæde sig til noget man skal miste og er mening ikke man skal glæde sig når man opdager man er gradvid med ønskebarnet??
Mvh mia

Hej med jer - jeg har også lige læst alle jeres indlæg, men det hjælper godt nok ikke på humøret. Blev scannet og undersøgt i dag med konklusionen, at jeg 6 uger henne har haft en spontan abort - og jeg er helt knust! Det er første gang, men både min mand og jeg var begge meget lykkelige, da jeg testede positiv og var rigtig rigtig spændte, så denne her oplevelse var en iskold spand vand i hovedet. Uanset jeg rationelt ved, det ikke er min skyld, og at det sker ret ofte for mange, hjælper det godt nok ikke på den følelse, jeg har i kroppen... Jeg er overbevist om, at jeg - hvis jeg er heldig og blive gravid igen - bliver helt hysterisk bekymret og vil reagere på den mindste lille uregelmæssighed af frygt for at abortere igen. Tænk at have så odstridende følelser - dels at håbe og glæde sig til måske at blive gravid igen, dels at frygte det ender på samme måde som denne... Og Mia - det er vel meningen, man skal glæde sig, men jeg har det på helt samme måde som dig!

Hej med jer - jeg har også lige læst alle jeres indlæg, men det hjælper godt nok ikke på humøret. Blev scannet og undersøgt i dag med konklusionen, at jeg 6 uger henne har haft en spontan abort - og jeg er helt knust! Det er første gang, men både min mand og jeg var begge meget lykkelige, da jeg testede positiv og var rigtig rigtig spændte, så denne her oplevelse var en iskold spand vand i hovedet. Uanset jeg rationelt ved, det ikke er min skyld, og at det sker ret ofte for mange, hjælper det godt nok ikke på den følelse, jeg har i kroppen... Jeg er overbevist om, at jeg - hvis jeg er heldig og blive gravid igen - bliver helt hysterisk bekymret og vil reagere på den mindste lille uregelmæssighed af frygt for at abortere igen. Tænk at have så odstridende følelser - dels at håbe og glæde sig til måske at blive gravid igen, dels at frygte det ender på samme måde som denne... Og Mia - det er vel meningen, man skal glæde sig, men jeg har det på helt samme måde som dig!

Hej alle sammen - Jeg har læst alle jeres indlæg, fordi jeg selv mistede vores lille baby for 4 dage siden. Vi fik en sund og rask søn i 2008, som i dag er 2 år, men denne graviditet endte altså i 11. uge. Jeg syntes at det har været en forfærdelig oplevelse, som jeg har meget svær ved at håndtere. Da det blev konstateret, at der ikke var hjertelyd, blev min mand og jeg sendt hjem med medicin, så jeg selv kunne foretage en medicinsk spontan abort der hjemme. Jeg blev ikke informeret om, at jeg faktisk kunne vælge, at blive på hospitalet og få foretaget aborten der. Valget ville ha' været dejlig, når man står i en situation, hvor man ikke ved hvilket ben man skal stå på og ikke ved hvad man har i vente. Fik dog af vide, at hvis jeg ikke kunne holde smerterne ud, var jeg velkommen til at komme på hospitalet. Så midt i en ubeskrivelig sorg, tog vi hjem og jeg skulle så selv foretage denne "abort". Er jeg den eneste, der har haft det forfærdeligt med dette? Jeg mener hver gang, jeg går på toilet, føler jeg mig "bange" og frygtelig ked af det, jeg ser efter i toilettet, om jeg kan se babyen, men tror endnu ikke at den er kommet ud? Jeg er i hvert fald meget i tvivl. Og lige nu vil jeg gerne bare have den ud af kroppen, så jeg kan få det overstået og komme videre. Tanken om at et vidunderligt lille barn ligger dødt inde i mig, syntes jeg er umenneskelig og kan slet ikke bærer det... Nu har jeg så, som alle jer andre frygten for at det sker igen. Dog har jeg allerede min søn, så når det har lykkedes en gang syntes jeg, at der er håb for os alle. Det syntes jeg lige, at i alle skal vide. Det kan altså lykkes, så hold modet oppe og glæd jer, for jeres egen og det kommende barns skyld. Held og lykke og jeg håber det bedste for jer alle, som har været igennem dette!

Hej alle,
jeg har lige spontan arboteret for 1½ time siden for anden gang på 7 mdr.
Sidste gang, var jeg i uge syv, gik der to dage med bløning og vilde smerter. Denne gang i uge 8, var der blødning i 5 dage og 3 dage med vilde smerter.
Hvor længe har jeres symptomer varet? Veninder der har oplevet abort siger at de dårligt følte det - er jeg den eneste der ligger i hvilelse af smerter i så lang tid inden aborten indtræder?

He.j
Jeg har før været igennem 2 hårde spotane aborter på kun 1 1/2 år.
Og sidste gang, var jeg 17 uger hende, det har været meget hårdt for mig, da jeg gerne ville have barnet.
Nu er jeg så gravid igen, og vil sevlføgelig meget gerne beholde det.
Men går med en ekstrem angst inden i mig, jeg tør næsten ikke at tænke på at jeg er gravid, for det får mig til at grade.
Der må være noget jeg kan gøre, jeg mener jeg ved godt at jeg skal slappe af ikke overanstrenge mig selv, spise sundt, og meget andet.
Men der må være noget andet jeg kan gøre, at drikke noget til at gøre barnet stærkere, et eller andet..
Har læst at der var en mor der dannede for fåt hormoner og at det kan relsutere i en spotan abort.
Jeg fik af vide af min læge at man først undersøger om der er noget galt med en efter at man har aborteret 3 gange.
Men nu er jeg altså gravid igen og har ikke lyst til at vente pasiv til, for at se hvad der sker denne her gang.
Nej nu vil jeg gerne finde ud af om det er mig der er noget galt med så jeg kan nå at gøre noget ved det, hvis jeg kan..
Jeg ber dig, kan du ikke hjælpe mig med at fortælle mig hvor jeg kan hendvende mig hende.
for både egen læge og sygehusene vil ikke gøre noget i nu..
med venlig hilsen isabell

Hej piger.. Jeg er 26 år og har PCO, som nævnes længere oppe og har faktisk hørt, at det er ca. hver 5.kvinde der har det. Jeg er tilknyttet en fertilitetsklinik.. Så hvis nogen oplever uregelmæssigheder i mens-cyklus eller ægløsning, eller fx uren hud, mørk kropsbehåring, æblefacon (fedt på maven), humørsvingninger mv. kombineret med fertilitetsvanskeligheder, er det en meget god idé at blive tjekket for PCO. Jeg selv har kun mens/ÆL-symptomer og er normalvægtig, så mindre kan også gøre det.

Jeg havde en SA i uge 6 for to måneder siden. Dagene op til havde jeg haft spændinger i lysken og over skambenet, som jeg selv tænkte var tidlige ligamentsmerter.. Så opdagede jeg noget blød - og fik målt mit Hcg tal, der var alt for lavt. Tre dage efter tog smerterne til og jeg blødte en klump ud.. Jeg blev gravid i en ægløsning en måned efter aborten.

Men nu står jeg, på samme tidspunkt i graviditeten, med en truende abort hængende over hovedet. Opdagede lille pletblødning og har fået spændinger i lysken igen.. Min læge har hasteudleveret Progesteron-tilskud, da han har mistanke om, at jeg ikke producerer nok af hormonet selv (som følge af hormonforstyrrelsen PCO). Desværre tror jeg, det er for sent. Når jeg tænker tilbage, så aftog mine graviditetssymptomer nogle dage inden lægebesøget.. Jeg har en tidlig skanning i uge 7+2 på fertilitetsklinikken og lægen vil ikke skanne mig før da, men synes ventetiden er umenneskelig, særligt hvis jeg blot får bekræftet det jeg allerede har på fornemmelsen..
mvh Signe

hej allesammen jeg har læst jeres indlæg. for jeg har selv haft spontan abort i 11. uge for ca. 2 uger siden. fik en udskrabning. efter 4 dage begyndte jeg at bløde mere det viste sig at de ikke har suget det hele ud. fik medicinsk behandling. der er nu gået 2 uger har stadig smerter i underlivet.. jeg har 2 dejlige drenge vi ønskede en mere men sådan er livet. håber det bedste for jer jeg ved hvordan det er. mvh else

hej allesammen jeg har læst jeres indlæg. for jeg har selv haft spontan abort i 11. uge for ca. 2 uger siden. fik en udskrabning. efter 4 dage begyndte jeg at bløde mere det viste sig at de ikke har suget det hele ud. fik medicinsk behandling. der er nu gået 2 uger har stadig smerter i underlivet.. jeg har 2 dejlige drenge vi ønskede en mere men sådan er livet. håber det bedste for jer jeg ved hvordan det er. mvh else

hej allesammen.. har læst jeres indlæg.... har taget fri fra arb i dag.. er midt i en spontan abort.... ved godt at det er barnet der vælger fra... men det gør ondt... jeg har 3 dejlige børn der er ved at være store... men var i sidste uge ved lægen og der viste jeg ikke hvad jeg skulle gøre for den mand jeg har været sammen med i 3 år ville ikke har barnet... men jeg gik derfra med den glæde at jeg ville det her lille liv i min mave om så faren vil det eller ej.. for den ville får 3 dejlige søskenes... og så nu ligger jeg her og miste det... jaaa og faren.. på en uge.... men håber for alle jere at i må alt det held her i livet at i får lov til at få et barn.. om det et eller nummer 3 er det en vidnuerlig oplevelse... knussssss

