Close
Log Ind Opret Bruger

Råd søges, jeg er så fortvivlet!

  • 8 november 2016, 14:03

    Hej alle sammen..

    Jeg står i den situation, at jeg er begyndt nærmest at have en ulidelig trang til at blive forældre, men min kæreste føler sig ikke klar..

    Jeg er dog ikke sikker på om jeg har trangen fordi jeg er klar, eller grundet den situation jeg står i; jeg fik lavet en abort (var gravid med en ekskæreste på trods af p-piller) og min nuværende kærestes søster har lige født, og det eneste jeg kan tænke på er, at vi i teorien havde termin indenfor samme uge, så hver gang jeg kigger på min nevø, tænker jeg på at jeg kunne have haft en der var lige så gammel..

    Jeg ved ikke om trangen kun er der, fordi jeg nu bliver mindet om hvad der kunne have været, eller fordi jeg reelt set er klar..

    Jeg har her i weekenden passet vores nevø, da min svigerinde skulle flytte, og lige siden har jeg hørt babygråd når jeg har skulle sove, det har sågar været en del af mine drømme, og her i nat drømte jeg endda at jeg fødte en lille pige…

    Jeg føler jeg er ved at blive skør, men jeg ved ikke hvordan jeg skal snakke med min kæreste om det, da sidst vi havde snakken kom det frem at vi begge gerne ville, men han er ikke klar endnu, og ville synes det var synd for os begge at bringe det på banen igen: synd for ham fordi han føler sig så skyldig over ikke at være klar endnu, og synd for mig fordi jeg for det første skal se ham blive ked af det og for det andet får en mentalt lussing over at blive afvist..

    Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil så gerne i gang med projekt baby, har I nogle råd til hvordan han enten kan overtales eller hvordan jeg kan få dæmpet trangen?

    8. november 2016 kl. 14:06

    Hvis jeg tolker det rigtigt, har i ikke engang været kærester i 9 mdr. Så kan jeg godt forstå han ikke er klar. 

    Jeg tror din trang hænger sammen med din abort. Det lyder ikke til at være et dybfølt ønske om at få et barn med din nye kæreste – mere som et savn af det barn du sagde farvel til. 

    8. november 2016 kl. 14:07

    Altså hvis din svigerinde lige har født, og I ville have haft termin samtidig, så har du jo ikke kendt din kæreste længe, når nu du blev gravid med din eks. Så jeg kan sådan set godt forstå han på ingen måde er klar – men jeg kan også godt forstå, at det sætter tankerne igang hos dig. 

    Jeg synes du skal glemme det for en stund. Fokusér på din kæreste. Lær ham at kende, nyd hinanden, og så se om ikke følelsen af at være skruk, langsomt går væk jo længere du kommer fra din "termin". Det der med at overtale ham, det kommer ikke til at gå godt. Han har sagt han ikke er klar, og det er du nødt til at respektere.

    Avatar
    Anonym
    8. november 2016 kl. 14:22

    Kære dig. 
    Jeg kender dit problem næsten alt for godt. Det at have været gravid og fået en arbort gør rigtig meget ved en. Så jeg forstår godt dit dimemma og det kan være virkelig svært at komme igennem. 
    Da jeg blev gravid med min kæreste ved et uheld som 19 årige, valgte vi at få en abort, selvom det ikke helt var det vi ønskede. Men det var det der skulle til men  hensyn til udannelse og sådan. Jeg hvade det prøcis ligesom du beskriver de første 6 måneder efter…men den sindsyge trang gjorde min hverdag alt for trist. Jeg har desværre ikke nogle råd til at komme over det, for det tror jeg aldrig rigtig man gør. Men trangen er slet ikke så stor. 
    Nu et år senere er den der stadig, men nu er tiden os mere den rette hvis der går hen sker. 
    Men vent til din kæreste og dig har været sammen lidt længere og tag snakke med ham igen der. 
    Krydser finger for du snart finder ro:-) 

    8. november 2016 kl. 14:45

    Tak fordi I er så ærlige!

