Hejsa jeg er ny her inde.

Men syntes det er  spændene at følge med i jere erfaringer og historier, jeg er selv i gang med at blive gravid slås bare med nogle overflødige kg inden de vil sendes os vidre er gift med en pige og vi ønsker os brændene et barn har væget i gang ca 1 ½ år..

hilsen den tolmodige pige

hej her inde.

jeg er 27 år og bor sammen med min kæreste og vores ønske er at blive garvid og få en familie.. jeg har ikke tage p-piller i over 9 mående og vi har prøvet de sidste 4 månede at gøre det når jeg havde/har æggeløsningen. men der er bare ikke sket noget i nu..

jeg er meget nervøs over at jeg måske ikke kan blive det. da jeg har fået en abort. for for nogle år siden.

håber at der nogle gode råd.. ved godt at man skal tænke prositiv og ikke tænke så meget over det.. men meget svært

 Hey alle sammen er ny her inden men synes det ret spænende at høre om jeres andres oplevelser omkring det at være gravid.

Jeg er i dag i uge 32 og venter mig en lille dreng som skal døbes Ilias.. Var ved lægen igår og fik af vide han var over det normale det vil sige han var ret stor af hans leve tid. Blev så lykkelig over at høre at min søn havde det alt for godt inden i mig, der følte jeg mig sku som en god mor.. 

Mine tanker køre lige nu i at jeg skal til at være alene mor da faren og mig ikk er sammen.er så heldigvis så heldigt at han har valgt at tage faren rollen. vil høre om der nogle andre her inden som stå med det hele selv alle de tanker og bekrymingere som der self er når man er helt alene om det hele..... kram her fra

Først lidt info om mit liv p.t

Jeg er en kvinde på 40 år. Jeg har fået en vidunderlig dreng på 4 år siden med donorsæd (selvvalgt enlig mor)Jeg har fra starten været helt afklaret med at skulle være alene med min søn (men ikke afskrevet at der kunne dukke en mand op en dag) Min søn har også fra ganske lille fået afvide at han ingen far har og det tager han helt naturligt. Han har børnehave tvillinge venner der har 2 mødre så han er klar over der findes flere forskellige famlilieformer. Jeg sørger dog også for at han får noget kontakt med det mandlige køn i form af at han går til fodbold, mænd i familien osv. (der er også mandlige pædagoer i børnehaven) Vores liv fungere godt, har en god økonomi og arbejder 32 timer om ugen så der er ingen stress på m.h.t. indkøb, rengøring m.v.

Jeg har i flere måneder haft lyst til at prøve at få barn nr. 2 men føler ikke den store opbakning fra familien. (de mener det bliver for hårdt) Et par veninder siger go for it. Men familien er bare vigtig at have med kan jeg mærke.

Jeg kan den ene dag være helt sikker og klar til det og så næste dag blive skræmt fra vid og sans over tanken (kan jeg nu klare det) og mange andre dumme tanker kan dukke op: hvad nu hvis der sker det og det...

Omvendt vil jeg afskrive muligheden og måske bagefter fortryde jeg ikke prøvede (sidste udkald m.h.t. min alder)

Ja jeg er i syv sind og kan mærke at det fylder meget i mit hovedet.

Vh og kunne være dejlig med et par indput fra eventuelle andre enlige der selv har flere børn

hejsa alle sammen

håber i kan hjælpe mig lidt.

jeg er i dag 7 uger og 4 dage henne. hvornår skal man til første scanning.

jeg har ikke været ved mit første lægebesøg. jeg syntes at det er sent at jeg skal til mit første lægebesøg, skal den 28 september og der er jeg 10 uger og 3 dage henne. er det ikke sent. plejer det ikke ikke være når man er ca 7 til 8 uger henne. skal jeg selv ringe til jordmoren for at få en tid eller hvordan skal jeg gøre det.

håber i kan hjælpe mig piger.

knuss her fra

Vil du selv gøre en indsats og lære konkrete redskaber til at få en fødsel, som du selv kan kontrollere og være aktivt deltagende i? Læs mødrenes fødselsberetninger om fødsler, de ikke vil hjem fra her >>>>

Min abort - en livsbekræftende oplevelse - en gave som kvinde

af Rebecca Bonde den 30. august 2010 kl. 10:05

"Jeg kan ikke finde nogen hjertelyd. Dit foster er dødt! Vil du ringe efter din mand, så han kan komme herind."

