Close
Log Ind Opret Bruger

Min erfaring…

  • 7 juli 2017, 23:41

    Hej søde piger 

    I dag er det præcis en måned siden, at jeg mistede det der skulle blive vores ønske barn… For anden gang. 

    Det hele startede lykkeligt da jeg efter 6 måneder egentlig så to streger på testen. Det vi ALLE sammen håber at se, cyklus efter cyklus. Alt var godt lige ind til at jeg så blod og mistede 7+3, både min mands og min verden braste og vi havde svært ved, at se noget som helst lys forenden af tunnelen, MEN min mens. dukkede ikke op før der igen var to streger på testen, ALT var fra det øjeblik lykkeligt igen, dog med en stor frygt for, at det skulle gå galt igen. Vi så fine hjerteblink TRE gange, senest 10+3 hvor den lille tut spjættede rundt og vi begyndte så småt at tro på, at det ville blive til noget, at vi til december ville stå med vores ønske bebs i armene. MEN… blot halvanden uge senere 11+6, skete det der for alt i verden ikke måtte ske, vi mistede igen… denne gang måtte jeg igennem en KA, og trods det hele forløb som det skulle, var vi knust, ødelagte og dybt ulykkelige. Endnu en gang smuldrede vores drøm, og blev til et sandt mareridt. Det vi frygtede aller mest, blev til virkelighed. Helvede på jord og vi stod nu i det, der uden sammenligning, var vores livs værste krise.. Jeg følte mig SÅ alene, trods jeg har gået dette helvede igennem med den mest omsorgsfulde og støttende mand, samt familie og venner der har været uundværlige i denne hårde periode. 

    Selvom min-mave har været et super godt forrum, med mulighed for at læse om lignende situationer. Har jeg stadig manglet at læse EN ting, og det er, at selvom tiden går fuldstændig i stå, selvom morgendagen virker totalt uoverskuelig – så bliver det med sneglefart nemmere og nemmere at komme igennem dagene. Ikke de første uger. Men det slog mig i dag, tænk en gang, for blot en måned siden havde jeg lyst til at grave mig ned og blive der forevigt (uden at overdrive), men allerede i dag, en måned senere, virker det hele mere overskueligt, vi er klar igen, vi tager stadig en dag af gangen, en ting af gangen. MEN det går langt bedre end det har gjort – og det er værd at fokusere på. Selvom uretfærdigheds følelsen stadig fylder enormt og alle dage ikke er lige nemme. Der er håb forude og jeg ved at det nok skal lykkes os at blive forældre someday.

    SÅ, det korte af det lange, det jeg selv gerne ville have læst, DET BLIVER NEMMERE! Tilværelsen bliver nemmere!

    Græd, grin, råb, skrig, spark, smil, når du har lyst..Glæden og sorgen kan sagtens gå hånd i hånd – det har jeg i hvert fald lært på den hårde måde! Forkæl dig selv, en tur til frisøren, massage, zoneterapi (kan virkelig anbefales) mm. Det fortjener man SÅ meget!

    Det blev lige en roman fra min side. Men jeg fik luft og det er very vigtigt! sad

    8. juli 2017 kl. 17:56

    Hej søde dig

    Det gør mig ondt at høre. Men tusind tak for dine opmuntrende ord som jeg er sikker på at andre i samme eller lignende situation vil have så godt af at læse! Der ER lys for enden af mørket. Stort kram til dig no

    8. juli 2017 kl. 17:57

    babyklarigen skrev :

    Hej søde dig

    Det gør mig ondt at høre. Men tusind tak for dine opmuntrende ord som jeg er sikker på at andre i samme eller lignende situation vil have så godt af at læse! Der ER lys for enden af mørket. Stort kram til dig no

    Af hjertet tak ❤

    Det er der nemlig! 

    Knus retur! no

    8. juli 2017 kl. 18:53

    Der er ikke bare lys for enden af tunellen – der er også babyer! 

