ny englemor

hej piger

jeg kan godt se at denne gruppe ikke er så besøgt, og at der går ang tid imellem at der kommer et indlæg. men jeg vil alligevel bruge lidt tid på at fortælle min historie - dels for at fortælle andre, der måske sker for, at det er sket før (hvilket jeg selv havde meget svært ved at finde), og dels for at komme ud med det...

jeg høre kun lige nøjagtigt til denne gruppe, da min lille engel blev født i 14. graviditetsuge - men var helt perfekt...

men for at komme til historien:

21. november 2011: vi havde forsøgt at blive gravide i 9 mdr nu, og det havde været suerhårdt - men i dag, stod jeg endelig med en positiv test (eller flere).. jeg var superlykkelig, og kunne ikke vente med at fortælle kæresten at vi nu igen skulle være forældre (har en dejlig datter fra 2010).. da han kom hjem blev han også virkelig glad, og vi bestemte straks at hele familien skulle have nyheden juleaften...

24. december 2011: vi havde fået lavet en bog med billeder af vores datter, hvor der på sidste side stod at hun skulle være storesøster til juli/august. da mine forældre så dette blev de vildt overraskede og jublede - da min mor bliver 60 i juli, og derfor mente at hun ville have baby i fødselsdagsgave.. ALLE VAR SUPERGLADE, OG GLÆDEDE SIG ALLEREDE TIL SOMMER..

16. januar 2012: i dag skal vi til NF - hvor har jeg glædet mig.. men da jeg står op opdager jeg lidt brunligt udflåd i trussen.. mærkeligt, da jeg intet havde af det med min datter... men vi skulle jo til scanning alligevel i dag, så ku vi få svar om der var noget galt.. vi kommer til scanning, og ser den mest fantastiske baby, der vinker og gør ved - og som slet ikke vil måles.. en værre lille bavian.. men målt bliver den og vi får et virkelig godt tal 1:19.000... vi spørger til det brunlige udflåd, og får af vide at det er meget normalt.. så vi tænker ikke mere over det... efter den gode scanning skriver vi på facebook om graviditeten og alle er bare glade på vores vejne..

19. januar: det brunlige udflåd er blevet ved, men det er jo normalt - det har vi fået af vide til scanning... da jeg ankommer på arbejde bliver jeg pludselig meget våd i trussen, skynder mig på toilettet, og tænker lidt over at det godt nok var meget vandagtigt der var kommet... når men jeg går ned til min klasse (er lærer) og begynder undervisningen.. pludselig render der vand ned af min ene ben kan jeg mærke (har heldigvis nederdel på, at ingen ser noget).. jeg undskylder overfor klassen og skynder mig igen på toilettet.. mine trusser og stræmpebukser er helt gennemblødte.. i dette øjeblik bliver jeg supernervøs. jeg ved i mit hjerte at det er vandet der er gået, men håber og beder til, at jeg tager fejl... jeg ringer herefter til lægen, som beder mig om at finde en læge i nærheden (arbejder langt fra hjemmet), som kan tjekke mig.. sekretæren på skolen ringer til hendes egen læge, som i stedet for at ville se mig, ringer på sygehuset.. jeg får herefter en tid kl. 13.00 om eftermiddagen (4 timer efter dette er sket).. det var nogle laange timer, men jeg kom igennem dem.. min dejlige søster tog med, da kæresten ikke kunne slippe fra arbejde (og vi håbede jo bare at det var mig der var blevet tosset, og at det intet var galt).. først kommer jeg ind på gynækologisk afdeling hvor de lavet en GU. da hun kigger ind forneden kommer der igen lidt vand ud, og jeg kan se op sygeplejerskerne at dette ikke er godt.. de sender mig med det samme videre til scanning.. da jeg kommer ind til scanningsjordmoderen er jeg allerede helt opløst i tårer, for jeg ved godt hvor dette bærer hen af, og jeg kan tydeligt mærke min lille baby i maven, der sparker rigtig meget og forvildet (før forløbet havde jeg næsten ikke kunne mærke babyen). da hun sætter scanneren på maven af mig, finder vi hurtigt baby - som ligger med fostersækken helt oppe ad sig - der er intet vand derinde mere... mit værste marridt er gået i opfyldelse...

herefter kommer der en læge som kigger lidt. sammen med lægen bliver vi enige om, at baby skal have en chance for, at få lukket hullet, så fostervandet kan gendannes.. vi bliver enige om, at jeg skal ligge på sofaen derhjemme, og passe mege på, og så mødes igen om mandagen d. 23. januar..

20. januar 2012: jeg har lagt på sofaen hele dagen, og mærker baby meget.. jeg nusser rigtig meget maven, og prøver at "berolige baby" ved at tale til den, og nusse så meget som jeg kan.. da jeg får på toilettet kl. 17 cirka, kommer der noget mærkeligt ud af mig.. jeg kigger nærmere på det, og umiddelbart ligner det virkelig meget et lille barn der er gået til grunde i uge 7-8 stykker... da jeg kommer ind i stuen fortæller jeg kæresten om hvad der er sket, og vi bliver enige om, at tage til tjek næste dag (vi har fået lov til at komme på sygehuset, så meget som vi ville)

21. januar 2012: vi kommer til tjek, og fortæller om vores oplevelse dagen før.. vi får af vide, at det nok er grunden til, at vandet er gået ved baby... jeg har ventet TVILLINGER og så er den ene gået til tidligt, og nu ville min krop af med det. Da jeg så har været tæt på at komme af med den døde, er vandet, ved en fejl, gået ved den raske tvilling... det er super unfair, men nu har vi da en ide om, hvorfor dette er sket.. de scanner mig igen, og der er stadig ingen vand ved baby - hvilket jeg heller ikke regnede med, da jeg mærker at det kommer ud...