Jeg troede ikke mine egne ører. Jeg havde netop bedt Morten om at blive hjemme, fordi jeg ikke mente der var en pind for ham at lave til nakkefoldsscanningen. Jeg skulle jo bare op og høste nogle gode tal og endnu engang have at vide, at jeg havde tal som en 22 årig og at chancen for downs-syndrom var minimal. Meddelelsen var så uvirkelig, at jeg ikke engang kunne blive ked af det. Jeg kunne ikke reagere. Før jeg tænkte på, hvordan børnene mon ville tage nyheden. Så brast jeg ud i gråd og hulkede .... 5 timer senere kom jeg i fuld narkose og de fjernede barnet. I mellemtiden lavede jeg en deal med Gud...

I juni 2010 annoncerede Morten og jeg glad til venner og familie, at jeg var blevet gravid med barn nummer to. Clara var 1,5 år gammel og jeg ville have termin blot få dage fra hendes 2 års fødselsdag. Alt var fryd og gammen! 5. juli fik jeg en abort. 

Lige siden vi fandt ud af jeg var gravid med Clara, blev vi enige om at vi ville have et barn til hurtigt efter. Det ville det være godt for Clara at have en bror eller søster tæt på sig selv rent aldersmæssigt.

Morten og jeg valgte at fortælle børnene om graviditeten som de første, og allerede i uge 8. Vi var klar over at det indebar en vis risiko - da der indenfor de første 12 uger er 30 % chance for abort. At vi valgte at tage denne chance, skyldtes børnenes bekymring over mit helbred. Jeg var meget syg og sov utroligt meget. Lunten var kort og jeg havde intet overskud. Både Anna og Sofie havde udtrykt bekymring hos Morten og spurgt om jeg fejlede noget. Vi blev derfor enige om, at det var bedre at fortælle dem hvad al denne lede skyldtes.

De tre store børn modtog nyheden ved at bryde ud i spontan jubel. De kyssede os og omfavnede os. De var oprigtigt glade og begyndte fluks at sms'e nyheden til alle deres venner. Så vi måtte herefter gå skridtet videre og annoncere det til familie og venner, så de ikke fik nyheden af omveje. Vi bor i et lille lokal-samfund, hvor alle kender alle.... Herefter røg beskeden ud på Facebook. 

Ugerne op til nakkefoldsscanningen - som var i begyndelse af 4. måned - gik med meget lede, opkast, kvalme, ufattelig træthed mm. Men det blev straks bedre så snart jeg havde rundet uge 10. Få dage før jeg skulle til scanningen var jeg ude at handle. På vej hjem i bilen skyldede en stærk feminin energi ind over mig. Jeg kunne ikke forstå ej heller forklare hvorfor eller hvad det gik ud på. Men som det følelsesmenneske jeg er, lod jeg mig åbne og mærke efter. En sang kom til mig. En ny sang poppede op i hovedet på mig. Jeg begyndte at synge den - med tårer i øjene og taknemmelighed i hjertet:

Maria - ren og fortvivlet
Maria - stærk og så modig
Hyldest skal lyde til dig, Maria
Kvinde og moder som jeg, Maria 

Da jeg kom hjem fortalte jeg Morten og Sofie om sangen og sang den for dem. I dagene efter kørte sangen i mit hovedet konstant. Som en livs-hymne der havde en særlig besked til mig.  Jeg fornemmede en stærk energi. En positiv energi.

Da jeg skulle til nakkefoldsscannig, var jeg i så god form igen, at jeg sagde til Morten, at der slet ikke var grund til at han tog fri fra arbejde bare for den scanning. Han kunne komme med til misdannelsesscanning i uge 26, hvor der for alvor ville være noget at se på scanningsbilledet. Jeg sagde tilmed at jeg ville køre i plantecenteret bagefter og købe nogle planter til haven, som jeg kunne plante ud om eftermiddagen. Jeg skulle blive klogere....

