God idé!

 Her er min fb..

Fødte søndag d. 24. maj kl. 9.00. 

Det hele startede om fredagen, d. 22., da jeg sidder og skriver synops med min studiegruppe. Jeg føler mig lidt ”våd” forneden og går på toilet for at tjekke.. Deri ligger så den største klat slim, jeg længe har set! Nærmest en hel håndfuld.. Ringer så til FG, hvor jm beroliger, men samtidig forbereder mig på, at fødslen kan gå i gang når som helst.. Den var jeg ikke lige klar på.. Skulle jo både aflevere synopsen om mandagen og til eksamen ugen efter..

Martins forældre kommer fredag og hjælper med puslebord, vugge osv. Jeg har en smule ondt i lænden, men tænker at det bare er overbelastning..

Lørdag har jeg det super godt, Martin tager ud for at spille til bryllup (han spiller i et kopi-band) og jeg går i seng 23.30.

Vågner 00.45 ved at vandet fosser ud af mig! Jeg løber ud på toilettet og prøver at få styr på vandende.. Lykkedes ikke! Hver gang jeg går et skridt fosser mere vand ud. Jeg klemmer sammen, flår alle håndklæder ud af skabet, går ind efter mobilen, (på håndklædet) og ringer til Martin. Vi bliver enige om, at siden jeg ikke har veer endnu, kan han blive og spille en time til. Veerne kommer 01.30, men er stille og rolige – jeg har dog konstant ondt i lænden.

Martin kommer hjem 02.30, en smule forvirret, men sød og støttende. Han får pakket tasken osv. 03.15 ringer jeg igen til FG, da veerne begynder at bide og kommer med 5 min. mellemrum. Hun siger at det er op til mig, om jeg  vil ind til undersøgelse, men da vi har 20 min. kørsel til Skejby, bestemmer jeg mig for at blive hjemme lidt endnu! (Har jo så tit hørt om fødende, som blev sendt hjem igen) Jeg ligger mig i seng igen med min varmepude, som var guld værd! Så går jeg i bad, men må under hver ve holde fast på armaturet, for at klare den!

04.45 ringer jeg igen til FG og når kun at sige mit navn, inden jeg får en ve. Jm siger at vi bare skal komme ind nu og vi gør os klar til at køre. Shit, det var en hård tur.. Pga. Vandafgang lå bebs jo ”frit” i maven, så hver gang vi kørte over det mindste hump, gjorde det ondt.. Og så var der jo veerne, som var vilde! Vi kommer på FG 05.30 og Jm undersøger mig stille og roligt. Bebs har det fint og jeg har det hårdt! Jm går nærmest i panik, da hun opdager at jeg er 10 cm åben, kun med lidt kant fortil og råber at hun skynder sig at fylde badekaret! Martin får sagt; ”Hvad med det dér lort dér?” og jm tilbyder klyx. (Måske havde hun glemt det?) Det var sgu en vild oplevelse, at skide som en fontæne!

Kommer så i badekar og ligger og plasker indtil vagtskifte kl. 7.00. Jm havde inden da sagt, at hvis jeg havde lyst til at presse, skulle jeg bare give efter. Jeg tænkte; YES, lad mig få skudt ungen ud! Men da ny jm overtager kommer jeg ind i fødestolen og jm finder hurtigt ud af, at jeg ikke har presseveer og siger at jeg ikke skal presse med. Mine veer er aftagende på det tidspunkt. Martin er så sød og dejlig under hele forløbet. Kl. 8.00 får jeg pressetrang, men har meget korte veer og kort efter stiger babys hjerterytme voldsomt og en over-jm kommer til stuen. Jeg kommer op på sengen og ligge og får ilt. Kort tid efter (8.30) beslutter vi, at jeg skal have ve-stimulerende drop, da jeg ikke kan bruge mine egne til noget. Jm siger at min livmoder er træt – både pga. at det gik så hurtigt med at udvide mig, men også fordi den første jm vejledte mig til at presse med. Jeg vidste jo ikke på det tidspunkt, at det skulle føles som at skide en vandmelon.

Får også kørt strimmel, men da de ikke kan registrere bebs’ hjertelyd, får han en elektrode på hovedet…

Jeg presser alt, hvad jeg kan og er sindssyg træt. Hovedet kommer lidt ud under hver ve og glider tilbage.. For satan!! Lige pludselig siger jm at under næste ve vil hun sige at jeg skal gispe og jeg tænker; yes, så er det ved at være – og jeg har styr på det med vejrtrækningen! Men men men.. Er så fokuseret på at presse, at jeg ikke hører hende, da hun siger GISP.. Først da Martin råber ind i mit hoved, at jeg skal gispe, begynder jeg og der er hovedet allerede ude og jeg er sprækket.. Men det mærkede jeg slet ikke. Den lille mand har også sin lille hånd med ud ved siden af hovedet! Under næste ve kommer resten af kroppen og en lille slimet, blodig og blå klump kommer op på min mave. Jeg tænker; Ad, lidt en ulækker baby.. Har den virkelig været inde i mig..? De tørrer ham hurtigt af og begynder at makke med navlestrengen, som Martin flot klipper! Vi begynder at kigge på den lille tingest – om alle fingre og tæer er fine og om vi har fået en dreng eller pige! Der er en diller, så en dejlig lille dreng! Vi fik taget stamceller, så da jeg har født moderkagen (så let som ingenting), tager stemcare-damen den og tapper den for blod. Vi fik set den senere.

Martin klarede det hele så flot! Kunne virkelig mærke, at han havde det svært, når jeg var ked og ikke følte jeg kunne mere, men alligevel støttede han mig og var stærk hele vejen igennem! En super dejlig kæreste, jeg har!!

Jeg skal jo så i gang med at syes, og bettemandens underlæbe begynder at sitre, hvilket åbenbart er tegn på sult og for lavt blodsukker (normalt har de jo en ”madpakke” med, men som sosu-ass. sagde, har han nok glemt at smøre sin.. HAHA) Man må åbenbart ikke amme, når man bliver syet, da livmoderen trækker sig sammen under amning, så han fik lidt MME med sprøjte. Derfor kom vi på barselsgangen og han skulle ha tjekket blodsukker hver 3. time og fik dog også MME med kop nogle gange.

Jeg blev syet i en time – ikke så fedt, men var jo bedøvet. Det var bare ikke så rart at jm skulle rode rundt dernede på det tidspunkt og slet ikke at få stukket en finger op i røven, mens hun sagde; ”kan du lige klemme om min finger”. For helvede da.. Hun skulle selvfølgelig bare tjekke om jeg var bristet deromme også, men det var jeg heldigvis ikke!

