(?)
|Glemt dit password?Opret gratis profil

Gravid

Slap livmoderhals - også kaldet Cervix insuffiens

Nogle få gravide kan opleve komplikationer i graviditeten og i værste tilfælde at fødslen starter alt for tidligt, fordi livmoderhalsen bliver blødere og udvider sig.
At du har en slap livmoderhals betyder at din livmoderhals er svagere og blødere end normalt.
 
Denne tilstand forekommer i en lille procentdel af alle graviditeter (ca. 1-2 %).
 
Man mener at ca. 20-25 % af alle sene spontane aborter i andet trimester (ca. fra 14-27 graviditetsuge) skyldes en slap livmoderhals.

Man mener også at 1 ud af 5 kvinder som oplever gentagne aborter, kan have en blødere og svagere livmoderhals end normalt. Man kalder også denne tilstand for cervix insuffiens eller påvirkede bløddele (dvs. livmoderhals og -mund).

På engelsk hedder det en "incompetant cervix".
 

Hvad sker der, hvis du har en slap livmoderhals

 
I en normal graviditet forbliver livmoderhalsen forsvarligt lukket indtil barnet er klart til at blive født, men hvis du har en slap livmoderhals, vil denne åbne sig for tidligt.
 
Dette sker typisk omkring 3-4 graviditetsmåned (ca. fra uge 10-18) hvor vægten fra livmoderen og fosteret vil blive for stor, og den svage livmoderhals vil give efter og åbne sig.
 
Fosterhinderne som omgiver fosteret vil nu trænge ned i livmoderhalsen indtil de sprænges og man siger at fostervandet går.
 
 
Dette vil medføre en sen spontan abort eller en alt for tidlig fødsel.

I nogle tilfælde vil en slap livmoderhals dog først åbne sig i 3 trimester (ca. fra 28-40 graviditetsuge)

Almindeligvis vil det ske omkring 7. graviditetsmåned. Fosteret vil på det tidspunkt blive betragtet som et barn, uanset om det fødes død eller levende, og vil have store chancer for at klare sig.
 
 

Hvordan ved du, om du har en slap livmoderhals?

Desværre kan man ikke sige på forhånd hvilke kvinder som er i risikozonen for at have en svagere livmoderhals.
 
En kvinde som har fået stillet denne diagnose vil som regel allerede have haft èn eller flere sene spontane aborter eller for tidlige fødsler. Problemet er at kvindens livmoderhals åbner sig for det meste uden at kvinden er klar over det. Hun vil som regel ikke opleve hverken veer eller blødning fra skeden.
 
 

Hvordan finder man ud af det?

 
Hvis du får foretaget en indvendig undersøgelse (gynækologisk undersøgelse), kan lægen/jordemoderen mærke om alt er, som det skal være. Hvis de mærker at livmoderhalsen er forkortet og livmodermunden er udvidet, er det tegn på en slap livmoderhals.

Man er i øjeblikket ved at lave undersøgelser med ultralyd - dette foregår specielt meget i udlandet - for at kunne påvise en begyndende åbning af livmoderhalsen inden det går galt.

Indtil videre ser undersøgelserne lovende ud, og det vil være perfekt, hvis man kan stille diagnosen før aborten eller den tidlige fødsel sker.
 
 

Hvad kan man gøre?

Det er meget vigtigt at du fortæller din læge, at du tidligere har mistet et eller flere fostre pga. en slap livmoderhals allerede ved den 1.læge-undersøgelse, hvis han/hun ikke allerede er klar over det. Du vil få en henvisning til et hospital hvor man vil sikkert enten sy eller snører din livmoderhals sammen tidligt i graviditeten (12. - 16. graviditetsuge), i håb om at forhindre en gentagelse.

Dette indgreb kaldes for en cerclage og kan sammenlignes med at snøre et stykke snor rundt om åbningen på en plastikpose.
 
At få anlagt en cerclage er en enkel procedure som foregår under bedøvelse, og udføres efter din graviditet er blevet konstateret ved hjælp af en ultralydsscanning.
 
Der er en øget risiko for abort, blødning og infektioner, men risikoen for at det går galt, hvis man ikke foretager sig noget er meget større.

Når indgrebet er foretaget og kvinden har haft 12 timers sengeleje, vil hun som regel få lov til at gå på toilettet. Efter der er gået yderligere 12 timer, kan hun normalvis genoptage sine normale aktiviteter. Du vil blive overvåget omhyggeligt for at være sikker på at du ikke får veer og at fødslen går i gang.

