Hej :)

Har ikke lige prøvet det som du oplever med dit kommende barns far, så der vil jeg helst ikke kommenterer noget :)

Men med hensyn til hvor langt henne du er, så er det ALTID fra 1 dag i sidste menstraution man tæller fra, da det er hele fulde 40 uger fra den dag, at du skal være gravid. :) Tror ikke der er nogen logisk forklaring på hvorfor lige man gør sådan, men sådan er det bare, og selvom du ved at du er blevet gravid på andet tidspunkt end din sidste 1 mens dag, så vil det stadig komme til at passe så nogenlunde når du kommer til scanning :)  

:)

Bambi89 skrev:

Har ikke lige prøvet det som du oplever med dit kommende barns far, så der vil jeg helst ikke kommenterer noget :)

Men med hensyn til hvor langt henne du er, så er det ALTID fra 1 dag i sidste menstraution man tæller fra, da det er hele fulde 40 uger fra den dag, at du skal være gravid. :) Tror ikke der er nogen logisk forklaring på hvorfor lige man gør sådan, men sådan er det bare, og selvom du ved at du er blevet gravid på andet tidspunkt end din sidste 1 mens dag, så vil det stadig komme til at passe så nogenlunde når du kommer til scanning :)  

 nu var det også min egen far :) Har ikke nogen kontankt til barnets far.

Men tak for dit svar! :) 

På besøg - logisk forklaring

Der er faktisk en logisk forklaring på, hvorfor man regner fra 1. dag i sidste mens og ikke fra ÆL.

Det eneste, lægen med rimelig sikkerhed kender tidspunktet for, er menstruationen. Lægen tager derfor udgangspunkt i din mens. Denne dato gælder så, indtil en scanning evt. viser noget andet.

Et eller andet sted er det historisk betinget, for det med ægløsningstests osv. er trods alt ret nyt. Men man kan jo finde masser af eksempler bare her på MM, hvor ÆL-test har vist mærkelige resultater, så de er jo heller ikke 100 % rigtige. En menstruation er dog (som oftest) ikke til at tage fejl af.

Giver det mening?

I dit tilfælde mener du, at du er kortere henne, end lægens beregning. Det værste, der så kan ske, er, at du kommer for tidligt til NF og får en ny tid.

..

Puha det er træls for dig det med din far, husker tydeligt da jeg fortalte jeg var gravid igen, lad os bare sige jeg aldrig har fået noget "tillykke". tror din far skal ha lidt tid til at vænne sig til at hans "lille pige" pludselig skal være mor, og tro mig jeg er sikker på når først babyen kommer, vil han være den første til at besøge dig og holde den lille med smil. indtil da hvis det såre dig for meget og ikke er typen der kommer noget tilbage, så gik ham kommentar igen og se hvad han siger ? som f.eks nej jeg er gammel nok til selv at tage ansvar på mit barn, så det behøver du virkelig ikke bryde dit hovede med!.. og hvis han så siger jamen jeg ved det blir sådan eller noget i den stil, så bare sig, hvis du er så skide god til at se ind i fremtiden så find i stedfor ud af hvornår jeg vinder i lotto, men tror bare det er choket, min egen far er os rigtig god til at komme med kommentar for mig og min bror, ikke omkring jeg har et barn men uddannelse osv. og der plejer jo bare at snakke ham efter munden men lige pluselig får jeg nok og siger tingene so jeg har det, virkelig som jeg har det! og det rammer ham ikke min mening at gøre ham ked af det men nogle gange er det, det der skal til for at de stopper! held og lykke til dig og din lill baby (:

:)

 Ah, tak Momse1602! 

Det kunne egentlig godt være det ville virke at prøve at lukke munden på ham :) Tak 011090!

hejsa

Jeg har også stået helt alene med min store søn altid. Var 17 år da jeg fandt ud af jeg var gravid, og han meldte sig egentlig ud kort efter. Jeg boede hjemme, og jeg blev boende hjemme til min søn var 6 måneder og jeg var 18 år. Og selvom det lyder uoverskueligt, så synes jeg helt klart du skal følge din mors råd om at blive boende hjemme det første stykke tid, for det bliver hårdt. Vi var igennem en faderskabssag som endte i retten, fordi sønnens far ikke gad møde op i statsamtet. Og de har aldrig set hinanden (sønnen er 7 år nu) . Så det skal nok for dig også..