Så lod de os være i fred i et par timer – bare skønt, og virkelig mærkeligt – at være tre! Jm kom tilbage og vejede osv. En fin dreng på 52 cm og 3620 gram. Jm sagde, at jeg da vist skulle være glad for, at jeg ikke gik hele tiden ud. (Havde termin d. 8/6, så han kom 15 dage for tidligt)

Vi kom så på barselsgangen, hvor en sygeplejerske kiggede til os og hjalp mig i gang med amningen, som kørte fint næsten med det samme og dagen efter kom vi på patienthotellet!

Knus Signe

God ide

Hvor er det sjovt at læse FB igen . Jeg har jo siden hen været til efterfødselssamtale, hvor vi gennemgik alt. Konklusionen var: Hvis ikke Rasmus havde stået skævt i bækkenet, så havde det været en lynfødsel og hvis ikke jeg selv havde råbt EPI, så havde jordmoderen bedt mig om at tage den for at skåne kroppen.

Nå, men her er min FB:

 Kl. 11 lørdag den 30/5-09 opdager jeg at min slimprop er gået(sikke en slimet fætter). Efter at have skrevet et jubelindlæg i gruppen, hvor jeg nævner at jeg så ikke håber at der går flere uger inden der sker mere, så begynder jeg at have lidt murren i maven. Ikke noget jeg lægger noget i, da jeg har haft det i 3 uger op til. Får skrevet en jubelsms til min mand der er på arbejde.

Kl. 18 kommer manden hjem fra arbejde, hvor han har haft overarbejde. Han går i seng for at tage sig en lur. Jeg lægger mig på sofaen for at se lidt fjernsyn.

Kl. 19 flyver jeg instinktivt op af sofaen og ud på badeværelset. Når næsten derud før vandet fosser ud af mine bukseben. Jeg får nogenlunde kontrol med vandmængderne og går derefter ind i soveværelset for at hente rent tøj. Jeg vækker manden for at sige at vandet et gået. Han ser ret chokket ud…stakkels mand, han var lige faldet i dyb søvn. Jeg siger at han bare skal sove videre da der nok går laang tid endnu før der sker noget.

Kl. 19.10 ringer jeg til fødegangen og snakker med en sød jm. Jeg regner med bare at skulle informere om at vandet er gået, men hun vil gerne have at vi kommer forbi til et tjek. Jeg får vækket manden og går derefter i bad. Her begynder der stille og roligt at komme veer der bider lidt. Ret svært at overbevise sig selv om at gå ud af badet når der hver 5. minut fosser mere vand ud. Godt andre ikke kunne se, hvordan jeg hoppede rundt i lejligheden med håndklæder for ikke at gennemvæde mere tøj

Jeg får pakket det sidste af tasken, gjort autostol osv. Klar. Manden synes at det er tosset da vi jo bare skal til et tjek og snart kommer hjem igen. Jaja tænker jeg, men hvad nu hvis???

Kl. 20.20 ankommer vi til FG og efter max. 5 min. ventetid bliver jeg undersøgt. Jeg er 3 cm åben og har 7 veer på 10 min. Føler slet ikke at der er nogen pauser imellem dem. Jeg får klyx, kommer i bad og derefter over på en fødestue. Jeg når kun at komme ind på fødestuen før jeg lægger mig på knæ foran briksen og skriger pga. veerne der kommer oven i hinanden. Jeg siger til jordemoderen at der skal noget smertestillende til. Jeg havde regnet med badekar eller akupunktur, men det nævnte jm slet ikke. Hun ville i stedet lave en varmepude…godt så! 

Jm når kun at være væk i et par minutter så får jeg fremstammet til min mand at en varmepude på ingen måde er nok. Jm kommer ind, og jeg siger at jeg vil have epi. Hun er lidt imod at give den så tidligt i forløbet, men sætter alligevel det hele i værk. Hun nævner at der godt kan være ventetid(så tænker jeg: Ja, jeg ved at der kan gå en time eller to)..men nej, med ventetid mener hun 10-15 min. Luksus!

Kl. 23 samtidig med jm skift får jeg lagt epi. Det bliver gjort hurtigt og ret smertefrit. Den virker med det samme…sikke en lettelse. Fra det ene minut til det andet kan jeg ikke mærke veerne, kan snakke og grine…og så bliver manden sendt på jagt efter en kold cola.

Vi får den sødeste jm og jmstuderende. De var simpelthen guld værd. Som jm sagde: Nå, så skal vi fejre fødselsdag sammen.

Kl. 01 er jeg kun 4 cm åben. Jm kan så udvide mig til 6 cm. Der mærkes en lille hævet kant der er kommet af at hovedet rokker sig hver gang der er en ve. Der startes ve-drop da mine veer er gået lidt i stå. 

Kl. 02.30 bliver jeg beordret om på alle 4, så jeg kan prøve at få knægten længere ned i bækkenet. Epi virker stadig.

Kl. 3 er jeg 7 cm åben, men hovedet står stadig højt.

Kl. 4.30 tilkaldes afdelingsjm. for at vurdere om hovedet står højt og hvorfor. Der tilkaldes så den vagthavende læge. Lige pludselig synes jeg at der er mange på stuen. Alt går stille og roligt og alle er søde, men kan huske at jeg synes at der var mange ansigter og navne. Alle skulle lige mærke efter, og der var flere studerende der gerne ville have lov…jajaja, jeg er pt. ret ligeglad!

Konklusionen blev at knægten havde sat sig fast i bækkenet så han ikke kunne få hagen ind til kroppen som er alfa omega, hvis han skulle kunne komme ud.

Kl. 05.30 begynder jeg at presse samtidig med at jm prøver på at skubbe knægtens hage ind, så han kommer længere ned i bækkenet.

Kl. 6 tager jeg glædeligt imod lattergas. Den hjælper mig med at fokusere på vejrtrækningen.

Jeg får ret meget ros af jm for min presseteknik og hun hepper gevaldigt. Her tror jeg på at det nok skal lykkes. Efter en times pressen vurderes der med lægen at der absolut intet er sket. Der aftales at vi kæmper en time mere og ellers vil det blive kejsersnit. Her tænker jeg: Gu skal jeg ej have kejsersnit, så jeg kæmper endnu mere med at presse.

Kl. 7 er der stadig ingen forandringer, så lægen kommer tilbage på stuen. Her tænker jeg: Så giv mig dog det kejsersnit, nu har jeg kæmpet længe nok.

Lægen vil køre mig ind på operationsstuen og så lige prøve med kop som sidste mulighed.

Jeg får en lille shot at drikke(hvad det er kan jeg ikke huske, men joker om at det ligner en sort svin). Den får mig til at kaste op i store stråler. Per refleks bliver det til venstre…men der står min stakkels mand der dog når at hoppe lidt til side.

Kl.7.50 køres jeg ind på operationsstuen hvor jeg bare ser en masse mennesker. Her er jeg bare SÅ træt og vil have det hele overstået…de kan gøre med mig hvad de vil. Lægen roder rundt med koppen og så skal der ellers presses efter alle kunstens regler. Fy for dælen det gjorde ondt. Efter 2 forsøg stopper lægen, da knægten ikke rokker sig det mindste. De giver mig mere epi, men det virker tilsyneladende ikke, så jeg får lagt spinal…senere finder de så ud af at epi havde virket lidt senere, så jeg blev hvert fald bedøvet!!