Det kan være at hun bliver frarådet samleje under resten af graviditeten, at hun skal gå til hyppige kontroller, hvile sig meget i graviditeten og generelt holde sig fra anstrengende aktiviteter.

Stingene bliver så som regel fjernet nogle uger før den forventede fødselstermin. I nogle tilfælde bliver de dog ikke fjernet før end fødslen går i gang ; medmindre at der forekommer blødning, bristning af fosterhinderne eller der er tale om en infektion.

Når først cerclagen er fjernet kan den gravide slappe fuldstændig af og blot vente på at fødslen går i gang. Hvis cerclagen er meget vanskelig at lægge, kan det nogle gange være mere hensigtsmæssigt at bede kvinden om at holde sengen i en kortere eller længere periode i stedet for. Dette kan betyde sengeleje i helt op til nogle måneder.

Uanset hvilken behandling du vælger er der de bedste udsigter for at gå tiden ud, og chancen for at en cerclage virker, er helt oppe på 85-90 %, især hvis den bliver lagt tidligt i graviditeten.

Alligevel bør du være på vagt overfor visse symptomer og tegn i andet og begyndelsen af tredje trimester (ca. fra 14. - 30. graviditetsuge. Får du nogle af disse symptomer må du straks søge lægehjælp, da det kan være tegn på at livmoderhalsen udvider sig.


Det drejer sig bla. om :

  • En fornemmelse af at have en "klump" i skeden
  • Skede udflåd med eller uden blod
  • Trykken i underlivet
  • Usædvanlig vandladningshyppighed
  • Menstruations lignende smerter
  • Tyngde i underlivet
  • Hvis fostervandet går eller begynder at sive

Hvis en gynækologisk undersøgelse eller en ultralydsscanning viser at livmodermunden er begyndt at åbne sig, kan der også iværksættes behandling, selv om kvinden ikke har haft en tidligere sen spontan abort eller en for tidlig fødsel før.

I nogle andre tilfælde hvor en eller flere cerclager ikke har fungeret efter hensigten og forhindret en sen spontan abort eller en for tidlig fødsel, kan man anbefale at kvinden gennemgår en operation, hvor der bliver anlagt en permanent cerclage.
 
Det betyder at kvinden kan få flere børn, men at de alle skal fødes ved kejsersnit.
I visse tilfælde vil der ikke blive lagt en cerclage.
 
Dette gøres ikke hvis :
  • Fosteret er dødt
  • Hvis fostervandet er gået
  • Hvis kvindens livmoderhals har udvidet sig mere end 4 cm.

 

Hvorfor får man en slap livmoderhals?

Det kan være meget svært at sætte fingeren på hvorfor kvinden har en slap livmoderhals. I nogle tilfælde er den bare blødere og svagere end normalt uden at der er en påviselig årsag.

Der er dog en del ting, som man mener kan være medvirkende til at der opstår dette problem.
 

Dette er bla. :

Hvis kvindens livmoderhals er blevet strukket eller har fået alvorlige bristninger under en eller flere tidligere fødsler.
 
Hvis kvinden har gennemgået underlivsoperationer eller laserbehandling.

Hvis kvinden har haft hårdhændede aborter eller udskrabninger
 
Hvis kvinden har en svaghed i livmoderhalsen som er arvelig.

Hvis kvinden før har haft en sen spontan abort eller en for tidlig fødsel pga. slap livmoderhals.

Hvis kvinden bærer på to eller flere fostre, men så plejer problemet ikke at optræde i en graviditet, hvor hun kun bærer på èt barn.

Hvis kvinden før har haft en sen spontan abort i andet trimester.

At det kan skyldes en hormonel forandring som påvirker livmoderhalsen.

Tilføj kommentar

Navn: * Skal udfyldes
E-mail: * Skal udfyldes. Vises ikke på websitet
Website: Valgfri
Husk mig

Kommentarer

19-08-2010

Tak for den meget grundige gennemgang af en cerclage. Det har jeg godt nok søgt længe efter. Jeg ville ønske at der var nogle læger der havde hørt hvad jeg sagde for længe siden, for så havde jeg nok ikke haft en dreng på kirkegården, og en dreng der var født i uge 23+5. Det er altså hårdt, skulle jeg lige hilse at sige. Men jeg ved at ved endnu en graviditet, skal der lægges en cerclage, og efter denne oplysning/gennemgang, tør jeg godt at få det foretaget. TAK

