Kender det godt

Hejsa

Jeg kender det alt for godt. Jeg tror ikke, man nogensinde får nok af børn. Tanken om, at jeg har fået mit sidste 3. barn (som nu er 5 år) kan gøre mig panisk.Det gjorde det ihvertfald, indtil jeg accepterede, at nu var det "nok".  I princippet ville jeg gerne have mange børn, men jeg bliver nødt til at lade fornuften råde og tænke på økonomi, alder osv. jDer er også det med at køre børnene til sport, hjælpe/støtte med skolegang osv. På denne måde har jeg rigeligt i 3 børn :o) Men der er stadig dage, hvor jeg tænker "jeg vil SÅ gerne lige have den sidste". Det stopper nok ikke, før end man ganske enkelt ikke kan få børn længere.Med andre ord....det er fornuften, der råder...men for pokker da...det er svært at tænke på, at jeg aldrig skal have flere børn. Det kæmper jeg lidt med. Min mand har det helt anderledes. Han er fuldstændig afklaret med, at han ikke skal have flere børn. Nu er jeg også blevet "så gammel", at nu er det jo nok for sent. Men nej...det stopper ikke :o))) Jeg troede bestemt også, at det ville stoppe, efter jeg fik barn nummer tre...men nej! jeg kan fortælle dig, at du får det meget værre, når du nærmer dig de 40, hvor man ved, at det er ved at være sidste udkald (hvis ikke før) :o)). Jeg er sikker på, at mange kender til det. En kollega sagde engang til mig: Jeg har 4 børn nu og for den sags skyld ville jeg gerne have 5 mere, men for min krops skyld må jeg sige nej".  Men jeg gyser lidt ved tanken om, at jeg aldrig skal mærke liv i maven mere....men det er nok helt andre ting, det handler om!!

Er i tvivl

Jeg er 40 år, og vi har 4 dejlige børn fra 9 til 17 år, og i 9 år har jeg været helt overbevist om, at jeg ikke skulle have flere. Spædbørn sagde mig ingenting. Selvfølgelig var de søde, men tanken om at få et mere, tiltalte mig simpelthen ikke ind. Men så var jeg lige pludselig gravid, selv om jeg tog p-pillere, og da jeg lige havde tænkt lidt over det, og spekuleret på om jeg ikke var for gammel til det her, så begyndte jeg at glæde mig, og at planlægge en fremtid med en efternøler. Men sådan skulle det ikke gå. Sidst i januar blev det konstateret, at fosteret var dødt . På vej hjem fra hospitalet efter udskrabning, er der en sygeplejerske der ønsker mig bedre held næste gang. Og lige siden har jeg spekuleret på, om vi skal prøve igen. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg virkelig ønsker mig flere børn, eller om jeg bare føler mig snydt. Jeg prøver på at argumentere mod mig selv, med alle de samme argumenter, som jeg har brugt i de 9 år, men lige pludselig har jeg også fået modargumenter.

Jeg synes godt nok det er svært at finde ud af hvad jeg vil. 

Må indrømme...

... at tanken om at min sidste (født her i januar) bliver sidste barn (har tre raske drenge) gør mig lidt sørgmodig. Samtidig synes jeg tanken om flere giver lidt åndenød. Jeg har de sidste 15 år haft børn og har udsigt til 18 år mere med hjemmeboende, så på en eller anden måde tænker jeg også at der på et tidspunkt må blive lidt mere plads til os voksne og vores prioriteter. Ikke at jeg synes jeg har de store afsavn, men børn fylder meget (på den gode måde ) og for mig betyder børnene og familien alt, så egne interesser og lyster træder i baggrunden. Så selvom jeg synes det er fantastisk med børn, så ser jeg også frem til at prioritere mig selv lidt mere.

Men skulle jeg gå hen og blive gravid igen, ville jeg nok ikke kunne vælge det fra (har altid været lidt fatalist, så der må være en højere mening med det).

Hmmmm...

