Uge 2+6 - For tidligt at bruge en graviditetstest
Af Birgit Larsen - Min Mave · 02-05-2008
Selv om det er ufatteligt fristende og din nysgerrighed efter at få vished om du er gravid eller ej er stor, er det stadig alt for tidligt at tage en graviditetstest.
Der er gået 20 dage siden du havde din sidste menstruations første dag. Denne dag kaldes også for uge 2+6. Du er både i uge 2 og i 3. Uge.
Du har nu fuldført ca. 7,1 % af din graviditet, og der er nu 260 dage til din terminsdato, hvor lægerne regner med at det er ved at være tid til at dit barn skal komme til verden.
Du er i 1.trimester af din graviditet.
|
Nu har du muligheden for at se hvordan dit barn KAN udvikle sig fra at være 2 celler som mødes og forenes, til den baby som du står med i armene efter fødslen
Eksperter siger at alle børn udvikler sig forskelligt
- også inde i livmoderen.
Alle beskrivelserne af fosterudviklingen i denne graviditetskalender er derfor skabt for at give en ide om hvordan et foster KAN vokse og udvikle sig inde i livmoderen. Der er store variationer og længde og vægt er kun vejledende.
Det samme er gældende for den tekst der står om dig - den gravide. Alle forandringer, symptomer m.m. kan variere meget fra kvinde til kvinde, og er som regel også meget forskellige fra graviditet til graviditet.
Hvis du har spørgsmål eller er nervøs, kontakt da din egen læge eller jordemoder.
|
Om dig og din krop
Endelig fremme i livmoderen – I livmoderen er der meget plads i forhold til æggelederen hvor det befrugtede æg har opholdt sig den sidste lille uges tid, men der er stadig lang vej fra blastocyst til den baby du får i armene efter en veloverstået fødsel.
Farerne er langtfra overstået endnu.
En vigtig beslutning skal nu træffes, for det kan være afgørende om graviditeten vil blive kompliceret alt afhængig af hvilket sted i livmoderen blastocysten sætter sig fast. Placeringen i livmoderen skal helst være så langt væk fra fødselsvejen som overhovedet muligt, så den gravide ikke får konstateret en forliggende moderkage senere til en ultralydsscanning.
Blastocysten har udviklet fingerlignende udløbere og udskiller et protein som begge skal hjælpe det med at sætte sig godt og grundigt fast i din livmoder.
Din livmoderhals vil indenfor kort tid udvide sig en anelse og blive blødere, og noget sejt gennemsigtigt slim vil dannes. Slimet sidder som en prop i en flaske og har derfor fået navnet slimprop – ret logisk må man sige - og selv om det ikke siger dig så meget nu, vil det sikkert ændre sig når du er nogle uger fra det tidspunkt hvor du er sat til at føde.
Slimproppen vil sidde hele graviditeten og beskytte dit barn så der ikke kommer bakterier op gennem skeden til barnet, som i værste fald kan skade det.
Blastocysten måler nu 0,1-0,3 mm i diameter, og tænk sig om ca. 37 uger vil længden på din baby være på omkring 50-52 cm i stedet for.
Ikke mindre end fantastisk :)
Graviditetstest og følsomhed
Alle de graviditetsteste der bliver solgt i Danmark er meget følsomme og måler oftest graviditetshormonet hcg helt ned til 10-25 mIU/ml – Det betyder at en del gravide allerede meget tidligt i graviditeten kan finde ud af om der rent faktisk er en lille spire i maven eller ej.
Men det kan også være frustrerende at få den besked, for netop fordi det er MEGET tidligt i graviditeten og fordi der (af en eller anden underlig grund som jeg endnu ikke har fundet) ER forskel på graviditetsteste, både i forhold til mærker, følsomhed mm – så kan resultatet sagtens svinge fra dag til dag.
Om morgenen er graviditetstesten måske positiv (en meget meget svag teststreg) men næste morgen eller samme aften viser der måske kun 1 streg, og graviditetstesten er derfor negativ. Men hvorfor?
Simpelthen fordi der ER så stor en forskel på teste og hvordan graviditetshormonet opfører sig i din krop og udskilles i din urin.
Så hvis du på nogen måder kan vente med at teste, så gør det, om en uges tid vil der være en meget større sandsynlighed for at graviditetstesten viser det resultat du så brændende ønsker dig. Ved at gøre det på den måde sparer du dig selv for utroligt mange bekymringer og unødvendige frustrationer.
Og tro mig, jeg ved godt hvor svært det er at vente på at dagene går. Tiden snegler sig afsted - eller sådan føles det.
Gode råd og tips til dig
For at mindske risikoen for at dit kommende barn får f.eks. sygdommen rygmarvsbrok, er det meget vigtigt at du sørger for at få et dagligt tilskud af folinsyre hver dag (400 mikrogram).
Hvis du ikke allerede er startet, så begynd i dag.
Log venligst ind i toppen af siden for at kunne tilføje din kommentar
Kommentarer
Jeg testede positiv på denne dag :-)
Har ubeskriveligt meget lyst til at teste imorgen :)
Jeg har testet svagt positiv efter tid idag. Blev insemineret for 6 dage siden