Close
Log Ind Opret Bruger

begravelse/bisættelse

  • 29 november 2017, 19:07

    Kære engleforældre 

    Hvordan valgte i at holde begravelse el. bisættelse for jeres mistet barn? :/ Hvad kostede det evt? Hvilke valg tog i? 

    Vi står til at miste vores søn efter fødsel pga vores baby er alvorlig syg, og der er desværre ikke håb for ham. Det ville være spørgsmål om tid hvornår han vil få fred efter fødslen pga. sygdommen er uhelbredelig og lægerne kan ikke rede ham. Jeg skal føde den 27 dec. og er i en meget hård tid. Jeg tænker meget over hvordan vi skal håndtere at holde begravelse for vores lille søn. broken heart

    29. november 2017 kl. 20:01

    kære du! 

    Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den sorg og den process i skal igennem, og har desværre ingen gode råd jeg kan give med på vejen. Jeg vil blot sende mine aller varmeste tanker, og en masse god energi og håber i er stærke sammen! <3 <3 <3 mange knus herfra!

    Avatar
    Anonym
    29. november 2017 kl. 20:11

    Hvor er jeg ked at at høre hvad I går og skal igennem. Det skal ingen opleve

    Vi mistede selv vores lille søn tilbage i juli. Han døde inde i min mave 31+0. 

    Vi valgte en helt simpel cermoni for ham. Vi er ikke troende, men det betød stadig meget for os, at vi fik sagt ordenlig farvel til ham. 

    Vores nærmeste familie kom og var med os den dag, vi fik sagt farvel til ham, under siglende regnvejr, det var hård, men alligevel en meget smuk dag. Om eftermiddagen kom solen frem og varmede på os. Der var noget utrolig symbolsk og smukt over os den dag, selvom det var en hård dag. Ingen bør begrave deres børn. 

     

    Til det lidt mere praktiske, så søgte vi begravelses hjælp inde på borger.dk, der fik vi 9000,- til udgifterne.

     

    Jeg sender jer en masse kærlige tanker, og håber I får taget afsked med jeres lille søn på den bedste måde for jer <3 

    29. november 2017 kl. 20:19

    Stort kram og kondolerer mange gange for jeres tab????????

    Da min lille pige døde holdte vi en lille ceremoni i kirken med de aller nærmeste. Vi sang et par vers fra sov sødt barnlille og jeg fik præsten til at læse Tove Ditlevsens digt: mit døde barn. Meget smuk. Hun blev bisat i en urne vi selv malede på og havde skrevet digtet på❤️????

    29. november 2017 kl. 20:24

    Jeg vil starte ud med at sige at jeg et virkelig ked af at I kommer til at miste jeres lille dreng, det er simpelthen så hårdt og uretfærdigt!

    Vores søn blev født i uge 22 da jeg gik i for tidlig fødsel. Vi valgte at få ham begravet på samme gravplads hvor min mor og mormor ligger begravet. Begravelsen var kun min mand, jeg og vores søn som på det tidspunkt var 4 år. Det var mit valg at holde det sådan da jeg simpelthen ikke kunne dele sorgen med andre. Jeg kunne ikke holde ud at snakke med andre end min mand om vores tab.

    Vi fik en smadder sød bedemand anbefalet på hospitals kapellet, hun stod for alt det praktiske i forhold til at søge om begravelseshjælp, hvilket betalte for det hele.

    Vores søn blev begravet i en lille kiste med blåt bånd om hvori der blev lagt en tegning fra storebror, et billede af os, en bamse og vi havde pakket ham ind i et fint babytæppe.

    Min mand og jeg sænkede selv kisten i jorden, og vores søn puttede efterfølgende lidt jord på.

    Hvis du har nogle spørgsmål er du mere end velkommen til at skrive

    30. november 2017 kl. 11:55

    Vi valgte at holde en helt almindelig bistættelse for vore søn.

    Mange havde nået at møde ham, for alle troede han var en helt almindelig, rask lille baby de første mange uger. At vi havde nået at få så lang tid sammen med ham og at mange havde mødt ham gjorde, at vi havde brug for at holde en rigtig bistættelse. Vi holdt bistættelsen i hospitalets kapel, som er meget smukt og hotellets præst var der for at tale og sammen med ham havde vi udvalgt salmer osv. Vi har ingen tilknytning til en kirke, så derfor gav det mest mening at det blev holt i kapellet.