Jeg var også helt alene med datteren, der var vi dog flyttet hjemmenfra for længst, og man vidste hvad man skulle igennem, så det kørte bare rigtig godt.. Hendes far meldte sig dog på banen da hun var 1½ år, og han er her ca. hver 2 weekend for at se hende..

Hvis du har spørgsmål, så er du velkommen til at sende mig en besked. Og mht. din far, så tror jeg altså bare lige han skal sluge tanken om at han skal til at være morfar, bar vis dem at du kan altså godt være mor. Og som sagt hvis du skal stå helt selv med det, så lad din mor hjælpe dig. Her hjalp min mor mig med at jeg en gang imellem fik lov at sove hele natten (ammede ikke).

..

 Krydser fingre for du er stærk. :) og håber du har en du kan gå til som er villig til at støtte dig. Jeg ville umiddelbart vælge en abort i din situation, jeg stod selv i noget af det samme, og jeg har måtte døje med en deprission i 5 år.  (jeg vil ikke virke bagklog) :) 

Håber ikke du tager min kommentar negativt, da den overhoved ikke er ment sådan :)

ang hvor lang du er henne

man regner med sidste mebs. første dag, fra den a er der ca 14 dage til man har æggeløsning og derved kan blive gravid.. så derfir har din læge ret i at du er 7 uger henne

MIN FAR!!

det ligner lidt min egen historie da jeg ventede min søn på 2 år...
jeg boede godt nok ikke hjemme, men vi kom tit på besøg.. MEN da jeg fortalte ham at han skulle være morfar flippede han helt ud, og sagde at det vel var en joke, og at jeg var så klog til a få en abort og det var dumt for jeg havde ingen uddannelse, og den uddannelse jeg var igang med blev jeg nød til a droppe..
på det tidspunkt hvde jeg allerede en aftale med min skole om a jeg kun tag den første eksame og så holde barsel og så starte derfra efter barsel så det var jo på plads,.. jeg boede sammen med min kæreste på det tidspunkt... men der gik laaaang tid før jeg hørte fra min far igen, som gjorte mig rigtig ked af det, for har altid være fars pige og vi ringede hver dag til hinanden ja flere gange i løbet a dagen men det stoppede brat fra den dag han fik a vide han sku være morfar... jeg var selv 17 på det tidspunkt og barnet var planlagt men det er jo ikke det det kommer an på om det er en UPSer eller ej, men om man selv følger man er klar til det!... et par mdr før jeg havde termin valgte min far så at tage kontakt til mig , men vores forhold var meget forandret og det var kun 1-2 gange om ugen jeg hørte fra ham..
MEN da jeg så havde født var han den første jeg ringede til og fortalte det, mine forældre sad bare og ventede på jeg ringede for havde tidligere den dag ringede og sagt at jordmoderen havde taget vandet så det var et spg. om tid nu...
han blev rigtigt glad men jeg sagde at jeg synes de først sku komme imorgen, da det var sent og jeg havde brug for lidt søvn.. næste dag kom min far som en af de første med den størrste bamse han havde kunne købe ude i kiosken på sygehhuset, og et stort smil på læben, og det var bare kærlighed ved første blik, da han kiggede på min søn som lå i armene på mig....
han har efter jeg har født været en stor del a min og min søns liv og han er den bedste morfar man kan ønske sig, han tager sig meget a min søn, og min søn elsker ham.. og så bliver han godt nok forkælet...
 

så er sikker på at de far lige skal komme sig og finde sig selv, for det er også stort for ham at hans lille pige nu skal til a være mor og ha et ansvar og det kan godt være svær for fæder at forstå....
 

