Her kommer mit bud på en fødselsberetning- læs med hvis du har lyst:-)
Søndag d. 2 marts kl12. tager kæresten og jeg på Skejby sygehus for at få tjekket op på mit faldende insulinbehov (har sukkersyge og havde fået at vide, at hvis insulinbehovet var dalende, kunne det være tegn på moderkagesvigt-ARGH). Får taget en CTG, der viser et meget stille barn, dog ikke bekymrende. Blodprøver for svangerskabsforgiftning bliver taget (bare for en sikkerheds skyld, for jeg har absolut ingen af de kliniske symptomer). Herefter bliver vi sendt på mor/barn afd. for at afvente svar, med beskeden om at vi nok skal overnatte.
Kl. 14 kommer der en sygeplejerske og siger at tallene på blodprøverne ser fine ud, og at vi nok alligevel kan få lov til at tage hjem, men at vi lige skal afvente konsultation med en læge. Kl 19 ingen læge, men besked fra hende om at vi BESTEMT IKKE kan tage hjem, da mine tal åbenbart er skæve. dvs. lavt blodpladetal og høje levertal, som kan være tegn på alvorlig svangerskabsforgiftning. Sygeplejersken informerer om at jeg nok skal sættes igang lidt før min forventede igangsættelse d. 8 marts.
Mandag- nye blodprøver. En sygeplejerske fortæller kort hvordan en igangsættelse kommer til at foregå, ved at jeg først skal have lagt stikpiller og derefter bare afvente et stille og roligt forløb- "der kan jo sagtens gå flere dage skal du vide". Ja tak- det var jo fint, da jeg først skulle føde mandagen efter:-) Vi afventer blodprøvesvar
Kl 17 kommer lægen- den første vi får lov at tale med. Samtalen står lidt utydelig for mig, men hovedtrækkene. Ingen svangerskabsforgiftning, lavt blodpladetal, risiko for forblødning, barnet skal rimelig hurtigt ud, du kan ikke få en epidural pga din tilstand, du skal have taget vandet, der kommer en portør om 5 min. ØØØH OK!!!!
kL 17.10 FÅR lige tid til at skifte til hositalstøj og bliver kørt til fødegangen. Jeg siger jer jeg måtte tage mig sammen for ikke at tude. Lige der var det eneste der blinkede på min lystavle DU KAN IKKE FÅ EN EPIDURAL, DU KAN IKKE FÅ EN EPIDURAL- det var jo den der skulle være mit støttehjul gennem smerten!!!!
Kl 17.25 bliver vandet taget med et meget stort plask. De søde jordemødre har informeret mig om hvad der skulle ske og at der sagtens kunne gå 2-4 timer før de første småveer begyndte. Der gik præcis 2 min så kom DEN ONDESTE MOTHER F...... ve, der gjorde mig så forskrækket at jeg allerede var ved at tabe modet AV FOR HELVEDE. Veerne kommer hvert 3 min og bliver hverken værre eller bedre. Efter ca 1½ time spørger jeg jordemoderen om jeg skal forvente at det bliver 100 gange værre end det her. "Naaaa ikke 100 gange, men det bliver nok en del værre". De 2 næste veer var jeg totalt i panik, for DET KUNNE BARE IKKE BLIVE VÆRRE, OG MÅSKE VAR DER 10 TIMER IGEN. Så kommer meget dum kommentar fra jordemoderen "når først veerne rigtig begynder at bide, skal du have lagt et glukosedrop så vi kan styre dit blodsukker under selve fødslen. Når de først begynder at bide, hvad mener du din spade- kunne hun ikke se jeg var ved at gå til af smerte? Hun laver herefter en undersøgelse, men siger "ja, nu skal vi jo ikke undersøge dig for tit, for så får du fornemmelsen af at det ikke går fremad- en normal førstegangsfødende vil være ca 1½-2 cm åben nu". Skal lige love for hun skiftede ansigtudtryk da hun først fik stukket fingrene op 6-6,5 cm åben. "Nå ja- så tror da pokker du synes det gør så ondt". Ja TAK for tilliden moster, jeg ligger ikke her og vrider mig pga menstruationslignende smerter!
Herefter går det hele stærkt igen. Der skal lægges drop og sættes alle mulig elektroder og apperater på mig, for at kontrollere barnet, mig og sukkersygen. Meget stort påstyr da jeg efter et stykke tid skal på toilettet og have hele følget af ledninger og slanger med, kæft hvor må det ha set komisk ud. Min kæreste viste sig dog hurtigt at være utrolig godt til at vikle mig ud og ind af ledninger.
Min tidfornemmelse er nu fuldstændig væk. Ude på toilettet får jeg den første lille presseve og jordemoderen siger at jeg gerne må presse lidt med hvis jeg har lyst. Det havde jeg rigtig meget lyst til- bare lidt ubehageligt at gøre på et toilet, man ved jo aldrig:-) Resten af fødslen foregår i en fødestol (der nærmest ligner en potte til en meget stor røv), ære være den mand eller kvinde der har opfundet den stol- den var guld værd. Min kæreste kunne sidde i en stol bagved og støtte mig. Da først presseperioden rigtig begyndte, var det som om jeg kunne slappe lidt af- der var tid til at holde pause mellem veerne . Desuden synes jeg en ve bliver 100 gange mindre smertefuld når man får lov til at gøre noget aktivt. Tiden er stadig mudret sammen, men pludselig bliver min kæreste kaldt ned for at se hovedet, jeg får tilbudt et spejl- NEJ TAK!!! 5, 10, 20 eller 30 presseveer senere ligger vores smukke datter på min mave. Jeg er glad og lettet, men mest af alt føler jeg et TOTALT tomrum af følelser. Hele forløbet er gået alt alt alt for hurtigt, så jeg hverken har kunnet nå at få krop eller følelser med.
Vores lille Kaja er også meget stresset og påvirket at sukkersygen og bliver kørt på neonatal efter 5 min, hvor hun ligger i ca. 5 dage.
Her efterfølgende har jeg fået alle de kliniske symptomer på svangerskabsforgiftning, åndenød, hovedpine, synsforstyrrelser, svimmelhed, trykken for brystet osv. Jeg har ikke rigtig haft mulighed for at tale med en læge om forløbet, og har nu været nødt til at kontakte min egen læge pga. angstanfald. Min egen læge kunne i min jounal læse at der muligvis var tale om hurtig udviklet svær svangerskabsforgiftning, men det har lægerne på sygehuset ikke sagt noget om.
Nå, det må være nok for nu. Men til jer der føler jeres fødsler har været småtraumatiske- FORLANG at få en samtale med en fødselslæge eller jordemoderen. Det hjælper at få talt ud. Efter at have talt med min læge går det meget bedre her. Vores datter er helt fantastisk dejlig og jeg har fået noget af mit overskud tilbage. Og hvor er det da verdens bedste fornemmelse at være MOR:-)
Favorit
Del
Anmeld
Facebook
Twitter
