Hej Alle sammen,
Ved slet ikke om I overhovedet kan huske mig, da det efterhånden er længe siden, jeg har skrevet noget herinde..
Men jeg vil da lige komme med en kort update omkring voeres liv - og hovedesagligt vores store drengs liv, han havde jo store problemer sidste år, med skolen, familien og sit temprement!
Og lad mig bare sige HOLD DA FAST HVOR ER DET SKET EN UDVIKLING :-)
Han startede på en specialskole i november månede, og det har bare været vores alle sammens redning..
Hele vores liv er dermed ændret radikalt til det bedre.. På skolen er der 5 elever i det team hvor han er, og 10 elever på hele skolen, og der er 1 voksen pr. barn.. Så der er fuld opmærksomhed, opdækning, og rig mulighed for at dyrke de sociale relationer, som de skal tilegne sig..
Han er blevet sådan en dejlig dreng at være sammen med, han er glad, smilende, og til at snakke med, vigtigst af alt... Selvfølgelig er verden ikke bare lyserød, og skyfri - der er stadig meget arbejde i nuet og forude... Men vi kan nu snakke sammen med vores dreng om det, om hvad hans ønsker er, og hvad hans og vores forventninger er til fremtiden..
Pt. er det sådan at han som minimum skal være på denne skole næste skoleår med, så dette giver en del ro.. Og undervejs skal vi så i sammenråd med skolen, vores ungeformidler og PPR psykolog finde ud, hvad det rigtige er for vores dreng, og for os som familie.. Men jeg tvivler på, at han noglesinde kommer tilbage til en almindelig folkeskole igen, og dette er baseret på diverse foreløbelig undersøgelser som er blevet lavet... Indtil videre ser det ud til, at vores dreng har det man kalder særlige forudsætninger, rent intiligens mæssigt... Men at han følelsemæssigt er lettere tilbage i forhold til hans alder... Måske kun enkelte år... Han er nu 8 år, og føler måske det en 6 årig ville, og kan med hovedet forstå mange flere ting.. Rent intilligensmæssigt viser de forløbelige undersøgelser, at han som minumun har intiligens som en 12 årig, og psykologerne mener at det meget vel kan vise sig at være mere end det... Og det giver jo selvsagt et par problemer, når gabet mellem hovedet og følelserne er så store - for hvad skal man gøre, når man forstår en masse, men ikke kan rumme det følelsemæssigt??
Som familie, har det betydet, at vi nu kan fungere og gøre ting, uden at skulle være bange for, de voldsomme reaktioner fra vores søn... Vi kan besøge folk igen, og få besøg igen - blot han ved hvordan og hvorledes inden begivenheden. Hans mindre søskende, er også blevet påvirket til det bedre - de slapper nu bedre af derhjemme, og kan lege højlydt uden at skulle være bange for at storebror springer i luften.. Vores store dreng er nemlig blevet god til at udtrykke når det hele er for meget, og derefter trække sig tilbage til sit hellige kammer - hans værelse... Det er HELT og holdent hans eget, og aftalen er, at man kun kommer ind hvis man er blevet inviteret eller har fået lov!
Som par/forældre par, betyder det, at vi igen har fået overskuddet tilbage, både til os selv, som menneske, men også som par, og forældre... Vi har nu overskud til andet end blot dagligdagen - overskud til sociale arrangermenter, venskaber, arbejde, og vi tør igen tage væk en enkelt dag eller 2 som par - og det er så befriende...
Så alt i alt en dejlig udvikling - som er stadig er igang... Flere undersøgelser og samtaler er i vente, men jeg er optimistisk... Det hjælper, at være vedholden, holde de rette mennesker i ørene, og til tider være lidt af en kælling, hvis folk ikke fortår, hvad det er jeg forventer af dem...
Det var alt hvad jeg kunne komme i tanke om lige nu - men I er velkomne til at stille ? hvis I skulle have lyst.. Eller blot skrive en lille kommentar..
Kh Miamor