    Bagefter var der kaffe/kage på en nærliggende cafe, hvor vi hvor mulighed for at være sammen med vores venner og familie. 

    Det endte med at blive en ret dyr omgang, selvom der bestemt ikke var noget eksklusivt ved noget af det. 

    På forhånd kan I gøre jer tanker om hvilken kirkegård det skal være, om det føles mest rigtigt med en bistættelse eller en begravelse, men ellers er mit råd til jer ikke at begynde på for meget planlægning. Jeres søn har brug for jeres fulde opmærksomhed og kærlighed fra han kommer ud, til han ikke længere her hos jer, og den tid skal ikke bruges på at planlægge hans begravelse. Smerten ved at miste sit barn bliver jo ikke mindre af at man har arrangeret bisættelsen allerede inden barnet er født, så jeg synes du skylder dig selv og din dreng, at du fokusere på hans liv – hvor kort det end bliver.

    Hvor mærkeligt det end lyder var planlægningen noget jeg havde brug for at bruge min tid på efter vores søns død. Jeg kunne ikke være i min egen krop og tanken om bare at sidde og vente på bisættelse, uden at behøve at tage mig noget til virker så skræmmende.

    Jeg vil virkelig anbefale dig at kontakte en hospitaltspræst eller en kriseterapeut at tale med en om alle de tanker og følelser du gennemgår nu. Det er så voldsomt og så traumatsik, at der skal fagpersoner til. Måske det også kan hjælpe dig til mere at fokusere på det liv du skal til at sætte i verden, og at døden først kommer timer/dage/uger efter. Din søn har brug for at du starter med at sige velkommen og at afskeden først kommer til aller sidst.  

    Alt det bedste til jer!

    30. november 2017 kl. 12:13

    Kære Blop390

    Det gør mig dybt ondt at i mistede jeres barn, og i var jo slet ikke forberedte da i jo ikke anede at der var noget galt. Det må være så frygteligt og skrækkelig oplevelse og en kæmpe sorg at bære på. Hvordan har i kunne komme ovenpå igen? broken heartJeg kan slet ikke se hvordan jeg nogensinde skal kunne klare at komme igennem min situation. Jeg er simpelthen så knust! 

    Du har helt ret at vi vil fokusere på vores dreng så længe vi har ham. Jeg vil ikke spekulere på begravelse når han er født. Jeg sidder bare og venter på at jeg kan føde, og derfor har jeg så mange tanker omkring hvordan vi skal gøre det for at sige ordentlig farvel når den tid kommer. Jeg har allerede sygehus præsten, og hun er super dygtig. Jeg har ikke kunne overskue professionelt hjælp pt. Men det kommer jeg til når jeg står i den største krise efter fødslen broken heart

    30. november 2017 kl. 12:47

    Jeg ved ikke lige hvornår man opfylder betingelsen "at være kommet ovenpå igen", så det er ikke lige til at svare på. Men hvordan vi er nået hertil hvor vi er i dag handler en del om at min mand og jeg bare er helt vildt glade for hinanden og da vi mistede vore søn blev den kærlighed større. Jeg tror det er den der har ført mig videre. For omverdenen har vist sig at være noget af det sværeste at forholde sig til. Mange har taget afsted, og mange kan slet ikke tale om vores lille dreng. Især det første halve års tid oplevede jeg tidligere kollegaer, bekendte, osv som ganske enkelt ignoredede mig. Det gør de sådan set stadig, men nu gør det bare ikke helt så ondt. De har nok ikke kunne holde ud at skulle tale med mig, og derfor var det for dem nemmest at lade som om at de lige pludselig havde glemt hvordan jeg så ud. 

    Jeg har også flere gange tænkt at jeg ikke kunne klare det. Især på forhånd. Fx. fyldte de tanker meget da vi fik at vide at vores søn nok ikke ville overleve det næste døgn, men da han så døde, så fik jeg nye krafter. Da jeg blev gravid igen tænkte jeg, at jeg ikke ville kunne klare hvis det blev en abort. Da det viste sig at være en mola-graviditet fik jeg nye kræfter. Jeg har tænkt at hvis min meget syge svigerfar skulle dø, så ville jeg ikke kunne klare det. Da han døde fik vi nye kræfter igen. Og sådan er det gået. Man tror ikke man har kræfterne og at sorgen vil æde en op, men det sker ikke. 