    Jeg sidder selv og kigger på min egen lille solstråle som bliver 3 uger på mandag. Vi skal have perfekte babyer allesammen, og nogle gange må man vente lidt på sin. ❤️ 

     

    8. juli 2017 kl. 18:57

    Lillenin skrev :

    Der er ikke bare lys for enden af tunellen – der er også babyer! 

    Jeg sidder selv og kigger på min egen lille solstråle som bliver 3 uger på mandag. Vi skal have perfekte babyer allesammen, og nogle gange må man vente lidt på sin. ❤️ 

     

    Hvor er det bare fint og rigtigt beskrevet ❤

    Stort tillykke med din lille bebs ????????

    8. juli 2017 kl. 19:38

    Godaften ????

    Sender lige en knus.

    Jeg mistede selv i uge 12 sidste år.

    følte at jeg ikke selv kunne overleve det store tab.

    havde desværre ikke nået at fortælle nogen om at vi ventede en lille baby.

    så stod total alene om det.

    er nu gravid igen.

    og har være total angst for at miste igen.

    men har den sundestes og meget livlig baby i maven.

    kan allerede mærke liv.

    og har købe en Angel Sound så jeg daglig har hørt Hjertelyd i 2 uge nu…

    Krydser fingre for at det lykkes for jer meget snart også at i få en meget dejlig baby i jeres arme…

    mange knus og kram fra en der føler med dig ????

    8. juli 2017 kl. 19:45

    Ja det bliver nemmere, men det er hårdt. Jeg mistede for 8 uger siden da jeg var 18+1.. I mandags startede jeg på job igen, samme dag jeg ellers skulle ha været gået på ferie/barsel. Som om det ik var slemt nok skal jeg nu også gå rundt og se på min kollegas voksende mave – jeg er glad på hendes vegne, men Jeg burde jo også ha en stor fin rund mave. 

    Jo det bliver nemmere, men som sagt er det en sen kamp med sejre og nederlag

    8. juli 2017 kl. 19:47

    colaelsker skrev :

    Godaften ????

    Sender lige en knus.

    Jeg mistede selv i uge 12 sidste år.

    følte at jeg ikke selv kunne overleve det store tab.

    havde desværre ikke nået at fortælle nogen om at vi ventede en lille baby.

    så stod total alene om det.

    er nu gravid igen.

    og har være total angst for at miste igen.

    men har den sundestes og meget livlig baby i maven.

    kan allerede mærke liv.

    og har købe en Angel Sound så jeg daglig har hørt Hjertelyd i 2 uge nu…

    Krydser fingre for at det lykkes for jer meget snart også at i få en meget dejlig baby i jeres arme…

    mange knus og kram fra en der føler med dig ????

    Tusinde tak for dit knus ❤

    Og hvor er det skønt at du nu er "ude på den anden side" og nedtællingen til jeres bebs kommer sikkert allerede er i gang! Stort tillykke ????

    Og ja, frygten og angsten for at det sker igen, kan man nok bare ikke komme udenom når man har været i helvede en eller flere gange ????

    Så dejlig livsbekræftende at du allerede mærker liv. Fantastisk! 

    Tak for dine krydsede fingre! laugh og kram retur! 

    8. juli 2017 kl. 19:52

    Soulaima skrev :

    Ja det bliver nemmere, men det er hårdt. Jeg mistede for 8 uger siden da jeg var 18+1.. I mandags startede jeg på job igen, samme dag jeg ellers skulle ha været gået på ferie/barsel. Som om det ik var slemt nok skal jeg nu også gå rundt og se på min kollegas voksende mave – jeg er glad på hendes vegne, men Jeg burde jo også ha en stor fin rund mave. 

    Jo det bliver nemmere, men som sagt er det en sen kamp med sejre og nederlag

    Jeg føler med dig. Det bliver jo kun værre jo længere hen man når i graviditeten, og det siger ikke så lidt ????

