Ægdonation - en ægdonors dagbog

Mange kvinder er ikke i stand til at blive gravide med deres egne æg. I Danmark er det tilladt for alle raske kvinder under 35 år at donere æg frivilligt. Her kan du læse en helt personlig beretning om det at være anonym ægdonor.

Tirsdag

I går aftes blev beslutningen taget – jeg har meldt mig som ægdonor på en dansk privatklinik.

Jeg har længe haft ønsket om at hjælpe andre med at opnå graviditet, men der har også været mange overvejelser, som jeg har vendt i mit hoved mange gange:

1. Møder jeg en dag en mere eller mindre tro kopi af min søn i Legoland? Vil jeg kunne lade være med at spekulere over det, hvis jeg gør?

Nej – jeg vil nok altid spekulere på, om jeg mon rent faktisk hjalp nogen, da jeg gik igennem hormonkur og ægudtagning af totalt uselviske årsager. Men fik jeg en dag vished eller et praj om, at jeg har gjort et par lykkelig, så vil glæden vandre over i mig. Det er jeg sikker på.
Jeg ville aldrig tænke, at det kunne være ”mit” barn. Aldrig. Jeg har doneret et halvt sæt kromosomer, som genetisk stammer fra mig. Men det andet halve sæt kromosomer har intet med mig at gøre. Et evt. barn har ikke vokset i mig og jeg har derfor intet forhold til det. Vi deler gener, men jeg deler også gener med så mange andre, da alle mennesker har identiske gener – det er bare forholdet mellem generne der skaber diversiteten.

2. Danmark er et lille land – hvad nu hvis et af mine børn kommer hjem med en kæreste, som ligner dem lidt for meget?

Uvished er en gave. Danmark er naturligvis lille, men sandsynligheden for direkte at blive konfronteret med sine gener ad omveje er ikke særlig stor. Og i så fald – ingen af os ville vide det. Man går igennem livet og tænker alt for meget: ”Hvad nu hvis” – hvor man i stedet kunne gøre en forskel.

3. Ægdonation er anonymt. Har alle ikke ret til at kende deres biologiske rødder?

Som udgangspunkt jo. Hvis jeg selv havde haft brug for donor af det ene eller det andet, ville jeg ikke gemme på en hemmelighed for mine børn og jeg ville give dem muligheden for at kunne opsøge sine biologiske rødder. Men alle folk er forskellige og at gennemgå behandling for barnløshed er i sig selv hårdt nok – parret i behandling skal ikke også have lagt den bekymring på skuldrene, at deres barn med tiden måske ville finde deres biologiske ophav. Det er en diskussion der må foregå hos det enkelte par. Nuvel, jeg kan ikke findes og opspores, hvis barnet en dag måtte ønske det. Men det er så et valg modtagerne af donorægget har taget ved at acceptere et anonymt æg. Og det er ikke mine børn og jeg er ikke forælder – derfor er det heller ikke min opgave at spekulere i dette.
Jeg personligt har intet behov for at blive opsporet senere i livet.
Rent formelt set er der dog fuld medicinsk opsporing på både donor og modtager i fald der skulle vise sig noget genetisk problematisk senere.

4. Det er jo fysisk set temmelig omstændeligt – kan jeg holde til det?

12 dages hormonkur med indsprøjtninger man skal give sig selv, scanninger og derefter selve ægudtagningen som foretages med en lang kanyle gennem skedevæggen. Var der nogen, der sagde av?

Om det gør ondt er forskelligt fra kvinde til kvinde, har jeg kunnet google mig frem til. Hvis det gør ondt på mig, så trøster jeg mig med at jeg gør en god gerning og at smerten har et formål.
Det eneste jeg tænker på er frygten for at blive overstimuleret og dermed blive rigtig dårlig. Men jeg trøster mig med at man intet risikerer med frivillige donorer og at lægerne på klinikken er knaldhamrende dygtige og ved, hvad de gør.

Jeg forelagde min mand beslutningen og hans eneste kommentar var. ”Stakkels dem, der skal opdrage børn fremstillet af dine gener”. Tak, skat!