    Vi har ikke andre børn, og at se andre få et og endda to børn i den tid vi har prøvet efter vores søns død er SÅ smertelig, og det har næsten været noget af det sværreste for mig at acceptere. Se hvordan familien og omgangskredsen bliver større og større fordi folk får børn på stribe mens vi kæmper og kæmper. Men vi har en hund, som jeg har kastet al min overskydende moder-kærlighed på, og det har været rart, ellers var jeg løbet over. Der håber jeg for dig, at du kan få noget afløb i og med I har en søn, som har brug for sine forældre.

    Jeg kunne slet ikke rumme tankerne om professionel hjælp, men sygehuspræsten var god at havde da vi sad og ventede på at han skulle dø og lige bagefter. For mig gik der noget tid før jeg kunne tage det op igen med en psykolog, men efter et halvt år er det stadig andre ting som vi taler mest om. 

    At sige ordentligt farvel er jeg ikke sikke på at man kan planlægge på forhånd. Man har måske nogle forstillinger inde i hovedet, men det er nok sjældent at det hele udvikler sig som man troede på forhånd. Du tager ikke bedre afsked med din søn fordi du allerede har styr på hans begravelse osv. I stedet skal der være fred, ro, nærvær og kærlighed, og så kommer det til at gå som det går i det tempo som I ingen mulighed har for at kende til nu. Tro på ham så længe han er her og nyd den store gave det er at få et barn. Alt der andet med bistættelse og sorgen over døden kommer bagefter. Man kan ikke bytte om på livets rækkefølge. 

    30. november 2017 kl. 13:48

    Det gør virkelig indtryk på mig alt det du skriver og det hjælper mig. Det virkelig hårdt alt det man skal igennem og det er forfærdeligt smertefuldt. broken heart Men du har en god måde at forklare det hele på og som går i hjertet på mig. Det er rigtigt det du siger og det trøster mig at vide at man får nye kræfter til at klare sig igennem de svære situationer og kæmpe sorg. Tak for din støtte og det gør mig så dybt ondt at i mistede jeres barn pludseligt. Det er så forfærdeligt! Men det trøster mig meget at du og din mand har kæmpet videre efterfølgende. 

    Det med du fortæller om dit job og kollegaer frygter jeg faktisk os. Det er ikke særlig sjovt at starte på job igen efter så dyb en sorg også er folk bange for at snakke med en. Som om det nemmere at bare blive ignoreret. Det så forkert. Hvis jeg oplevede det – så ville jeg overveje at starte på en frisk i et nyt job evt. Det sku svært nok i forevejen at skulle starte på job igen efter et kæmpe tab broken heart

    30. november 2017 kl. 14:41

    Ja, det er meget, meget smertefuldt og hårdt. Men jeg er glad for at det jeg skriver giver mening for dig. Jeg har efterhånden fået mit eget "sprog" for sorg og smerte, og jeg tænker det nogen gange må det da være helt kuk for andre at forstå hvad jeg mener 🙂

    Jeg kom til at tænke på, at det man jo sørger over, er noget man har haft. Man kan også sørge over noget man aldrig har haft (fx. barnløshed), og det gør på en eller anden måde sorgen mere komplex i min verden. For at sørge over et barn, som man har haft glæden af og man har fået lov at snuse, nusse og kysse det, så er vil noget af smerten altid være sammenkoblet med noget af glæden og kærligheden til det man engang havde. 

    Det var en stor lettelse at jeg kunne skifte job. Det betyder så også, at jeg i dag stadig er omgivet af mennesker, der absolut intet ved om min fortid, og det er ret crazy. Jeg er ret bange for at skulle fortælle mine kollegaer at jeg er gravid, for jeg er ikke helt sikker på at de kan holde ud at jeg skal svare dem at "nej, det her er ikke vores første", for jeg ved at de antager jeg ikke har nogen børn (jeg rejser vildt meget, og lever et liv som en uden børn) og så står man der og ved ikke om man skal fejre min gode nyhed eller sørge over mit tab. Åhh, nogle gange ville jeg ønske at man aldrig skulle forholde sig til andre mennesker i det her emne!

    Jeg havde ikke noget valg i forhold til at kæmpe. Det var ingen bevidst beslutning, ikke noget vi gerne ville. Det vi har gjort var det ENESTE vi kunne. Andre har det på en anden måde. Jeg har set et afsnit på DR's hjemmeside om sorg, som hedder "kunsten at miste". Der er en far, som er ret god til at italesætte problemerne med omverdenen efter han mistede sin 7-årige søn. Der er også en ung kvinde, som mistede sin far og oplevede hvordan omverden trak sig. Det er meget sandt det de fortæller og måske du kan finde lidt ro, styrke eller afklaring ved at se programmet, HVIS du har mod på det.