Da jeg på hospitalet sad og ventede på at det skulle blive min tur til at blive scannet, slog jeg op i det første og bedste blad der lå på bordet. Det var et fagforeningsblad for sygeplejersker. Jeg slog op på en tilfældig side med et billede af en flok mongoler der stod og grinnede mig lige ind i fjæset. Dagen forinden havde Morten og jeg været på stranden og mødte en gruppe af voksne svært udviklingshæmmede. Jeg tænkte ved begge tilfælde, at dette også kunne ske for os. At jeg ventede mig et barn med en form for handicap. Jeg havde besluttet at jeg ikke ville have abort, selvom jeg måske ville få at vide, at jeg ventede et barn med down-syndrom. Jeg havde set mange eksempler på børn med diverse handicaps, der havde et værdigt og rigt liv. Jeg ville ihvertfald ikke være dommer og bestemme, hvor slemt et handicap skulle være før en abort kom på tale. Jeg havde tillid til, at jeg skulle være mor til barnet i min mave. Uanset udfaldet af scanningen. 

Endelig var det min tur. Scanningen blev straks fortaget. Jeg havde taget ventebuskerne af. Fordi det ikke var så længe siden jeg sidst havde været gravid, var min mave allerede bulet så meget at jeg var begyndt at gå i ventetøj ugen op til scanningen. Jeg så billedet af fosteret på skærmen og syntes det så noget småt ud. Jordemoderen sagde "Hmm...." og rodede lidt rundt med den underlige tingest på min mave. Jeg tænkte at hun nok var ny i det med at scanne, for hun virkede lidt usikker. Hun sagde stille - men uden tøven "Jeg kan ikke finde nogen hjertelyd. Dit foster er dødt!" Jeg troede ikke mine egne ører. Beskeden var så uvirkelig. Jeg kunne da godt se, at der ikke var noget hjerte der slog. Men hun måtte da bare lede ordenligt efter! Jordemoderen rejste sig og sagde, at hun naturligvis lige skulle være helt sikker, og derfor med det samme ville hente en læge der kunne kigge på det. Der gik 10 minutter. De minutter var meget lange...

Dér lå  jeg på ryggen med iskold gele på maven og kiggede op i det hvide loft. Det var helt uvirkeligt og jeg kunne slet ikke reagere på det. Lægen kom ind. Hun tjekkede grundigt og konstaterede at der ikke var nogen hjertelyd, at fosteret var dødt og havde været det i 2-3 uger og derfor skulle fjernes med det samme inden det ville gå i forrådnelse. 

Jeg tænkte, at det var da noget underligt noget. Hun spurgte om jeg havde haft smerter, blødninger mm og intet havde jeg oplevet. Tilmed havde min mave jo vokset. Lægen sagde, at det skete i nogle få tilfælde. Kroppen havde snydt mig og pumpet hormoner ud som om fosteret stadig var i live og voksede, hvilket også forklarede min voksende livmoder.

Da jeg lå og tænkte på, hvor kede af det børnene ville blive brast jeg ud i gråd og hulkede ...

Jeg fik en pose kleenex. Jordemoderen spurgte om jeg ville ringe efter min mand. Flere gange. Jeg svarede hver gang, at jeg ikke ville give ham sådan en besked over telefonen og ville vente med at fortælle ham noget til jeg var kommet hjem. Hun blev ved at presse på og til sidst forklarede hun, at jeg altså slet ikke kom hjem. De ville beholde mig og sørge for at jeg kunne få en kirugisk abort samme dag. Jeg forestillede mig at der skulle gå nogle dage ....  Jeg ringede til Morten som straks tog en taxa ind til Roskilde sygehus og holdt mig i sine arme og græd længe sammen med mig.