Jeg ligger og halvdøser og har virkelig svært ved at holde øjnene åbne. Ænser lige skriget kl. 8.16 da Rasmus fødes. De bliver nødt til at bruge kop i selve kejsersnittet da han havde sat sig godt fast i bækkenet, så trods perfekt presseteknik ville jeg aldrig have fået ham ud!

Alt der foregår i timen derefter har jeg slet ikke styr på. Flere kommer hen og ønsker tillykke, men kan slet ikke fokusere på dem. Det er først på opvågningsstuen at jeg ligesom kommer til mig selv og kan nyde guldklumpen på 52cm og 3750g. Trods hans lidt hårde vej ud så scorede han to fine 10 taller i apgar 

På den ene side var det en voldsom oplevelse(specielt for min mand), hvor der skete meget på 12 timer og hvor jeg ikke altid følte at kroppen kunne følge med. På den anden side følte jeg mig konstant tryg og har kun mødt søde og kompetente mennesker.

Knus Miriam

God ide!!!

Jeg kan snakke om fødsler 24/7 hvis det skulle være

Sankt Hans aften, er vi hos min søster og griller. Hvor vi også der "Vores første barn" på TV2. Der sidder jeg og drømmer om, at det snart også er min tur til at føde.

Om natten kl.0.36 melder den første ve sig, og de kommer med 10 min mellemrum. Jeg vækker Alex og han tager tid og skriver ned, på 2 timer er de nede på 5 mins mellemrum, og jeg ringer til FG, de siger jeg skal vente indtil de varer min 1 min.

Så kl.5.00 kører vi på FG. JM undersøger mig, jeg har 1 cm livmoderhals og er kun 1 finger åben, så jeg bliver sendt hjem, med beskeden, at den kan være falsk alarm. Vi er hjemme kl.7. Spiser morgenmad og sover et par timer. da vi vågner er det ligesom gået i sig selv igen

Men op ad eftermiddagen kommer veerne igen, og ved 20 tiden gør det så ondt, at vi kører mod FG igen. Nu er jeg 2 fingre åben, og ingen livmoderhals. Jubiiii lidt har det da hjulpet. Jeg får lidt smertestillende at sove på og kører hjem igen. Får ikke sovet ret meget og kl.2.00 kører vi afsted igen... Nu er det 3.gang vi tager på FG og der er gået over et døgn, så denne gang tager vi tasken med op på FG. Denne gang får vi også lov at blive, da jeg er åbnet 5 cm... JUBIIIII!!!!

Jeg får lidt akupunktur og ved 5 tiden tager JM vandet, der kommer dog intet, da Noas hoved står så fast, så det ikke kan komme ud. Jeg synes at nu gør det MEGET ondt, men holder fat i min beslutning om kun at få lidt ilt... Er dog så langt ude nogle gange at jeg beder om en blokade, men heldigvis hjælper JM mig, så det ikke behøves.

Jeg kæmper med de veer der skal få ham ned så jeg må presse.. Efter 4 timer beder JM mig, om at stille mig på, så tyngdekraften kan hjælpe Noa ned... Og det giver pote... kl.10.31 Lige pludselig mens jeg kæmper som en gal kommer hans lille hoved til syne, så siger hun at næste gang der kommer en ve skal jeg presse kroppen ud, men det har jeg ikke tid til at vente på, så jeg presser videre på første ve, og smut, så kommer resten af kroppen... MEGET vild oplevelse. Hverken jeg eller JM regnede med at det gik så hurtigt, så hun havde ikke nået at kalde på en assistent, så hun råbte til Alex at han skulle trække i snoren NU, fostervandet var grønt, og derfor skulle de tage en prøve af navlesnoren inden det første min.

Helsigvis så alt godt ud. Jeg fødte moderkagen kl.10.41, den var åbenbart så flot at den skulle vises til de studerende. Alex klippede navlesnoren.

Jeg blev syet med 4 små sting, og 3 timer senere kom vi på barselsgangen....

En rigtig god oplevelse på 34 timer.

 

Og idag:

Knus Janni, som GLÆDER sig til næste gang!

Sofias Vej til Verden!!

Hjemvendt fra hospitalet:

Februar 2010: 9 måneder!

Sød idé!

min FB

det meste er kopieret fra den FB jeg skrev da vi kom hjem fra sygehuset. kan se jeg til sidst har været træt af at skrive så meget, så jeg har lige redigeret lidt - og sat lidt billeder ind...

Det hele startede mandag i sidste uge, hvor jeg hele dagen igennem har plukkeveer som er mere el. mindre regelmæssige, men alle kraftigere end jeg ellers har haft dem. Så jeg får lavet lister med ting jeg synes vi liiige skal have nået inden lilletøsen melder sin ankomst - får da lavet lidt, men manden er mere "jaa - men vi har også i morgen"
Tirsdag morgen (d. 2/6)  vågner jeg med "murren" både i underliv og i lænd - og jeg synes de bliver kraftigere og kommer rimelig regelmæssige. Da vi er blevet rådet til at tage et par panodiler, for at se om det er snydeveer, gør jeg det - der sker så det fuldstændig modsatte! - nu er jeg ikke i tvivl om at jeg har veer - og de gør pænt ondt . Da jeg har en jordemoderkonsultation samme dag, vil jeg gerne ringe og aflyse da jeg tvivler stærkt på at vi kommer - også selvom vi skal ud i en lang lang fødsel - jeg kan bare ikke komme igennem på telefonen.
Nu må klokken være omkring 9.30 og manden går i bad - i mens bliver veerne værre og jeg må virkelig koncentrere mig om at trække vejret som jeg har trænet og ikke bare krølle mig sammen på gulvet og tude.
Det ender med at manden snakker med både jordemodercentret og fødegangen. Vi aftaler med den vagthavende jordemoder at jeg skal en tur under bruseren og så skulle vi lige så stille køre til sygehuset - en tur på små 30 min.
Det går fint med at komme i bad og stå under bruseren - får endda vasket håret - og vandet hjælper dejligt på mine veer. Problemet var at komme ud igen. Jeg har næsten ingen vepauser, så det er svært at overtale sig selv til at slukke for vandet, for at tørre sig og tage tøj på.
Imens jeg er i bad, ordner manden det praktiske med at samle det sidste til sygehustasken, fodre kattene af og andre småting og klokken 10.50 kører vi fra Ringsted mod Slagelse. Nogle af de længste 30 min jeg har oplevet. - og så var der ovenikøbet vejarbejde
Da vi ankom fik manden råbt lidt frem og tilbage med en ambulancefører, der ikke mente vi måtte holde foran skadestuen (der var ingen rigtige parkeringspladser) "aftalen" blev at min mand flyttede bilen mens ambulanceføren skaffede mig en kørestol (som jeg absolut ikke ville sidde i )
Vi blev modtaget af vagthavende jordemoder og hurtigt overtaget af en sød jordemoder ved navn Bettina. Vi fik vist en fødestue og alle var sådan "jamen du er jo førstegangsfødende, så du er nok ikke så langt, og vi tager det stille og roligt" - hmmm) Igenem et par veer mere kom jeg endelig op på sengen og blev undersøgt af både Bettina og en jordemoderstuderende - resultatet blev at jeg var 6 cm åben! - Så kunne jeg bedre forstå at det havde gjort så ondt  Det var omkring kl. 12.
Lilletøsen lå forkert med hovedet så hun gav mig en voldsom pressetrang og jeg blev beordret om IKKE at presse, men at gispe mig gennem veen, når trangen kom. Det var godt nok ikke nemt.
Jeg blev tilbudt lattergas og hev godt i masken, men synes ikke den hjalp sønderligt meget. På et tidspunkt fik jeg hevet så godt i masken at jeg rev den fra slangen, men JM var ikke urolig for "forgiftning" for jeg fik kun ilt - og ikke lattergas som hun havde sagt...  Snydepels..