Lægen ringede i eftermiddags – jeg kan allerede starte på hormonsprøjterne i morgen! Hvor er det bare vildt og hvor er det dejligt, at jeg kan komme i gang allerede. Jeg glæder mig til projektet og mest af alt tænker jeg på, at der nu sidder nogle glade og forhåbningsfulde par derude, som måske har fået besked om, at de skal køres i stilling.

Jeg tænker meget på de der sprøjter, jeg skal tage – det er da lidt vildt at skulle stikke i sig selv? Er ikke i tvivl om, at jeg nok skal kunne greje den. Har intet problem med nåle og i øvrigt en meget høj smertetærskel. Fødte fx uden at give et pip fra mig. Men kan man stikke i sig selv uden refleksmæssigt at stikke af? Det vil vise sig!

Tænk, hvor omstændelig en ægdonation faktisk er – det bliver mere og mere forståeligt, at der er mangel på ægdonorer. Det er måske ikke alle, der har lyst til at gå så meget igennem uden selv at vinde andet end god karma.

Onsdag

Netop hjemvendt fra klinikken med en pose fuld af sprøjter og kanyler. Hvor vildt ser det ikke lige ud, når man kigger på hele herligheden?
Der er Gonal-F-sprøjter, som skal få ægblærerne/folliklerne til at vokse. Sprøjten er færdigmonteret dims, som ligner sprittusch. I stedet for en vatdims til at skrive med, er der dog en tynd nål på 2 cm. Jeg skal tage 300 enheder dagligt i 9 dage, og sprøjten er så fiks indrettet at man bare kan indstille den til at afgive 300 enheder helt automatisk.

Jeg skal stikke mig selv nederst i maveskindet og blev bedt om at gøre det selv på klinikken. Det var faktisk ret nemt. Det gør ikke mere ondt end et myggestik – havde troet jeg skulle side og overvinde mig selv, men det var intet problem. Stik, tryk og vupti – hormonbehandlingen er i gang.

Jeg har også sprøjter med Orgalutran med hjem. De skal forhindre den spontane ægløsning, så ægløsningen ikke sker, inden æggene er blevet tappet på mig. Disse sprøjter er rigtige sprøjter, som man ville finde dem på Halmtorvet og hver sprøjte indeholder den nøjagtige dosis. Dem skal jeg tage de to sidste af de 9 dage, jeg tager Gonal-F.

Ved scanningen i dag fik jeg tjekket min livmoders størrelse og æggestokkene. Jeg har en nydelig livmoder (så ved man da det!) og fine æggestokke. Umiddelbart kunne lægen se 5 follikler i hver side, så hvis jeg er en god høne kan jeg efterlade 10 æg, når behandlingen er afsluttet.

Ved næste scanning bliver folliklernes størrelse tjekket, for at finde ud af, hvornår ægudtagningen skal finde sted.

I dag havde jeg en lang samtale med lægen, der står for donationen. Hun gjorde meget ud af at fortælle om anonymiteten. Jeg må på intet offentlig forum eller lignende stå frem med navn, så jeg kan spores. Det samme gælder modtager – hun må heller ikke skrive hun har modtaget et donoræg fra dén og dén klinik. Desuden vil vi aldrig krydse hinanden på klinikken – dvs. vores aftaler vil ikke blive lagt samme dag. Dette praktiseres for at man ikke skal sidde og spekulere på, hvem modtager/donor mon er.
Der er medicinsk sporing på ægget, så ved genetiske problemer vil klinikken kunne spore mig, men modtageren vil ikke kunne.
Modtager kan få oplyst min højde, vægt, øjenfarve, hårfarve og etnicitet. De kan finde på at spørge, om jeg er sød og rar, fortalte lægen. Det vil de også få svar på. Lad os håbe, jeg har gjort et godt indtryk på lægen, så mine æg ikke ender med at skulle deles ud ved lodtrækning fordi ingen vil have dem;-)

Det eneste jeg kan få at vide er, hvor mange æg jeg har lagt. Om der har været succes, får jeg ikke noget at vide om.