    Føj, den må nive og flå ekstra meget i hjertet, at du startede på job den dag du ellers skulle gå fra! Puh.. 

    Og jeg er enig, det ER en kamp! På godt og ondt. Og hver dag er ikke lige nem at komme igennem. 

    Jeg sender en masse held og lykke din vej! ????????

    25. august 2017 kl. 23:51

    Avatar
    Anonym
    22. juli 2019 kl. 12:34

    TAK!

    Jeg er i det sorte hul lige nu. SA i uge 13, blødte i 5 uger efter før jeg blev hørt, fik en KA for en uge siden og jeg kan slet ikke se mig ud af mit sorte hul lige nu. Jeg har en følelse af at jeg aldrig kommer til at få det godt igen men dig indlæg har alligevel lige givet mig rum til at trække vejret i en lille stund.

    Jeg føler mig så alene og jeg føler at livet er imod mig selvom jeg kun har støttende og gode mennnesker omkring mig. Jeg er normalt meget stærk og har aldrig oplevet noget tidligere som har knækket mig så meget som jeg er lige nu.

    Jeg var indlagt under min SA og hvis ikke det var fordi jeg ikke var fastende så havde de opereret mig akut. Mit blodtryk og blodprocent var på kanten til alarmerende, 2 poser væske i drop fik dog mit blodtryk stabiliseret. De scannede mig og sagde at alt var ude og at det var okay. I 5 uger efter ringede jeg til sygehuset og egen læge flere gange fordi det bare ikke var normalt og først da min egen læge kom tilbage fra ferie blev jeg sendt videre.

    De fortalte at det hele alligevel ikke var ude og bestilte tid til en KA. Da jeg blev udskrevet efter KA sagde de igen at det hele er ude og alt ok, men jeg tror ikke et sekund på det. Jeg føler at mit liv er så meget imod mig så selvfølgelig er det ikke overstået endnu. Jeg sidder nærmest bare og venter på at jeg får feber så jeg kan komme ind og de kan fortælle mig at jeg har en infektion og er blevet steril. Eller at de ringer med testsvar på vævet og fortæller mig at jeg er ved at dø af kræft.

    Jeg er så bange hver gang jeg er nødt til at gå på toilettet for jeg er så bange for at blødningen forværres. 

    Med realistiske briller kan jeg godt se at det hele foregår i mit hovede. Jeg har ingen symptomer på hverken feber, stærke blødning, ildelugtende udflåd eller stærke smerter, men det er som om mit hovede bare ikke vil høre på det.

    Så selvom dit indlæg er 2 år gammelt og det slet ikke er sikkert du læser den her besked så vil jeg alligevel lige sige tak. Jeg er ikke sikker på det varer for evigt men lige nu kan jeg trække vejret for jeg ved at jeg ikke er alene og fordi der alligevel måske er en vej ud af det her mareridt. 

     

    Avatar
    Anonym
    22. juli 2019 kl. 12:58

    Det var da fint skrevet! Og er ked af at du har måtte igennem det to gange. Det er nemlig super uretfærdigt.

    Vi mistede tre gange i 2017. Den ene gang skulle fosteret også fjernes ved fuld narkose. Vi havde det ligesom dig at alt bare var noget @&{96597eedb673e7f00b85abe7d5e254576e814fa8855478fa9c11082537d49a63}! Og jeg følte mig også dybt alene. Derudover blev alle gravide omkring os – tvillinger kom der også. Juleaften skulle vi have fortalt om den tredje af graviditeterne da vi få dage inden skulle have været til nf. Men i stedet kunne min svigerinde glad fortælle at hun var gravid. Og med termin i samme måned som jeg ville have haft termin. Hold nu op hvor var det hårdt. Havde så også mistet min far og bedsteforældre kort forinden, så jeg var virkelig i et sort, sort hul. Jeg var også tynget af en enorm følelse af jalousi og hadede alle med barnevogne og maver. 

