Medlem siden:
04-06-2009
Sidst online:
18-05-2012
Fødselsdato:
09-07-1976
Hej jeg har en 2 årig dreng med de samme symptomer 
Men jeg har været der før, så jeg ved at det er sådan det skal være. Min 2 årige er lillebror og storebror hvad det lige sådan. Det er en fase de skal igennem og det er træls mens det står på... men de kommer ud på den anden side og er voksel mentalt. Det tager et par måneder eller mere med enkelte pauser imellem.
Du skal bare være koncekvent og vise hende hvad der er det rigtige. Prøv at lade være med at tage det personligt eller blive vred. Du er hendes guid og skal vise hende hvordan man opfører sig.
Lyder det ikke helt vildt overskudsagtigt 
Nogen gange kommer jeg til at grine af ham når hen sidder der midt i al sin trods og stolthed og det er ikke pænt af min, men grunden til at jeg kan grine af det, er at jeg ved at det stopper lige pludseligt - og så var det det...
Helt og lykke med dit trodsalder barn
En moderator har fjernet dette indlæg.
Medlem siden:
18-05-2009
Sidst online:
16-05-2012
Fødselsdato:
15-02-1973
Ja, jeg prøver oz at grine af det, men nogen gange må jeg bare liiiiiige gå ud i køknet og trække vejret 
De kan godt se hun er meget "selvstændig" i vuggestuen, og pædagogerne er SÅ søde, så jeg har fået en samtale med dem i næste uge hvor de os kan komme med ideer og goe ting jeg/vi kan gøre hjemme De er SÅ skønne. Jeg er jo "banhge" for at gøre noget forkert og bliver oz så ked af det når hun reagerer sådan 
Jeg ved jo godt det er "tiden" for den lille orm, men puha.
Hun er normalt en helt fantastisk empatisk pige, virkelig. Hun føler meget med alle omkring hende (hun er særlig sensetiv) og det gør mig jo extra bekymret.
Men ja, det går alt sammen og hun er bare SÅ fantastisk 
tak for dit indslag
En moderator har fjernet dette indlæg.
Livet er hvad du gør det til
Medlem siden:
07-08-2010
Sidst online:
18-05-2012
Det er ok at synes det er svært
Hej Christina,
Jeg har en knægt på halvandet og han er også i trodsalderen. Ligesom din pige er han normalt bare en rigtig sød dreng, men hvis tingene ikke går efter hans hoved, så kan han blive så frygtelig vred og skrige og slå osv. Du er alene med din pige, det er nok ret hårdt. Men jeg kan godt nikke genkendende til det der med at man lige skal forlade rummet et øjeblik under skrigeriet .simpelthen fordi at det virker som om at det hjælper barnet at man lige giver det luft et øjeblik. Hvis barnet er sikkert og ikke kan komme til skade, og man allerede har vist sin empati og der stadig ikke er noget tegn på forlig, så kan det godt hjælpe. Bliver kun væk en 10 sekunders penge. Nogle gange stikker jeg 'bange' hovedet ind og ser overdrevent nervøst på ham, det synes han er sjovt og bliver lidt forvirret og halvtuder/-griner samtidig. For han ved jo godt selv at han er lidt hys - og kan godt se morskaben i det.
Men ja, lær hende fast men kærligt hvor grænsen går. Hvis det er en kamp som ikke er så vigtig for dig, så lad hende vinde nogle gange. Og når det virkelig er vigtigt for dig, så sig til hende 'Ok, denne her vinder jeg. Du skal have jakke på for ikke at blive forkølet' osv. Ikke for lange udredninger, men lige en forklaring.
Ok pøj pøj, hun lyder rigtig sød. :)
Hilsen Hyggeluren
En moderator har fjernet dette indlæg.
Favorit
Del
Anmeld
Facebook
Twitter