Hej allesammen.
Jeg har lige sat, og læst jeres indlæg.
Jeg gik gravid fra nov. 2007 til 18 juli 2008 via insimination. pga. PCO. Vi fik en søn på 56 cm og 3610 gram. Han døde desvæære 2 ½ time efter fødslen, pga. en lægelig felj.
Graviditeten gik rigtig godt, trods jeg ophobede meget væske i kroppen og tog 30,5 kilo på. Jeg gik så i fødsel og havde veer i 23 timer før der blev fundet ud af at jeg ikke kunne føde ham normalt, da mit bækken var for lille.
Jeg blev kørt til kejsersnit, og fik at vide at om en halv time ville vi være blevet forældre. Men der gik 1 ½ time før han kom ud. og da han kom ud var han skind død, og blev så genoplivet, men hans tal dalede og der kunne ikke gøres noget.
Den fejl der skete var, at lægen der foretog kejsersnittet, vidste ikke hva en baldes ring er, det er en ring som er inde i alle kvinders livmoder. Og som kan gå i spasme kramper under en fødsel, det gjorde den så desværre ved mig og lægen havde ikke kendskab til hva der skulle gøres hvis sådan noget sker. Så lægen havde bare blevet ved med at hive i vores søn så han mistede for meget ilt og blev svært hjerneskadet. Overlægen som kom35 min, for sent fortalte så lægen som havde fortaget kejsersnittet, at han skulle have lagt nitroglycerin under min tunge og så ville han kunne have taget vores søn William ud og han ville have levet i bedste velgående.
Jeg fik så en glædelig nyhed D.4 maj i år at jeg var blevet gravid uden hjælp, har gået ved en zoneterapaut. Så for 2 dage siden fik jeg så den melding at jeg var begyndt at abotere.
Så brød min verden helt sammen. Jeg går så sygemeldt fra min praktik som sosu-hjælper lige nu, da jeg jo som sagt er ved at abotere.
Knus.

hej. jeg har ikke læst alle indlæggende men mange af dem og nikker genkendende til dem. jeg har en dejlig søn på snart 4. i novenber 2007 og november 2008 havde jeg ufrivillige aborter. jeg har beklagelig vis været på stoffer i den periode og vidste ikke at jeg var gravid, er det mon grunden til de aborter?
nu er jeg gravid igen, har ikke rørt noget som helst siden 2008 men har angsten for at abortere igen. er der en der kan svare mig på om det er grunden til at jeg mistede barnet de to gange? min søn var min første graviditet og jeg tænker lidt at hvis jeg havde problemer med at kunne holde på barnet så var det vel sket der? er det helt forkert? jeg er monster bange for at miste dette barn da min mand og jeg begge ønsker os det brændende.

er der noget man kan gøre for at undgå en spontan abort?

hvor kan man få hjælp og svar?

jeg var 5 og 7 uger henne de to gange så det var ret tidligt, og er 5 uger henne nu men har ingen dårlige tegn. alligevel tør jeg ikke glæde mig.

håber nogen kan hjælpe

Hej alle...
Vicki - din historie rører mig meget. Det er forfærdeligt, at det kan ske. :( Held og lykke fremover.

Jeg tror, at alle os som er endt i denne tråd har været igennem en spontan abort - eller flere. Man søger trøst i at læse om andres oplevelser og erfaringer, og forsøger at få lidt luft, ved at fortælle sin egen historie.

Jeg har selv lige været igennem en spontan abort (uge 9.) Jeg går og bilder mig selv ind, at jeg har det okay med det, og at jeg er glad som altid. Men indeni kan jeg godt mærke, at jeg er ked af det og utålmodig. Jeg vil så gerne have et barn. Men jeg skal ikke klage - jeg har allerede en dejlig søn på 2 år.

Nu er jeg bare så meget i tvivl om, hvornår vi skal forsøge igen. tanken om at det kan ske igen, ligger og lurer hele tiden - men det kender I jo...

Held og lykke til alle

Kratluzker

Hej Alle:)
Jeg har en søn på 5 år og min mand og jeg har længe gerne ville have et barn mere..... Skæbnen har så ville at jeg har haft 2 spontan aborter i september og november 2009. Det skal lige siges at jeg for 4 år siden fik konstateret diabetes 1. og for at en graviditet sku kunne holde er der noget der hedder langtidsblodsukker som skal ligge mellem 7 og 8. Og mine tal er helt uregerlige....desværre. Men den 11 maj 2010 testede jeg positiv og tænkte jubii nu er den der endelig:) men lykken varede kort desværre den 23 maj begndte pletblødning og torsdag kom den lille klump ud...synes det var det værste jeg nogensinde har oplevet.. Den sidste abort jeg havde føltes helt rigtigt maven voksede og mine hcg tal var flotte, sku så til scanning og fostersækken så fin ud men .... der var ingen foster i. endnu engang følte jeg at det var min skyld.. Som en af jer tidligere har skrevet med at man siger man har det fint og er glad kan jeg kun nikke godkendende til men føler samtidig at det er mig der har svigtet for det er jo min krop der udstødte det... Men er som rigtig glad for min søn men ville da være dejligt med bare en mere.....

Men føler med jer alle herinde vi har været igennem de samme ting og det er sgu dybt uretfærdigt at nogle af os skal kæmpe dobbelt så hårdt som andre...

Jeg håber at I alle er heldige og får jeres guldklump enten før eller senere vi ønsker det i hvert fald alle...:)

Held og lykke :)

Hej.. Nu har jeg læst det i har skrevet, det gør mig mærkelig nok lidt mere rolig et øjeblik.

Jeg er ikke alene om det her, vi er så mange som skal igennem eg spontan abort. Min første søn som er 8 år kom uden problemer. Så fire år senere ville vi have et til. Jeg havde en spontan abort i uge 6 og havde ondt. Så blev jeg hurtigt gravid igen og dag jeg var kommet ca 12 uger, begyndte jeg at bløde rigtig meget, jeg gik så på sygehuset. Jeg blev scannet og der lå to deilige børn eg kunnde se dem. Det ene var dødt fik vi så at vide, og vi sku være sikker på at vi ville miste det andet også. efter flere scanninger og jeg var kommet i uge 18 fik vi så endelig at vide, at alt er som det skal være. Det var en deilig lille datter som kom til værden...

Så ville vi prøve at få et barn mere, det gik fint og jeg blev hurtig gravid, jeg havde det ikke så godt, og jeg var hele tiden bange for at noget var galt. men efter 3 måneder var jeg mere overbevist om at alt var fint, men lillejuleaften begyndte jeg at bløde da var jeg 4 måneder henne, jeg ringede til lægen og han kunne se at noget var galt og jeg skule på sygehuset.
Der blev jeg scannet og fikk den triste nyhed at barnet var dødt og jeg skule til udskrabning.
Det var en hård omgang og jeg havde det svært ved at glemme det, det gør jeg nok aldrig.

Nu er vi så begyndt at prøve igen... Jeg er bange for hvad der vil ske, tit tænker jeg om jeg ikke bare skal nyde de to jeg har... Men vi vil så gerne have et mere....

Held og lykke til jer allesammen, jeg håber det vil lykkes for jer

Knus

hey. jeg sidder her og tænker. jeg høre ikke til her men det er lige hvad jeg gør. jeg har en søn på snart 4 og derefter er der 2 spontane aborter. i dag (lørdan d 3 juli 2010) er jeg så 11+0 uger henne og meget meget ked af det, bekymret. bange og alt det andet. i torsdags gik jeg på toilettet og så løb der lyserødt blod ud af mig. lige så tyndt som vand. jeg begyndte at græde men tog mig sammen og ringede til sygehuset for jeg har endnu ikke haft smerter. vi kom derop og blodet var blevet lidt tyggere og rødt. han kiggede og sagde at det nok var en spontan abort igen men nu mærkede vi lige. han så underlig ud og ville lige scanne mig både udvendig og indvendig. babyen havde det som den skulle og han kunne ikke se hvor blodet kom fra. hav sagde at han ikke kunne love at det ikke var en spontan abort men nu skulle jeg gå hjem og ligge mig ned. da jeg kom hjem stoppede blødningen og jeg lagde mig ned. i går kom der så noget brunligt noget. og jeg græd igen. i dag er det gulligt og det er vist et godt tegn. jeg har stadig ikke ondt skal stadig ligge ned og først til nakkefoldscanning den 7. jeg er så bange. tænk hvis de siger babyen er væk. den er død eller noget andet. oven i det er jeg helt alene om det. min mand sidder nemlig i fængsel og der er lang tid til han kommer ud.

jeg ønsker dette barn så brændende og beder flere gange om dagen til gud om at lade mig beholde det. vi har prøvet i noget tid og så lykkes det. men så alligevel måske ikke.

det er en frygtelig situation vi alle står i. den ene er ikke værre end den anden. kan vi komme videre og få det barn vi ønsker os?

hvordan får vi vores kroppe til at holde på barnet når vi endelig bliver gravide.
hvem kan give mig svar og hvem kan hjælpe.

jeg håber på det bedste nyheder på onsdag.

held og lykke til jer alle

Hej alle
jeg er gravid i 9 uge, jeg har før været gravid og fik en SP i uge 10 for 9 måneder siden. Nu er jeg i panik som mange af jer andre. Der er ingenting lægen kan gøre, vi må bare vente og se. Men jeg er ikke den type, som jeg læste en anden skrive, så kan jeg ikke vente passiv på, at få svar. Min løsning har været, at jeg betaler selv for en scanning på et privat klinik, det kan man få fra uge 8, jeg må desværre vente for der er ferie lige nu, men har fået en af de første tider i uge 10, hvor de er tilbage. Det koster dog 800 kr., men det vil jeg gerne betale for at få ro.
Om hvordan man kan holde på babyen (og ja jeg er godt klar over det ikke er en baby så tidligt, som min læge siger, men for mig er det!!!). Men hvis der er nogen der har nogen gode råd så er jeg lutter øre.

Held og lykke til alle og håber jeres babydrømme går i opfyldelse.

