Close
Log Ind Opret Bruger

Intet hjerteblink ved NF-kirurgisk abort

  • 6 juli 2015, 15:27

    Det blev endelig fredag, og vi skulle til nakkefolds-scanning, og min mand skulle se vores lille liv for første gang. Jeg var selv til en scanning i uge7 pga mistanke til graviditet udenfor livmoderen. Allerede i dagene op til NF havde jeg en fornemmelse af at ikke alt var som det skulle være, ingen smerter, feber eller andet. KUN en fornemmelse, der ikke ville slippe igen. Torsdag aften tager følelsen til-jeg begynder at tænke igennem hvordan den sms vi vil sende rundt skal lyde(!) Men jeg fortæller ikke noget til min mand-hvorfor? fordi det bare var tanker jeg ikke kunne bygge på noget som helst.

    07:50 – Vi har tid tidlig morgen på hospitalet, og kommer hurtigt ind efter ankomst. Min mand er spændt og jeg smiler påtaget. Jordmoderen Tine, kommer creme ud på min mave, og sætter scanneren på. Min mand klemmer min hånd og smiler da han på den store skærm kan se at der ligger noget der ligner et lille barn, et lille liv-men der er ikke liv-intet hjerteblink. Hun scanner lidt videre, klemmer på min mave, men siger så "ja det ser jo ikke så godt ud". Hun måler at det kun er 9uger gammelt, dets lille hjerte stoppede altså med at slå…..for 3uger siden. Jeg græder og hulker og føler mig så forkert og ulækker, og nu skal det bare ud og væk, så vi kan komme hjem igen-væk fra det. Og på samme tid håber jeg at den næste der skal kigge finder et lille håb i et hjerteblink alligevel. Når de ikke finder hjerteblink, skal der en anden til at konstatere det samme, så de er sikre. Hun siger at hun forstår at jeg bare gerne vil have det til at gå væk så vi kan komme hjem, men erfaring viser at det er bedre at lade det hele bundfælde, så krop og hoved kan følge med hinanden.

    Her fra går alting ufatteligt stærkt og alligevel er tiden næsten gået i stå, vi er på sygehuset i 12timer ca, men det hele føles så hurtigt alligevel.

    Vi bliver fulgt ned i et rum hvor vi kan være selv (og ikke i venteværelset med alle de andre gravide par) -og indtil en læge kan tale med os, og indtil de ved om vi kan komme til i dag, eller først på mandag(!) -med risiko for at kroppen selv sætter det igang derhjemme. Her får vi en folder omkring abort. grådkvalt får jeg ringet op til mit arbejde og fortæller at jeg ikke kommer-hun er forstående og bliver selv ked af det, og forsikre mig at hun tager sig af det hele……

    10:00 – Der kommer en læge, Mogens, som kan fortælle at vi kan komme til i dag,indenfor nogle timer. De vil finde plads til en kirurgisk abort, så hurtigt efter at min fasteperiode er fuldendt, som muligt. Mogens er meget rolig, næsten forsigtig, og spørg om vi har spørgsmål… ja 1000 spørgsmål og tanker vælter rundt og står i kø, hvad nu? hvad med bagefter? kan vi prøve igen? gør det ondt? kan jeg gå? hvor længe skal vi blive? hvorfor? hvorfor? hvorfor? Han svare på det hele, men det hjælper ikke, jeg er stadig frygtelig ked af det.

    Det eneste jeg har lyst til at sige til min mand er undskyld. Velvidende at jeg intet har med det at gøre, men han havde glædet sig, og det han havde glædet sig til, kunne jeg ikke give ham. Han siger ikke så meget, holder bare om mig og prøver at følge med til at tørre tårerne væk.

    11:30 får vi en seng på en hospitals-stue, og udleveret tøj til mig i str XL, jeg er en M.. det føles helt forkert at tage alt sit eget tøj af, og smykker, for så at tage frotte boxershorts, undertrøje og skjorte på, og lange strømper. Så sidder jeg der i en hospitalsseng, fuglene synger udenfor og solen skinner, og inde i mig ligger vores lille drøm om en familie, men drømmen er gået til grunde og vi venter nu bare på at få den fjernet.

