MajWismann
Problemer med kærligheden?
Klumme 4 - At mærke hinandens hjerter via snak og finde sine egne fejl og mangler!
Skrevet af Maj Wismann · 05-02-2010
Kategori: Klumme
”I starten var det fantastisk, vi gik lange ture og han virkede oprigtigt interesseret i, hvad jeg tænkte på og ville høre om alt hvad jeg oplevede, det gav mig lyst til at være helt tæt på ham.”
”Hun synes, at alt jeg sagde var perfekt og hun stillede spørgsmål, hvis der var noget hun ikke forstod, nu er hun bare sur og lukket og svare kort, når jeg spørger hende om noget”
Og JA! I starten viser vi de bedste sider af os selv, og vi er nysgerrige på, hvad den anden tænker, føler og mener. Men det stopper langsomt, og en dag begynder vi at tro, at vi ved hvad den anden tænker, føler og mener, men her er det en god ide at stoppe op og tænke sig om.
Destruktive konfliktmønstre er det værste for en samtale, og mange par mener, at det ”kun” er partneren, der skal ændre sig, og som de fleste ved, er det sku svært at ændre på andre.
Derfor arbejder jeg altid med, at partnerne hver især, skal arbejde med at dæmme op for deres egen fejl og tåbeligheder! Det plejer vi at grine meget af – ”Nå, så du er medlem af brokkekvindernes klub, sig mig, hvornår fik du det medlemskab?” Og pludselig kan man grine af sig selv og sin egen skøre opførsel i kærlighedens navn.
En god samtale forhindre mange misforståelser, men specielt de 4 faresignaler som jeg vil beskrive kort her – og vær lige på vagt, du skal tjekke dine egne fejl mens du læser det, ikke din partner, mor eller venindes
Optrapning
Her starter en lille bebrejdelse en kaskade af mudderkastning frem og tilbage, hvor man beskylder hinanden for en masse ting, man skulle/burde osv. Have gjort – ofte ender det i et meget sårende toneleje, hvor man ikke kan rette op med en undskyldning, fordi den gjorde virkelig ondt.
Nedvurdering
Man nedvurderer den andens tanker, følelser og personlighed og tager ikke det ens partner siger alvorligt, måske fordi man selv ville reagere på en helt anden måde. Man går ikke ind i samtalen, men affærdiger ens partner med kommentarer som lukker ned i stedet for at åbne op for en dialog.
Negativ fortolkning
Man tillægger det den anden siger mere negativitet end der reelt set var tale om, måske vil manden hellere tage opvasken efter formel-1 i tv, men kvinden tolker det som om, at han er ligeglad med alle de huslige pligter og i bund og grund ikke elsker hende nok. Det er hårdt at være den der tolker sin partner negativt og det er hårdt hele tiden at blive misforstået.
Tilbagetrækning
Et emne bringes op, som den ene synes er ubehageligt at tale om, at flygter derfor ind i sig selv, dvs. forsvinder psykisk fra samtalen, eller flytter sig fysisk. Mænd laver oftere dette end kvinder, men kvinder bruger også denne strategi for at undgå en måske ubehagelig konfrontation det er meget emne afhængigt.
Kommunikationens regler
Reglerne er simple! Du har fået én mund og to ører, fordi du skal lytte dobbelt så meget som du skal tale. Punktum. Prøv at stil din partner spørgsmål om hvorfor han mener, som han gør, spørg om, hvad hun tænker, og vær nysgerrig, præcis som i starten af jeres forhold. At blive lyttet til og blive spurgt ind til, er en af de største gaver du kan give i din relation. Prøv at sæt din egen talestrøm på standby, spørg og lyt og spørg og lyt.
I min næste klumme vil jeg fortælle om det mest akavede og klodsede redskab af dem alle, men som dog, er det redskab, der giver de allerbedste resultater i relationer nemlig det, der kaldes tale/lytte teknik. Når mændene har lært at bruge denne teknik på deres kvinder, så fortæller de glædestrålende om, hvor glad hun er og hvor fedt det er, endelig at kunne give kvinden det, som hun har længdes efter så længe – og i bund og grund betyder det også en del i soveværelset, men det er jo en helt anden snak.
De dejligste hilsner
Maj Wismann
Lær de redskaber, der virker!
Parrådgivning, sexologi, kognitiv coaching
www.majwismann.dk
Find mig på facebook - og få inspiration, klummer, artikler, tilbud om workshops, kurser
og en masse andet dejligt om kærlighed og erotik ;-)