    Men jeg vil bare lige nævne at jeg blev gravid i december, gik fra min eks kæreste i starten af januar og fandt ud af det med graviditeten senere, fik abort i februar, så havde termin her i september.
    Jeg fandt sammen med min kæreste  i april og vi flyttede sammen i maj.

    Og kære EaaM

    Jeg er ked af det på dine vegne, det må have været hårdt :/

    Min abort grundede i at jeg ikke ønskede at faren skulle være en del af mit liv, eller mine fremtidige børns liv, da han desværre viste sig at være en skidt fyr efter to år..

    Ønsket og trangen er forfærdelig, nu er det snart 9 måneder siden jeg fik min abort og det piner mig stadig dagligt… Jeg har altid ønsket at blive mor, og havde originalt sagt til mig selv at jeg aldrig ville få en abort, så det var også et kæmpe nederlag for mig.

    Jeg vil på ingen måde tvinge min kæreste til det, men jeg ville bare sådan ønske jeg kunne kigge ind i hans hjerne og se hvor langt væk projekt baby ligger i hans planer, mere så jeg vidste om jeg skulle vente et år, eller fem år…

    Hans forældre går skiftevis og driller os med at vores nevø skulle afskrække os fra at få børn, til at de fortæller ham hvor god jeg er til at håndtere små og store børn (har mange søskende, den yngste er 10 år yngre så legede mor for ham dengang).
    Men jeg tør ikke kommentere det, for at en baby græder afskrækker squ ikke mig fra at få børn, men jeg tør heller ikke hoppe med på vognen og promovere mig selv som mor..
    Jeg kan dog ikke slippe det jeg så:
    Da jeg passede vores nevø imens min sviger familie flyttede, holdt min kæreste en lille times pause og blev hos mig og baby.. Og det med at han sad og snakkede til den lille og tog ham op når han blev ked af det, det rørte virkelig noget i mig.. At se det der udmattede blik der alligevel var fyldt med glæde… Jeg ved han er den jeg skal have børn med… spørgsmålet er bare hvornår..

    Jeg kan blive så ked af det nogen gange, uden yderligere grund, bare fordi tanken om børn gør mig så fortvivlet..

    Men har du EaaM ikke nogen idéer til hvordan jeg kan dæmpe den sorg og den trang jeg har?  Nu hvor du har en idé om hvordan det føles..
    (Selvfølgelig må andre også komme med idéer)

    Avatar
    Anonym
    8. november 2016 kl. 15:39

    Kan udemærket godt forstå dig og finder sjælden nogle som har stået i samme situation. Har lige som dig et stort ønske om at blive mor snart, men jeg så tingende i øjene. Jeg var på daværende tidspunkt 19 år, men blev 20 lidt efter. Da det gik op for mig at det måske var lidt forkert at følge sådan og tænke sådan om at blive mor i så ung en alder. Jeg snakkede med min mor om det, som selv fik mig som 20 årige og disse ting hjalp mig lidt på vej, Mest tanken om hvad ville folk tænke om mig, hvis jeg blev gravid på det tidspunkt. 
    Jeg kender ikke din alder, så ved ikke om det er noget du kan relatere til og bruge på den måde. Men jeg tror det var det der hjalp mig af med den trangen som gjorde mig sindsyg den gang:-) 

    8. november 2016 kl. 15:52

    Skræmmende nok bliver jeg snart 20 (min kæreste bliver 26 om en måneds tid) så kan relatere rimelig godt xD

    Men jeg har bare ikke nogen jeg rigtig kan tale med om det, da jeg ikke har kontakt med min mors side af familien længere og snakker sjældent med min far.