    12:00 – Da sygeplejersken kommer med nogle piller, 4x depot panodil og 3x sekskantede etellerandet som skal gøre det nemmere at foretage indgrebet, bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg ved jo godt at det er slut. Men alligevel, det er de sværeste piller jeg nogensinde har skullet tage. Jeg hulker så jeg næsten ikke kan få dem ned, det føles som om jeg klemmer dem ned med halsen, min hals er tør og ru.

    12:30 – Pillerne begynder at virke, jeg bliver små-sløv og træt, men har ikke lyst til at sove. Lægen, Mette, som skal foretage aborten kommer og fortæller lidt om hvordan og hvorledes det vil foregå, også hun spørg om vi har spørgsmål og roligt besvarer hun dem alle sammen. Min mand har købt et Tankesport-blad i kiosken, sammen med bilblad, en hotdog og noget chokolade-han er forståeligt nok- sulten. Jeg må jo ikke spise noget, men får lov at snuse hotdog og chokoladepapir-duft ind. Vi læser/løser lidt hver for sig, men hånd i hånd. På et tidspunkt ligger han sig op i sengen til mig, han ligger på ryggen, så jeg kan lægge mit hoved på hans arm og bryst mens han holder om mig. Følelsen af at have ham helt tæt på er beroligende og tryg. En følelse der er svær at finde midt i alt det der sker. Mens han falder lidt i søvn, falder jeg lidt til ro.

    14:50 – Vi bliver "vækket" af en sygeplejerske, der fortæller at nu kommer der snart en portør, som vil køre mig til oprationsstuen. Hun vil sikre sig at jeg har været på toilettet?-ja, det har jeg. Tissede jeg meget eller lidt? meget almindeligt. Hun er tilfreds, og fortæller lidt om hvordan det bliver efter indgrebet, med blod og smerter og eftervirkninger af narkosen. Hun svarer på alle de spørgsmål vi ikke vidste at vi havde. Men jeg kan snart ikke rumme mere information, mit hoved er fyldt, og der er ikke plads til mere.

    15:10 – Portøren kommer og køre afsted med mig. Jeg græder da vi forlader stuen, græder på gangen, i elevatorerne og da han parkere mig på gangen udenfor operationsstuen. Der kommer en sygeplejerske og følger mig ind. Der er 15grader koldt, klinisk, og der står 6 mennesker i et stort rum, større end 4mandsstuen jeg kommer fra. Og i midten står en briks med alt muligt udstyr omkring af slanger og måledimser, benbøjler og metal-fade. Jeg bryder fuldstændig sammen…….. overvældet af følelser jeg ikke kender og ikke har haft før.. De hjælper mig op på briksen, med tøj på. Og ligger mig med armene ud til siderne og benene ned, men samlet. De sætter alt muligt målehalløj på mig, som jeg slet ikke evner at spørge til. "Hej, jeg hedder Connie, og det eneste jeg skal er at sørge for at du er bedøvet og sover godt, og så at holde øje med dig under hele forløbet. Om lidt kan du mærke at du bliver lidt rundtosset, og derefter kommer du i fuld narkose." jeg beder hende love mig at jeg er helt væk og ikke kommer til at mærke noget, det lover hun mig…det hele sejler og jeg trækker vejret tungt og føler mig hverken svimmel eller påvirket. Men helt tung i kroppen, det summer i tærerne og i ørerne og alt der i mellem. Connie siger "Nu sover du snart, tænk på noget rart, så sover du bedre, kan du tænke på noget rart?", jeg tænker på vores bryllup siger jeg "Nej hvor spændende, hvornår skal det være", det var sidste år, på stranden ved vesterhavet siger jeg….og så forsvinder jeg…ind i en meget tung søvn. (jeg oplever intet af at de tager mit tøj af, spreder mine ben og foretager indbgrebet, jeg er fuldstændig væk).