Jeg blev gravid første gang lige inden jeg fyldte 22 år. Min kæreste og jeg var lykkelige og jeg gjorde alt det rigtige, men da jeg var til nakkefoldsscanning i hvad der skulle forestille at være uge 11 viste det sig, at fosteret ikke havde noget hjerteslag. De vurderede, at det var sket mellem uge 8 og 9. Min krop havde ikke opdaget det, så jeg røg til en udskrabning efter at have ventet 28 timer på sygehuset uden hverken mad eller drikke. Det føltes meget tragisk og jeg var så længe om at komme mig at jeg begyndte at se en psykolog for nylig.

Nu er jeg gravid igen - knap et halvt år after. Jeg ved ikke hvor langt jeg er henne, for jeg har en cyklus på 41 dage, men jeg ved, at jeg skulle have haft menstruation den 28. juli (i dag er det den 2. august). Det er altså meget, meget nyt, men tre positive tests bekræfter min graviditet. Jeg er ude af mit gode skind af angst for at miste igen. Jeg kan ikke sove om natten og min kæreste ser uforstående til. Han er sød, men vil helst ikke snakke om det negative ved graviditeter, så jeg føler mig meget alene. Jeg har ikke fortalt det til nogen endnu, for jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at folk skal vide det hvis jeg mister igen. Jeg er allermest bange for at min krop igen ikke vil registrere fosterets død. Så hellere begynde at bløde selv. Jeg er så bange - og jeg burde være så lykkelig!

Hej til alle...

Jeg har nu læst alle de ulykkelige indlæg og er blevet helt trist på jeres vegne. Jeg er selv gravid (5+4). Jeg er lidt af en pessimist og frygter altid det værste og derfor frygter jeg også for en spontan abort! Jeg har i forvejen en datter på 7 år og har ingen aborter haft før!
Jeg tænker meget over sammenhængen mellem mængden/hyppigheden af graviditets symptomer og spontan abort. Jeg har ladet mig fortælle at hvis man oplever kraftig kvalme/opkast osv..så er risikoen for abort lille!!??
De af jer der ulykkeligvis har gennemlevet en spontan abort, har i erfaringer med om jeres graviditets symptomer var karftigere eller svagere!??
Jeg oplevede døgnkvalme, træthed og ømme bryster da jeg ventede min datter, denne gang oplever jeg kun en lille smule kvalme i forbindelse med hedeture. Jeg har meget ømme bryster og er træt hele tiden.

Håber nogen vil dele deres erfaringer om graviditets symptomer i forbindelse med en spontan abort!
knus til alle

Hej til alle

Det er helt vildt så mange vi er som har aboteret og oven i købet op til flere gange inklusiv mig selv, jeg blev gravid for 2 år siden 1. gang, jeg fandt ud af det samme dag som min mormor døde så jeg stod med en meget blandet føelse den dag, ja jeg stod i mellem liv og død, men der gik ikke mere end 3 uger for i uge 9 aboteret jeg, jeg ringede til lægevagten for min egen læge havde lukket, de sagde at jeg bare skulle gå hjem og ligge og slappe af, det gjorde jeg, jeg havde en tid oppe ved min egen læge dagen efter da det var meningen at vi skulle skrive vandre journal, men det kom vi ikke til han sendte mig direkte videre ind på ouh hvor jeg skulle scannes der var ikke noget liv så jeg skulle tag en medicinsk abort der hjemme, det var forfærdeligt og ubehageligt... For nogen uger siden aboterede jeg igen, det gjorde bare så ondt man høre så tit om at mange abotere 1. gang men 2. gang også det havde jeg ikke regnet med, det var i samme uge og det hele foregik på samme måde, nu har vi en tid ved en gynækolog så vi forhåbentlig snart kan få noget hjælp... held og lykke til alle det er hårdt men tror på at det nok skal komme en dag...

Hej

Har læst alle jeres indlæg, det er så sørgeligt.... Jeg er selv meget nervøs, har lige afslutte en kemo behandling pga cancer, og vi havde egentlig fået at vide at vi ikke ville kunne få børn på naturligvis, men nu har jeg taget tre positive tests og vi er simpelthen så lykkelige, vi er dog stadig utrolig bange for at der er noget galt, og lige så bange for en spontan abort..... Faktisk frygter vi det så meget, at vi ikke har fortalt det til nogen endnu, selvom vi egentlig gerne vil råbe det til hele verden....
Jeg er 25 nu, så ved godt vi har årene foran os, men vi har ikke lyst til at vente....

Er der ingen der ved hvor "stor" risikoen for spontant abort er hvis man er ca 25, normal og lever sundt?

Håber det bedste for jer alle.

Hej

Nu har jeg siddet og læst alle jeres beretninger om spontan abort.......har lige for en uge siden mistet vores ønskebarn i uge 11+5.....og er bare så mega ked.... Vi havde fået hjælp i Skejby ved Aagaard og da vi var til kontorlscanning i uge 6+4 var der hjerteblink og hjertelyd....det er så hårdt at skal igenem det, for lysten til et barn er bare så stort og det bliver ikke mindre af det her. Men det startede med at jeg begyndte at bløde om aftenen hvor jeg ringede til vagtlægen, men fik så bare den besked at jeg skulle tage den med ro og slappe af....så begyndte jeg at få smerter, og måtte så ringe til vagtlægen igen, men fik bare den besked at jeg skulle tage to panodil og se tiden an, han sørgede så godt nok for at jeg kunne komme på gynækologisk kl 9 om morgenen. jeg mødte op på sygehuset der kl. 9 og måtte i sidde i tre timer inden jeg blev tilset af en læge og fik så at vide at jeg faktisk havde tabt det hele, med undtagelse af nogen rester som endnu sad tilbage, det skal så komme ud af sig selv, og nu kan jeg mærke at jeg bare gerne vil i gang hos Aagaard så hurtigt som muligt igen. Fik i dagene efter noget beroligende ved mn egen læge for sov ikke i flere dage efter, først i nat har jeg fået lov at sove rigtigt......men føler mig slet ikke klar til at tage på job eller noget lige nu.

Ja så har jeg også læst alle de triste breve der er skrevet... Jeg selv har en datter på 8 år, i november 2009 fik jeg fortaget en abort på syghuset efter de havde fundet ud af at foster sækken var tom, jeg var 10 uger henne. Siden har det holdt hårdt jeg er kommet på insulin for at havde helt kontrol over min diabetes 2. Og dette går rigtig godt. Men der kommer ingen graviditet inden aborten kunne jeg tydeligt mærke når der var ægløsning og også se det på udflådet. Nu kan jeg ikke få en positiv ægløsningstest. Min læge der har taget blodprøve siger at jeg har ægløsning. Får svar på Torsdag ifh til mandes sæd kvalitet... Er så bange for at der er gået et eller andet galt under det udskrab jeg fik.... Vil bare så gerne havde det barn nr 2 en drøm jeg har haft siden min datter blev født, men manden min er først blevet klar til det her ved anden graviditet(aborten i nov 2009). Det er så svært at miste noget man ønsker sig så brændende, mange siger at man skal være glad for når det sker at det så sker så tidl i graviditeten. Fatter de ikke at de næste 18 år er planlagt ligså snart man sidder med en positiv test.... Håber I alle snart er gravide igen inklusiv mig selv. Kæmpe krammer til Jer alle fra en der ved hvor svært det er.

Hej med jer

Det gør rigtigt ondt at læse alle jeres historier! Puha!!! Jeg røg med på vognen i søndags.

Vi har en pige i forvejen og ønsker os brændende endnu et barn. Det var en hård omgang, og det kom meget bag på os.

Og som flere af jer andre skriver, er det forbandet lidt ordentlig information, man kan finde på internettet omkring spontane aborter...

Der er alle mulige lyserøde sider for gravide, men når det så går galt, så er der ikke meget at hente, heller ikke på myndighedernes sider. Det er ret skræmmende, for det kan jo være farligt, hvis man ikke reagerer på komplikationerne. Og som denne streng livligt illustrerer, er dette her noget, som påvirker mange kvinder!

Så hermed en opfordring til sundhedsstyrelsen, min-mave, alt om børn og hvad de nu ellers hedder: lav en god hjemmeside, så vi stakkels prokreativt udfordrede kvinder også kan få hjælp til bekymringerne!

Hvad skulle sådan en side så indeholde?

1) Tegn på spontan abort
2) Hvad gør man og hvad kan man forvente, når ulykken er sket (behandlinger, lægebesøg, test, kroppens reaktioner...)
3) Spontan abort - hvad nu? (hvad sker der med kroppen på lidt længere sigt, hvornår kan man prøve at blive gravid igen, statistik, muligheder for undersøgelse af problemer, muligheder for behandling - officielle som uofficielle)
4) Hvem er i særlig risiko, hvorfor og hvad kan man gøre - PCO, rygning, overvægt, stress, osv.
5) Evt. noget om hvorfor - det er da vældigt fint, at undersøgelser finder, at 50 % af fostrene er "defekte", men hvorfor er de det, og hvad med resten?

Lige nu sidder jeg tilbage og er godt forvirret, ret tom, total ulykke, noget frustreret og egentlig ret bange for om det ikke helt er over, og ret alene i forhold til at finde ud af, hvordan jeg kommer videre. Øv, øv, øv!

Har lige læst alle jeres indlæg, og faktisk lidt rystet over den behandling i har været ude for.