    Og så er jeg i den ærgelige alder at alle mine venner er startet på uni og derfor er blevet spredt udover landet :/

    Og tænkte derfor at det her nok var et af de steder hvor jeg kunne få bedst råd til det 🙂

    Jeg er umiddelbart ligeglad med hvad folk ville sige eller tænke hvis det kom dertil, så tror ikke det ville afskrække mig 🙂
    Men hvad fortalte din mor dig da? Kom hun med nogle råd? 🙂

    Avatar
    Anonym
    8. november 2016 kl. 16:07

    Ej hvor sjovt du lige er i samme alder os. 
    Det samme er for mig nu at alle mine venner på startet på vidregående uddannelse. Man har nogle andre ønsker nogle gange, og det med uni kan altid vente.

    Da jeg snakkede med min mor var hun meget forstående. Hun fik selv mig som 20 årige og hun ville aldrig lave det om og synes det var fantastisk at være ung mor, så på den linje var der ikke så meget hjælp. Men det var os min kæreste der mest ville have aborten, netop fordi han ikke var klar (han er 21)

    Min mor sagde der med at jeg skulle huske at tænke på ham, hvis jeg var sikker på det var ham jeg ville have børn med måtte jeg give ham tid og vente. Jeg snakkede der efter med min kæreste og spurgte om han ikke ville komme og sige når han "måske" var klar. Og så lavede vi det som aftale. Men jeg spurgte ind til det hver månede og nu er han heldigvis *måske* klar. 
     

    Men det gør mig ondt at høre du ikke som sådan har noget familie at snakke med, da jeg selv kan huske hvor vigtigt det var at min mor støttede mig. 
    Men du er altid velkommen til at skirve privat til mig, så vil jeg heller end gerne hjælpe dig:-)

    8. november 2016 kl. 16:11

    Det lyder på mig som om aborten for alvor er gået op for dig pga. din svigerindes søn, og du derfor har fået en længsel efter det du mistede, og det vil du gerne have "erstattet" og få den oplevelse, graviditet og barn, som du gik glip af.

    Jeg tænker den reaktion er meget normal, men at du også er nødt til at samle dig lidt tålmodighed og evt. få din abort bearbejdet for det er jo den der "spøger" hos dig nu.

    Hvis du føler dig klar til et barn, så snak med din kæreste om hvor længe han synes I skal vente, hvornår han tror han vil blive klar, så du har et tidspunkt at se frem til. Noget at forholde dig til. I har vel heller ikke været sammen så længe, at du kan forvente I tager de helt store beslutninger lige nu? Jeg synes i hvert fald du skal sige til din kæreste, at det ikke er noget, han skal have det skidt over.

    Indtil da må du/I nyde din kærestes nevø og måske det også kan gøre din kæreste lidt skruk.

    Avatar
    Anonym
    8. november 2016 kl. 16:13

    tænker at dine tanker omkring baby, generalt er typisk os piger, så snart der er baby i nærheden. jeg har haft det sådan siden jeg var 16. jeg er idag 25, og jeg er så glad for jeg ventede, for det første fordi jeg er helt sikker på at jeg har fundet faren til mine børn, og fordi jeg er klar. dine tanker lyder, som en typisk pige tanke gang. hvis din kæreste ikke er klar, så synes jeg helt sikkert at i skal vente, det skal nok blive jeres tur, når din kæreste også er hel hjertet med i det.

    8. november 2016 kl. 16:34

    EaaM: Ja, det er lidt spøjst 🙂
    Jeg har haft snakken med ham, da jeg advarede ham om at chancen for at mine p-piller slår fejl igen, er der. Og den gang sagde han at han nok skulle komme og sige til når han var helt klar.. Jeg tror også det er svært for ham at føle sig klar, for på trods af at han snart er 26, så er det kun hans søster der har fået barn og så har han et vennepar der forsøger, men ellers er der ingen i hans vennekreds der overhovedet er så langt i deres liv, og det kunne jeg forestille mig holdte ham tilbage.
    Samtidig sidder jeg her og ser folk der venter baby over det hele, kender tre der lige har født og en tre-fire stykker der venter, og så er det squ svært ikke at ville være med! 😀