    15:30 – Jeg vågner med et chok på opvågningen, sætter mig op og hiver lidt efter vejret, jeg kan ikke trække vejret ned i maven, og jeg bliver ved med at småhoste (fordi Jeg har været intuberet under indgrebet).. straks står der en sygeplejerske "Hej, jeg hedder Lene, du ligger på opvågningen, du skal hvile dig lidt nu, hvordan har du det?" Jeg er lettet, næsten glad, den følelse forsvinder dog hurtigt, da narkosen aftager. Jeg spørg til at komme ned på stuen igen, ned til min mand, men jeg må vente, de tjekker et par gange i den ble/bind ting jeg har fået på om jeg bløder og hvordan og hvor meget. Jeg evner slet ikke at blive forlegen, de gør det på en meget naturlig og let måde. Som om det da er det mest naturlige i verden. Men i den verden jeg befinder mig i-så er det jo også helt naturligt. Jeg er stadig ør og siger også noget sludder. Jeg tror at jeg skal klippe en (jeg er frisør, så det er ikke helt ved siden af), men ham jeg skal klippe er en kendt mand, som jeg også ganske rigtigt klipper, men jeg siger til dem at han skal klippes, eller om jeg har klippet ham? det er ihvertfald vigtigt at han bliver klippet. Mit hoved kan godt høre at det er sludder, men min mund siger det alligevel. Jeg får saftevand-med sugerør, der er saftevand alle steder på det sygehus. Jeg drikker det halve og lader resten stå, Lene spørg om det er for tyndt siden at jeg ikke drikker det. Men helt ærligt, så kan jeg ikke huske det, der er ikke mere plads i mit hoved til at lagre flere ting og mere info.

    17:00 Kommer der en portør, Sixten, hedder han, han ligner en dreng på 18år. Men han skubber mig ud på gangen og ind i en elevator. Det undre mig at der denne gang kun er 1elevator-tur, indtil det slår mig at jeg jo ikke var ved bevidsthed da jeg blev kørt fra operation til opvågning. Og endelig er jeg tilbage ved min mand, som straks kysser mig, holder mig i hånden og starter forfra med at fjerne tårer fra mine kinder. Det fysisk værste er ovre. Det er en smule lettende. Lægen fortæller os at det hele gik som det skulle, og der er intet i vejen for at prøve lige så snart jeg stopper med at bløde, og vi er klar til det.

    17:30 – Spørg jeg en sygeplejerske om jeg må komme hjem, hun synes at jeg skal spise lidt (har ikke spist siden 6:45), og så vil hun gerne at jeg tager tøj på selv og går lidt rundt. Hun undskylder at der kun er en sandwich tilbage med laks. Jeg tror den kunne have været med hvad-som-helst, jeg spiste den og fik mit eget undertøj og kjole på, hvilken lettelse at ligne sig selv bare lidt igen. Jeg begyndte at tøffe rundt på gangen og ind i stuen, ud på toilettet, ud på gangen, frem og tilbage.

    18:30 – forlader vi hospitalet, solen skinner og det er meget varmt, vi går hånd i hånd derfra, men siger ikke så meget, heller ikke i bilen på vej hjem. Der er så stille og så tomt i mellem os, og i mig. Jeg får lyst til at sige undskyld igen, men siger ikke noget.

    Lørdag morgen sender vi en sms rundt til dem der vidste det (nogen har vi ringet op på selve dagen). Og meget enslydende kommer der tilbage "nej hvor er det synd for jer, det gør os så ondt, hvor er det uretfærdigt, I skal bare op på hesten ige, nu skal i bare se frem ad, så må i prøve igen, der må jo have været noget galt"… Jeg brænder sammen oven i. NEJ NEJ NEJ, jeg er jo ked af det, jeg græder, vi er i sorg, det gør ondt! Vi skal ikke bare komme videre, vi skal ikke "bare prøve igen". Jeg vil have lov til at græde og være ked af det. VI syntes også at det er uretfærdigt og synd for os, VI er så kede af det. Og det skal være okay!

    Vi skal have lyst til hinanden igen, ikke fordi vi skal lave børn, men fordi VI skal blive OS igen, OS uden et barn i maven på mig. Bare os to, Morten og Karina, to der elsker hinanden, vi skal blive hele igen!