    MEN som du selv siger. Det bliver bedre. Man opsøger positive historier, får håb igen, de fleste ender jo med et barn. Også på trods af 10+ aborter. Vi fik vores datter i september, og selvom vi ikke har glemt om aborterne, så tror jeg faktisk at vi føler os endnu mere heldige.

    Så kæmpe stort held og lykke med projektet 

    22. juli 2019 kl. 13:54

    22. juli 2019 kl. 14:46

    ne1991 skrev :

    TAK!

    Jeg er i det sorte hul lige nu. SA i uge 13, blødte i 5 uger efter før jeg blev hørt, fik en KA for en uge siden og jeg kan slet ikke se mig ud af mit sorte hul lige nu. Jeg har en følelse af at jeg aldrig kommer til at få det godt igen men dig indlæg har alligevel lige givet mig rum til at trække vejret i en lille stund.

    Jeg føler mig så alene og jeg føler at livet er imod mig selvom jeg kun har støttende og gode mennnesker omkring mig. Jeg er normalt meget stærk og har aldrig oplevet noget tidligere som har knækket mig så meget som jeg er lige nu.

    Jeg var indlagt under min SA og hvis ikke det var fordi jeg ikke var fastende så havde de opereret mig akut. Mit blodtryk og blodprocent var på kanten til alarmerende, 2 poser væske i drop fik dog mit blodtryk stabiliseret. De scannede mig og sagde at alt var ude og at det var okay. I 5 uger efter ringede jeg til sygehuset og egen læge flere gange fordi det bare ikke var normalt og først da min egen læge kom tilbage fra ferie blev jeg sendt videre.

    De fortalte at det hele alligevel ikke var ude og bestilte tid til en KA. Da jeg blev udskrevet efter KA sagde de igen at det hele er ude og alt ok, men jeg tror ikke et sekund på det. Jeg føler at mit liv er så meget imod mig så selvfølgelig er det ikke overstået endnu. Jeg sidder nærmest bare og venter på at jeg får feber så jeg kan komme ind og de kan fortælle mig at jeg har en infektion og er blevet steril. Eller at de ringer med testsvar på vævet og fortæller mig at jeg er ved at dø af kræft.

    Jeg er så bange hver gang jeg er nødt til at gå på toilettet for jeg er så bange for at blødningen forværres. 

    Med realistiske briller kan jeg godt se at det hele foregår i mit hovede. Jeg har ingen symptomer på hverken feber, stærke blødning, ildelugtende udflåd eller stærke smerter, men det er som om mit hovede bare ikke vil høre på det.

    Så selvom dit indlæg er 2 år gammelt og det slet ikke er sikkert du læser den her besked så vil jeg alligevel lige sige tak. Jeg er ikke sikker på det varer for evigt men lige nu kan jeg trække vejret for jeg ved at jeg ikke er alene og fordi der alligevel måske er en vej ud af det her mareridt. 

     

    Hej med dig ❤

    Først og fremmest – jeg modtager stadig mails når nogle kommentere på opslaget, så jeg kunne ikke lade være med at gå ind og lurer ???? og hvor er jeg dog bare oprigtig glad for at mit opslag kunne gøre nytte! 

    Jeg er godt nok ked af at læse om det du lige har været igennem og stadig står midt i. Du har min dybeste medfølelse! Og husk – du er langt fra alene! Snak eller skriv dig ud af dig, lav noget der gør dig glad eller får tankerne væk fra det helvede du går i gennem, bare for en stund ❤ og følg så endelig din mavefornemmelse, som jeg også kan læse du tidligere har gjort i forløbet her. Vores hjerne vil gerne "fucke tingene endnu mere op" og derfor er det mega vigtigt at beholde de realisten briller på og overbevise vores hjerne om at alt bliver godt igen – for det gør det!! 