Omkring kl. 13.45 havde tøsen vendt sig og jeg fik endelig lov til at presse og hvilken lettelse! Desværre ville JM have mig liggende på ryggen, selvom jeg følte jeg havde mere styr på det hele hvis jeg hang over ryglænet siddende på knæ. Efter et stykketid med presseveer stod hovedet lige inden for og jeg fik vepause! Havde stort set ikke haft en vepause siden veerne startede og så skulle der komme en lang én nu! aldrig har jeg oplevet en svidende smerte som da hendes hoved stod fast dér!
Endelig kom den næste ve og lilletøsen blev født kl. 14.32. hun var 50 lang og vejede 2880 gram så en fin lille størrelse.
Hun kom med det samme op på min mave og jeg var solgt - der var intet andet i verden end hende og mig (og Thomas et eller andet sted også).

Min moderkage ville ikke ud. havde fået 2 sprøjter i navlestrengen, 1 i låret, "massage" af maven og JM begyndte at tale om at den skulle opereres ud (var helt ligeglad, så længe jeg kunne se på denne skønne pige der lå hos mig, så måtte de gøre ALT). hun talte heldigvis med en operationslæge af en art, som helt tilfældigt havde læst en svensk undersøgelse omkring Nitroglyserin, som de bruger til hjertepatienter. citat: "Der er det nitroglyserin der siger BANG, og så er der dét her" - sådan fik vi det forklaret . 2 pust af det under min tunge og 4 min efter kom min moderkage ud!

Vi nåede lige at kunne få besøg da besøgstiden startede kl. 19, og jeg var SÅ træt men ville ikke ligge (havde jo ligget på ryggen under hele pressefasen). set i bagklogskabens lys, burde jeg havde været mere obs på det - jeg døjer nemlig stadig med et meget ømt haleben...

til sidst lige et par billeder:

næsten 1 døgn gammel

8 måneder og fuld af spilopper

Christina - som allerede glæder sig til nr. 2

Rebeccas raket-turbo-lynfødsel...

Jeg havde termin torsdag d. 25. Juni  2009, men var hele graviditeten sikker på at jeg ville føde før tid, og måske endda meget før tid.  Har født 38 + 2 to gange og derfor kunne det jo ikke være anderledes 3. gang. Men pludselig var jeg alligevel gået over tid, hvilket føltes helt forkert. Dagen efter min termin begyndte jeg om eftermiddagen at få ondt i ture. Jeg spekulerede over om der måske var optræk til noget, men det blev ikke værre i løbet af aftenen og da jeg gik i seng ved 22.00-tiden gik det i sig selv igen. Men næste morgen blødte jeg lidt, så smerterne havde da rusket op i noget. Resten af weekenden gik dog uden tegn på mere. Mandag havde jeg planlagt at tage til jordemoderens åbne konsultation, også fordi mit blodtryk havde været lidt for højt sidste gang. Alt var dog som det skulle være og jeg fik at vide at jeg dagen efter skulle ringe i svangreambulatoriet mhp. tid til igangsættelse når jeg var 42 + 0. Jeg tog derefter ind til byen og købte mig lidt sommertøj, da vejrudsigten de næste dage lovede op til 30 grader. Jeg håbede så at jeg alligevel ikke ville få brug for det når det kom til stykket. Resten af dagen gik som vanligt med afhentning af børn, aftensmad og putning. Ved 20.00-tiden var der endelig ro og vi smed os på sofaen og så fjernsyn. Pludselig lidt i kl. 20.30 fik jeg samme smerte som i fredags, jeg pustede stille for mig selv og så gik smerten væk. Men pludselig gav det et smertefuldt smæld i min mave så jeg nærmest hoppede i sofaen. Av det gjorde ondt. Faktisk holdt det ikke op med at gøre ondt, det blev bare ved og det eneste jeg kunne gøre var bare at halvråbe ”av av av”. Jeg fik slæbt mig ud på badeværelset og kunne mærke der løb lidt ud af mig. Det var rigtig ubehageligt, gjorde ondt, jeg rystede og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Min mand lagde et håndklæde ud på sengen, som jeg lagde mig på og så ringede han til fødegangen. Jeg lå nærmest og småskreg  av av av hele tiden og det kunne jordemoderen tydeligt høre i telefonen, så hun tilbød at sende en ambulance. Min mand mente dog det ville være hurtigere at vi kørte selv, så han fik de sidste ting i min sygehustaske, fik ringet til sin mor som skulle høre efter drengene, fik ringet til vores nabo om at han skulle komme ned og høre efter drengene til deres farmor dukkede op og så kom vi afsted. Der var næsten ingen trafik, så det gik stærkt. Halvvejs til sygehuset begyndte jeg at gispe, jeg følte det pressede på nu. 5 minutter før vi ankom ringede min mand op til fødegangen igen, så de var klar med en båre ved hovedindgangen når vi kom. Min mand tog svingene op til sygehusets hovedindgang i sådan en fart at jeg bare skreg fordi det gjorde ondt. Mig op på en båre og så blev jeg ellers kørt direkte på fødegangen og på en fødestue. Jeg blev hurtigt undersøgt og ja, jeg kunne bare presse når jeg følte trang til det. Men så travlt havde babyen så alligevel ikke da det kom til stykket. Jeg fik alt mit tøj pillet af,  fik et spejl så jeg kunne se den lille hårtop dukke op og jeg fik hånden ned og mærkede toppen af hovedet. Hver gang jeg pressede kom der en lille kant ned, så jordemoderen måtte tilsidst hjælpe og skubbe den væk når jeg pressede.  Det strammede rigtig ubehageligt da hovedet blev født. I spejlet kunne jeg se det lille ansigt og udbrød ”det er Sebastian” (vores yngste søn), hvilket fik alle til at grine. Én ve mere og så kom baby ud, kl. 22.01, 1½ time efter 1. ve. Lige op på min mave, dejlig varm og fedtet. Jeg lå og pustede ud og udbrød ”hvad blev det”. Jeg kunne simpelthen ikke løfte babyen op og tjekke det  selv. Assistenten kiggede og sagde, ”nu har  jeg set det”, og så sagde min mand ”Så, nu får vi problemer!!” ”En PIGE” udbrød jeg glad. (Vi har i forvejen 2 drenge). Jeg havde hele graviditeten været så stensikker på at vi ville få endnu en dreng, at det var så mærkeligt pludselig at få en pige. Vi havde heller intet pigenavn klar. Så ventede vi på at moderkagen løsnede sig, men der skete ligesom ikke noget. Jeg begyndte at blive lidt urolig, for tiden gik uden den kom. Jordemoder Marianne hev lidt i navlesnoren indimellem, men det føltes bare rigtig ubehageligt for mig. Maks. 1 time måtte der gå, så de var begyndt at snakke om at ringe efter en læge, så den kunne blive fjernet  i narkose, da jeg pludselig fik en rigtig smertefuld presseve. Jeg skreg bare op. AV. Men ud kom den efter 50 minutter og så var det endelig helt overstået. Endelig kunne jeg blive syet og få ringet rundt til de nybagte bedsteforældre. Og hvor var det fedt at kunne fortælle at vi havde fået en pige dennegang. Et par timer efter blev hun vejet til 3090 gram og målt til 50 cm. Og 3 dage senere fik hun navnet Rebecca.