    En af mine veninder venter sig også, jeg er……var…..1,5uge længere end hende, hun skriver at hun ved at det bliver hårdt for mig at se hende igen. Nej skriver jeg, jeg er glad på deres vegne, det er jeg oprigtigt! Jeg troede også at det ville være svært for mig nu at følge hende. Men nej, sådan har jeg det ikke. Det der er værst omkring det sociale lige nu er at når nu folk finder ud af at hun venter sig (folk ved jo at vi er tætte, både som veninder men også som vennepar), at folk så vil kigge på os, og sige "NÅ-så skal i vel nok også snart igang". Jeg kan kun komme på én eneste måde at reagere på-rejse mig, tage hjem og så græde det ud derhjemme. Jeg orker ikke nogen påtagede "neej, hihi, det kommer nok, hihi, det venter vi lige med", jeg får kvalme alene ved at tænke på det!

    Vi fik en buket blomster tilsendt, af min veninde, hendes kæreste og en ven. Føj hvor er det ambivalent. Tanken er sød og god og den er givet af et godt hjerte og alt det der. Men jeg flytter rundt på den, den står aldrig i det rum jeg er i. Og nu står den på gæsteværelset, hvor døren er lukket, den har fået vand da vi fik den, og det får den ikke mere af. Jeg føler mig ond, men….den minder mig kun alt for godt om hvorfor den er der, hvorfor vi har fået den. Den er så smuk, men minder mig om noget så grumt og grimt.

    I går søndag var vi ved lægevagten pga smerter. Her målte hun mit infektionstal, 19, for højt, så skulle forbi egen læge idag. Hun sagde at hun ville anbefale at jeg først tog et par timer på arbejde på torsdag. Men da jeg kom hjem ringede jeg til min chef og sagde at jeg bliver vanvittig i mit hoved af at gå herhjemme, så vi aftalte at jeg kommer tirsdag, og så tager eleven alt hvad hun kan af opretstående arbejde for mig, fx hårvask og bryn og vipper. Så kan jeg sidde og klippe, og høre om folks sommerferieplaner, "at de har fået hundehvalp og at den skal hedde Buller, og at folk får klippet hæk og sikke en masse regn i kælderen hr og fru olsen henne i nr4 fik. Men tilgengæld er bønderne glade og det er jo godt for dem. Mon LLR finder ud af det med den nye regering, og sikke noget med Grækenland, hvad nu med dem der skal til Rhodos. Bare det nu ikke regner på lørdag når Søren har børnene og de skal i legoland. Nu må vi håbe at sommerhuset står op ude i HvideSande endnu, efter blæsevejret og bare nu at den nye bil kan trække campingvognen helt ned til Garda-søen og uden kø", tro det eller ej, jeg glæder mig til at høre om folks trivialiteter, uden at have et neonskilt i panden der siger "Jeg har mistet, hav ondt af mig", for det orker jeg ikke mere af.

    Sorgen er min og min mands, og den bliver ikke mindre af at skulle deles til højre og venstre

    Jeg var til tandlæge i dag, for selvfølgelig røg der en flig af min tand i går aftes. Mine øjne er røde, og mascaren næsten væk, men jeg orker ikke at komme mere på, jeg græder det alligevel væk. Og det kan min tandlæge jo se med det samme, sød og rar som hun altid er siger hun "jamen hvor ser du bedrøvet ud, hvad sker der?", (hun vidste ikke at jeg var gravid), jeg  græder lidt og siger at vi var til NF i fredags og at der ikke var liv, da jeg siger det sidste knækker min stemme fuldstændig over, og hun kommer hurtigt hen og holder mig tæt ind til sig og bare krammer mig, siger ikke så meget, hun trøster bare. Vi snakker kort om det og jeg sætter mig tilbage i stolen, hun fornemmer at jeg bare gerne vil have det overstået, og ret hurtigt har hun det ordnet. Hun siger farvel med endnu et kram og da jeg vil betale siger receptionisten at der ingen regning er til mig. Jeg går tilbage til min tandlæge og siger at det skulle hun da ikke gøre, hun kommer hen igen og krammer mig endnu engang og siger "sådan er det lige idag"….

