Barnets udseende efter fødslen
Af Redaktionen · 21-03-2011
Selv om fødslen er gået helt efter bogen uden den store dramatik kan barnet alligevel sagtens – både fysisk og psykisk – være påvirket. Når man sidder med den lille hånd i sin kan man nok ikke lade være med at kikke mere grundigt på den lille ny og dermed kan man opdage følgende som er helt normalt hos en lille nyfødt.
Når den lille baby endelig er kommet til verden og ligger ved siden af en, er det svært at tage øjnene fra ham eller hende. Det er jo fantastisk at der kan komme et vidunderligt barn ud af èn sædcelle og èt æg, et barn som både kan åbne øjnene, trække vejret og 1000 andre ting vi bare tager som en selvfølge uden at tænke nærmere over det.
Barnets krop
Barnet har igennem 9 måneder lagt sammenkrøllet inde i livmoderen, og derfor er det noget af et chok at komme til verden og pludselig have oceaner af plads at bevæge sig på. Du kan derfor se at barnet i starten fortsætter med at krølle sig sammen men med tiden vil det rette sig mere og mere ud.
Brysterne kan godt være hævede – på både drenge og piger – og pga. Den hormonelle påvirkning børnene oplever kan der også komme lidt mælk ud af brysterne. Det er helt normalt og hævelserne forsvinder ofte indenfor de første par dage.
På samme måde kan kønsorganerne også være lidt hævede.
Barnets hoved
For at lette turen gennem fødselskanalen er kraniet, som består af flade knogler, endnu ikke vokset sammen. Det gør det lettere for hovedet at komme igennem fødselskanalen og ud i verden. Nogle gange kan knoglerne i kraniet ligefrem overlappe hinanden, så barnets hoved bliver mindre og efter fødslen kan barnets hoved se lidt spidst ud, fordi det har fået en større tryk på vej ud gennem fødselskanalen.
Først efter fødslen får hovedet sin ”rigtige” størrelse, simpelthen fordi naturen er så snedigt indrettet at der gøres hvad der kan for at den gravide skal få så god en fødsel som muligt og at barnet ikke lider overlast undervejs. Derfor vil hovedet ofte virke stort i forhold til resten af kroppen efter fødslen.
Kraniepladerne kaldes for fontaneller og deres opgave er at give barnets hoved mulighed for at vokse, der er både en stor fordybning på issen og en meget mindre en i nakken. Den store fordybning på issen begynder først at lukke sig når dit barn er omkring 1 ½ år gammel.
Nogle børn får så stort et tryk efter fødslen at de får en kraftig hævelse på hovedet. Dette kaldes også for en fødselssvulst. Selv om navnet lyder voldsomt og hævelsen også kan se voldsom ud er der ikke noget at være bange for. Hævelsen fortager sig nogle dage efter fødslen, Især børn der er hjulpet ud ved fødslen med sugekop kan have denne hævelse på hovedet.
Barnets øjne
Langt de fleste børn fødes med blå eller grå øjne, og selv om du måske altid har ønsket dig et barn med denne farve øjne, må jeg desværre skuffe dig. Den endelige øjenfarve ses først når barnet er omkring 1 år gammel.
Efter fødslen kan barnets øjne godt være hævede, og det er igen helt normalt. Indenfor de første dage efter fødslen vil hævelsen fortage sig og barnet åbner øjnene mere og mere. I nogle tilfælde kan der ligefrem ses små røde blodudtrækninger i barnets øjne, igen er de helt ufarlige og forsvinder efter noget tid.
Babyer kan ikke se ret godt efter fødslen, kun max. 15-20 cm kan det blive til, så hold en tæt kontakt med den lille ny i familien og vær opmærksom på at først senere kan barnet holde øjenkontakt med dig.
Nogle børn har lidt pus i øjenkrogene efter fødslen, og der er det vigtigt at finde ud af om det er lidt irritation af slimhinderne inde i øjet, om det er en forstoppelse af tårekanalerne eller om det er en desideret øjenbetændelse. Er det en øjenbetændelse kræver den behandling og det er vigtigt at holde en god hygiejne så resten af familien ikke bliver smittet.
Din mening
-
Blev du forskrækket eller overrasket over hvordan dit barn så ud efter fødslen?
-
Hvis ja, over hvilke ting?
-
Ville du gerne have haft mere information omkring barnets udseende så du var mere forberedt?
Log venligst ind i toppen af siden for at kunne tilføje din kommentar
Kommentarer
jeg blev ikke forskrækket for jeg var i en eller anden kærlighedsrus og så kun at mit barn var helt perfekt. Men far var til gengæld rigtig ked af det. Da vores datter havde lagt meget mærkeligt derinde og måtte ud ved akut kejsersnit af den grund, var hun MEGET skæv i hele kroppen. benene stak vandret ud til højre side, fødderne vendte helt forkert, nakken var meget skæv så hendes hovede lå helt ned langs skulderen og hendes hovede var meget deformt..
HELDIGVIS har alt rettet sig ganske hurtigt og her 4½ mdr. efter døjer vi kun med hendes nakke. hovedet hælder stadig til den ene side men vi arbejder med det i samarbejde med fysioterapeuter.
vi ville MEGET gerne have vidst at det her kunne forekomme, vi havde ingen anelse. vi vidste godt at hvis man havde et barn der vendte med numsen nedaf ville deres ben stikke opad og deres hovede kunne se lidgt sjovt ud, men vi vidste ikke at en baby faktisk godt kunne være helt vind og skæv til alle sider, og vi vidste jo slet ikke at der ikke var noget helt galt med hende da hun så kom ud.
vi var jo selvfølgelig bange for at hun fejlede noget og at hun altid ville se underlig ud, ikke kunne gå ordentlig osv.. vi syntes godt nogen kunne have snakket med os omkring det da det virkelig skabte megen bekymring.
Her har jeg ikke være overrasket overhovedet og så lidt alligevel - men det har mest været over at se hvor flotte begge mine piger har været lige efter fødslen... De havde begge som det eneste en smule fosterfedt i håret og i lysken - men ellers var de helt pæne og rene - og nej de var ikke blevet tøret af inden... Dog havde min ældste en fordybning ned i den ene side af sit kranie fordi hende hånd havde lagt der i den sidste del af graviditeten og under selve fødslen - men det rettede sig lynhurtigt.... så det med at de altid er smurt ind i blod, fosterfedt osv osv kan jeg på ingen måde nikke genkendende til....
Min søn kom nærmest ud af sig selv på 20 sekunder, så han var ikke det mindste trykket og også helt ren - så jeg tænkte bestemt ikke over at han så underlig ud... :)
hun var grålilla, smurt ind i blod og fedt og lidt trykket i panden, men syntes nu bare hun så dejlig ud ;o) den grålilla farve var vist pga stress og en smule iltmangel det allersidste minut (skulle have født i vand, men den sidste ve faldt hjerterytmen, og jeg blev hjulpet op, nåede dog kun lige ud på gulvet før min datter blev født :oD)
faren var lidt overasket over den lidt sjove hovedform (hun havde været kronet et kvarters tid, hvor jeg havde problemer med at få hende det sidste stykke, så hun lignede en der havde haft et alt for stramt pandebånd på )
En lille rettelse:
Det er ikke kraniepladerne der kaldes fontaneller, men derimod hullerne imellem kraniepladerne.
http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Skelet_og_skeletmuskulatur/fontaneller