23. januar 2012: vi kommer til den planlagte scanning, og damen der scanner mig, gør det utrolig stærkt - hun sætter scanneren, på, der er baby - kun en smule vand - slut... derefter fortæller hun os at vi lige så godt kan fjerne det med det samme, da den ingen chance havde... en utrolig usympatisk person, som kiggede meget dumt på mig, da jeg sagde at jeg gerne ville give baby en chance til... jeg kunne på ingen måde træffe en beslutning sammen med denne dame.. jeg får en ny tid til om onsdagen d. 25. januar.

25. januar 2012: vi kommer til scanning ved overlægen som bruger meget tid på at scanne og måle baby. der er stadig intet vand, men stadig fin hjerteaktivitet - en rigtig fighter... vi taler med overlægen, som fortæller at chancen for, at vandet kommer tilbage efter en uge er meget lille, og da jeg ikke er længere end jeg er, vil de fraråde, at vi prøver at sengeligge mig til fødslen, da chancen for infektion ville blive stor, og chancen for, at baby ville komme ud og være multihandikappet eller dø lige efter fødslen var meget stor.. kæresten og jeg snakkede lidt om det, og blev enige om, at der intet valg var - vi blev nød til at sige stop nu... jeg græd utrolig meget og kunne næsten ikke sluge pillerne der skulle hæmme graviditeten - men jeg blev nød til det.. i samme øjeblik som jeg tog pillerne, sparkede baby virkelig meget, og jeg fik endnu mere skyldfølelse... men nu var det gjort, og der var ingen vej tilbage - og jeg vidste at det var vores eneste valg... vi fik herefter besked på at møde til igangsættelse 27. januar.

26. januar: jeg har sovet utrolig dårligt hele natten, og har lat og vendt og drejet mig meget - tror det er skyldfølelsen og tankerne om, at det snart er slut, der holder mig vågen. lige omkirng 04.30 skal jeg tisse, så rejser mig og går ud på toilettet. til min store frygt ser jeg at jeg allerede bløder, og da jeg tisser, kommer baby pludselig.. den hænger i navlestrengen, og jeg tager forsigtigt den op til mig... helt perfekt med 10 fingre, 10 tæer, næse, mund øjne - det hele... jeg græder lidt sammen med baby, og går derefter ind til kæresten. da han vågner kan han godt se at jeg tuder og fortæller ham så hvad der er sket. vi går stille sammen med ud på badeværelset, hvor han får lov til at se baby. han bliver meget overrasket, da han ikke havde regnet med, at det ligenede et lile barn så meget, og han havde ikke regnet med at alle detaljer som fingre og tæer var der.. det går her for alvor op for ham, hvad det er vi har mistet..

jeg ringer til fødegangen, som gerne vil have vi kommer. vi aflevere vores datter i dagpleje, og skynder os afsted - med baby selvfølgelig.. da vi ankommer til sygehuset har de meget travlt, og vi kommer til at vente noget tid. da lægen kommer scanner hun mig, og man kan tydeligt se, at moderkagen ikke er kommet ud. jeg får herefter nogle piller, som skal sætte fødslen af moderkagen igang - men intet sker. efter en hel dag er kl. nu 16.30 - jeg har stadig intet spist, da jeg jo måske at på operationsbordet, og jeg er sulten..på dette tidspunkt gav lægerne op mht. at sætte mig igang, og nu var der kun en vej - udskrabning. så jeg blev kørt til operation, og var tilbage på stuen igen 1 time senere.. her ventede vi til jeg var klar, så blev jeg udskrevet. vi var hjemme kl. 20 om aftenen..

først da vi kom hjem kom reaktionen fra mig side.. alle de drømme jeg havde haft, alle de ting vi skulle ha lavet med baby - det hele flød ind over mig og de næste 1½ døgn lavede jeg ikke meget andet end at tude.. det gjorde så ondt, og jeg manglede de små spark og slag fra maven - som pludselig var tom...

i dag er det en uge siden vi tog beslutningen, og i morgen er det en uge siden jeg fødte vores lille engel 13+3.. i forhold til mange af jer andre herinde, er det meget tidligt i forløbet, men med en sund og rask baby i maven, er det så unfair pludselig at miste pga. vandafgang.. det gør superondt, og føler virkelig i mit hjerte at jeg har 2 børn - selvom jeg er sikker på at omgivelserne "bare" vil kalde det en abort, og sikkert ikke se det som det store.. men for mig var det min lille baby - jeg fødte den, og holdt den i mine arme - så må det også være min baby...

undskyld at det blev laangt, men havde virkelig 1000 ting jeg gerne ville fortælle, for har læst at den bedste måde at bearbejde sorgen er ved at fortælle det igen og igen...

mvh. char87 - som føler sig som en englemor, selvom nogen måske vil synes noget andet..