    Jeg sidder nu derhjemme, tung om hjertet, og mine kinder er opløst. Det har lettet en smule at skrive hele forløbet ned, tanker og følelser. Det er lidt terapeutisk at få sat ord på tankemylderet-lidt som at få ryddet op i en virkelig rodet skuffe, og så alligevel slet ikke som at rydde op i en skuffe.

     I morgen vil jeg have fuld krigsmaling på, foundation, pudder, faded øjenskygge i en frisk blå farve, og masser af mascara, og så skal håret sættes lækkert op. Jeg har ofte meget make-up på, men imorgen bliver det nok mest en som en maske, der skal skjule at jeg indeni er gået i stykker. Men hele min dag imorgen kommer til at gå med at kigge i et spejl, selvom det gør ondt indeni, vil jeg gerne kunne se et menneske jeg kender i spejlet.

    Mine kinder og øjne svider efterhånden af salte tåre…

    Nu vil jeg hente en pose pottemuld i jem&fix og så få plantet alle mine potteplanter om, måske få nogle nye jeg syntes er pænere end dem jeg har, måske få nogle flere, og så skal mandens madpakke laves. Der er også lidt vasketøj og oprydning….

    Livet går videre, der går nok bare lige noget tid før jeg kan følge med igen, sorgen er så tung og uforklarlig, det blev jo kun 9uger, kun på størrelse med en bønne. Men i min bevidsthed var det så meget mere. Det var en drøm og en lykke vi havde! Også selvom at jeg aldrig blev rigtig "glad og lykkelig", jeg kunne ikke være det, de følelser var der bare ikke. Jeg var glad, men så heller ikke mere. Jeg snakkede med en læge om det,her i dag, som sagde at det havde han hørt ofte før. Som om jeg underbevidst i kroppen godt vidste at det her ikke blev det vi håbede på, og derfor indfandt den der graviditets-lykke sig bare ikke rigtigt. Men derfor er tabet stadig stort, og fuldstændig gennemsyret i min krop og bevidsthed…

     

     "tears are words the heart can't say"

    6. juli 2015 kl. 16:26

    Så fint du deler din historie, er trist at høre den, men føler med dig, jeg vil ikke sige andet ????

    6. juli 2015 kl. 17:02

    Øv hvor er det ærgeligt for jer. Håber det hjalp lidt at skrive det ned. Jeg har 7-9-13 ikke mødt den samme sorg. Men fra andre typer af dorg kender jeg følelsen af, at man har så ondt af dig selv, at man ikke kan rumme, at andre også har ondt af en. Det kan være en stor lettelse at have rum, hvor det er unaturligt at være ked af det – f.eks på arbejde. Og så kan man overgive sig til sorgen i andre sammenhænge. 

    Jeg håber, at I kommer gennem sorgen sammen og finder Morten og Karina igen. 

    6. juli 2015 kl. 17:07

    Det gør mig rigtig ondt at høre!

    Jeg har selv prøvet det to gange (en gang også i uge 9) og det gør så ondt. Jeg hadede alle kommentarerne om at man "bare" skal komme videre og prøve igen, for det er slet ikke så simpelt. I skal give jer selv lov til at være røvkede af det og ikke føle det er forkert at sørge – det er den eneste måde at komme igennem det på <3

    6. juli 2015 kl. 17:45

    Græder med jer. Det tager tid at komme ud på den anden side. Og det er helt ok at være ked af det. Lige så længe det varer.

    Avatar
    Anonym
    6. juli 2015 kl. 21:13

    Jeg græder med dig. Jeg tabte i februar i uge 8 og for 2 uger siden i uge 12. Jeg er også så ked af det. 

    6. juli 2015 kl. 21:48

    Jeg græder med jer. Din historie ramte mig lige i hjertet også selvom jeg ikke kan sætte mig ind i det på samme måde. Men hold da op hvor beskriver du hele forløbet flot. Håber det har hjulpet dig meget at få tingene ud. Og hold da op, må jeg sige hvor sej jeg synes du er. At du kan tage på arbejde osv alligevel. 