Jeg blev forsikret om, at æggene havner hos værdige modtagere. Det er patienter, der har ventet og kommet i klinikken flere år og som ofte har mange mislykkede mikroinseminationsforsøg bag sig. Klinikken kender derfor modtagerne og kan stå inde for dem. Det er vigtigt for mig, at det er ressourcestærke par, der modtager æggene – jeg vil ikke være med til at sætte børn i verden som ikke får det godt.

Når æggene er taget ud vil de blive lagt i et varmeskab, hvor de hviler sig nogle timer. Herefter befrugtes de ved hjælp af mikroinsemination med mandens sæd, som har været nedfrossen.
Dagen efter tjekkes det, om der er opnået befrugtning og hvis der er, vil et eller to befrugtede æg sættes op i kvinden på et senere tidspunkt, hvis de har delt sig, som de skal. Er der flere befrugtede æg tilbydes parret at få de resterende frosset ned, så de har mulighed for at give et evt. barn hel-søskende nogle år senere.

Mikroninsemination er det ypperste indenfor fertilitetsbehandling – man laver rent ud sagt babyer. Man tager én sædcelle og sprøjter direkte ind i ægget. Og vupti – kimen til at menneske er lagt med et snuptag.

Jeg synes det er meget spændende og er glad for beslutningen – og at jeg allerede er i gang.

Fredag

Kl. er 11 og jeg har netop taget sprøjte nummer 2. Det var endnu nemmere i dag og syntes knapt jeg mærkede et prik. I går fik jeg hovedpine en times tid efter, jeg havde taget sprøjten – men det behøver jo ikke være årsagen.
Det er nu lidt over en time siden jeg tog sprøjten og har nu trykken i min venstre æggestok, selvom det var højre side af maven, jeg stak mig i. Hovedpinen er kommet igen og har lidt kvalme. Det er til at holde ud – helt bestemt. Men lidt overraskende – og så alligevel ikke;-)

Lørdag

Min krop skriger på chokolade – er ikke helt klar over, om det er hormonerne eller en ubevidst undskyldning. Jeg vælger dog at give efter for kravet. De små æg har fortjent det og hvis jeg er rigtig sød ved dem, er de måske rigtig søde og være gode æg, som bliver til babyer!
Jeg fik igen hovedpine en times tid efter injektionen. Har periodevis trykken ved æggestokkene. Det gør ikke ondt, men det er en lidt besynderlig følelse.

Søndag

Av, min knold – har haft konstant hovedpine i dag. Det er ikke nødvendigvis den bedste kombination med begge børn hjemme. Men det er selvfølgelig ikke noget, der ikke kan klares med 2 pamol. Hovedpine er i øvrigt heller ikke halvt så irriterende, når man godt kender årsagen til den.

Men; hvor er min mand dog bare irriterende! Han går hele tiden i vejen, kan ikke tænke selv og er bare generelt lidt et forstyrrende element. Sådan plejer jeg kun at have det, når jeg har menstruation – så mon ikke, hormonerne skal have lidt af skylden hér også?

Man kunne måske mene, at det er meget at gå igennem uden at få andet end god samvittighed ud af det – men så tænker jeg på dem, som er igennem det her næsten HVER cyklus i flere år. Og så klarer jeg den nok. Jeg er heldig, for min lykke afhænger ikke af det her projekt. Men tænk hvor forfærdeligt det må være også at have presset om en graviditet hængende over hovedet konstant?
Ih, hvor jeg håber, mine æg gør gavn!

PS: Æggene vil i dag gerne have flødeboller. De skal da næsten have lov…

Mandag

Skulle i dag til undersøgelse på sygehuset med min datter. Det var lige midt i injektionstiden og selvfølgelig trak det hele ud. Jeg måtte så, da lægen gik ud for at snakke med en anden læge, klare indsprøjtningen henne ved vasken. Sygeplejersken kom farende: ”Bliver du dårlig??” Måtte så forklare sammenhængen;-) Hun blev glad for at jeg gør mit til, at holde fødegangen kørende!