Jeg var gravid tidligere på året, og i uge 12 begyndte jeg at bløde, jeg var hos egen læge og blev henvist til skanning der desværre ikke viste nogen hjertelyd. Jeg blev indlagt til medicinsk abort og efter det var konstateret at jeg blødte og ikke havde alt for ondt blev jeg udskrevet med en tid til kontrol skanning ugen efter. Skanningen viste desværre at aborten ikke endnu var fuldført og jeg fik, på egen initiativ, en ny omgang med hjem og en ny tid til kontrol skanning. Igen viste det sig at fosteret stadig ikke var kommet ud og jeg blev indlagt igen, denne gang til kirurgisk abort, der var et par timers ventetid men det var mest fordi jeg skulle være fastende i et vist antal timer inden, tror ikke der gik mere end en time efter jeg havde fastet længe nok til jeg blev kørt ned på operations gangen. Alt gik helt planmæssigt og allerede en time efter jeg var kørt tilbage på stuen fik jeg lov at tage hjem. Det hele var nu helt i orden. Jeg fik hele vejen igennem rigtig meget hjælp og støtte fra alt det personale jeg blev behandlet af og selvom det er det værste jeg nogensinde har været ude for, var det en stor hjælp at der var så meget støtte.

Der var en længere oppe der snakke om graviditets symptomer og abort og jeg mærkede faktisk ikke noget til at jeg var gravid.

Jeg er nu gravid igen, er i uge 7 (fosterets uge 4) jeg begyndte at pletbøde og blev sindsygt nervøs, jeg snakkede med vagtlægen og han anbefalede ro. Næste dag ventede jeg utålmodigt på at jeg kunne ringe til egen læge, men en halv time inden telefontid ringede han selv selv fordi han kunne se at jeg havde snakket med vagtlægen.Han havde en tid til mig en time efter og kunne se at der stadig var en lille blødning, jeg blev sent direkte til skanning, hvor jeg dog måtte vente et par timer da jeg skulle tilses af overlægen. Personalet var inde og fortælle at de selvfølgelig ikke havde glemt mig men at overlægen var kaldt akut over på fødegangen.
Da overlægen kommer mærker han efter og kan fortælle at blødningen er stoppet....
Jeg bliver derefter skannet og alt ser fint ud og man kan se hjerteslag.

Er rigtig glad da jeg tager hjem, men er stadig super nevøs for at det stadig kan gå galt. Efter lidt søgen faldt jeg over sundhedsplejersken.dk og fandt der at man kunne stille spørgsmål, til fagligt personale, allerede dagen efter var der svar fra en sød jordemor, der kunne fortælle at risikoen for abort heldigvis er lille når der er registreret hjertelyd, da dette tit ikke er tilfældet med spontan abort. I denne graviditet har jeg været meget træt og meget morgenkvalme (jeg vil kalde det heldagskvalme).

Jeg er stadig nervøs men har heldigvis et billedefra skanningen hængende på køleskabet, og det hjælper lidt at se på det.

Jeg kan godt forstå frustrationen over ikke at kunne få hjælp før efter 3. abort men jeg tror helt fast på at i mange tilfælde er det naturens vej. Jeg ser det lidt ligesom et omvendt lotto, chancen for gevinsten er der og nogen vinder tit, nogen aldrig. Her er det så bare omvendt, nogen oplever ingen fostre med defekter, mens andre desværre oplever flere.

Krydser stadig fingre for at alt går godt og tæller ned til den 30. hvor risikoen for abort aftager væsentligt og jeg har første lægebesøg.

Hej til alle!

Jeg har været i fertilitetsbehandling på Skejby Sygehus, og havde i sidste uge glæden ved at se, en svag positiv graviditetstest. Torsdag skulle jeg så på sygehuset og have taget en blodprøve, for at få konstateret om jeg var gravid eller ej. Jeg følte mig gravid og blev derfor chokeret, da jeg fik at vide, at blodprøven viste, at det kunne gå hver vej. Nu sidder jeg her og venter på at skulle have taget en nu test mandag. Jeg har taget flere tests for at se om testen skulle blive tydligere og det gjorde den fredag. Her lørdag, er den desværre meget svag igen, og jeg frygter nu, at det ender med en abort.

Jeg blev tidligere gravid i mit første reagensglasforsøg, men aboterede allerede i 4 uge.
Nu er jeg så nået dertil, at jeg har brugt mine forsøg i det offentlige system, og skal til at betale over kr. 50.000 for 3 forsøg i det private. Jeg er så bange for at, at jeg mister igen, at jeg ikke kan overskue at skulle turen igennem en gang til. Men jeg vil dog fortælle alle jer, der har haft gentagne aborter, hvad de tilbyder på privatklinikkerne.

For det første kan man få prednisolon, for at mindske risikoen for at kroppens imunsystem ser fostret som et fremmedlegeme, og prøver at udstøde det. Dernæst kan man få magnyl, for at øge blodgennemstrømningen i livmoderen. Man får ikke disse tilbud eller oplysninger i det offentlige, fordi der ikke er evidens for at det virker. Men i en situation med gentagne aborter, synes jeg det er værd at spørge lægen om. Om ikke andet kan man måske bidrage med at hjælpe fostret til at sætte sig fast og blive, med mindre der selvfølgelig er noget galt med det.

Hej
Ja man er ikk alene når jeg læser jeres indslag
For to dage siden fik jeg pletblødninger og idag har jeg letere smerter og mine bryster er ikke ømme mere
Jeg ringede til lægen og han sagde at jeg ikke skulle bekymre mig!
Jeg har dog på fornemmelse at den er galt og at jeg ender med en sponan abort
Jeg er da vred over at man ikke kan få en scanning således at man kan være sikker! Jeg fik at vide at man skal vente og se og jeg skal først til min læge om 4 dage! Prøv så en gang at holde et liv med et barn mand og arbejde kørende når man hele tiden er bange for at det er sandt at man er ved at miste fostret i 7 uge!
Men vi er ikke alene! Det er da en trøst

Jeg har læst alle jeres indslag og det er en trøst at de ikke kun er mig som er ramt af spontan abort.
Vi har to dejlige piger som er 9 og 5 år og vi ønskede os brændende et barn mere. Lille juleaften 2008 havde jeg en spontan abort, det var forfærdeligt og så tidspunktet kunne ikke passe dårlige. Da var jeg næsten 3 måneder henne.
I november 2009 havde jeg igen en spontan abort og da var jeg næsten 3 måneder henne.
Efter begge aborter var jeg sååå ked af det, jeg var nede i et stort sort hul og fandt ikke vejen op igen. Men da jeg har børn så måtte jeg prøve at finde en vej op igen for deres skyld.

Men nu er jeg igen gravid og er i 28 uge og vi er såå lykkelige, men alligevel så tør jeg ikke glæde så meget fordi hvis noget går galt igen.
Jeg skal have planlagt kejsersnit sidst i november, fordi jeg har fået kejsersnit med de første.
Så alle jer der har mistet, ikke give op men prøv igen. Det er hårdt hver gang en aborterer men da lykken smilede til mig igen så kan det også smile til jer.

Jeg er gravid i 6 uge og får hormonbehandling. Jeg har haft 7 ufrivillig aborter og frygter osse at tabe denne :( Mit spørgsmål er. Hvis et foster stopper med at leve, hvor lang tid går det så inden man begynder at bløde.?? Håber at der er nogen der kan hjælpe , da jeg ikke har haft nogen gravidits tegn siden torsdag. Hilsen Lise

hej allesammen
alle her har været ude i en ulykke og det er ganske forfærdeligt alle har troet at nu sku de være mor. smerten ved at miste kender jeg selv alt for godt.
jeg er 25 har heldigvis en dejlig velskabt datter på 4½ år
men vi har efterfølgene virkelig førsøgt af få endnu en lille men det lykkes os bare ik jeg har siden tabt 3 gange det lyder iik a meget når man ser hva nogen a jer andre har været igemmen men det er stadig hårdt vi troede virkelig på det sidst i august lige på til vores bryllup 14 dage før vi sku fortælle vores familie den gode nyhed og hvor vi sku sige ja til hinanden alt var godt og lykkeligt ... gik det helt galt vågnede op kl 03.00 om natten med veer var virkelig mærkeligt jeg rejste mig og gik på toilettet og så gik det løs det var som et åben sår. der var blod alle vejne hver gang jeg tørte mig og ville rejse mig fossede det bare ud a mig har aldrig i mit liv set så meget blod og det var store mørke klumper for ik a sige at det var håndfulde af blodblæver . røg på hvidovre hospital hvor jeg lå med smerter og veer i flere timer og blev channet nogen gange i forløbet . kl .7.30 var det hele overstået . lægen channet en sidste gang og sagde så det overstået der er ik mere derinde og så ku jeg tag hjem med medling om at jeg sku vente 6mdr med a forsøge igen..men hvorfor skal det være så svært jeg forstår det ik der var ingen problemer da jeg ventede min datter. held og lykke allesammen

Hej.
Ja hvor er det dog frustrerende og sørgeligt at miste. Og det er skræmmende så mange vi er.....Jeg er i gang med min 4. spontane bort og det er lige smertefuldt hver gang. Min mand og jeg har en dejlig søn på 4 ½ år og ham nyder vi i fulde drag, men ønsket om en bror eller søster bliver større og større. Min første abort var før vores søn og fordi loven i dag siger minimum 4 aborter i træk før i kan blive udredt, skal jeg nu vente på at denne abort bliver overstået, vente på jeg bliver gravid igen ( hvilket er lidt svært for os, denne graviditet tog et år at opnå) for så at vente på, at også det går til grunde - før vi kan få hjælp. Hvad er det for en psykopat der laver sådanne regler - det kan da kun være en, som har fået de børn hun sku have og ikke havde problemer med det!!!
Denne gang er jeg mere gal end ked af det. Hvad fanden har jeg gjort siden det skal være så svært at få et barn mere.
Jeg blødte meget voldsomt og fik meget voldsomme veagtige smerter, da jeg fik de piller op sidste gang. De 2 gange hvor kroppen selv har klaret det, har smerterne ikke været så voldsomme og heller ikke blødningen. Det føles sundere at " gøre" det selv, men virker mere grundigt og er hurtigere overstået med piller.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre næste gang jeg tester positivt!!!!!!!Jeg tør ikke tro noget som helst! Jeg kan bare lukke øjnene og be til at det lykkedes for os..... og alle jer andre!
Knus.