    Mere vil jeg ikke sige. Men et kæmpe knus skal du have

    6. juli 2015 kl. 22:50

    Så ked af at læse, hvad du er gået igennem. Jeg prøvede noget lignende for små fire år siden.

    Fosteret var gået til i uge 9, men blev opdaget ved nf med en akut tid til udskrab efterfølgende. Jeg Husker tydeligt turen hjem og ønsket om at få det overstået hurtigst muligt. Og jeg husker stadig fortvivlelsen og hvor gal jeg var på min krop over, at den åbenbart ikke kunne finde ud af  at fortælle mig, at noget var galt. Det er hårdt, og det er flot, at du har formået at skrive din oplevelse ned her – jeg håber det hjælper dig. 

    For mig hjalp det at blive hurtigt gravid igen og jeg sidder da også idag med de to dejligste børn samt endnu en MA imellem de to. Og i dag er MA'erne en del af min og min mands bagage, hvor vi lærte noget om os selv og hinanden, og det gør ikke længere ondt på nogen som helst måde. På sin vis er jeg nok kommet frem til, at uden dem ville jeg ikke have fået lige netop de dejlige børn, jeg sidder med i dag og jeg er nok også blevet stærkere, end hvis jeg ikke havde oplevet det. Så fra en, der har en lignende oplevelse med i sin bagage, får du her et kæmpe kram og masser af tanker med på vejen videre.

     

    7. juli 2015 kl. 09:56

    Kæmpe kram.

    giv dig rum til at være i sorg og rum til ikke at være " hende-der-har-mistet". Jeg var begge i lang tid.

    knus fra " to gange kirurgisk abort pga ingen hjerteblink ( 12+0 og 12+4 sidste efter nakkefold og offentliggørelse), men nu snart mor til tre"

    Avatar
    Anonym
    7. juli 2015 kl. 10:45

    Åh, jeg sidder fuldstændig her, og kan genkende det forløb. Ryster helt indeni, og kan genkende alle de følelser, og al den sorg du beskriver. Det er SÅ hårdt. 

    Vær i sorgen så lang tid du har brug for det. Jeg troede jeg var klar til alt muligt et par dage efter mit indgreb – så gik der to uger, og jeg gik ned med et brag, og var sygemeldt i fire uger. tag det med ro, snak det igennem, tænk det igennem så meget du kan. Livet går videre – det gør det…

    Jeg sender dig og din mand alt godt, og ønsker jer en god sommer sammen. 

    KH 

    7. juli 2015 kl. 10:54

    1000tak for alle jeres ord <3

    Og hvor gør det mig ondt at høre at flere af Jer også har oplevet at miste, følelse er så ubeskrivelig, og rigtig svær for andre at forstå.

    Hele dagen igår gik med at græde…tøffe rundt og græde noget mere..

    Vi var, for længe siden, inviteret hjem til nogle venner at spiser, igår. Vi var 7 i alt, og da vi alle sad ved bordet, sagde min mand at alle nok havde bemærket at vi begge, og specielt mig var trsit og tilbageholdende….. og så fortalte han kort om forløbet. Der blev enormt stille og jeg græd. Der blev stillet et par forsigtige spørgsmål..og da vi havde besvaret dem, sagde jeg at de gerne måtte spørge, hvis de havde noget at spørge om. Ingen ved bordet vidste at det sker for 20-25{f60fabed6ae21b235441fcdf7c5410d51c94f0a2f93da8d574f5aefe5022ba85} af alle graviditetr indenfor de første 12uger. Jeg sagde at det værste nogen havde sagt og skrevet var at nu skulle vi bare videre og op på hesten igen osv. (på den måde undgik vi at få mere af det..).. men også det var der stor forståelse for at det ikke er det man ønsker at høre..

    Snakken gik frem og tilbage og tavsheden og berøringsangsten forsvandt ligeså stille… det føltes faktisk helt lettende. Jo alle kiggede trist og bedrøvet på mig-men hvad havde jeg forestillet mig!? -det blev opvejet af forståelse og oprigtige spørgsmål.