MEN alt er ikke lyserødt i min historie, jeg er gravid igen og nu har jeg intet kontakt til min far igen da det er den samme fyr jeg har valgt at få barn med... det skal lige siges at denne gang ikke var planlagt men vi ikke få os selv til a sige ja til abort.. ( jeg fik en spontan abort  i 2010) så jeg ville ikke kunne gå igennem sådan et forløb mere...
MEN jeg har helt sikker tænkt mig at skrive til min far den dag den lille er komme til verden og håbe at han der vil være der for hans børnebørn..
selvom bare faren til mine børn og min egen far hader hinanden og ikke kan enes, og hvis jeg snakker med den ene er det umuligt for mig a ha et godt forhold til den anden da de blander sig meget i hvem a dem jeg skal have kontakt til..

MEN det med at flytte når først barnet er kommet PUHAAAA
jeg tror ikke du ville have overskud til det, det er et stort arbejde at have en lille ny men selvf. også dejligt.. måske det ville være bedre at du finde din egen lejlighed inden du skal føde så der er styr på det og du 100% kan være der for din lille guldklump, og du har masser a tid til a lede efter det rette sted hvor du vil slå dig ned og bo.. og det behøver ikke være langt fra dine forældre og de kan jo stadig komme på besøg og omvendt  måske endda med overnatning?.... jeg har sovet rigitg meget hos min far efter jeg fik min søn og har bare nydt at kunne slappe lidt a for vidste at han gerne ville giv tag lidt over så jeg kun slappe a .. men det jo dit valg hvornår du flytter hjemmefra,,

ville til sidst efter denne laaaaaaaaaaaaaaaaang roman ønske dig alt mulig LYKKE i fremtiden.. du er velkommen til a skrive en privat besked til mig hvis du har brug for en der er der for a lyttte til dig eller komme med gode råd..

MVH Ditte

19 år, ung mor.

Jeg er 19 år gammel, og er i fuldstædig samme situation som i din første del af indlægget (Altså, enlig ung mor) - Det lyder til du har det fint med det, og det har jeg også. Så nyd det, tror det kan være en kæmpe fordel, selvom mange får det til at lyde som om det er "unormalt" og trist at være alene, så tror jeg bestemt at hvis man er positiv instillet, så er det ikke så ringe. Læser mange steder man skal huske at passe og pleje forholdet, og passe på man ikke glemmer sin partner når der er kommet en lille en til - nu kan du bruge alt din tid på baby, og give den lille alt din opmærksomhed, uden at tænke på at du skal vise kærligheden til den anden part også - Super fedt.

Med hensyn til det med du kender den præcise dato du blev gravid. Så kan jeg ikke helt forklare det, men ud fra din sidste mens dato, kan lægen udregne det - og gå ud fra den terminsdato han giver dig.

Og til det med din far, så ignorer det - Jeg ved godt det lyder nemmere sagt end gjort, men som du siger er han ikke til at snakke med det om. Han er nok ret bekymret for dig, og det er der ikke noget at sige til, det ville enhver far der elsker sin datter være. Trøst eller snak med din mor om det, når du trænger til at få lidt støtte efter din far har fået dig helt ned. Bare rolig - din far bliver ligepludselig verdens stolteste far, når han ser hvor godt du klare det. Godt nok er der lang tid til du skal føde, men jeg er sikker på han nok skal blive stolt af sin nu store og voksne datter der tager ansvar. Og måske er den måde han reagere på, er for at fortælle dig, at det er vigtigt at du selv tager ansvar her, og det ikke er din mor og fars lille nye, men det er dit eget (Du skal tænke på der er feks. "de unge mødre", og nogen tror bare man klare det ligeså dårligt som nogen af dem), så alt hvad der skal til - er at du overbeviser familie og venner med at du er verdens bedste mor. Man siger nemlig - Uanset hvilken mor du er, er du den allerbedste mor for DIT barn.

Tillykke med graviditeten

Flytning

Vil så lige tilføje at jeg personligt synes det er en rigtig god idé at bive boende hjemme. Det kan være en stor nok ting i ens liv at flytte hjemmefra og man bliver meget ensom. Da jeg fandt ud af jeg var gravid flyttede jeg hjem med det samme, både fordi min lejlighed var for lille, men også fordi jeg ville være i trygge rammer indtil jeg har født og når du har født trænger du måske til at få dit eget, fordi dig og dit barn gerne vil have nogen faste rammer, men så kan du altid gøre det.