Hej alle.

Jeg har et spørgsmål- hvordan oplevede i at få en spontan abort?
-Hvordan føltes smerterne og hvor sad de?
-Hvordan så fosteret ud, da det kom ud?
-Hvor længe gik der før smerter og blødning forsvandt?
Håber nogen kan hjælpe mig med disse svære spørgsmål...

Mvh Malene.

Hej alle.

Jeg har mistet 2 gange før. 1. gang i uge 4, hvor jeg ikke vidste endnu at jeg var gravid, så det var ikke det hårdeste, men en meget mærkelig følelse. 2. gang var i uge 11, og det var skrækkeligt!! Jeg havde pletblødt i en uge med gammelt/brunt blod men havde ellers ingen tegn. Efter flere besøg hos div. læger fik jeg af vide at jeg bare skulle tage det roligt. Men så kom smerterne, og jeg tog på sygehuset og ganske rigtigt var der ingen hjertelyd. Under scanningen kom lægen til at trykke scannings "dildoen" for langt op, alt for langt!, så vandet gik og jeg begyndte at styrtbløde nu. Jeg blev henvist til abort afd hvor jeg skulle møde næste dag. Jeg skulle have en udskrabning da jeg ikke ønskede at e fosteret. Men smerterne blev værre og værre og jeg måtte ringe til sygehuset igen. De kunne konstatere at det var veer jeg havde men det lød til at kroppen nu klarede det selv. Få timer efter fødte jeg på badeværelsegulvet og har aldrig i mit liv været så ked af det!! Jeg ringede til sygehuset igen og sagde det var overstået og hvad man egentlig gjorde af fosteret. "du kan smide det i toilettet eller i skraldespanden, det er det eneste du kan gøre med det". Det var så koldt og kynisk følte vi og vi kunne ikke få os selv til det. Så vi holdte os en begravelse for os selv i private rammer. Blev to dage senere scannet igen for at tjekke at alt var kommet ud og så var vi efterfølgende bare overladt til os selv. Det var super hårdt!!

Men nu efterfølgende er der lys for enden, det kom der ret hurtigt for os, da vi bare ville se fremad og prøve igen og vupti 3 mdr senere var jeg gravid igen. Er nu i uge 21+2 og alt går super. Så det kan lykkes og man kommer videre, selvom det er et slag i ansigtet lige når man står i situationen!

Jeg har en datter på 3 år. Med hende havde jeg en nem graviditet. Ingen kvalme overhovedet, ingen væske i kroppen, var ikke plaget af træthed eller noget, altså ingen graviditetsymptomer overhovedet ud over udebleven menustraion. :o).Under fødslen af min datter faldt de ud af at hun lå forkert og hun blevet taget ud med akut kejsersnit, uden de store problmer. Da jeg blev gravid for anden gang, for 3 mdr. siden, gik det desværre ikke som vi ønskede.Jeg havde ellers de typiske tegn på graviditet. Kvalme, ømme bryster, monster træthed. Men ca. 8 uger henne fik jeg meget kraftige underlivssmerter om natten, og begyndte at bløde. Ringede til min egen læge morgenen efter, som sagde at jeg skulle vente til den planlagt scanning 2 dage senere (tidlig terminsscanning, pga usikkerhed om hvor lang jeg egentlig var henne), men at jeg nok skulle indstille mig på at jeg havde aborteret. Så jeg ventede og blødningen gik næsten over, indtil vi skulle til scanning. Jeg kunne faktisk mærke hvordan det løb ud af mig på vej ned i bilen. Til scanningen blev vi alle meget overraskede. Der var hjerteslag, svagt men det var der, men fosteret var kun i uge 6. Til gengæld havde jeg en stor blødning stående i livmoderen og det var nok den der blødte, mente de. For en sikkerhed skyld tog de en blodprøve for at måle mit graviditetstal, og så skulle jeg ind og have taget en mere et par dage efter. Positive tog vi hjem, men samme aften fik jeg igen smerter og kraftig blødning, og denne gang kom der er stor klump med ud. Ringede til gynækologerne næste morgen og fik af vide at jeg skull komme ind til et ekstra tjek, da de mente at det nu var en abort. Men der var stadig hjerteslag. Min blodprøve var kommet og mit graviditetstal var flot højt, så jeg skulle bare tage den med ro i weekenden og så komme ind til tjek og ny blodprøve mandag. Da de fik svaret på blodprøven tirsdag eftermiddag, ringede de igen til mig og ville have mig ind til tjek, mit graviditetstal sted ikke som det skulle, men hjerteslaget var der stadig. Først fredag ved kontrolscanningen var hjerteslaget væk, og fosteret var dødt. 14 dage med op- og ned-ture var nu slut. Jeg fik piller med hjem til medicisk abort og fik en tid til kontrol ugen efter. om natten vågnede jeg med sindsyge smerter og jeg blødte diverse bind igennem på under 15 min. Det var ikke meget søvn jeg fik den nat. Dagen efter skulle vi holde min datters 3 års fødselsdag. Jeg lå det meste af tiden bleg på sofaen. Søndag var blødningen næsten stoppet. Det var heldigt da vi skulle køre til sverige om aftenen, for at fejre min 30 års fødselsdag dagen efter. Mandag gik også fint indtil ved en 17-tiden om aften, hvor jeg blødte igennem alting igen. Jeg sad på toilettet i 1½time hvor det bare løb ud af mig. Vi endte med at køre til danmark (mig pakket ind i bleer til børn på 14-18 kilo) for at tage på hospitalet. På skadestuen sendte de mig strakts videre til gynækologisk akut afd. Jeg blev scannet, fik taget bloprøver og blev sendt hjem med besked om at vævet var på vej ud og min blodprocent var nogenlunde, lidt lav, men ikke alarmerende. En time efter vi kom hjem dejsede jeg om på gulvet i badeværeslet. Blev denne gang indlagt og fik lagt drop. Lægen mente at hvis ikke vævet var ude inden næste morgen, skulle jeg suges, så jeg skulle derfor faste. Dagen efter var det en ny læge der undersøgte mig. Vævet var præcis samme sted, men hun mente ikke der var grund til operation, så jeg blev sendt hjem omkring frokost uden at have fået hverken vådt eller tørt. Nu er det sådan at min svigermor er ansat på det sygehus hvor jeg havde været indlagt, så hun snakkede med en af overlægerne deroppe, og jeg blev kaldt ind til en ny scanning dagen efter. Da han kunne se at meget af vævet var på vej ud, blev jeg suget (AV, uden bedøvelse), desværre kunne han ikke få det hele med ud, så jeg blev sat til operation dagen efter. Efter operationen fik jeg af vide at resterne af vævet havde siddet fast i kejsersnittet fra min datters fødsel og det var derfor at min krop ikke kunne udstøde det, men nu, 3 uger efter det hele begyndte, skulle det hele være ude. To uger efter fik jeg underlivsbetændelse, hvilket der åbenbart er en øget risiko for efter kirurgisk abort. Nu er jeg efterhånden over det hele, og venter nu på at vi kan prøve igen. For som alle siger til mig, så skulle det gå hurtigt med at blive gravid efter en abort... Nu må vi se.. Håber det..

Hej Alle
Jeg er i tvivl om jeg er ved at have en spontant abort. Jeg bløder ldit og har haft lidt smerter i maven, men samtidig føler jeg at jeg har feber og har det underligt i kroppen.
Er der nogle af jer der har haft disse symptomer?

Øv hvor er det surt at læse om alle disse ulykkelige situationer, som vi alle kommer i, når vi oplever en spontan abort.
Jeg er selv midt i en lige nu, var ellers kun i 6. uge med tvillinger efter et fryseforsøg - har endometriose, så har været igennem IVF tidligere. Hargudskelov en sund og rask dreng på 14 mdr, men hvor er det surt at få af vide, at man er gravid og mindre end en uge efter er det slut. Jeg har haft en del smerter og blødte meget i går, har fået medicin i dag til at hjælpe med udstødelsen, men synes ikke rigtigt at det har virket endnu. Glæder mig bare til at få det overstået, så jeg kan se fremad.

Hej Alle

Sidder og researcher da jeg i weekenden fik en blødning, der var ret klumpet. Hvis alt andet bare havde været helt normalt, og hvis jeg før havde haft helt almindelige pletblødninger, så ville jeg ikke have tænkt to gange over det.
Men det gjorde bare så ondt i mit underliv. Det var tungt og stikkende, og det gjorde ondt at tage turen ned til kiosken for at få fingrene i en pakke alt for store hygiejnebind. Men der var bare også lige det, at jeg da jeg havde min menses for halvanden uges tid siden ikke blødte ret meget. Det var lidt besynderligt, syntes jeg, men hæftede mig ikke så meget ved sagen. Efter få dage med en smule blod fortsatte jeg med at have brunligt udflåd lige indtil i lørdags, hvor jeg så blødte.

Vi prøver ikke at blive gravide og har taget p-piller (men dog desværre en smule ude af trit på grund af lidt for meget travlhed), men jeg ringede dog lige til lægen i morges, som syntes at jeg skulle tage en test (var negativ), for jeg kunne eventuelt være gravid eller have været det. Men jeg kunne ikke få en tid i dag, så jeg venter med hjernen fuld af "hvad nu og hvis" indtil i morgen hvor jeg kan få klar besked om jeg mon kan have haft en tidlig spontan abort og i så fald hvor længe jeg så har været gravid.

Ville bare ønske at lægen ikke havde sat fut i de små grå ved at antyde hvordan sagerne kan se ud, når jeg ikke kunne komme til at blive undersøgt i dag alligevel. Øv...

Hej derude.

Ved ikke om min historie kan hjælpe nogen af jer, der sidder i denne sorg, men det hjælper mig lidt at dele den med jer.