Stella
14-09-2010

Tak for indslaget.. Læste det med stor interesse.. Også selvom jeg ikke får brug for at få lagt en cerclage.. Har valgt ikke at skulle have flere børn.. Jeg mistede desværre i weekenden i 16. uge pga. slap livmoderhals.. Det er 3. gang på bare 2 år jeg mister.. Hvis jeg bare havde fået af vide af min læge eller ved min første abort, hvor jeg var i 20. uge, at jeg havde en svag livmoderhals, havde jeg nok ikke siddet lige nu med endnu en trist oplevelse på mig..
Der burde måske være lidt mere oplysning om dette, når man er/bliver gravid..
Tusinde tak for info..

winnie
03-10-2010

Tak for indslaget... Jeg blev gravid ikke ret lang tid efter jeg havde fået lavet et keglesnit og blev oplyst om at det ikke havde betydning for min gravitet. Jeg fødte dog alligevel min pige i uge 25+4..:-( Efter mange lange og hårde uger på sygehuset fik vi hende med hjem og om en uge bliver hun 2 år og indtil videre har hun ingen mén....:-) Jeg ønsker nu at blive gravid igen og har for 3 dage siden været på sygehuset og få lagt en Cerclage. Lægerne har nu oplyst mig om at de har stor mistanke til at jeg fødte så tidlig første gang fordi min livmoderhals muligvis er påvirket efter keglesnit. Jeg krydser finger denne gang og håber at jeg kan gå hele graviteten ud...

Mia
05-03-2011

Tak for gennemgangen. Dog blev jeg ked af at I skriver at: "Man mener at ca. 20-25 % af alle sene spontane aborter i andet trimester (ca. fra 14-27 graviditetsuge) skyldes en slap livmoderhals."
Børn der fødes efter 22 fulde graviditetsuger defineres ikke længere som aborter, men som fødte - dvs. for tidligt fødte og evt. dødfødte. Bliver et barn født endnu tidligere, og giver det ved fødslen livstegn, regnes det i lovens forstand også for et barn, uanset at det er født før uge 22.
Som Mor til tvillinger født i 24. uge ved jeg det betyder rigtig meget om ens børn bliver regnet for 'en abort', eller som 'rigtige børn'.

Michelle
19-03-2011

Jeg har født en dreng i 24+5 i 2008, efter jeg pludselig fik veer. Var derefter indlagt i tre måneder på to forskellige hospitaler. Er nu gravid igen og er rigtig nervøs for at føde for tidlig igen. Er ca tre måneder henne, og har lige været hos specielt læge, hvor han konstateret at jeg havde en svag livmoder. Nu skal jeg så indlægges her i denne måned for at få cerclage, Så håber os jeg går tiden ud denne gang så man er fri for at leve i frygt, over at man måske kan miste sit barn...
Jeg sige at det er ikke alle læge der burde være læge, når nu det her er sket for så mange. For man ville godt kunne nå at stoppe fødslen hvis man bare var blevet indlagt før pluk veerne kommer.

Caroline
23-06-2011

Jeg oplevede en " sen abort " i 2001 i uge 23+4 hvor jeg pludselig fik veer.Jeg ventede flere mdr for at få svar hvorfor,men dengang fik jeg svaret at der ikke var noget galt. Jeg blir gravid ige i 2006 hvor det går galt i uge 16,igen ingen . I 2007 blev jeg gravid igen igen, og var skrækslagede men fik afvide der ikke var noget at være urolig for. Meenn i uge 18 blir jeg akut indlagt med veer,men de fik dem stoppe. Først der blir de klar over jeg har en for kort livmoderhals.jeg fik lagt en cerclage men skulle ligge 16 uger på sygehuset for at holde på ham. Jeg er nu gravid igen i uge 34, hvor jeg den her gang har fået lagt en cerclage i uge 12 men har været sygemeldt siden uge 6. Den har holdt rigtig godt, og en skal fjernes i uge 36..

Lina
29-01-2012

Hej alle. Jeg er så urolig.. Har lige fået lagt en cleclage for 5 dage siden, jeg var i uge 21+1 . jeg oplever er begyndt at opleve små stikkende jag ude i siderne og til tider få veer. Jeg får også udflåd med blod der ikke er friskt.. Men da jeg skulle på toilettet i dag, var det tyndt gennemsigtigt slim med lidt frisk blod.. Er der nogle af jer der har været udsat for det samme?? Jeg er så bange :(

Læs også

Opret gratis profil! Og få Gratis Babyboks fra Libero Klubben!
  • Uploadet af:
    anikaL

    12:59

  • Uploadet af:
    MartinaOgBaby

    21:47

  • Uploadet af:
    MartinaOgBaby

    21:45