Sikke en god idé :)

...

Min fødselsberetning....

Jeg vågner torsdag d. 18/6 ved 4-5 tiden om morgenen, ved at der er nogle "jag" i maven, men er så søvndrukken på det tidspunkt at jeg falder i søvn igen... Kl. 9 kan jeg ikke sove for det mere, så står op... Tager lidt morgenmad, og spekulerer egentlig i om det er veer eller mavkramper eller wtf. Kl 12.30 er jeg ikke længere i tvivl... Jeg ringer på FG, da der er 5-7 min mellem veerne og de varer 1-1½ min. Hun sagde jeg bare skulle tage det roligt, og komme engang ved 13.30-14 tiden... Ringer så til kæresten og siger at jeg nok måske snart skule føde, så han måtte egentlig godt tænke på at køre hjemad, men han behøvede ikke skynde sig, da der var lang tid til vi skulle være der. Jeg smører mig lidt mad( og øv det kun var lidt, for får ikke andet før 5 timer efter fødslen)... Kæresten var hjemme 5 min efter jeg havde ringet til ham... Hehe... Og han er ret utlmodig, og vil have vi skal køre med det samme... Tag det roligt, siger jeg til ham... Jeg skal liiiige spise færdig...

¨Nå, men afsted mod sygehuset, noget før tid, men det resulterede i at vi skulle vente ret meget. Jeg skrev til in mor og svigermor på vej derind, at nu kørte vi. Blev først undersøgt kl 15,30 udslettet livmoderhals og 1 cm åben... Ørv, tænkte jeg, men ok... Hjem med os... Vi tog op til min mor, som gik to laaaaaange ture med mig for at sætte skub i det.... Hjalp sgu ikke.... Ved 21 tiden tager vi hjem, og jeg går en tur for mig selv, og intet hjælper.... Jo, får meget ondt. Kl 02 ringer jeg på FG for nu havde jeg altså så ondt, kunne ikke holde det ud mere... Jamen, Sanni, svarede de i den anden ende,,, Vi har  travlt, så kan du trække den et par timer...? Argh, ja. vil da prøve.... Kl 04 præcis ringer jeg igen... Nu gør det monster ondt, og har altså ikke sovet i knap et døgn... Jamen, jeg kunne bare komme ind, så kunne jeg blive tjekket op på...

Vi kører igen, og kl 5 bliver jeg undersøgt. stadig udslettet livmoderhals, men ½ cm åben... Fuuuck, tænkte jeg... Går det TILBAGE? Jdm tilbyder mig en cocktail af sm.stillende, noget ve-hæmmende og noget sovemedicin... Ja tak... Om ikke andet så burde jeg kunne få sovet. Tager den inden vi kører derfra... Så når vi hjem, og ligge mig på sofaen, og når at ligge der i ½ time or so, så mærker jeg et "smæld" og vandet fosser ud.... Kæresten spørger hvad der sker, og jeg siger... Vandet er sgu gået, og jeg vralter ud på badeværelset. Ser at vandet er grønt, og beder kæresten ringe på FG mens jeg går i bad. Fg siger vi skal kømme med det samme, og vi drøøøøøøøner derind. Nøj, det gør avs nu... Bliver undersøgt kl 6,453 og er 4 cm åben, og bliver indlagt. Jeg beder med det samme om en EPI, da jeg er udmattet og skal samle kræfter til når det hele går i gang. Den bliver lagt, og EPI, du er min bedste ven. Får sovet i 1½ time, også vækker de mig, og slukker for den. Mine veer giver ikke rigtig nok, så får lagt ve-drop, og skal prøve at komme op at stå... der kaster jeg op, og kommer over på sengen igen. Knægten vil ikke rotere den sidste 1/3 del ned i bækkenet, så bliver beordret op at stå i gen, og skal presse lidt, får at få ham ned. Endelig ligger han rigtigt, men jeg kan ikke rigtig finde ud af at ligge presset rigtigt, så de begyndte at true med kop, eller KS, også fandt jeg uanede mængder af kræfter og preeeeeeesseede og kl 14.19 fredag d. 19/6 2010 bliver Lucas født. En lille dreng på 2780 g og 49 cm. Han bliver temmelig bleg kort efter, og en pæd. kommer og kigger på ham. De undersøger ham, mens jeg bliver tjekket efter, han manglede bare lidtr varme, og han har lavt blodsukker, så vi bliver indlagt på barselsgangen til early feeding og kontrol. Dagen efter får vi grønt lys til patienthotellet og han behøver ikke MME mere. Og om søndagen får vi grønt lys til at tage hjem, han har dog noget gulsot vi skulle være opmærksom på. Hans sutteteknik er lidt forkerrt, så jeg havde store sår i 9 uger, før de lægte. De forsvandt først efter jeg gav ham en større sut, og derefter var der ikke noget...

En dejlig, men hård ting at tænke tilbage på, og jeg er begyndt at tigge efter en 2'er.... *GG*... Håber snart han giver sig...