     

    Mange knus, kram og kærlige tanker fra en som ved præcis hvad du går igennem og som nu har en søn på 15 måneder! ???? tro mig,  hvor irriterende det end lyder, der er håb og lys forude!

    Avatar
    Anonym
    22. juli 2019 kl. 16:09

    MNMN skrev :

    ne1991 skrev :

    TAK!

    Jeg er i det sorte hul lige nu. SA i uge 13, blødte i 5 uger efter før jeg blev hørt, fik en KA for en uge siden og jeg kan slet ikke se mig ud af mit sorte hul lige nu. Jeg har en følelse af at jeg aldrig kommer til at få det godt igen men dig indlæg har alligevel lige givet mig rum til at trække vejret i en lille stund.

    Jeg føler mig så alene og jeg føler at livet er imod mig selvom jeg kun har støttende og gode mennnesker omkring mig. Jeg er normalt meget stærk og har aldrig oplevet noget tidligere som har knækket mig så meget som jeg er lige nu.

    Jeg var indlagt under min SA og hvis ikke det var fordi jeg ikke var fastende så havde de opereret mig akut. Mit blodtryk og blodprocent var på kanten til alarmerende, 2 poser væske i drop fik dog mit blodtryk stabiliseret. De scannede mig og sagde at alt var ude og at det var okay. I 5 uger efter ringede jeg til sygehuset og egen læge flere gange fordi det bare ikke var normalt og først da min egen læge kom tilbage fra ferie blev jeg sendt videre.

    De fortalte at det hele alligevel ikke var ude og bestilte tid til en KA. Da jeg blev udskrevet efter KA sagde de igen at det hele er ude og alt ok, men jeg tror ikke et sekund på det. Jeg føler at mit liv er så meget imod mig så selvfølgelig er det ikke overstået endnu. Jeg sidder nærmest bare og venter på at jeg får feber så jeg kan komme ind og de kan fortælle mig at jeg har en infektion og er blevet steril. Eller at de ringer med testsvar på vævet og fortæller mig at jeg er ved at dø af kræft.

    Jeg er så bange hver gang jeg er nødt til at gå på toilettet for jeg er så bange for at blødningen forværres. 

    Med realistiske briller kan jeg godt se at det hele foregår i mit hovede. Jeg har ingen symptomer på hverken feber, stærke blødning, ildelugtende udflåd eller stærke smerter, men det er som om mit hovede bare ikke vil høre på det.

    Så selvom dit indlæg er 2 år gammelt og det slet ikke er sikkert du læser den her besked så vil jeg alligevel lige sige tak. Jeg er ikke sikker på det varer for evigt men lige nu kan jeg trække vejret for jeg ved at jeg ikke er alene og fordi der alligevel måske er en vej ud af det her mareridt. 

     

    Hej med dig ❤

    Først og fremmest – jeg modtager stadig mails når nogle kommentere på opslaget, så jeg kunne ikke lade være med at gå ind og lurer ???? og hvor er jeg dog bare oprigtig glad for at mit opslag kunne gøre nytte! 

    Jeg er godt nok ked af at læse om det du lige har været igennem og stadig står midt i. Du har min dybeste medfølelse! Og husk – du er langt fra alene! Snak eller skriv dig ud af dig, lav noget der gør dig glad eller får tankerne væk fra det helvede du går i gennem, bare for en stund ❤ og følg så endelig din mavefornemmelse, som jeg også kan læse du tidligere har gjort i forløbet her. Vores hjerne vil gerne "fucke tingene endnu mere op" og derfor er det mega vigtigt at beholde de realisten briller på og overbevise vores hjerne om at alt bliver godt igen – for det gør det!! 

     

    Mange knus, kram og kærlige tanker fra en som ved præcis hvad du går igennem og som nu har en søn på 15 måneder! ???? tro mig,  hvor irriterende det end lyder, der er håb og lys forude!

    Mange tak for de søde og trøstende ord ❤️

     

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 15 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.