    Og afslutningsvis vil jeg sige, at selvom man mister et barn, så ser man stadig ud som man plejer at gøre, man har stadig de samme livretter, man synes de samme ting er irriterende, man elsker stadig at blive nusset lige det sted i nakken, man glædes stadig over det tidlige forår, man hader stadig edderkopper osv. Meget af en bliver ved med at være som man altid har været, og det er en stor trøst til når helvede bryder løs. I tiden efter tabet vil du finde mere og mere af dig selv, som tiden går, og du vil undres over, at det faktisk bare stadig er dig. Både da jeg i en ung alder mistede min mor og nu her med min søn var det så mærkeligt at forstå at man stadig bare var sig selv og at verden ikke stoppede op og i kor sagede "WHAT!!! HVAD ER DER DOG SKET MED DIG? HVORDAN ER DET DU SER UD". Jeg havde en følelse af at mit ydre burde matche mit indre, for at underbygge de markante ændringer der sker inde i en, som jo er usynelige for omverdenen. Men den følelse falder til ro med tiden og nu er jeg egentlig glad nok for bare at være mig 🙂

    Skriv endelig hvis der er noget du har brug for at sige, spørge om eller andet. 

     

    30. november 2017 kl. 19:20

    Du formår virkelig at italesætte sorg som ingen andre har gjort for mig. Det hjælper mig så meget. Jeg forstår hver og en sætning du skriver og jeg kan genkende mig selv fuldstændig i det du fortæller. Det er rart at høre nogle sige tingene højt, som faktisk kun har været oppe i mit hoved. Jeg vil – Jeg kan.. det har jeg altid sagt til mig selv siden jeg var en lille pige. Jeg vil frem af, og blive til noget, lære af mine egne fejl og lære at leve med alle de ar man har fået på sin krop igennem ens liv. Nu står jeg overfor nok det største ar jeg overhovedet kan få på min krop – netop at miste sit eget lille barn. Jeg mærker han sparker og bevæger sig inde i min mave og jeg tænker “bare du kunne leve når du kom ud” og andre dage tænker jeg “så stop dog med at sparke – for du er jo dødsdømt”  broken heart Det er så vanvittigt hårdt og smertefuldt og frygter min fødsel, frygter livet på sygehuset og hvad vi gør med vores store dreng imellemtiden. Han er kun 3,5 år og han skal ikke mærke døden når han er så lille. Han har nok i sit hoved. Han skal ikke tumle med tanker om døden nu.. Min mand spurgte mig – hvad så bagefter? Vil du ik være gravid mere? – Jeg vil for alt i verden ikke give op. Jeg føler mig helt ubrugelig og helt tom indeni at man har været gravid i 9 mdr for “kun en stor kæmpe sorg!!!” Jeg vil opnå det jeg burde, netop et rask barn og få skabt den familie som jeg har kæmpet for. Jeg vil fortryde om nogle år hvis jeg stoppede nu og ikke ville prøve igen… Men lige nu og lige i den her tid, der handler det kun om vores lille søn, som skal komme til verden og vi må nyde den korte tid vi har med ham <3

    1. december 2017 kl. 12:00

    Dejligt at du har det sådan. Jeg vil meget gerne være med på sidelinjen i det omgang du har brug for det. På en eller anden måde hjælper det også mig selv, og det er i det hele taget bare rart at kunne give sorgen lidt opmærksomhed og kærlighed i en verden hvor der ikke rigtig er plads til det.

    Her til morgen hørte jeg en podcast der heder Kejser. Temaet var sorg, og der var nogle virkelige gode ting der blev sagt. Blandt andet talte de også om det at forberede sig på en sorg der kommer. Jeg tænkte meget på dig mens jeg hørte udsendelsen. 

    Min mand og jeg gik en tur lige da vores søn var død. Allerede der talte vi om at få en ny, og jeg lovede mig selv at inden for et år skulle vi være på vej mod vores mål. At der skulle gå 1½ år før jeg blev gravid igen (med et rask foster) havde jeg aldrig i mit liv forestillet mig, men det tror jeg nu også kun er meget godt. At drømme om og glæde sig til en ny baby er kun godt. Og så er det altså også kun andre mennesker der kan finde på at sige "Og jeres lille dreng vil jo aldrig blive glemt, selvom I får en lillebror eller lillesøster" jeg ved simpelthen ikke hvor de har den tanke fra, og hvorfor de har brug for at sige det. For som forældre ved man da godt selv, at man ikke "glemmer" et barn. At du ikke vil give op i jagten på en familie på 4 eller mere er et rigtig godt sted at startede. Den drift er guld værd for dig, og vil få dig tilbage på et spor, som giver mening i tiden efter tabet. 