Jeg har endnu mere trykken i underlivet, temmelig meget klart udflåd, enormt store bryster (gid de bliver ved med at være sådan!) og så har jeg lyst til…sex! Holder mig god fra manden – jeg skal ikke risikere noget som helst. Vi kan selvfølgelig anvende kondom – men hvad nu hvis det sprænger?

Jeg har været ret bange for, jeg har haft ægløsning i dag – jeg har haft den meget velkendte trykken i underlivet konstant. Det ville være så ærgerligt, hvis lægerne ikke nåede at få tappet æggene. Nu hvor jeg skal så meget igennem, er det jo rart, hvis det hele også bliver en succes.

Jeg har dog snakket med lægen, som sagde at det bare er fordi æggestokkene er på overarbejde og at folliklerne vokser. Så trykken er kun gode tegn.

Tirsdag

Startede morgenen med et kanyleuheld!
I dag er første dag, hvor jeg skal tage Orgalutron, som skal forhindre den spontane ægløsning. Den sprøjte er en RIGTIG sprøjte med RIGTIG kanyle.
Det var en helt anderledes oplevelse at stikke sig med dem, frem for pennen. Kanylen var større og stikket gjorde en smule ondt. Især bagefter, hvor stikstedet hævede op og blev ømt, som hvis man var blevet stukket af en bi.
Da jeg er færdig, tager jeg kanylen ud – og er så ved at tabe den. Griber efter den for at den ikke rammer mit lår, men fummelfingret som jeg er stikker jeg mig selv skråt ind i fingeren. Dér hang så en kanyle! Nu har jeg både ondt i finger og maveskind.

Som om det ikke skulle være nok, har jeg også fået svamp. Det er ellers ikke noget, jeg døjer med. Så lige om lidt smutter jeg på apoteket efter Canesteen.

Der er dog ikke så meget murren i underlivet lige nu, som der var i går. Har lige taget Gonal-F og har det faktisk overraskende fint i forhold til de andre dage.

Onsdag

Jeg er blevet en mand – tænker konstant: ”Kan det spises eller knaldes?”. Jeg er sulten og ikke bare efter mad… Så nyhederne og tog mig selv i at tænke, at Jes Dorph da egentlig kunne være et udmærket knald. Og det stoppede ikke dér – resten af tv-aftenen bød på endnu mere guf for øjnene.
Logisk set er det jo helt forståeligt – man ved jo at kvinder har mest lyst til sex op til ægløsningen og med alle de ekstra hormoner min krop bliver tilført, skal det jo gå galt!
Min mand synes, jeg er ret underholdende – jeg derimod er seksuelt frustreret. Vi må som sådan gerne hygge os, men jeg tør simpelthen ikke. Er nemlig lidt på den, hvis kondomet ikke kan holde til belastningen. Suk!

Jeg er lige hjemvendt fra scanning. Den var lidt skuffende – hun kunne kun se 3 store follikler i venstre æggestok og den højre kunne hun slet ikke scanne, fordi jeg havde masser af luft i maven. Så hvor mange æg det måske bliver til er svært at sige. Håber dog jeg er en god høne, så det kan hjælpe flest muligt.

Jeg er meget øm i underlivet. Når jeg bøjer mig forover forekommer der knivjag og jeg har konstant trykken og menstruationsmurren. Folliklerne er nu 10 mm og skal helt op på 18. Hvad skal det da ikke ende med?
Scanningen var lidt ubehagelig, fordi jeg er så øm i forvejen og der skal trykkes til, for at scanne æggestokkene. Scanningen foregår i øvrigt vaginalt.

Torsdag

Jeg har opdaget et kæmpe stort blåt og grønt mærke på maveskindet – forårsaget af Orgalutransprøjten. Sådan noget djævleværk!

Fredag

Vil bare lige sige, at man altså godt kan have sex uden at have samleje. Dér lærte man så noget!

Lørdag

I dag skulle jeg til scanning på klinikken, for at finde ud af, hvor mange æg der er og hvornår æggene skal tages ud. Scanningen gik rigtig godt – lægen fandt 12 store follikler. Så med al sandsynlighed kan jeg levere 12 æg. Jeg fik at vide, at ved 10 æg ville måske 2 par få del i æggene, så jeg håber, beder til og krydser fingre for at der virkelig også kommer 12 æg ud. Kunne ikke lade være med at klukke lidt som en høne, da jeg lå der.