    Da jeg fortalte min mor om aborten, hvor jeg sad grædende og fortalte hvordan det hele var foregået, var hendes eneste kommentar: "Nå" imens hun trak på skulderne, så der er ikke meget hjælp at hende der fra :/

     

    Måskegravid: Vil ikke mene aborten først for alvor gik op for mig nu, da jeg dengang hvor jeg fik aborten var så ked af det, og jeg her senere hen har haft følelsen af at "nu gik det squ op for mig" og jeg så endnu en gang var en tude tur igennem og kom ovenpå igen.. 
    Men er helt enig i at jeg er så ked af "hva nu hvis" spørgsmålene, og jeg virkelig mærker hvad jeg "går glip af"..
    Jeg sidder og tænker på hvordan man lige formulerer den? "Skat, ikke fordi jeg vil presse dig eller tvinge dig, men har du en ca. tidsbegrænsning på hvornår du er klar?" det lyder bare ikke helt godt i mine ører.. :/
    Jeg ved godt det virker tidligt for mange.. Men når man tænker på at vi flyttede sammen to uger efter vi blev kærester, så er alt bare gået hurtigt for os, og det virker derfor som om vi mangler den der følelse af "at tage det næste skridt" som for mange ville være at flytte sammen..
    Jeg nyder skam også den lille, han er bare kær, men vil bare ikke have at de føler jeg "overtager" så er meget afholden omkring ham 🙂
    Men kan være vi skal lege far, mor og barn med vores nevø lidt oftere, ved at passe ham, for at sætte nogle tanker igang hos ham xD

    Aquador: Jeg har haft ønsket om at være mor siden jeg var 8 tror jeg 🙂 
    Jeg er helt afklaret med at min kæreste er ham jeg skal have børn med, og han har selv nævnt at det føles rigtigt med mig som mor til hans børn, tidspunktet føles bare ikke rigtigt..
    Jeg vil gerne vente på ham, men den her følelse går bare ikke væk sådan uden videre, og jeg ville i teorien kunne risikere at vente 10 år, og ville derfor gerne kunne skubbe lidt til processen, så ventetiden måske ikke er så lang 🙂

    8. november 2016 kl. 19:03

    Jeg synes du skal tage den ro.. 🙂
    Det er først og fremmest relativt kort tid siden at du fik en abort, og gik ud af et forhold og ind i et nyt.. 
    Lær din "nye" kæreste at kende 🙂 Jeg kan sagtens forstå han synes det er tidligt, og at han ikke er klar. 
    Pas på med at hænge dig fast på dit nye forhold, fordi at skal vente til I kan starte projekt baby… Det siger jeg ikke du gør, jeg siger bare, at du måske i virkeligheden trænger til at få lidt ro på… 🙂

    9. november 2016 kl. 12:59

    Xity skrev :

    EaaM: Ja, det er lidt spøjst 🙂
    Jeg har haft snakken med ham, da jeg advarede ham om at chancen for at mine p-piller slår fejl igen, er der. Og den gang sagde han at han nok skulle komme og sige til når han var helt klar.. Jeg tror også det er svært for ham at føle sig klar, for på trods af at han snart er 26, så er det kun hans søster der har fået barn og så har han et vennepar der forsøger, men ellers er der ingen i hans vennekreds der overhovedet er så langt i deres liv, og det kunne jeg forestille mig holdte ham tilbage.
    Samtidig sidder jeg her og ser folk der venter baby over det hele, kender tre der lige har født og en tre-fire stykker der venter, og så er det squ svært ikke at ville være med! 😀

    Da jeg fortalte min mor om aborten, hvor jeg sad grædende og fortalte hvordan det hele var foregået, var hendes eneste kommentar: “Nå” imens hun trak på skulderne, så der er ikke meget hjælp at hende der fra :/