Efter flere timers venten, en masse snak med diverse læger, narkoselæger, jordemøre mv. fik Morten og jeg enestue. Jeg fik stikpiller lagt op der kunne fremprovokere aborten. Morten var faldet i søvn på stolen ved siden af. Jeg havde forklaret ham i venteværelset, at alt det her med babyens død, kom som et chok for mig - og alligevel var det ingen overraskelse. For jeg havde oplevet gentagende beskeder til mig fra Gud. Jeg følte at Gud havde forberedt mig og rustet mig til denne hændelse, ved at tale til mig som han gjorde til jomfru Maria, da hun blev gravid med Jesus. Ordene i sangen hymnede stærk i mit hjerte. Jeg kunne næsten fysisk mærke orderne i min krop og hele budskabet om, at jeg skulle have tillid til Gud. Det der skulle ske, skulle ske af en grund. Og som Maria var udvalgt, var jeg nu udvalgt. Bare til noget andet. 

Jeg forstod intet på det logiske plan, men på det åndelige plan følte jeg mig tryg. Midt i venteværelset - kort tid før udskrabningen. Morten som slet ikke er troende, smilede til mig. Han kender mig og elsker mig for min tro og den måde jeg lever den ud på. Han omfavnede mig og sagde at han elskede mig! Vi havde tårer i øjenene....

På enestuen lå jeg og healede mig. Jeg holdt hænderne på maven og bad Jesus om, at tage sig godt af den lille sjæl som snart ville være ude af mig rent fysisk. Jeg takkede Gud for det der skulle til at ske og bad om, at det måtte gå rigtig godt. Jeg åbnede en direkte linje op til Gud og lå i mit indre og talte med Jesus. Forklarede hvordan jeg havde det og fortalte hvordan jeg ingenting forstod, men at jeg var tryg og havde tillid. Og bad for Morten, lægerne, børnene, mig og ikke mindst den lille uskyldige baby i min mave.

Stikpillerne havde ingen mærkbar effekt...og jeg var stadig hel og uden smerter da jeg blev kørt ind til operationsstuen. Healingen virkede og var godt i gang. Jeg græd da jeg skulle fortælle lægen mit navn og personnummer. Jeg var bange. Hun var forstående og narkoselægen sagde at jeg skulle tænke på noget rart inden jeg lukkede øjnene og faldt i søvn. Det sidste jeg tænkte på inden jeg lukkede øjnene var Gud og lys. Der var lys overalt. Det var så smukt. Jeg faldt i dyb narkose. 

Da jeg vågnede op 20 minutter efter var jeg hundesulten! Jeg havde fastet inden operationen. Jeg blev kørt op på stuen og jeg bad om at få mad og drikke straks. Jeg havde det godt. Jeg rejste mig fra sengen og sad ved et bord og spiste. Så lå jeg igen og hvilede en lille halv time, mens jeg talte med Morten. Operationen var gået rigtig godt. Jeg kunne stort set intet mærke. Jeg stod op, tissede og vi tog herefter hjem. 

Om aftenen snakkede vi om oplevelsen. Og dagene og ugerne efter. De tre store børn var til alt held hos deres mor og skulle først hjem til os 3 uger senere og være 3 uger hos os (sommerferie). Vi havde brug for roen til at processe hændelsen, så det passede så fint. Claras fantastiske dagplejemoder beholdt Clara den første nat, så vi kunne få fred.

Vi ville først fortælle de tre store børn om aborten når de var hos os igen. Da de fik nyheden blev de kede af det, men samtidig kunne de tydeligt mærke vores ro og afklarethed. De processede nyheden på hver deres måde og var ligeledes afklarede.

Morten agede mig på kinden en aften da vi var gået i seng og sagde "Det er altså okay at være ked af det". Det vidste jeg. Sandheden var bare, at jeg ikke var synderligt ked af det. Vi var kede af, at vi alligevel ikke skulle have en baby nu, hvor vi havde sat næsen op efter det og glædede os til det. Men det ville vi jo få en baby mere, hvis det var meningen. Så ingen panik. Jeg græd lidt et par gange. Blandt andet en dag hvor jeg så en smuk gravid kvinde. Hendes mave mindede mig om, hvor jeg selv ville være om få måneder. Men overordnet var jeg fyldt med en ro. Jeg var ganske enkelt afklaret.