    Må jeg spørge hvor i landet du kommer til at skulle føde?

    Og hvordan går det i dagligdagen? Kan du holde ud at være i dig selv, er der for meget tid, eller føles det ok? Jeg tænker du må være på barsel nu, eller måske er du sygemeldt??

    1. december 2017 kl. 12:29

    Det godt vi kan hjælpe hinanden igennem en svær tid og sorg er virkelig hårdt og mange er bange for at snakke om sorg. Jeg har også fået smidt i hovedet “jamen når i så får en mere efter at have mistet så kan det barn erstatte”? “Erstatte?!” Nej sgu da. Ingen erstatter min søn.. broken heart! Jeg bor i Nordjylland og skal føde i Aalborg. Jeg har dage hvor jeg føler mig helt TOM INDENI… græder og kan ikke hænge sammen udover at sove. Andre dage er jeg lidt mere frisk og føler jeg har en ok dag. Det svinger meget. Jeg bliver grebet af panik til tider og mine ben har været fyldt med stres pletter. Det skifter meget hvordan jeg har det. Jeg prøver at bearbejde mig selv i løbet af dagen så jeg kan tage mig af min søn og min mand når de kommer hjem. Jeg vil gerne kun være der for dem når de kommer hjem efter en lang dag, også er jeg der for mig selv i løbet af dagen <3 Igår havde jeg virkelig nedture. Græd og var helt nede. Idag har jeg det lidt på afstand i mit hoved. Jeg er på barsel nu og det føles sgu underligt at jeg er på barsel når jeg godt ved at min barseltid bliver kaotisk og meget hårdt med/og uden en baby… indecision

    4. december 2017 kl. 17:20

    Hej igen.

    Folk kan finde på at sige så mange dumme ting. 

    Barsel efter sådan en omgang som du skal igennem er ikke barsel som man havde forstillet sig med baby-rytmik, babysvøming osv. Der gælder det i stedet om at sørge og komme sig – det virker så skørt når det er koblet sammen med et så positivt ord som "barsel" normalt er.

    Hvordan et det gået efter weekenden? Og tænk – nu er der snart kun tre uger til han kommer til verden. Ved du om du bliver sat i gang eller tager de ham ved kejsersnit??

    5. december 2017 kl. 17:01

    Vores datter blev begravet. Præcis en uge efter hun var død. Det ubetinget værste uge i mit liv, men en smuk afslutning. 

    Vi havde fået sygehuspræsten til at forestå ceremonien i kapellet. Det var for nærmeste familie og vi havde frabedt os kranse, så den lille kiste ikke druknede. 

    Vi havde ladet kisten stå åben så oldemor kunne se hende, men alle var henne og se hende og det tror jeg hjalp vores familier. De var henne og ae hende og det blev lidt afdramatiseret. 

    Min mand bar kisten til graven og vi kørte til gravkaffe på byens hotel. 

    Jeg mødte en herinde på min mave to dage efter Mollie blev født. Hun mistede sin søn dagen efter jeg mistede Mollie. Vi var lige langt og det har gjort alverden til forskel i min helningsproces at vi har kunne støtte hinanden. Vi har stadig kontakt, ikke dagligt, men flere gange i ugen og er begge gravide igen ca. lige langt. De valgte et privat gravsted, hvor vi valgte en børneplæne. Se i bakspejlet tror jeg måske jeg ville have valgt et familiegravsted i dag. 

    Jeg havde i julegave ønsket mig sådan en 3D scanning af baby og fik pengene af min svigermor. Men barnet døde og istedet fik jeg en kunstner “Heather Spears “ til at lave en kunsttegning af vores datter. Hun specialiserer sig af at tegne døde spædbørn til sørgende forældre, på en smuk måde. Tegningen hænger i vores stue så hun er hos os hele tiden. Det er de bedste 1000kr jeg nogensinde har brugt. 

    Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, men jeg tror det sidder mange læsere og sender dig al den kærlighed de kan. 

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 22 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.