.oO

Jeg synes dine frustrationer er helt fair!

Her havde min kæreste heller ikke meget overskud og "tid" sammen med vores søn og jeg sagde til ham at jeg følte jeg hellere ville stå som alenemor og vide jeg skulle klare det selv end at være to og regne med hjælp og stadig stå alene og det fik hans øjne op og siden da har han været der for vores søn. Nogle dage kan han stadig sidde i sofaen og være svær at komme i kontakt med men så puffer jeg til ham og siger så svar dog når A snakker til dig og han svare derefter... Synes det er synd for din datter at hun ikke har muligheden for at snakke med hendes far og værst er da at han ikke engang kan tage sig sammen til at sige godnat! Jeg ville tage en alvorlig snak med ham og håbe på han dog ville forstå at man er 2 om at lave et barn og 2 om at have et barn

...

kan udemærket forstå dig...min ældste børns far var/er også karriere menneske og han arbejdede også konstant og var træt, sur og stresset når han endeligt var hjemme. Vi endte hos en parterapeut for det er jo ikke kun børnene men også mig der blev forsømt. Synes jeg følte mig enormt svigtet af ham. Psykologen sagde til ham at hvis han ikke tog sig gevaldigt sammen havde han ingen forhold til sine børn og når de var voksne var det for sent for ham. Det ændre livet for ham og børnene men vores forhold blev aldrig reddet og vi blev skilt. Børnene har dog siden haft meget mere far end de nogensinde ville have haft i det forhold hvor "jeg tog over hvor han ikke tog ansvar" . Da vi blev skilt blev han tvunget til at være sammen med dem

Nej tak.

Altså nu er det jo ikke kun jeres datter, det går ud over, men bestemt også dig. Gider du sådan en fraværende mand i dit liv? 

Jeg ville sætte mig ned og tage en snak med ham. Det lyder ikke holdbart i længden med sådan et forhold, hvor han ikke er til at komme i kontakt med.

Jeg håber, at I alle finder en løsning.

re

 tak skal i ha.. jeg har flere  gange prøvet at snakke med ham om det, men det har ikke gjort nogen forskel, han siger at han ikke gør det bevist....  men på den anden side, så bliver han også mopset når jeg konfrontere, for de det jo " sjovt nok " er det samme hver eneste gang.... 

idet at han arbejder meget, det vidste jeg da jeg lærte ham at kende, men havde nok forventet at det vil blive mindre efter vi fik vores datter, det vil bestemt være synd at sige, snarre tvært imod......  Idet at han har hans egen firma, og snakker med vores nabo omk noget maskin halløj, så spurgte vores nabo ham så, jammen, var det ikke fordi at du ville være mere sammen med din hustru og datter at du stoppede som montør ? joo ... svarede ham, jammen hvorfor arbejder du så så meget? jeg tror ikke på at du i virkeligheden at du har vil/ har lyst til at være hjemme hos dem... ( ikke ordret, men i den stil måske hårdere sagt ind skrevet... )  han sagde selvføldig promte at det havde ikke noget med det at gøre.... Men helt ærligt, så kunne jeg se at det gjorde stærkt indtryk på ham, det gjorde ham virkelig ked af det... og det tror jeg også på et eller andet sted.. han kan nok bare ikke finde ud af at privotere hvad han gerne vil for sig selv, og kommer til at lægge os i anden række, for arbejde kommer altid først, jeg kan også godt se at hvis hans virksomhed skal løbe rundt, så skal der også ydes.... 

Jeg vil indrømme at jeg godter mig hver eneste gang at vores datter afviser ham, og kræver mig, i starten syntes jeg at det var synd for ham, og hende også, men nu er der en lille  i mig som knider sig i hænderne hver eneste gang, for så er mor den bedste, for så føler jeg at jeg får min belønning for min " enlig" mor rolle.....  og må også indrømme at rollen som enlig mor langt fra skrammer mig, kan oven  i købet se store fordele idet.. men hvis det nu var tilfældet, tror jeg desvære ikke at min datter så sin far ret meget..... ikke hveranden weekend  langt mindre..... for han vil ikke kunne passe hende 1 døgn selv uden nogen form for hjælp... han passer hende aldrig, han har passet hende 2 gange da hun var under 6 mdr. i under 1 time, hvor hun sov da jeg kørte fra hende, hvor hun f.eks vågner, hvor han så ringer 5-8 gange på 30-45 min for at spørger om alverdens unødvendig ting, som skal jeg tage hende op. o.lig.....   og igen da hun var helt spæd, igen da vi lagde på syghuset 1 uge efter hun blev født, så vi ham heller ikke vildt meget, vi har været indlagt 2 gange siden, der har han heller ikke været forbi, ( den ene gang kunne han ikke komme hjem fra arbejdet som  montør ) men sidste gang, nåede han det bare ikke....   så man de fleste ting siger  jo ja, han gider os ikke, men igen på den anden side, så er han bare røv pyldret ! ofte kaster forældrene lidt rundt med deres børn, siger til mødrene at de er for pyldret osv, Hjemme hos os  er han SUPER PYLDRET, mere end ligeligt for os begge to, og det siger mig også han han heller ikke er lige glad.... måske skal han bare miste interesssen for virksomheden... måske skal han bare ha kniven for struben af mig, omk at vi flytter... det skal i hvertfald snart til at ske store ting...  plus at jeg er gået 3-4 dage over mens, så måske skal vi så ha en mere, tog en test i tirsdags, men den var negativ, men det kan jo ha været for tideligt.... sku... bare man kunne få ham til at forstå.....