Jeg har også svært ved at sige at "dette barn er det sidste"...virkelig svært faktisk

For min krops og min psykes  skyld bør jeg nok ikke få flere...jeg har fået 2 kejsersnit, og har prøvet at miste en lille...og jeg må indrømme at frygten for at skulle igennem både en graviditet (som jeg jo har set kan gå galt) og endnu et kejsersnit (som heller ikke forløb helt uproblematisk), den frygt den fortæller mig at jeg nok har fået mit sidste barn (jeg har 4)...men mine følelser fortæller mig noget helt andet. Så jeg kan bare SÅ godt følge dig i at det bare bliver ved og ved...så som en anden skrev...så må man nok lade fornuften råde

Tilgengæld ville jeg aldrig kunne fravælge hvis jeg blev gravid trods prævention.

Så min kære...du er ikke alene

Maria

Tak for svarene

Rart at høre at der også er andre end mig, der kæmper med problemet om flere børn eller ej.

Er i mellemtiden blevet 38 år, og har tænkt rigtig meget på det at skulle have flere børn. Overordnet er jeg forfærdelig skruk, og gisper hvergang jeg ser en lille tuttenut baby , men når jeg, som i også skriver, begynder at tænke mere realistisk, kan jeg godt se at det jo ikke kun er et spørgsmål om at få en lille baby i maven, og så er det det.

Har jo fortalt min mand, at jeg godt kunne tænke mig en bette bebse mere, lidt i sjov, men når han så spørger om jeg virkelig mener det, så ved jeg det pludselig ikke. Det er ikke et spørgsmål om økonomi, plads eller tiden til omsorgen. Der hvor jeg måske bliver skræmt er nok tanken om alle de bekymringer der ligger i at være gravid, og til den tid, at have en lille baby. Er barnet normalt, går alt som det skal, vuggedøden osv. Disse tanker har jeg også haft med de andre, men eftersom jeg er blevet nogle år ældre, er jeg måske også blevet mere nervøs for om alt går godt. Ligeså med tanken om, at det nu er gået godt 4 gange. Det kan det da umuligt den femte gang. På den anden side er det jo også en fantastisk tid med mange glæder og forventninger.

Min mand ser dog anderledes på det. Han er ikke interesseret i flere børn, men af helt andre grunde. Han er lige blevet 41 år og i hans øjne er han for gammel til at få flere børn, med den tanke, at han tæller børnenes alder, når de er 18 og flytter hjemmefra, hvor gammel er farmand så? Lige nu vil han være 56 når den yngste flytter hjemmefra, og 47 når den ældste gør det. Jeg vil være 53,  og 44 år ved den ældste. Er det ikke meget normalt? Man får jo børn i så sen en alder i dag.

Men til trods for at manden ikke vil have flere, så virker han lidt som om han er i tvivl. Det er altid ham der bruger prævention, men som de fleste mænd, så er det jo nok sjovest ikke at bruge noget i starten. Har forklaret ham at man altså godt kan blive gravid på den måde, men det tager han ikke så højtidligt. Han ved også at jeg er meget uregelmæssig mht ægløsning og menstration, så jeg kan aldrig sige præcis hvornår jeg har sikre perioder, men han spørger altid om der sker noget ved at fortsætte uden noget, hele vejen. Og jeg kan jo kun svare, at det har jeg ingen anelse om, og så tør han ikke alligevel. Det er som om at han ikke helt afviser tanken om en mere, hvis det sker som et uheld, men at han trods alt ikke tør affyre hele baduljen på en gang

Må jo nok se tiden an. Jeg har frygtelig nemt ved at blive gravid, eller havde, så hvis skæbnen vil det, så kommer der vel en bebse mere engang, ellers har jeg jo også mine 4 fantastiske unger.

Knus   

kender det godt

Jeg havde 3 børn plus jeg havde mistet et levende barn og en ufrivillig abort så¨altså 6. gang er lykkens gang og ja det lykkedes !  Pigenr. 5 kom til verden 18. juli 2009 og er netop blevet 1 år :-) fantastisk

Mirakler sker