Kraam fra Sanni og LUas

Malthe af 21.06.09

Super ide, jeg bliver aldrig træt af at høre om andres fødsler

Jeg havde termin 10/6-09, men havde konsekvent sagt at jeg ville gå 14 dage over. D. 20/6 havde jeg fået en tid til hindeløsning på Hvidovre hospital kl. 8 om morgenen. Min mand og jeg kørte derud og sad pænt og ventede på det blev vores tur. Jeg fik målt CTG og Malthe havde det glimrende og urinprøven viste at alt var fint. Blodtryket var også fint og det havde det også været hele vejen igennem graviditeten. Da så damen derude skulle undersøge hvordan det stod til med at begynde at åbne mig og så evt. løsne hinder. Der var bare totalt lukket og slukket og det gjorde pisse ondt, så hormonella-mig begyndte at tudbrøle, fordi det gjorde ondt og jeg bare var så pisse hamrende skuffet over at det ikke kunne hjælpes på vej. Damen sagde at livmoderhalsen var blød, hvilket var et godt tegn og gav mig så en tid til igangsættelse onsdag d. 24. Slukøret kørte vi derfra igen (nok mest mig der var slukøret) og min kære mand foreslog så at vi gik en tur i Brøndby havn (for at fremskaffe nogle plukveer) og så kunne vi jo spise en is også. Jeg ville ikke have isen der, men vi gik en god tur og den friske luft hjalp på humøret. Vi tog i Rødovre centeret og der var heldigvis tilbud i Name It, så jeg fik lov at gå lidt shoppe-bananas  og så tog vi hjem til mandens forældre og spiste aftensmad og jeg sad og klippede dele til navnefest-invitation (jep, jeg var ude i god tid). Dagen efter ville jeg lige give den en skalle og lave en hel masse, så de bare skulle klistres sammen. Inden vi skulle køre hjem var jeg på toilettet og spottede verdens mindste plet blod og listede ind og fortalte manden at der måske var en tegnblødning, men den kunne jo også bare være fordi damen havde rodet rundt tidligere, for der havde jeg også blødt lidt. Vi stenede tv iden vi gik i seng og aftenen og tror vi kom i seng lidt over 1 om natten. Kl. 3.15 vågner jeg ved at mit skamben gjorde ondt som om Malthe havde bevæget hovedet (han havde stået med hovedet ned rigtig lang tid) og tænkte at han kunne fandme godt tage at ligge stille om natten, så man kunne få lov at sove. Så var det som om der løb lidt vand og jeg tænkte: Ej, for helvede nu pisser jeg også i sengen. Jeg lå med ryggen til manden og gav ham en albue i ryggen og sagde at han skulle skaffe mig et håndklæde til at lægge under måsen, for enten havde jeg lige tisset i sengen eller også var vandet var gået. Så han lagde et håndklæde og jeg kom og op sidde og han hev mig ud af sengen. Og så sagde det bare schwuss i bedste Hollywood-stil og ud fossede det med vand (ok jeg havde ikke tisset i bukserne!). Jeg hoppede ud på toilettet og manden krabbede efter mig og tørrede op på gulvet hele vejen, skaffede mig tørt undertøj og jeg sad lidt på toilettet og ventede og se om det ville holde op. Jeg fik hurtigt fyldt et bind op med ”vand” og så skiftede jeg igen. Ringede til fødegangen kl. 3.30 og sagde at vandet var gået. Hun spurgte om det var klart, hvilket det var og om jeg havde veer - det havde jeg ikke. Aftalen blev at vi skulle komme ind kl. 9, hvis ikke jeg havde fået veer inden, som ellers gjorde at jeg ville komme ind. Jeg hentede et vådliggerlagen på Malthes værelse og lagde på sengen og prøvede så ellers at sove. Kl. ca. 4 kom første ve og de blev ret hurtigt regelmæssige med omkring 6 minutter imellem. Jeg lå og klemte mandens hånd hver gang (han skulle også lide lidt) og det hjalp på en eller anden måde lidt på vejrtrækningen. Efter lidt tid prøvede jeg med et brusebad, men syntes bare det gjorde veerne værre, men fik taget et grundigt bad og vasket hår og kravlede så i seng igen. Kl. halv otte ca stod vi op og spiste morgenmad og pakkede de sidste ting. Jeg havde ret ondt ved veerne og måtte sidde tilbagelænet på en kontorstol ved hver ve, så det var lidt svært at spise morgenmad når de kom hvert 4 minut ca og varede godt et minut. Inden vi gik ud af døren sagde jeg til manden at godt nok havde jeg sagt jeg ikke ville have epi, men hvis det lignede noget der skulle trække ud til mange timer, så ville jeg altså gerne, for det her kunne jeg ikke klare alt for længe. Der var ca. 10 min køretur til Hvidovre hospital og jeg nåede at have to veer på vejen – biler er bare ikke designet til fødende kvinder! Min mand ville sætte mig af ved døren og køre længere væk på parkeringspladsen, så han kunne parkere der hvor man kan holde gratis i flere dage. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle vente derhenne alene eller gå alene på gangen mod fødegangen, så begyndte at tude og nægtede at stå ud af bilen. Vi parkerede og han fik mig slæbt hen til indgangen og elevatoren. For dem der er kendt på Hvidovre hospital, så er der sådan nogle store områder ved hver elevator, hvor der er stole. Der måtte jeg lige hen og sidde og pruste mig gennem en ve og så videre ned af den lange gang mod fødegangen. Man skal ringe på for at komme ind på fødegangen og var midt i en ve da vi blev lukket ind, så JM var ikke i tvivl om at jeg var i gang med at føde og manden kunne oplyse at vandet var gået i nat og vi havde aftalt at komme kl. 9. Vi sad i venteværelset og ventede på vores søde JM og så skulle jeg pludselig tisse og skyndt mig ud på toilettet (så meget som man kan når man er midt i at føde). På vejen kom der mere fostervand ud og hvad jeg ikke haft leggins på som kunne suge havde jeg haft oversvømmelse i skoene. Manden fandt tørre hospitalsunderbukser tilmig og så kom vi ind på en undersøgelsesstue. Jeg var så bange for at jeg slet ikke havde åbnet mig nok og de ville sende mig hjem. Havde sagt at jeg ville nægte uden noget seriøst smertestillende. Jeg var så 3 cm åben og måtte blive. Da vandet var gået kunne hun også mærke at Malthe havde meget hår. Yes, tænkte jeg, for jeg havde sådan ønsket mig en baby med meget hår. Jeg fik varmepude til at lægge på maven hvor jeg havde ondt når jeg havde veer. Det hjalp lidt. JM sagde at jeg skulle huske at trække vejret ind gennem næsen langsomt og puste ud (syntes bestemt også det var det jeg gjorde, men det syntes hun åbenbart ikke). Jeg fik kørt CTG og Malthe havde det fint og fostervandet var stadig klart og fint. En time efter jeg først blev undersøgt(10.25) var jeg 5 cm åben. JM spurgte om jeg ville have klyx, men sagde jeg havde mere eller mindre haft diarre derhjemme, så det tænkte jeg ikke var nødvendigt (sidder nu og tænker at det ved jeg ikke om jeg burde havde haft). JM siger at vi kan gå hen på fødestue 3, så kommer hun. Det er langt væk synes jeg og går med et tæppe pakket rundt om mig, for jeg har kun bluse på. Manden går ved siden af mig og støtter mig og lægger hånd til når jeg har en ve (mener jeg havde to inden vi når derned). Jeg siger til manden er 3 er mit ynglings tal, så det kan jo kun gå godt. JM spørger om jeg vil i badekar, mens jeg overvejer siger manden om jeg er sikker på jeg kan komme op, hvis jeg kommer i. Jeg kigger på badekaret og konstaterer at pga designet, så kan jeg faktisk nok ikke, så jeg kravler op på sengen. Jeg får maske med lattergas og det hjælper på vejrtrækningen og jeg finder også ud af at masken er glimrende lyddæmper for min klagen hver gang jeg har en ve. Jeg havde kun sovet 1½ time om natten da vandet gik og selvom jeg sov lidt mellem veerne var jeg stadig træt. Lattergassen gør mig sløv, så mellem hver ve halvsover jeg faktisk. Der var et par gange hvor JM fortalte mig ting eller spurgte mig om noget og hvor jeg måtte bede hende gentage fra midten, for min sløve hjerne havde kun opfattet halvdelen. 11.15 er jeg åben 8 cm, 11.30 er jeg 9 cm og har begyndende pressetrang. Jeg kan huske at jeg tænkte at det da overhovedet ikke passede at det var ligesom når man skulle stort på toilettet. Det føltes helt klart som om Malthe stod derinde og skubbede med hovedet og ikke som noget andet. 12.05 hovedet er ikke helt nede og der er en kant i højre side. Jeg er ikke helt åben. Kan se i journalen at JM ville have mig om på siden, men det kunne jeg ikke. 12.25 er jeg helt åben. 13.30 har jeg prøvet at presse med et par gange uden den store effekt. JM ville have mig op at stå, men det var jeg for udmattet til og hun fortæller mig at min livmoder åbenbart synes den trænger til en pause, så hun synes jeg skal have ve-drop, for at få gang i det igen, for mine veer er gået lidt i stå. Kl. 14 har jeg virkelig pressetrang og kan ikke kæmpe imod. Jeg kan huske hun efter fødslen sagde at det kun tog mig et par veer at fange tricket med at presse med på veen og så gjorde jeg det godt. På et tidspunkt siger hun at det går rigtig godt. Hun kan se hovedet kommer frem når jeg presser og viser mig at hvor meget hun ca kan se (svarende til lidt mere end en 5-krone), min reaktion er: Ikke mere???!! Det er dælme ikke meget!Men hun siger jo det er skam rigtig fint. Kl. 14.15 har jeg begyndende bristninger (kl. 5 og kl.7). Jeg kan huske hun spurgte mig om det sved når jeg havde veer og ja, det gjorde det og jeg forklarede hvor. Hun holdt derfor en varm klud på når jeg havde veer. Hun fortalte mig ikke at det var fordi jeg havde bristninger (hvilket var klogt nok, for jeg havde sagt at det jeg var allermest bange for var bristninger – især fordi udvidelsen gik så hurtigt) og så Epi. 14.38 føder jeg Malthe. En vidunderlig dreng på 56 cm og 4400g. JM første kommentar er: Hold da op hvor er han stor (hun havde skønnet ham til 34-3500 g og da det ikke var et kilo ved siden af, så skulle hun heldigvis ikke give kage). Jeg turde ikke kigge og skulle jo også lige have min obligatoriske lur efter veen. Det betyder at jeg ikke har set den lille varme fedtede baby og det ærgrer mig nu, men sådan er det jo. Da jeg fødte Malthes krop lå han forkert med skulderne, de var ikke fuldt roteret, så det gjorde vederstyggeligt ondt og det var der så en grund til, jeg revnede nemlig så lukkemusklen også revnede i den ene side. Efter fødslen forsøgte JM at give mig pudendusbedøvelse, så de kunne sy mig på fødestuen, men det var helt umuligt at lægge mig, for jeg skreg af smerte hver gang hun skulle til at stikke. Derfor skulle jeg have spinalblokade og syes på operationsbordet. Malthe blev derfor lagt over på hans fars mave og jeg kørt væk. Det var fandme hårdt at blive taget væk fra sin nye familie, jeg havde lige haft ca 45 min på stuen med Malthe på maven og manden ved siden af os.
Malthe suttede fint fra starten af og der var godt sug i ham, så det har han ikke haft problemer med. Efter godt to timer så jeg mand og barn igen og det var helt fantastisk. Jeg synes det er det vildste nogen siden, men tør nok desværre ikke igen og det synes jeg er trist, for hvor er det sejt at man kan gøre sådan noget.

