Maria Jacobsen - fogf.dk
Fogf - vores mærkesager
Børnefrie zoner?
Skrevet af Maria Lisette Jacobsen · 16-08-2010
Kategori: Mærkesager
For nyligt blev jeg interviewet til en artikel om den stigende efterspørgsel af børnefrie zoner på restauranter, hoteller og caféer. Artiklen blev til en kort udtalelse, hvor det fremstår som om, at jeg mener at forældrene bare skal give børnene frit spil.
Sandheden er en lidt anden. For jeg mener faktisk, at sagen har flere sider. Der er i dag en ærgerlig tendens til, at vi hver især bliver mere og mere individualistiske. Enhver hytter sit eget skind, og man må for guds skyld ikke opleve uforudsete indslag, som f.eks. naboens grædende baby eller småbørn der leger på gulvet.
Interessen for andre mennesker, medmenneskeligheden og omsorgen for andre er skiftet ud med, at vores "egenoplevelse" skal leve op til meget store forventninger. Rejser du dig for den gamle dame i bussen? Holder du døren for fragtmanden med pakker? osv...
Vi skal fremad og udad, og vi skal nå noget. Vi skal helst ikke belemres for meget med andre mennesker og deres liv og behov...
Når det så er sagt, så sker alt dette jo ikke "overnight"... Pressen har kørt hårdt frem med "de der forfærdelige børn der ikke kender grænser"....
Men jeg tror ikke på, at børn fødes forfærdelige! Til gengæld kender jeg mange forældre der levere en halvskidt indsats... Hvilket resulterer i børn der kravler på væggene, laver flitsbue foran køledisken og lader frustrationerne få frit løb i indkøbsvognen...
Men ansvaret ligger jo hos os forældre! Vi alene, skal lære vores børn sociale og acceptable spilleregler i forhold til at kunne begå sig i samfundet. Ind i mellem er det skidesurt at skulle tage den konflikt der måtte komme, fordi et nej reelt er bedre end et ja. Men lærer vi vores børn at modtage et kærligt (og ind i mellem forklarende) NEJ, så tror jeg på, at vi også med større glæde kan sige ja, når vi faktisk kan stå inde for det. Og får børn der rent faktisk vænner sig til nok at blive hørt men altså ikke altid kunne få ret. Og dét er vist een af flere gode egenskaber at besidde når man skal begå sig...
For hvem vinder i virkeligheden "mælkesnittekrigen"? Selvom barnet måske nok vinder i situationen, bliver det på langt sigt taberen, når nærvær og indlevelse er blevet byttet ud med 3 timer på familierestaurant i den gode sags tjeneste. Og får man så onde blikke fra nabobordet, og oplever at andre tager afstand fra ens opførsel og attitude, så er man reelt den der har tabt i socialt øjemed!
Det med ansvar, det griber jo om sig, for ligesom med at lære spilleregler, bør vi forældre nok også overveje om poderne pinedød skal trækkes med til alt hvad mor og far drømmer om. Man kan høre udtalelser om, at "jeg skal have mit liv, som det var før" - men kan og skal man det? Har man egentlig krav på det? Har de børn man får ikke ret til at være en ændring i ens liv - og har vi ikke ansvar for netop at være ansvarlige?!
Jeg mener ikke, at man skal være selvudslettende fordi man får børn, men måske man burde tage sit liv lidt op til overvejelser. Måske er det bedste for lille Alma hverken at blive slæbt med på fin restaurant hen under aften - eller måske findes der andre muligheder end at dømmer lille Alma på 9 måneder til lange 7-17 dage i vuggeren, langt fra hendes forældres nærvær og varme krop, i selvstændighedens navn.
Som én skrev til mig: Løsningen på børnefrie zoner er bedre forældre! Det er hermed givet videre...
Læs f.eks. Jesper Juuls "Dit kompetente barn"
Læs også
Jeg mangler generelt en accept af, at børn altså er en del af vores samfund. Vi har efterhånden skabt et kultur, hvor der ikke er plads til børn - i helt bogstavelig forstand. Vi ser ikke børn ude i 'virkeligheden', de er i institution, i skole eller leger på indhegnede legepladser, for det er ikke sikkert for dem at færdes frit. Hvordan kan man forvente at børn skal lære at begå sig i en virkelighed, de aldrig færdes i? Hvordan skal de kunne få spillereglerne ind under huden, når de tilbringer så megen tid sammen med andre børn på nøjagtig samme alder? Hvem skal lære dem det? Hvordan kan vi forvente, at børn skal kunne lære spillereglerne, når de ikke kan færdes frit omkring og lære fra andre voksne end forældrene?
I en verden, der alene er indrettet på de voksnes præmisser er det klart, at børn opleves som små elefanter i glasbutikker. Vi har udelukket børnene fra vores 'voksenkultur' og alligevel forventer vi, at de kan få forståelsen for kulturen ind under huden - det holder jo ikke.
Det handler i virkeligheden om rigtig dårlig integration! Vi anerkender alle, at det kan være svært for en hjemmegående kvinde af anden etnisk herkomst at blive integreret i det danske samfund, hvis hun ikke kommer ud i det, men samtidig forventer vi, at vores børn vokser op som gode borgere i en voksenverden, de knap kender.
Jeg har netop været på en fantastisk sommerferie, hvor vi først var på middelaldermarked på Bornholm. Her kunne ungerne færdes frit, for der var ingen biler. Næste uge var vi på prærievognsferie på Fyn, hvor underholdningstilbuddet til børnene lød på en ny græsmark hver eftermiddag og måske en strandtur ... thats it, men der var plads og rum og masser af frihed til leg og larm, og de nød det, og det samme gjorde de voksne!