Favorit
Del
Hej
Jeg har været medlem et stykke tid, men vist mest passivt.. har læst og kommenteret lidt ind imellem,.. (jeg er gravid 36 + 5 med mit tredie barn).
Her i fredags var min smukke lille datter (6 år og 9 mdr.) og jeg ude at køre - vi var på landevejen ved motorvejen ved Horsens. (Vi bor lige udenfor Århus) Der var en pludselig opbremsning som jeg lige akkurat nåede at stoppe for hvorefter jeg i bakspejlet kunne se at varevognen bagved IKKE ville kunne nå at stoppe.
På et sekund fik jeg skubbet min datter op ad forsædet og drejet hjulene ud mod rabatten og så ramte bilen os med virkelig høj fart. Bagefter blev den ved med at skubbe os da hun end ikke havde fjernet foden fra speederen. Min datter og jeg blev kastet frem i selen og vi ramte den forankørende som ramte endnu en og vores bil blev skubbet ud i rabatten og foran de to andre, så lang tid tog det hende der ramte os at få sluppet speederen. 
Hun var selvsagt også meget chokeret og havde slået sig noget, viste det sig. I bilen foran os var der en mor med en helt ny baby på under 2 mdr. de var forslåede men ok. Dem i den sidste bil var ok.
Min datter kiggede på mig og spurgte "MOR, hvad skete der?" og så begyndte hun at græde. 
Jeg løsnede hende fra selen og tog hende over til mig og vi kom ud af bilen. Hun græd meget og sagde at hendes mave (hvor selen havde siddet) og hendes ben og nakke gjorde ondt. Det rystede hendde også at se mange voksne mennesker (damerne) bryde i gråd. Først da ambulancerne kom kunne jeg rigtig mrke hvor ondt jeg havde og min mavse var én stor plukkeve men uden babyspark. Dér blev jeg bange. Nogle flinke mennesker havde sørget for at jeg sad ned med min datter og sørgede også for de andre. Jeg er uddannet til førstehjælp, men jeg havde helt egoistisk kun øje for hende -( jeg spurgte til de andre og de var rimeligt ok, ikke nogt meget alvorligt). Nina var så bange for at jeg skulle føde og at hendes lillesøster ikke var ok samtidigt med at hun var forskrækket og havde ondt.. FØLELSESKAOS!!!
Vi fik ringet efter ambulancer (der kom 3) som kom hurtigt. Da jeg erhøjgravid og Nina havde slået sig skulle vi med på hospitalet, det var også fint, for vores bil kommer vist ikke til at køre foreløbig hvis nogensinde igen (en to år gammel Skoda Fabia) - men den har gjort sin pligt, den beskyttede os!!!
På hospitalet blev Nina undersøgt og "godkendt" og jeg kom på fødegangen hvor jeg lå i godt et døgn til observation - alt ser fint ud, vores lille datter har det godt, MEN ved en scanning kunne de se at moderkagen vist ligger med en del foran livmoderhalsen. Dette kan gøre en normal fødsel umuligt så jeg skal til akut skanning på tirsdag på Skejby for at finde ud af hvad der kan ses derinde og hvordan min fødsel skal foregå. Jeg har allerede haft de første veer og et par blødninger, så det er ikke for tidligt at finde ud af om jeg evt. kan støde på problemer ved en normal fødsel..
Vi er stadig meget chokerede men utroligt lykkelige og lettede over at det gik så godt, blå mærker og forstrækninger er INTET i forhold til hvad man kunne risikere ved sådan et uheld.. og jeg er glad for at være i så gode hænder hos vores sundhedspersonale - de havde helt utroligt travlt på fødegangen i Horsens, men alle virkede alligevel som om at de havde tid til at spørge ind til hvordan jeg og min datter havde det og det betyder SÅ meget når man står i sådan en situation - at man føler sig tryg og passet på. Jeg kendr Skejby og véd at jeg er i de bedste hænder dér fra tirsdag morgen så det skal nok gå lige gyldigt om det så ender i kejsersnit, så må det være sådan. Vi er her allesammen endnu og vi har det godt!!!
Jeg kom hjem i aftes til min dejlige familie og nyder dem så meget nu. Nogen gange går det hele op i rengøring, oprydning og trætte sure bemærkninger eller manglende opmærksomhed. Det vil jeg fra nu af gøre mit til at undgå - jeg vil gerne gøre det bedre, for hvad nu hvis det havde været en lastbil eller en modkørende,, så havde jeg måske ikke længere haft chancen...
Kærlig hilsen
Linda
HOLD DA OP det var da noget af en oplevelse må jeg da nok sige :O er glad for der ikk skete mere end det :) håber i kan nyde den dejlige pinse håber meget alt går godt på tirsdag:)
Sikke en ubehagelig oplevelse. Sådan en oplevelse gruer vi alle for, men hvor er det bare skønt, at I er ok, selvom I selvfølgelig er forskrækkede. Det var billigt sluppet og jeg kan godt sætte mig ind i, at livet ser anderledes ud bagefter.
Jeg så tråden igår, men fik kun læst halvt igennem, så stor tudede jeg, ikke sådan med homonerne 
de er ikke til at styre...
Men skide godt i er kommet så godt ud af ulykken.
Ønsker Jer al mulig held og lykke, samt til fødselen også, hvad enten det bliver på normalvis eller ved kejsersnit.
Hej igen
Tak for jeres svar! 
Nu er alt blevet gennemtestet, både baby, moderkage og mig og det hele ser fint ud, så jeg kan glæde mig til at føde normalt alligevel. Pyha.. 
Tænk at man ligefrem kan glæde sig til en fødsel.. men det gør jeg altså (på trods af at jeg har prøvet det to gange før og véd at det er en sej omgang). Lettelsen over at være hel og at der ikke skal skæres i mig overdøver frygten. Skønt. To uger igen i dag and counting..
Kh. Linda
Hejsa Linda
Puha. Kunne lige præcis føle hvordan du har haft det.
For 3 år siden, kom jeg kørende i vores bil, med mine to døtre på dengang 6 og 9 år. Samtidig var jeg gravid i 5. måned.
Kom til et kryds, hvor der ofte sker ulykker, og til trods for hajtænder og stopskilt, så fortsatte en dame lige ud i krydset, hvor vi også kom. Jeg kunne ikke nå at undvige, og bragede lige ind i hendes side. Bilen svingede ud af vejen, og vi endte ude på marken.
Jeg kunne høre mine piger græde omme bagi, men kunne ikke komme derom, da min nakke og mave smertede, og sidedøren kunne ikke åbne. Det lykkes mig at hamre den op, og imens var mine piger selv kommet ud.
Så står man der helt omtåget, og først da jeg var sikker på at pigerne var ok, kunne jeg fornemme mig selv. Og så gik det bare derudaf med mennesker, ambulancer, politi osv. Lå fastspændt på båren i ambulancen, og var bare så bange for hvordan barnet klarede sig i maven. Både min mindste datter og jeg måtte i krave, og på hospitalet blev jeg scannet mht nakken, men alt var heldigvis ok. De mente ikke der kunne være noget galt med maven, og mens jeg lå og ventede på scanningen, kunne jeg mærke ham sparke. Efter nogle timer på Horsens hospital, kunne vi tage hjem igen og 4 måneder senere fødte jeg en perfekt lille Simon
Men hvergang jeg kører gennem krydset, så hamrer mit hjerte. Men er virkelig også lykkelig for, at det til trods endte godt det hele. Så føler med dig......men der skal som regel meget mere til, før de der hårdkogte unger vi har i maven, tager skade
Knuz
Anmeld
Facebook
Twitter