Da jeg i september måned 2010 stod med min positive graviditetstest, styrtede min verden sammen...
Tanken om at jeg nu havde ansvaret for at det her barn blev til et velfungerende menneske skræmte mig helt vildt.
Jeg elsker børn, men hvorfor bringe så uskyldige små pus ind i så ond en verden..?
Har selv haft en grim barndom... overgreb og svigt.... Tænk hvis mit barn skulle det samme igennem....!
Jeg var dog ikke det mindste i tvivl om at jeg skulle have barnet da jeg stod med den positive test.
Min søster forsikrede mig om at mit netværk nok skulle hjælpe mig til at blive den bedste forældre i verden. Jeg glædede mig helt vildt til at tage hul på min nye identitet som MOR..! Det skulle blive så stort at det her lille vidunder, som kærligheden mellem mig og min kæreste havde skabt, skulle komme ud og hilse på os, Mor og far... For mig var det et barn og ikke et foster eller andet.. MIT BARN !! Men lige som jeg har begyndt at hvile i den nye identitet om gravid og vordende mor, skete det....
Jeg begynder at bløde i uge 10....
Det er om mandagen og jeg kører straks på skadestuen. venter 4 timer og det eneste de gjorde var, at måle puls og blodtryk....!
Sygeplejersken sagde: ''Hvis din krop er ved at abortere ville den være stresset, og det er den ikke. 25% af alle gravide bløder og kun 20% af dem der bløder, ender med at abortere.'' Og de havde ikke den mindste lyst til at undersøge mig nærmere.
Sygemeldt fra arbejde ligger jeg nu i min seng med benene oppe, så ikke mit barn 'falder ud'..
Torsdag tiltager smertere og jeg ringer til vagtlægen kl ca 22.. Han siger: ''Ikke at det måske er nogen trøst for dig nu, men hvis du er ved at abortere skal du nok blive gravid igen.. Men kontakt din egen læge i morgen.''
Det gør jeg og får en tid en time efter jeg havde ringet. Min læge undersøger mig gyn, og siger at jeg bløder fra livmoderhalsen. Han ringer til Hillerød sygehus og sørger for at jeg kommer i kø til at blive skannet.
Venter umenneskeligt lang tid på at komme ind og blive skannet, og den gynækolog der skanner mig ringer efter bagvagten. Det er en ældre og meget erfaren gynækolog der bare siger:''Ja der er ikke noget derinde der kan blive til et barn'' Tak for lort, var min tanke.
Bevæbnet med et medicinsk abort kit, sendes vi hjem. Jeg skal selv tage den stikpille der endegyldigt fjerner mit barn fra min krop. Det er det sværeste jeg nogensinde har skulle gøre!
Jeg græde gennem hele weekenden og mandag er vi tilbage på Hillerød sygehus for jeg skal skannes så de kan se at jeg er kommet 'af med det hele'... Selvfølgelig er jeg ikke det, og jeg skal ha lavet en udskrabning.

Der gik noget tid før jeg fortalte det til en god kollega. Hun kvitterede med en historie om at hun havde mistet sine tvillinger i 8. måned. Nå ja, tak for det, tænkte jeg. Nu skulle jeg oven i min egen sorg også tage stilling til hendes..! Det er jo ikke for at være led hun delte sin historie, men jeg havde bare ikke brug for at høre det.
Jeg var ked af at havde mistet MIT barn.
Godt nok var jeg kun i uge 11, men det var mit barn. Jeg ville bare have lov at sørge og sætte ord på det jeg gennemgik, og så skulle jeg lige pludselig forholde mig, til det helvede hun gennemgik for 18 år siden....!
Min svigermor lavede den samme... For 40 år siden mistede hun sit første barn i 5. måned. Forfærdeligt, men hvad fanden skulle jeg bruge det til!!?

Her næsten 2 måneder efter min 'termin', og 9 måneder efter min abort, græder jeg hver gang jeg ser et spædbarn. Tænker konstant på mit barn der skulle fuldende mit liv.
Tænker om man nogensinde bliver hel igen...?
Bebrejder mig selv for at jeg ikke kunne holde på mit barn og tænker om det er min skyld det ikke er her idag. Ved selvfølgelig godt at der nok med stor sandsynlighed har været en grund til at mit barn gik til, men kan ikke slippe tanken om at det måske er min skyld....

Ved stadig ikke helt hvordan jeg skal komme videre, men håber bare snart at stå med en ny test der siger at mine drømme nok skal gå i opfyldelse.

Elsker dig mit barn jeg aldrig fik lov at møde. Håber dine oldeforældre passer godt på dig deroppe ♥♥

Hej allesammen. Sidder og surfer rundt på nettet for at jeg kan få lidt ro i sindet ovenpå min oplevelse. læser så alle jeres indlæg og bliver på samme tid både mere ked afdet, men får også lidt ro i min sjæl på en mærkelig måde.

Min historie er at jeg er en kvinde på 24 år, der har en søn på 2 år. Han var slet ikke planlagt og den graviditet og fødsel var en nem affære. Jeg blev gravid på p-piller, så jeg tænkte at jeg var jordens mest frugtbare kvinde. Men, men, men....

Fandt ud af i juni at jeg ventede mig igen. Jeg blev ellevild, da min kæreste og jeg havde prøvet til i et stykke tid og gerne ville gøre vores søn til storebror. Min termin blev fastsat og lægen syntes det kunne være sjovt hvis jeg fødte den 22-02-2012 med alle de 2- taller.. I tirsdags den 16-08-2011 skulle jeg til nakkefoldscanning, hvor jeg ville være 13 uger henne. Jeg glædede mig, til dels fordi at de første 12 uger som er de mest kritiske for abort var ovre og fordi jeg glædede mig til at se vores barn.

Da jeg lå derinde og blev scannet, mente jeg ikke atscanningsbilledet så ud som første gang jeg var gravid og blev scannet. Der kunne man straks se at det lignede et barn og at der var gang i det. Denne gang lignede det mere en klump. Han lavede en måling på barnet som viste sig at jeg kun var 10 uger henne. "Det var mærkeligt sagde jeg bare, eftersom jeg er 13 uger henne". Lægen, som faktisk var en overlæge, der scannede mig, ville lave en vaginal scanning, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Han kiggede der og efter et par minutter sagde han bare tørt, at han ikke kunne finde nogen hjertelyd. Der flød tårerne.... Så vidste jeg godt hvad klokken havde slået.

Mens jeg stortudede spurgte jeg ham hvad der nu skulle gøres og han fortalte mig alternativer for medicinsk abort og en kirurgisk abort. Jeg valgte det sidste, for som jeg sagde, det skal bare ud. Jeg blev ved med at spørge ham om han nu var helt 100 % sikker og han sagde at han havde scannet fra flere vinkler og der var ikke noget at gøre. Han blev også ved med at forvisse os om at det ikke var vores skyld.
Jeg gik over på sygehuset, snakked emed en anden læge om hvordan vi skulle takle det her og jeg fik en hurtig tid til dagen efter, spm den første der blev opereret. Det er noget jeg aldrig har prøvet før.

Onsdag morgen kom og jeg har aldrig sovet dårligere som den nat. Ikke engang da jeg fik veer og skulle have min søn. Jeg var både nervøs og bange for operationen, da jeg aldrig er kommet i fuld narkose før + den faktor at de ville fjerne mit barn. MIT BARN fra mig...... Jeg stortudede i et døgn. Der var også noget psykisk i det da jeg vidste at jeg havde et dødt barn i min mave og det havde jeg haft de sidste 3 uger. Men det kom meget bag på mig, da jeg ikke har oplevet pletblødning eller store smerter i forbindelse med aborten. Jeg har derimod haft masser af kvalme og opkast, hvilket jeg også havde da jeg ventede drengen, så det tror jeg ikke er en indikator for at man ikke får en abort. Det vil jeg ihvertfald ikke regne med senere hen.

Efter operationen havde jeg det nogenlunde ok, det gik hurtigt og smertefrit. Jeg blev derfor også udskrevet hurtigt igen og ville komme mig derhjemme. Inden da snakkede jeg med den læge der lavede udskrabningen på mig. Han var en frisk mand, så jeg følte mig lidt bedre tilpas med hans tilstedeværelse. Jeg sagde til ham, at den bedste måde jeg kunne komme ovenpå igen, det var at prøve så hurtigt som muligt igen. Jeg var parat til at blive gravid igen 14 dage efter, da jeg ville have ægløsning igen der. Dette frarådede han mig. Han sagde at jeg skulle vente med at blive gravid igen til jeg havde fået en normal menstraution om 4 ugers tid og derefter var det bare at "hoppe på hinanden igen" som han sagde. Hvis jeg blev gravid om 14 dage så ville chancen for at jeg fik en spontan abort igen være ret stor. Dette vil jeg ikke igennem igen, hvis jeg har noget at skulle have sagt. Så vi prøver igen om 1½ måned.

Det er lige nu det eneste der holder mig oppe og jeg hæfter mig ved de ord lægen og sygeplejersken sagde til mig inden jeg tog hjem og det var "Vi ses om 10 mdr." Så nu venter jeg bare på at den måned går. Men jeg ved også at hvis jeg bliver gravid igen,så er frygten der stadig og jeg vil ikke kunne glæde mig over at der er liv inden i mig igen. Det bliver hårdt. Især når vi skal til scanning igen, så bryder jeg nok sammen uanset om der er hjertelyd eller ej.

Men hele denne her rutsjebane af føleleser der er sket over de sidste par dage, har jeg heldigvis været stærk nok til ikke at tænke kun på mig selv. Lægerne spurgte flere gange min kæreste om han var ok og det sagde han ja til, så jeg troede ikke at han tog det så nært som jeg gjorde. Det var jo også mig der lagde krop til. Indtil jeg fandt ham sidden på vores køkkenstol og stortude. Jeg har aldrig set ham græde før og være så oprørt, så det var noget der satte dybt og jeg vidste der at vi var heldigvis to om det her og at jeg ikke skulle igennem det hele alene. Det hjalp mig også videre. Og nu hvor barnet ikke længere er i min mave hjælper det også en del, for nu kan man komme videre i sit liv, men jeg vil alligevel fælde en tåre når jeg når den 22-02-2012 og måske tænde et lys for min lille skat....