    Det blev en helt okay aften… og senere idag skal jeg på arbejde.. så tiden herhjemme er lang lige nu…men tøffer lidt forsigtigt rundt og laver lidt.. for noget tid siden inviterede vi gæster til imorgen-men henblik på at fortælle dem at vi ventede os…….vi får stadig gæster imorgen, men det bliver en noget anden aften end vi havde forestillet os.

    Min krop har stadig ikke givet slip på alt det blod, som er kommet efter indgrebet. Lægen forklarede igår at det hober sig op og lige pludselig vil komme ud, på en gang..:/ Jeg ville så gerne at det kunne blive snart-går og er nervøs for hvornår og hvordan det vil ske…

    Tak fordi I læste med i mit meget lange indlæg.. <3 -og gav Jer tid til at svare.. <3

    7. juli 2015 kl. 11:04

    Jeg gar tænkt præcis det du beskriver, at det rammer endnu hårdere om et par uger. Men lige nu bliver jeg vanvittig af at være alene herhjemme, græder og græder-og det skal der også være plads til..men jeg kan ikke rumme det mere. Min chef er enormt forstående, der er kun hende og jeg, vi er næsten jævnaldrende, men hun har 3små piger, og så er der vores elev. det giver et tæt arbejdsmiljø. Men hun er helt med på at vi tager det i et roligt tempo, hun har sat tid af idag til at vi lige kan snakke lidt sammen. Og eleven er indforstået med at løbe lidt stærkere, så jeg kan følge min tidsplan. Og skulle det ske at jeg pludselig ikke kan mere fysisk og/eller psykisk, så kan jeg tage hjem igen.

    Men lige nu glæder jeg mig til at komme afsted… om end det bliver lidt falsk med alt det smilen til kunderne og "nej hvor spændende, garda søen, i campingvogn"…

    Men jeg har det selv for øje, at det hele kan ramle på et tidspunkt igen, selvom det virker til at det går bedre i nogle uger. Min mand og jeg taler også meget om at vi oplever sorgen forskelligt, måske 90-10. Men at vi skal acceptere at det er sådan. Jeg skal ikke blive sur på ham fordi han ikke er så ked af det og ødelagt som jeg er det, og han skal give plads til at jeg græder og bare trøste og være der for mig. Vi ønsker ikke at miste hinanden i det her-tværtimod så skal vi have fundet hinanden lidt igen.. <3

    Avatar
    Anonym
    7. juli 2015 kl. 11:08

    Det har helt klart også have sine fordele, at komme ud fra ens egne tanker hjemme i sofaen… Sådan havde jeg det også.. Godt hvis du har en forstående arbejdsplads, der giver dig rum til stadig at være i sorgen. 

    Jeg kom tilbage på arbejde på fuld tid to dage efter aborten. Total naivt. Jeg (og alle andre) troede, at nu var jeg ovenpå. Husk at lyt til dig selv, og din krop. 

     

    7. juli 2015 kl. 11:40

    Jeg har lige været igennem en MA. Jeg fik kirurgisk abort den 2 juli. Graviditeten gik i stå i uge 8 og det blev opdaget ved scanning i uge 11. Det hjælper mig at læse dit indlæg fordi du sætter ord på nogle af de følelser jeg ikke selv kunne forstå. Jeg havde det på fornemmelsen, at min graviditet ikke ville blive til noget. Det var nærmest som om jeg var mere ked af det end glad. Jeg troede der var noget galt med mig at jeg måske var ved at få en depression. Jeg burde jo være ovenud lykkelig over min graviditet. 

    Øjeblikket hvor man venter på at den anden læge skal komme og scanne – det er det værste. Ingen i verden fortjener at gå igennem det.

    7. juli 2015 kl. 11:52

    Ja det er ulideligt at ligge der.. x(

    Jeg er glad for at du har fået nået ud af mit indlæg, som jeg også skriver, så er det næsten terapi for mig at skrive ned hvordan jeg oplever og føler forskellige ting. Noget jeg har gjort siden jeg var 12-13år. idag er jeg 28..

    Og specielt denne her oplevelse har været rar at få sat ord og følelser på. Og endnu mere rart at andre kan se, læse og genkende sig selv i det, så føler jeg mig knap så alene og forkert.

    KRAM.. <3

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 29 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.