Kære Mænner!
Åh, jeg håber sådan I kan hjælpe mig... (beder)
Sagen er den, at min kæreste og jeg længe har snakket om, at vi gerne vil have børn sammen. Vi har bare været lidt i tvivl om, hvornår det nu var "rette tid" - både pga bolig, økonomi og uddannelse.
Vi har tidligere snakket om, at vi ville holde op med at beskytte os her i november. Det droppede vi så, fordi vi alligevel ikke rigtig følte os klar. Jeg kan dog mærke på mig selv, at jeg godt snart vil igang med at prøve, for det er jo ikke til at vide, hvor lang tid der går før det lykkes. (Da jeg har lidt probs med cyklus osv, har jeg på fornemmelsen, at det kommer til at tage noget tid).
Vi har snakket om, at gå igang til februar og derfor vil jeg gerne snart igang med at tage nogle kosttilskud og vitaminer (som det anbefales).
Nu har jeg spurgt min kæreste nogle gange, om jeg ikke bare skal begynde på det. Hver gang jeg spørger ligner han en der står og skal til at springe bungy-jump (tænker) (læs: meget meget bange!)
Hvor fedt er dét lige? Jeg vil ikke presse ham til noget, han ikke er klar til. Men helt ærligt...hvor lang tid kan det tage? Jeg bliver efterhånden så ked af det, fordi jeg begynder at tro, at han ALDRIG NOGENSINDE kommer til at føle sig klar. Når jeg siger til ham, at det kan være, at han først føler sig klar, når han/vi først er i det, så er han delvist enig. Men det der "jaaah...joooh" og så det skræmte udtryk er jeg altså ved at være træt af.
Jeg har overvejet bare at vente på at han tager initiativ og siger, NU skal det være. Men jeg tvivler altså på, at dagen kommer.
Har spurgt ham, hvordan han vil have det, hvis det sker ved en ups'er. Dertil svarer han, at han selvfølgelig vil have barnet. Det er han slet ikke i tvivl om.
Hvordan får jeg ham overbevist om, at han nok først føler sig klar, når han/vi står i det?
Det er ikke sådan, at vi skal gå igang lige NU - det bliver som sagt først til februar (pga vi har SÅ mange i vores familier, der er undfanget i december og januar = alt for mange føsdage i september og oktober). Men jeg synes han (vi) har haft god tid til at vænne sig til tanken om at gå igang med projektet
- men han 'mangler bare lige det sidste skridt', som han siger.
Jeg synes sq da også det er skræmmende og kæmpestort! Jeg er edderspændt på det hele, men kan bare mærke, at min biologiske ur TIKKER! Så jeg synes i bund og grund at det er tarveligt af ham, at han ikke bare kan tage en beslutning om, at han vist alligevel aldrig bliver 100% klar (grr)
Håber I måske kan nikke genkendende til hans tanker omkring det, og kan give mig nogle råd til, hvordan jeg skal tackle det. Mænd kan sq være svære at forstå nogle gange... (hm) (ikke fordi vi kvinder er nemme...haha (det var ikke mig))
Mange hilsner
Tjullah
Ps: ja, min ticker er jo næsten ren ønsketænkning...
pps: undskyld, hvis det er lidt rodet det jeg har skrevet. Har bare så mange tanker.
-------------------------------------------------------------------------------------- Lykkelig Moar til Babypigen født d. 11-06-11
Favorit
Del
Anmeld
Facebook
Twitter