...

God idé.

Her er beretningen om Mathias' lange vej til verden:

Onsdag d. 24/6: 41+0 - Slimproppen gik om morgenen. Senere på dagen var jeg ved jordemoder som mente at NU fødte jeg helt sikkert snart (hun havde ment det samme 14 dage før, men nu var hun altså helt sikker)

Torsdag d. 25/6: 41+1 - Vågnede kl. 5 om morgenen og var ikke et sekund i tvivl om at jeg havde veer. Men var forberedt på at der stadig kunne gå lang tid, så prøvede at sove igen, men det var ret svært, så vækkede kæresten kl. 6.30 da jeg stadig havde veer.
Her begyndte man så at tænke nu sker det snart, men så det stadig lidt an.
Havde veer on/off hele dagen, men ikke noget regelmæssigt ligesom om morgenen.
Om aftenen blev det så regelmæssige igen. Beskeden fra fødegangen lød at vi skulle ringe når jeg havde veer hver 4. minut der varede 1 minut, sådan skulle de have været i 4 timer.
Så vi ringede efter 4 timer, og blev bedt om at komme ind.
De kunne så konstatere at jeg kun var 1 cm åben og der var stadig 1 cm livmoderhals tilbage endnu. Så fik noget smertestillende med hjem og besked på at hvile mig inden fødslen gik igang (Ret svært med veer, men gjorde et forsøg)

Fredag d. 26/6: 41+2 - veer on/off hele dagen, men ikke noget ordenligt regelmæssigt.

Lørdag d. 27/6: 41+3 - veer on/off hele dagen, som blev regelmæssige om aftenen, hvor vi igen blev bedt om at komme ind da vi kontaktede fødegangen.
Desværre var det intet sket siden om torsdagen.
Så blev igen sendt hjem med smertestillende og besked om at hvile mig inden det gik i gang. Pillerne virkede ca 4-5 timer, det var hvad jeg fik "sovet", vågnede hver gang veerne toppede.