Morten var også lidt trist, men ligeledes utroligt afklaret og så på det hele ud fra en naturvidenskabelig vinkel. Det var naturens måde at eksperimentere med celle-deling og denne gang gik det bare ikke. Det kunne jeg sagtens forholde mig til. Den forklaring tog jeg også til mig.

Fysisk havde jeg det super godt. Jeg gik straks igang med havearbejde og andre sysler. To uger efter genoptog jeg min træning. Jeg hyggede mig enormt og glædede mig over den gode sommer. Vi grillede med venner og familie og nød de gode rødvine vi havde købt i Italien på nogle af vores mange rejser.

Jeg spekulerede på om jeg mon bare ikke havde reageret endnu. Jeg mærkede godt efter i mig selv. Var der ikke en smule sorg et sted? Næh! Var jeg ligeglad? Nej da! Og folk undrede sig ofte. Men dem der kender mig godt, ved hvor følsom jeg er og at jeg mærker alt der rør sig i og omkring mig. Jeg er som den tørre svamp. Enhver lille dråbe optager jeg og mærker og forholder mig til. Dette er både godt og skidt....

Jeg havde kun to sygedage hvorefter jeg genoptog mit arbejde.

Min elskelige dejlige jordemoder som havde bragt Clara til verden - kom forbi til kaffe og en snak. Det var en stor bonus for mig, at kunne fortælle om det hele til hende, som kender mig så godt. Ved hvordan jeg reagerer under smerte og pres. Hun mente at min reaktion måske ville komme på et senere tidspunkt.... 

Jeg opdagede snart, at jeg begyndte at reagere i mine drømme. Jeg drømte at Morten var mig utro og ville forlade mig. Jeg oplevede jalousi og blev bange. Jeg drømte en nat at Clara var død og at jeg blev fyret fra mit arbejde.  Jeg drømte i det hele taget under temaet "at miste", hvilket jeg klart kunne koble til aborten. Godt! Der var altså en reaktion!! 

Men deprim og ødelagt over det var jeg bare slet ikke! Jeg var healet. Fysisk og psykisk. Jeg følte at jeg havde fået lov at bære liv i fulde 3 måneder. Og det følte jeg som et previlegium. Jeg følte at Gud havde forberedt mig og givet mig styrke og healing. Jeg oplevede at det der var sket, var naturligt. Det kunne forklares med at naturen skiller de svage fra og at det sker for en tredjedel af alle graviditeter. Oftest bare langt tidligere i forløbet. Og det kunne også forklares ved, at det var noget der skulle ske. På det åndelige niveau. Gud havde brugt mig til at bære en sjæl videre. Jeg følte en stærk ur-kvinde energi i mig og følte mig stærk i al min sårbarhed. Jeg var tunet så godt ind på mine følelser - bedre end i rigtig mange år. Jeg følte mig mest af alt taknemmelig, som kvinde. Og sangen om Maria høres stadig i mit indre....

Maria - ren og fortvivlet
Maria - stærk og så modig
Hyldest skal lyde til dig, Maria
Kvinde og moder som jeg, Maria 

Jeg lærte at børn er gaver der dumper ned fra himlen. Vi har dem kortvarrigt. Nogle gange længe nok til at få æren af at lære dem at gå, spise, tale, skrive, regne osv. Andre gange i så kort tid, at vi kun når at møde dem i deres energi og herefter bringe dem videre. Børn er ikke bestillingsarbejde. Jeg takker for min rolle og den måde Gud har valgt at bruge mig på i forhold til børn. Min abort har været en livsbekræftende oplevelse. En gave for livet... 

Tak!

Hejsa.

er der nogen der kan fortælle hvornår man kan forvente en ægløsning efter ufrivillig abort, og eller hvornår 1 menses efter abort den kommer?

Vil super gerne være gravid igen.

På forhånd tak.,

Kære alle.

Jeg er så ked af det, har i denne weekend aborteret ufrivilligt 6+2.

Er der nogen der kan dele deres historie med mig? Jeg er virkelig ulykkelig, og ønsker bare at blive grrevid igen. MEN har nogen erfaring med hvornår man må, eller kan?

På forhånd tak.

Hilsen den ulykkelige :-(