     

    Måskegravid: Vil ikke mene aborten først for alvor gik op for mig nu, da jeg dengang hvor jeg fik aborten var så ked af det, og jeg her senere hen har haft følelsen af at “nu gik det squ op for mig” og jeg så endnu en gang var en tude tur igennem og kom ovenpå igen.. 
    Men er helt enig i at jeg er så ked af “hva nu hvis” spørgsmålene, og jeg virkelig mærker hvad jeg “går glip af”..
    Jeg sidder og tænker på hvordan man lige formulerer den? “Skat, ikke fordi jeg vil presse dig eller tvinge dig, men har du en ca. tidsbegrænsning på hvornår du er klar?” det lyder bare ikke helt godt i mine ører.. :/
    Jeg ved godt det virker tidligt for mange.. Men når man tænker på at vi flyttede sammen to uger efter vi blev kærester, så er alt bare gået hurtigt for os, og det virker derfor som om vi mangler den der følelse af “at tage det næste skridt” som for mange ville være at flytte sammen..
    Jeg nyder skam også den lille, han er bare kær, men vil bare ikke have at de føler jeg “overtager” så er meget afholden omkring ham 🙂
    Men kan være vi skal lege far, mor og barn med vores nevø lidt oftere, ved at passe ham, for at sætte nogle tanker igang hos ham xD

    Aquador: Jeg har haft ønsket om at være mor siden jeg var 8 tror jeg 🙂 
    Jeg er helt afklaret med at min kæreste er ham jeg skal have børn med, og han har selv nævnt at det føles rigtigt med mig som mor til hans børn, tidspunktet føles bare ikke rigtigt..
    Jeg vil gerne vente på ham, men den her følelse går bare ikke væk sådan uden videre, og jeg ville i teorien kunne risikere at vente 10 år, og ville derfor gerne kunne skubbe lidt til processen, så ventetiden måske ikke er så lang 🙂

    Puha, det lyder som en hård oplevelse med den abort. 🙁 Det jeg mente med at den var gået op for dig, var at det du går glip af for alvor er gået op for dig efter at din svigerinde har født. Du ser et billede af, hvad du kunne have haft, og derfor kommer det væltende tilbage til dig. Eller noget i den stil? Men jeg vil samtidig give Aquador ret i at det er en typisk pige-ting, og det føles måske bare stærkere på dig pga. det du har i bagagen. 

    Når I nu har snakket om at du er skruk og han så siger tidspunktet ikke er rigtigt, så kunne du vel godt smide et lille spørgsmål ind om, hvor længe han tror der går før tidspunktet føles mere rigtigt, uden at afkræve en præcis dato. Bare så du ved nogenlunde hvor langt ude i fremtiden han forestiller sig det. Han siger jo at han godt kan se dig som mor til hans børn, så han har åbenbart en idé om at det skal være – på et eller andet tidspunkt. Hvis du kan få en fornemmelse af om det er om 1 år eller 5 år han er klar, kan det måske give lidt mere ro. Så kan I tage snakken op igen, når I nærmer jer den tid, eller han måske pludselig selv siger han er klar.

    Vi var også lynhurtige til alting, men vi havde været venner i 6 år inden vi fandt sammen, og da vidste vi bare, at det skulle være. Jeg tænker man skal kende hinanden rigtig godt, før beslutningen tages.

    11. november 2016 kl. 23:03

    Kender din følelse af at nu skal det være. Jeg har aldrig fået en abort så den del kan jeg ikke sætte mig ind i, men du har min store medfølelse, for hvor må det være hårdt. 