Det gjorde dog rimelig ondt at blive scannet. Æggestokkene er jo usandsynligt store efterhånden og derfor ret ømme. For at scanne dem ordentligt skal der trykkes til via skeden. Og av – det føltes faktisk som veer og måtte ligge og trække vejret helt ned i maven.

Den ene æggestok fyldt med follikler

Ægudtagningen blev sat til onsdag 10.15. Det betyder, at jeg mandag aften skal tage ægløsningssprøjten kl. 00.15, da den skal tages præcis 34 timer inden udtagningen. Jeg skal derfor være sent oppe og det er da en udfordring i sig selv for en kvinde, som normalt går omkuld kl. 21!

Mandag er derfor den sidste dag med sprøjter, men til gengæld også hele 3 af slagsen.

Ægløsningssprøjten er Pregnyl, som kommer i samlesæt med små flasker med saltvand og frysetørret Pregnyl. Dertil et sæt med 2 kanyler. Den ene kanyle er tyk som jeg ved ikke hvad. Da lægen satte den på sprøjten for at demonstrere, hvordan jeg skulle blande, var jeg faktisk ved at løbe skrigende væk. Min lettelse var derfor stor, da hun viste mig selve injektionskanylen – den var nemlig ikke større end kanylen på Gonal-F-pennen. Gudskelov.
Har intet problem med nåle, men dén der motherfucker var godt nok en grim én! Heldigvis skulle den bare bruges til at blande medicinen med.

Søndag

Jeg kan godt mærke at æggestokkene bliver tungere og tungere. Jeg har tyngde i underlivet og menstruationsmurren og mine skamlæber er hævede og ømme. Måske fordi der presses vand derned, måske fordi vi ligesom dyrene får større kønsorganer, når vi er frugtbare? En ting er i hvert fald sikkert – det ville gøre ondt at cykle;-)

Mandag

Tog den sidste sprøjte Orgalutran i morges. Dejligt! Har ikke på noget tidspunkt været fan af netop den. Den svier altså.
Kl. 11 tog jeg den sidste dosis Gonal-F og kl. 00.15 skulle det allersidste fix finde sted med Pregnyl – selve ægløsningssprøjten. Og hvilket klimaks!
Sad og følte mig helt klog og intellektuel, da jeg ved køkkenbordet miksede den spændende cocktail. Det var sådan set nemt at blande, men var hele tiden bange for at vælte glasset – så ville jeg nemlig være rimeligt meget på den. Alt gik dog som det skulle – det sved lidt og er lidt øm efter stikket. Men herregud, faktisk.

Tirsdag

Puuuuuha – er fuldstændig oppustet og ligner én, der er gravid. Jeg har kraftige menstruationslignende smerter, føler mit underliv er ved at falde ud og har faktisk ondt i skamlæberne af at sidde ned. Er taknemmelig for min bløde kontorstol på jobbet netop i dag. Jeg kan ikke bukke mig forover uden at det føles som knivstik i maven og er ret spændt på hvordan i alverden jeg skal klare eftermiddagen og aftenen alene med mine to guldklumper derhjemme!

Jeg har det ikke super godt – og glæder mig derfor til i morgen og at komme tilbage til normalen igen. Omvendt er jeg dog også nervøs for det hele.
Gør det ondt? Hvad nu hvis der slet ikke er så mange æg alligevel – og hvor lang tid efter vil jeg have ondt?

Jeg sender masser af tanker til de kvinder som er igennem hele denne trummerum gang på gang. I har min empati!

Samtidig med ægudtagningen får jeg også lagt en hormonspiral. Gør dét ondt? Og kan man mærke den sidder der? Og er det ikke underligt at have noget siddende i kroppen permanent?

Og en helt anden ting er, at jeg rigtig godt kunne tænke mig at se et af mine æg i ”levende live”. Mon jeg kan få lov til det?

Onsdag

I dag sker det - hønen skal lægge æg. Jeg glæder mig rigtig meget, men er også lidt nervøs for, at det gør ondt.