Håber det bedste for jer alle sammen og for mig selv og jeg er overbevist om at vi alle en dag, nok skal holde vores ønskebarn i armene. Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig kun stærkere....

Held og lykke!

Hej.
Jeg har for et ½ år siden født en dejlig søn og har nu 3 gange fået min menstruation efter fødslen.

Nu kommer så mit spørgsmål i går torsdag kom der en form for klump som lignede en moderkage og det var større end det gule plastic der er i et kinderæg og der var del blod og prøvede at hive i det for at se om det var noget slimet noget men det mindede mere om noget hinde af en art. Jeg er lidt bekymret om det måske er en spontan abort. Jeg fik min menstuation d. 2 juli og det sluttede d. 9 og efter det fik jeg min menstruation d. 1 august dog 4 dage forsinket og det var der kun i 3 dage i alr hvor det normalt er der i min 7 dage. Jeg ringede til hvidovre hospital for at høre hvad det var og hun sagde at det hvertfald ikke var rester af moderkagen der kom ud nu så hvad kan det så være??

Hvordan ser fostret ud hvis man abotere når man er 9+5?

Mvh Mette

Hej jeg har nu læst alle jeres kommentare og føler enormt med alle, men jeg står selv lidt i samme situation, jeg har selv for knap en uge siden testet mig positiv i en test, og var enorm lykkelig, men så i weekenden bengyndte jeg at bløde, ikke noget voldsomt, men alligevel.
Jeg valgte efterfølgende at kontakte lægen, som mente at jeg havde aborteret spontant i uge 6 men jeg kan ikke forstå, jeg har ingen smerter haft og skal nu have taget nogle blodprøver for at se om mit HCG hormon falder, det er hårdt at vide, at det liv man bar på kan være forsvundet, men synes stadigvæk det er underligt at jeg ingen smerter har oplevet.

Hej alle!
Jeg har også læst mange af kommentarerne.. Det er jo både og at læse det.. Jeg har lige snakket med min læge i dag efter at have tagen en positiv test i går, og efter at have pletblødt siden torsdag (man. i dag) Vi har en dejlig dejlig søn på 13 mdr, og da jeg var ca 9 uger henne med ham var jeg til en ekstra scanning af samme grund som jeg har ringet til min læge i dag.. I dag fik jeg at vide at da jeg ikke er ret langt henne (4-5 uger) kan man på en scanning højst sansynlig ikke måle det ene eller det andet.. Jeg skal tage en ny test i løbet af et par uger og så vente og se.. Puha det bliver et par lange uger.. der var en der tidligere havde skrevet noget om hvornår man kan gå igang med at pøve igen, og med fare for at blive upopulær, så tror jeg man skal tage det stille og roligt, og have sex med hinanden når man er klar til det.. Sku jeg tilføje, når kvinden er klar til det.. Vores mænd er simpelthen nødt til at have tålmodighed, man kan ikke presse sig til sex, og da slet ikke hvis man vil have børn ud af det.. Min mand har levet på total gør-det-selv længe fordi jeg ikke har haft lysten til det, og han har gjort det uden at kny, så sig til jeres mænd at det er jer der bestemmer, man kan alligevel ikke redde et forhold ved at blive gravid.. Når alt dette så er sagt, så ved jeg kun alt for godt at når det man ønsker sig allermest ikke lige kommer med det samme, så er det svært ikke at blive frustreret.. Jeg føler med jer alle derude, og ville egentlig bare prøve med en opmuntring.. Held og lykke til alle der prøver:o)

Hej alle!
Jeg har også læst mange af kommentarerne.. Det er jo både og at læse det.. Jeg har lige snakket med min læge i dag efter at have tagen en positiv test i går, og efter at have pletblødt siden torsdag (man. i dag) Vi har en dejlig dejlig søn på 13 mdr, og da jeg var ca 9 uger henne med ham var jeg til en ekstra scanning af samme grund som jeg har ringet til min læge i dag.. I dag fik jeg at vide at da jeg ikke er ret langt henne (4-5 uger) kan man på en scanning højst sansynlig ikke måle det ene eller det andet.. Jeg skal tage en ny test i løbet af et par uger og så vente og se.. Puha det bliver et par lange uger.. der var en der tidligere havde skrevet noget om hvornår man kan gå igang med at pøve igen, og med fare for at blive upopulær, så tror jeg man skal tage det stille og roligt, og have sex med hinanden når man er klar til det.. Sku jeg tilføje, når kvinden er klar til det.. Vores mænd er simpelthen nødt til at have tålmodighed, man kan ikke presse sig til sex, og da slet ikke hvis man vil have børn ud af det.. Min mand har levet på total gør-det-selv længe fordi jeg ikke har haft lysten til det, og han har gjort det uden at kny, så sig til jeres mænd at det er jer der bestemmer, man kan alligevel ikke redde et forhold ved at blive gravid.. Når alt dette så er sagt, så ved jeg kun alt for godt at når det man ønsker sig allermest ikke lige kommer med det samme, så er det svært ikke at blive frustreret.. Jeg føler med jer alle derude, og ville egentlig bare prøve med en opmuntring.. Held og lykke til alle der prøver:o)

Jeg er en pige på 20 år. Sidste forår blev jeg gravid. Dette opdagede jeg dog ikke, før jeg var i femte måned. Jeg oplevede selvfølgelig ændringer på min krop. Jeg tog en graviditetstest, men den må have været defekt. Syv gange var jeg til min læge i de fem månederr, for at søge svar på de ændringer, jeg mærkede på min krop. Jeg bad op til flere gange hende om at tjekke, om jeg var gravid. Det ville hun dog ikke, trods hun gav mig min første pakke p-piller (i løbet af de 5 måneder) og hun gav min receptmedicin, som absolut ikke må tages, hvid man er gravid. At jeg ikke havde menstration, var ikke ualmindeligt, da jeg har haft svær anoreksi.
Til sidst kunne jeg ikke tage det mere og tog på gynækologisk afdeling på nærmeste hospital - jeg var næsten fem måneder henne. I de næste elleve dage gik jeg til møder med psykologer, advokater osv, for at de kunne bedømme om, jeg måtte få en abort. Jeg ønskede ikke barnet, især da min daværende kæreste ikke måtte have sex før ægteskab, og ingen ville vide, hvad der ville ske med ham, hvis folk vidste, vi havde sex. Jeg fortalte ikke min ekskæreste om barnet, før aborten var sket. Jeg kunne ikke bære, at få mig selv til at bede ham om at vælge mellem sin religion og jeg (hans religion er imod abort). Den dag i dag ved han stadig ikke, det var en abort, men blot at barnet døde.
Den 15. sepstember fødte jeg en dreng på 25 cm. Han var død, efter mit eget valg. Jeg elskede den dreng, og jeg hadede ham, for hvad jeg gik igennem. Men den kærlighed jeg følte for den dreng var utrolig, det kan ikke sammenlignes. Jeg føler, at jeg har svigtet som kvinde - som mor. At gå igennem en veer, en fødsel og oplevelsen af at sidde med sin egen søn død ved sine arme - det var forfærdeligt.
Jeg har ikke fået bearbejdet, det hele endnu, da min ekskæreste gik ned efter aborten. Jeg tog mig af ham, og ikke af mig selv. Min mot kunne ikke være der for mig, fordi hun jaloux over min evne til at blive gravid på normal vis, hvilket hun ikke har kunnet. Da jeg endelig fik slået op med min ekskæreste, kom min studentereksamen blandet med min morfars død. Ikke mange kender til min historie, aborten står ikke en gang i min journal, da jeg ikke ved, hvad der ville ske med min ekskæreste og hans familie, eller mig for den sags skyld. Derfor er det heller ikke mit rigtige navn, jeg har angivet.

Jeg ved, at det intet har at gøre med spontan abort, men jeg har ingen at snakke med om et tab - bevidst eller ubevidst - af et barn. Er der nogen, der ved, hvor jeg kan få hjælp til at komme videre?

Jeg er en pige på 20 år. Sidste forår blev jeg gravid. Dette opdagede jeg dog ikke, før jeg var i femte måned. Jeg oplevede selvfølgelig ændringer på min krop. Jeg tog en graviditetstest, men den må have været defekt. Syv gange var jeg til min læge i de fem månederr, for at søge svar på de ændringer, jeg mærkede på min krop. Jeg bad op til flere gange hende om at tjekke, om jeg var gravid. Det ville hun dog ikke, trods hun gav mig min første pakke p-piller (i løbet af de 5 måneder) og hun gav min receptmedicin, som absolut ikke må tages, hvid man er gravid. At jeg ikke havde menstration, var ikke ualmindeligt, da jeg har haft svær anoreksi.
Til sidst kunne jeg ikke tage det mere og tog på gynækologisk afdeling på nærmeste hospital - jeg var næsten fem måneder henne. I de næste elleve dage gik jeg til møder med psykologer, advokater osv, for at de kunne bedømme om, jeg måtte få en abort. Jeg ønskede ikke barnet, især da min daværende kæreste ikke måtte have sex før ægteskab, og ingen ville vide, hvad der ville ske med ham, hvis folk vidste, vi havde sex. Jeg fortalte ikke min ekskæreste om barnet, før aborten var sket. Jeg kunne ikke bære, at få mig selv til at bede ham om at vælge mellem sin religion og jeg (hans religion er imod abort). Den dag i dag ved han stadig ikke, det var en abort, men blot at barnet døde.
Den 15. sepstember fødte jeg en dreng på 25 cm. Han var død, efter mit eget valg. Jeg elskede den dreng, og jeg hadede ham, for hvad jeg gik igennem. Men den kærlighed jeg følte for den dreng var utrolig, det kan ikke sammenlignes. Jeg føler, at jeg har svigtet som kvinde - som mor. At gå igennem en veer, en fødsel og oplevelsen af at sidde med sin egen søn død ved sine arme - det var forfærdeligt.
Jeg har ikke fået bearbejdet, det hele endnu, da min ekskæreste gik ned efter aborten. Jeg tog mig af ham, og ikke af mig selv. Min mot kunne ikke være der for mig, fordi hun jaloux over min evne til at blive gravid på normal vis, hvilket hun ikke har kunnet. Da jeg endelig fik slået op med min ekskæreste, kom min studentereksamen blandet med min morfars død. Ikke mange kender til min historie, aborten står ikke en gang i min journal, da jeg ikke ved, hvad der ville ske med min ekskæreste og hans familie, eller mig for den sags skyld. Derfor er det heller ikke mit rigtige navn, jeg har angivet.