Jeg tror da der er mange af dine venner og familie (søskende, hvis du har såda nogen) der vil hjælpe dig med at flytte, så vent du bare.. Det samme gør jeg  

flytte

 Jeg har ikke så meget at tilføje med hensyn til din far, da jeg slet ingen har og derfor ikke prøvet det :)

Men jeg er 17 år og alene med min dreng på 13 måneder og jeg bor hjemme. Det er en god idé at blive hjemme i starten når du er alene. Det er dejligt med en lille guldklump, men ind i mellem er det altså også utrolig hårdt og så er det rart at der lige er en ekstra hånd. I hvert fald til du har styr på tingene og har en god rytme. Jeg leder efter en ny bolig nu og glæder mig til at finde en. Jeg har så også boet hjemme længe med ham :) Så mit råd er: Bliv boende hjemme i starten.

tillykke

 Ups glemte lige at skrive tillykke :) så stort tillykke med graviditeten :D håber den bliver god og nem og at du husker at nyde den!

Tak!

 Mange tak til jer alle! :)
Jeres hjælp varmer, og det betyder utroligt meget for mig! :) 

Knus til jer! 

bum bum

 Først tilykke, og håber ikke, at du tager min indlæg alt for negativt. 

Det kan være, at din far reagerer sådan fordi, at du jo ikke har udvist ansvar ift. prævention, og nu kender jeg dig ikke, men kan der være andre ting, som gør, at han ikke mener, at du er voksen? Jeg tror ikke, at han mener du er klar og indtil en abort er ulovligt (12. uge), så tror jeg, at han vil gøre alt hvad han kan for at få dig overbevist om at få en abort. 

Har du i øvrigt tænkt på barnet under sin beslutning? Hvordan det vil være for det lille barn at vokse op uden en far. Vide, at man ikke var og måske endda stadig ikke er ønsket af sin far. Det er hårdt for børn, og det er en væsentlig faktor, som jeg personligt mener, at man ikke må underkende. 

Mht. det med at blive mor er alderen jo fuldstændig ligegyldig! -Det handler om modenhed. Det er klart, at hvis man er alene, kan det være en fordel at have lidt ekstra støtte i starten. Personligt der synes jeg bare, at hvis man vil være voksen og få et barn, så bør man også agere som en voksen. Dvs. at man skal have sit eget hjem, og man skal på ingen måde være afhængig af andre. Det er fint, at nogle skriver, at man kan overlade baby til mor og far og derfor få noget søvn, men jeg personligt mener ikke, at det er hverken voksent eller ansvarsbevidst. Når man fra starten ved, at man skal være alene, så har man taget et valg. En stor beslutning om at stå alene. Og så kan man altså ikke bagefter, når det bliver hårdt, have ondt af sig selv og lede ansvar over på andre. -For man har selv valgt det. 

Har du i øvrigt tænkt på de økonomiske udfordringer det medfører? Ikke nok med at du skal bruge en masse penge på at flytte, og hvis du ikke har en masse ting til et hjem, skal du også have anskaffet dig dem. Det er klart, at dine forældre nok gerne vil hjælpe med nogle af de store ting som barnevogn, og det er ganske fint, men det bør ikke være dem, som skal betale "gildet", hvis du forstår. 

Nu ved jeg ikke, om du er studerende, om du har en uddannelse eller noget, men det er klart, at for at sikre dig selv og dit barn i fremtiden skal man jo have en uddannelse. Og hvis du ikke har en studentereksamen kan det blive ret hårdt, da der jo er begrænsninger for hvor megetr fravær, man må have. Og der er de altså ligeglade med, om du har et lille barn, og det er meget syg, fordi det lige er startet i vuggestue. 

Mht. til hvor kangt du er henne, har din læge ret. Du er i 8. uge (7 fulde uger + 1 dag). Hvis ikke du har aftalt tid ved lægen, skal du nok gøre det. De fleste har første lægeundersøgelse i 8. eller 9. uge. 

Du lyder ret fast i din beslutning om at beholde barnet. Jeg håber blot, at du har overvejet det hele meget grundigt, for der er ingen vej tilbage, når du først er 12 uger henne. 

Held og lykke med det hele. Håber at du kan leve op til det ansvar, som du har pålagt dig.