Vi ankommer til klinikken en time før udtagningen, da jeg har bedt om at få den beroligende pille, jeg er blevet tilbudt. Jeg har min mand med og vi bliver vist ind i et lille rum med en briks, bord, stole, magasiner og levende lys. Der er rigtig hyggeligt og en god atmosfære, så vi sidder og hygger os.

Et kvarters tid inden ægudtagningen kommer der er en sød sygeplejerske ind og lægger et venflon i min arm. Den skal bruges til at give mig smertestillende under udtagningen, hvis jeg har lyst til dette. Det gør ikke ondt, at få den lagt.

Jeg bliver vist ind på selve stuen, hvor ægudtagningen skal foregå. Der er en del mennesker – 2 sygeplejersker, en læge, en bioanalytiker som tapper æggene på glas og på laboratoriet i forbindelse med stuen sidder en dame som får glassene med væske sendt direkte ind og kontrollerer, om der er æg i.

Jeg lægger mig på briksen og har en sygeplejerske på hver side. Den ene styrer medicineringen af syntetisk morfin og den anden nurser mig på bedste vis, nusser min hånd og hjælper lægen med at trykke mig lidt på maven, så æggestokkene bedre kan ses. Jeg får noget morfin i venflonet og det begynder at snurre i mit hoved og mine ben. Det er faktisk meget rart!

Først bliver jeg lokalbedøvet i skeden med et lille stik i hver side. Jeg mærker kun et lille prik.
Jeg bliver scannet gennem skeden og samtidig føres nålen som skal suge væsken fra ægblærerne ud op.
Nålen bliver stukket gennem skedevæggen og ind i æggestokkene som ligger lige på den anden side. Og så suges ægblærerne tomme én efter én.
Jeg vil ikke sige, at det er smertefuldt. Det minder mest om de menstruationssmerter man normalt har, dog blandet med et lille prik, hver gang nålen går til en ny ægblære. Jeg beder dog om at få mere smertestillende – for det første er det rart at slappe helt af imens og for det andet er der jo ingen grund til at have unødigt ondt, i det tilfælde at det skulle blive værre.

Efterhånden som glassene med ægvæske bliver fyldt, afleveres de til damen i laboratoriet ved siden af og hun sidder og råber ”Her er æg/Her er ikke æg” alt efter hvad resultatet for den pågældende ægblære er. Det er sjovt at ligge og følge med i og hver gang hun råber ”Der er æg” bliver jeg helt stolt af min krop. For hvor er den bare sej!

Da den ene æggestok er tømt for modne ægblærer, går lægen videre til den anden. Det hele tager vel sammenlagt 10 minutter og da jeg er færdig får jeg et glas saftevand og kommer til mig selv, inden jeg kommer ind på det værelse, vi ankom til. Her ligger jeg på briksen og får frugt, saftevand og chokolade. Jeg er lidt øm i maven, men da der også er blevet rodet en del rundt, er det helt naturligt. Jeg får en varmepude og det hjælper.
Jeg får også udleveret et billede af et af mine æg. Det er helt fantastisk at mine guldklumper er startet med sådan en lille sag. Det er et meget smukt æg!

Da jeg igen er frisk og klar til at tage hjem – efter en times tid – får jeg forebyggende flydende penicillin i mit venflon. Sygeplejersken fjerner venflonet og jeg bliver udskrevet.

I alt 11 æg blev det til – det har været en dejlig oplevelse at få lov til at gøre en forskel på denne måde. Jeg har også fået et indblik i, hvordan hormonverdenen for barnløse kan være og jeg bukker mig i støvet for de kvinder og par som skal hele rummelen igennem gang på gang. Jeg håber I alle snart får jeres højeste ønske opfyldt.

I dagene efter ægudtagningen er jeg stadig lidt oppustet, men 4 dage efter kan jeg overhovedet ikke mærke, hvad jeg har været igennem.

Jeg er klar igen en anden gang – dog skal mine børn være lidt ældre, da det var svært at løfte dem og være der 100% for dem med de smågener som hormonbehandlingen trods alt gav.