    Men skruk har jeg stort set også været hele mit liv 😉 Jeg lærte min mand at kende da jeg var 16, han 18, vi blev gift da jeg var 18, og efter 2 års ægteskab var jeg så skruk det kunne gøre mig ked af det, men min mand var på ingen måde klar, hvilket gjorde mig mere ked. Vi satte os ned og fik en rigtig god, åben og ærlig snak og blev enige om at når vi havde rundet vores 5 års bryllupsdag ville vi tage en seriøs snak om det. Vi havde 5 år i februar 2015, i juni 2015 kom min mand og sagde nu var han klar, så smed p pillerne i juli og fik vores dejlige søn her i juni måned, så han er snart 5 måneder. 

    Det var til tider en hård ventetid men hvor er jeg glad for at vi havde tid til at være sammen og lære hinanden rigtig godt at kende. Det har man virkelig brug for når man får børn. 

    Mit råd må lyde herfra, giv hinanden tid til at nyde hinanden, tag på nogle ferier sammen, vær unge sammen. Tag en åben og ærlig snak om ønsker og behov, der er nemlig forskel på de 2 ting. Hvis du ved han er manden i dit liv og dine kommende børns far, så behøver man ikke have så travlt. Find et tidspunkt hvor I kan tage snakken om børn igen. Om det så er 1, 2, 3 eller 4 år. Ved bare at det gav mig ro i sindet at få et tidsperspektiv på. 

    Ønsker dig held og lykke med det hele og håber snart du kommer ovenpå igen efter din abort

    23. november 2016 kl. 16:12

    Jeg var lige fyldt 22 fire dage inden jeg blev mor efter at have været helt sindssygt forfærdeligt og fuldstændigt ubegrundet skruk i nogle år forinden. Jeg har aldrig haft et stort ønske om at få børn før jeg fandt min daværende kæreste. Jeg har aldrig fået en abort og jeg ved virkelig ikke hvad der startede det, men jeg blev lige så ulideligt skruk som du beskriver det. Det var SÅ hårdt! Helt umuligt at ignorere! Da jeg efter et par år med tiltagende skrukhed og en kæreste der også var begyndt at blive det lidt, blev gravid ved et uheld, så kunne jeg ikke få en abort. Jeg kunne ikke få mig selv til det og vi havde jo virkelig også mest lyst til at beholde det. Det gjorde vi så efter mange overvejelser og lange snakke. 

    Jeg må efter 6 år sige, at jeg ikke fortryder min dreng, men jeg fortryder rigtig meget at jeg ikke ventede og lige blev det ældre. Jeg er ked af at jeg ikke fik rejst noget mere, oplevet noget mere, gjort alle de ting som unge mennesker gør, så jeg kunne få det bag mig inden jeg fik børn. Der er så mange ting nu jeg gerne ville have gjort, men som jeg enten ikke kan eller som bare er mere besværlige med børn. Jeg er heller ikke sammen med faren mere da jeg udviklede mig meget efter jeg fik min dreng og vi voksede fra hinanden. Vi er heldigvis gode venner og samarbejder godt, men det er altså bare besværligt når vi begge har fundet nye kærester og vi så er 4 mennesker der skal blive enige og tilordne sig efter hinanden. Kan fx ikke bare flytte i drømmehuset hvis ikke den faren og hans familie flytter med i nærheden. 

    Jeg siger ikke at i går fra hinanden eller du vil føle det afsavn jeg gør, men det er måske en overvejelse værd – kan du vente et år endnu? 2 år måske? 

    Jeg forstår hvorfor du helst ikke vil bringe emnet på banen igen over for din kæreste, men måske kan du prøve at høre ham meget forsigtigt om hvad du tror hans tidshorisont er. Ikke at i skal aftale en dato, men jeg tror det kan hjælpe meget at have en cirka tid at holde fast i og så skrive en liste over alle de ting som du gerne vil nå inden du slår dig ned og bliver bundet af børn 🙂 

    Det er nemt at sige – jeg sidder selv her og er sindssygt skruk igen, men med udsigten til minimum 2 år mere før der kan gøres noget ved det. Jeg føler med dig! Vi må være stærke.

    Viser 15 indlæg - 1 til 15 (af 17 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.