Jeg ved, at det intet har at gøre med spontan abort, men jeg har ingen at snakke med om et tab - bevidst eller ubevidst - af et barn. Er der nogen, der ved, hvor jeg kan få hjælp til at komme videre?

Jeg er ked af at læse jeres historier. Det er hårdt med en spontan abort, når man lige har nået at vænne sig til at blive mor og er begyndt at elske den lille nye, der vokser i maven.

Jeg har været til privat scanning i dag (8+1) og de kunne ikke finde hjerteslaget. Hende der scannede så meget bekymret ud og sagde, at fosteret nok var gået til grunde, og hun plejer at kunne lokalisere det med det samme - selv på meget mindre fostre. Jeg skal tilbage i morgen tidlig for at blive tjekket igen. Jeg har det helt forfærdeligt og kan ikke lade være med at græde.

Jeg pletblødte lidt igår, men har ellers haft en meget nem graviditet, hvor jeg er sluppet for kvalme og bare har været træt. Det er min første graviditet. Eller var? Jeg sender varme tanker og håb til alle jer, der har været eller går igennem det samme. Og så krydser jeg alt for, at de finder hjerteslaget i morgen, så jeg ikke skal sige farvel til et lille liv, som min kæreste og jeg glædede os sådan til at lære at kende.

Det er mig, der skrev sidste kommentar. Der var ikke noget hjerteslag, og nu har jeg fået fjernet fostret kirurgisk. Jeg er så utrolig ulykkelig. Det var mit ønskebarn. Nu føler jeg mig helt tom. Min kæreste siger, at vi bare prøver igen, når der er gået en cyklus eller to som anbefalet, men jeg ved ikke, om jeg tør. Hvad nu hvis jeg også mister det? Det er grusomt.

Hvor er det på en måde godt at se, at man ikke er den eneste der kommer igennem svære aborter. Indenfor de sidste2 år har jeg aborteret 3 gange - de 2 første gang i uge 6-7 og den sidste gang i uge 16, hvor de sagde, at fosteret var gået til i uge 12. Det har været utrolig hårdt at komme igennem, da min mand og jeg brændende ønsker os et barn og det ikke ser ud til at ville lykkes. Vi er blevet undersøgt, da vi har haft 3 abortere men de siger der ikke er noget galt...Men hvorfor går det så galt?? Nu er jeg så gravid igen i uge 7 - dog ikke uden komplikationer. Har blødt men dog været til scanning 2 gange og begge gange siger de, at der er et foster med hjertelyd. Har svært ved at forstå det, da jeg har blødt en del og stadig gør det ind imellem. De har dog sagt pga. min bekymring skal jeg scannes igen næste uge og jeg kan næsten ikke vente. Håber alt bare vil gå godt denne gang. Hvis det bare vil lykkes for os at få et barn sammen vil jeg bare være lykkelig. Jeg ved ikke om jeg og min krop samt min alder kan blive ved med at klare disse ups and downs

Mirakel du er borte. Hjerteblink du er borte. Kimen til et liv er borte. Får åndenød ved tanken om det aldrig skal lykkes. Hvordan får man et meningsfuldt liv uden børn?

Hej jeg var ved fertilitetsklinikken igårog skulle skannes som man plejer i 8 uge, men hun kunne ikke finde hjertelyd, og kunne se pytter af blod samlinger i livmoderen, fosteret var ganske lille. Jeg fik afvide at jeg skulle have en udskrabning, idag, kom på sygehus, hvor de også skannede mig, men de synes det så fint ud og blommesækken var fin rund, ingen hjertelyd, men måske fordi jeg selv var blevet gravid, og ikke var så langt henne, som først antaget. Jeg blev sendt hjem, og skal nu gå i en uge og vente, jeg har det fint ingen blødninger ingen smerter, føler mig stadig gravid. Men det er mærkeligt, at tænke på hvis man går med noget dødt, at kroppen ikke får det ud, jeg har et lille håb, men tror desværre at det er dødt.

hej jeg skulle spøger om jeg er gravid eller ej jeg er userker på det har ikke fådet minctrecon i 2 månder
har mestede et bar mens jeg var gravide og der er gådet 2 månder at jeg meste min barn efter det har jeg ikke fådet min minctrecon

Hej allesammen. Har lige siddet og læst hele tråden igennem og forbløffes, ligesom so mange af jer andre, over hvor mange der oplever spontan abort. jeg har selv haft positiv test i søndags, men pga. Påsken har jeg ikke kunne kontakte fertilitetsklinikken, hvor jeg har modtaget behandling, før i morges. Har været ude og få taget blodprøve for hft tal i dag. Er dog begyndt ay bløde rigtigt og med slimhinde, nu, så tror ikke længere på graviditet, men snarere på tidlig spontan abort. Det skal siges at den positive test kom som noget af en overraskelse, da jeg aldrig før har været gravid og det sidste års tid har gået i fertilitetsbehandling på Hvidovre, indtil videre uden held. sidste IVF forsøg gik totalt galt, da jeg havde haft ægløsning, inden æg udtagning og som følge deraf, ikke havde nogle æg i mine , i alt20 ægblærer

Hov, mit indlæg røg afsted inden jeg fik skrevet det færdigt...sorry:) nå, men jeg havde som sagt ingen æg i ægblærerne, så lægen konkluderede at jeg måtte have haft ægløsning, selvom det er helt utænkeligt under lang IVF behandling, som hun sagde. De var rigtig søde og omsorgsfulde, og min kæreste og jeg blev sendt hjem med beskeden om at jeg endelig skulle ringe hvis der var noget, men at jeg måtte forvente smerter fra stikkene og blødninger i et godt stykke tid. Det har jeg også haft lige siden og derfor har jeg heller ikke troet at der kunne være tale om graviditet, selvom jeg har undret over at min menstruation lod vente så længe på sig. Jeg skulle forvente en uges forsinkelse, men i søndags, hvor jeg testede positiv, var der gået næsten 3 uger, altså 2 uger over tid, hvis jeg skulle regne den uges forsinkelse med. Jeg har plet blødt lyserødt lige siden Æg udtagningen d. 7. Marts og ikke har fået menstruation, må min graviditet jo være opstået spontant ved at min kæreste og jeg har været sammen i dagene optillet ægudtagning

Øjj, indlæg ryger hele tiden afsted, inden jeg er færdig med det!! Nå , men til sidst....jeg tror ikke længere på at graviditeten stadig er der, da jeg jo bløder som alm .menstruation nu og der også er slimhinde med. At jeg overhovedet har kunnet blive spontant gravid, er dog højst esynderligt, i sær efter en sådan omgang, som jeg lige har været igennem med mislykket æg udtagning, etc. Etc. Vi har været sammen i 6 år nu og ALDRIG før er jeg blevet gravid, hverken spontant, eller vha. Fertilitetsbehandling. Det er da det eneste positive jeg kan udlede af de sidste dages karusseltur, for jeg nåede da lige at blive spirende glad og glæde mig over at vi måske alligevel skulle være så heldige at blive forældre sammen,be dda på naturlig vis:) Følte mig så frugtbar, kvindelig og let, selvom frygten for graviditet udenfor livmoderen og flerfoldsgraviditet også har været tilstedeværende. Nu føler jeg mig dog ret Tom og overladt til samme lidt pessimistiske tanker om mine chancer indenfor morollen. Min kæreste har en datter på 9 allerede, så denne følelse er nok mest forbeholdt mig, men er dog ikke i tvivl om at han, ligesom jeg, er skuffet og nåede at blive lidt glad for den positiv test! Han hentede i hvertfald morgen rød på dagen og købte ind til lammekølle, samt kiggede på mig med varme blikke hele dagen:) nu virker han lidt skuffet, ligesom jeg, men siger ikke så meget. Har stadig et spædt håb om at jeg bliver glædeligt overrasket i morgen , når resultatet fra hcg

Hcg kommer. Men det er et meget spædt håb. Tror mere på at mine nuværende blødninger er en igangværende spontan abort:( håber bare den hurtigt er overstået, uden for mange komplikationer, så jeg kan komme videre og lægge det lidt bag mig!! Ved i det mindste nu, at jeg kan blive gravid, og håber at kroppen ar stødt det fra sig fordi det var udenfor livmoderen, hvilket er mere almindeligt når man modtager IVF behandling, end det ellers er. Tilmed har jeg jo haft 20 æg, så det kan jo også have spærret vejen for hinanden på vej igennem æggelederen og som følge deraf, sat sig fast før de nåede livmoderen. Det er det jeg tænker kan være sket og så håber jeg vi kan være heldige at eg bliver spontant gravid igen snart. Nu er det i hvertfald en mulighed, som vi før ikke vidste fandtes, så måske man skule forsøge sig med lidt ægløsnings test næste gang? Så gør vi da også selv noger mere for sagen:) knus til jer alke herinde og rigtig meget pøj pøj med at få et barn med tiden:)