Tretten firkløvere
”Tretten Firkløvere” er skrevet af Anne-Marie Aaen, som er mor til Thorbjørn.
Anne-Marie’s vand går i 24. graviditetsuge, og hun føder sin lille dreng i 25. uge - på 751 gram og med lår på tykkelse med en tommelfinger.
Alle odds er imod den lille fyr, men han viser viljestyrke og lyst til livet og historien ender heldigvis godt.
Ellers havde bogen været helt ubærlig at læse – dette sætter lige præcis endnu mere fokus på, hvordan en mor til et immaturt barn oplever tingene.
Når man læser bogen sidder man og får ondt i hjertekulen af at læse om, hvordan lille Thorbjørn kæmper for sit liv, hvordan han ligger i respirator og lider – og om hvordan moderen er nødt til at tage stilling til, om behandlingen skal fortsætte eller ej.
Som læsere ved vi, historien ender godt – men da Anne-Marie Aaen stod i situationen vidste hun det ikke. Når det gør ondt at læse om oplevelserne, selvom vi ved Thorbjørn klarer den, kan det kun være ubegribeligt hårdt at stå i situationens uvished.
Bogen er meget personlig og vi kommer ind i alle kroge af en mors sind – helt derind hvor glæden bobler og helt derud hvor ord ikke længere rækker.
En meget nyttig bog for alle, som gerne vil have et realistisk indblik i, hvad der foregår på neonatalafdelingen og i en mors hjerte.
Bogen er også meget egnet til fagpersoner indenfor området, da det kan give endnu mere indsigt i, hvordan en presset mor kan tænke og reagere – og hvorfor hun tænker og reagerer, som hun gør.

Er man selv pårørende til forældre til et ekstremt for tidligt født barn vil det være en gave til forældrene at man læser bogen og sætter sig ind i situationen.
Man er ikke den samme, når man har oplevet, hvad Anne-Marie Aaen har. Og du er heller ikke den samme, efter du har læst om hendes oplevelser.
Sideantal: 425 sider
Pris: 299 kroner
Forlag: Frydenlund
Tilføj kommentar
Log venligst ind i toppen af siden for at kunne tilføje din kommentar






Kommentarer
Jeg havde set frem til at læse denne bog, men jeg blev slemt skuffet.
For det første ville det have klædt bogen, at forfatteren havde brugt noget tid på at bearbejde oplevelsen inden den blev skrevet, da indholdet virker meget vredt og ureflekteret - både andre mere ressourcesvage mødre, sundhedspersonale m.m. får skæld ud. Samtidigt skriver hun en bog, der vil fortælle om et neonatalt forløb, men fremhæver gang på gang at alle, der ikke har prøvet det alligevel ikke forstår det. Desudenm er bogen dårligt skrevet - jeg savner en hård redigering, så alle gentagelser udelades osv.
vh
Maj