Søndag d. 28/6: 41+4 - veer forholdsvis regelmæssigt hele tiden. Og en ubeskrivelig smerte i bækkenet, kunne slet ikke holde det ud. Så endnu engang afsted til fødegangen, der nu kunne konstatere at livmoderhalsen var udslettet og jeg var 2½ cm åben. Men man er først i aktiv fødsel når man er 4 cm åben, så de ville sende mig hjem igen.
Insisterede på at blive der, kunne intet holde ud, og havde næsten ikke sovet siden torsdag.
Blev indlagt på svangregangen for at blive smertedækket og få lidt søvn.
Fik de samme piller som jeg havde fået de to andre gange, men veerne bed nu så hårdt at de ikke hjalp, så spurgte efter nogle timer om jeg måtte få noget andet.
Kunne få morfin, men det ville påvirke lillemanden, så hvis jeg fødte indenfor 4 timer skulle han have et antistof når han kom ud.
Ville lige vente og snakke med kæresten om det ( han var ved sine forældre for at få lidt at spise )
Da han kommer tilbage bliver vi enige om at gøre det, så jeg kunne få sovet inden fødslen.
Så skulle jeg jo lige undersøges... var nu 4 cm åben - altså i aktiv fødsel - ENDELIG - og skulle nu på fødegangen og have epidural i stedet.

Mandag d. 29/6: 41+5 - Blev konstateret i aktiv fødsel kl 21 søndag, og blev først flyttet over på fødegangen over midnat.
Her skulle de først køre ctg, måle blodtryk og undersøge mig igen inden jeg kunne få epidural.
Var nu 5 cm åben, og fik langt om længe bedøvelsen, og den fik det hele til at gå i stå.
Kl. 5 om natten var jeg stadig kun 5 cm åben, og de besluttede sig for at tage vandet i håb om at det ville sætte skub i det.
Kl. 7 var jeg 5-6 cm åben, og fik lagt ve-stimulerende drop for at sætte fødslen i gang igen.
Herefter gik det langsomt fremad, de måtte dog hele tiden øge ve-droppet for at holde det i gang.
Max dosis hedder normalt 180ml, kom op på 300ml inden han kom ud.
Lillemanden stod højt oppe, så måtte vente meget lang tid på at han skulle komme helt ned.
Under forløbet faldt hans hjertelyd et par gange hvor det hele bare skulle gå frygtelig stærkt. Fik stukket en iltmaske i hånden og komanderet fra side til side indtil han var okay igen.
Puha, meget svært at vende sig så hurtigt når man er højgravid og har meget ondt
Omkring kl. 11 er der en læge inde og undersøge mig fordi det nu havde stået stille på 9 cm et stykke tid og jeg havde voldsom pressetrang. Hun mente godt jeg kunne presse nu, han var jo ikke så stor - maks 3500 gram. Kæresten prøvede at overbevise hende om det ikke kunne passe, da sidste vækstscanning havde sagt 3600 og det var 4 uger siden, men hun var meget sikker.
Fik dog (heldigvis) ikke lov til at presse før jeg var 10 cm åben, men havde nu stort set ingen presseveer overhovedet, selvom droppet som sagt blev øget, så skulle bare presse når de sagde til.
Forstod selv ingenting af hvad der skete på stuen, hørte noget med at jeg skulle presse næste gang jeg kunne mærke en ve, og så ville jeg føde hurtigt om lidt.
Pressede og mærkede så en sugekop falde af, AV, først her forstod jeg at de var ved at tage ham med sugekop. De prøvede igen, men den faldt endnu engang af.
De måtte så hurtigt have fat i en anden sugekop (elektrisk efter hvad kæresten siger) og så kom han endelig ud.

Kl. 12.22 meldte Mathias sin ankomst - 4400 gram og 56 cm

Så næsten 1 kg skudt forkert af den læge der undersøgte mig lige inden jeg skulle føde...

Har meget ambivalente følelser omkring den næste fødsel... er ekstremt bange for at det skal være et så langt forløb igen, men ved jo også godt at mange førstegangsfødende har det her lange og hårde forløb, så må jo bare tage den næste fødsel til november i stiv arm.

Sådan kom Emine til verden den 20.05.09

Sikke en god ide med at få denne tråd lukket. Jeg skrev en fb her inde et par uger efter jeg havde født så har tilladet mig og kopiere den og sætte den ind. Så den kommer her :

Ja det er jo efterhånden et par uger siden jeg blev mor for anden gang men tiden flyver bare afsted så der har ikke lige været tid til en FB før nu.

Mandag d 18.5 gik jeg rundt der hjemme og havde det som om jeg skulle til at være syg, sådan lidt influenza agtig. Sådan havde jeg det også dagen før Benjamin blev født for snart 5 år siden så kunne ikke lade være med at tænke om det kunne være et tegn på at fødslen var lige om hjørnet. Tirsdag havde jeg det på samme måde og da jeg skulle til j.m den dag nævnte jeg selvfølgelig lige for hende hvordan jeg havde det. Hun sagde også at det godt kunne tyde på at der var noget under opsejling men at der selvfølgelig også kunne gå uger endnu, jeg var jo kun 37+1. Da jeg er på vej ud af døren siger hun at hun har nattevagt på fødegangen i nat så jeg kunne bare komme op og føde hvis det var

Resten af dagen får jeg sovet en del og slappet af da jeg stadig har det vildt mærkeligt. Går i seng og sover også ok hele natten. Vågner kl 4 da jeg skal tisse og går ud og får det ordnet og falder hurtig i søvn igen men kl 5 vågner jeg ved at jag skal vende mig og i det jeg gør det kommer der et lille blop og mine underbukser er våde. Er vildt meget i tvivl om jeg har tisset i bukserne eller om det virkelig et vandet som jeg gået, men så snart jeg kommer på benene kan jeg mærke hvordan det siver så er ikke i tvivl mere.

Går ud og tager et bind på og noget tørt tøj på også ringer jeg til fødegangen. Får jo fat i min egen j.m som siger at hun også er sikker på at det er vandet og at jeg skal komme op på fødegangen når vi har fået afleveret den store hvis der ikke er sket noget inden. Har på det tidspunkt ingen veer så tager det stille og roligt. Får pakket min taske, går i bad og får aftale med min mor at hun lige så godt kan hente Benjamin inden vi tager på fødegangen i stedet for at han skal i børnehave, han kunne jo godt mærke på os at der var nogen under opsejling.

Kl ca 8.30 er vi på f.g men da de lige har fået en akut ind bliver vi nød til at vente. Kl ca 9.30 bliver vi vist ind på en stue af en studerende og får igen lov til at sidde og vente. Kl 10 kommer hun tilbage sammen med en j.m og vi snakker om hvad der skal ske. Da jeg jo har et akutkejsersnit med i bagagen bliver jeg sat i gang med ve drop. Efter et par timer begynder jeg at kunne mærke nogle veer men ikke nogen som gør ondt eller som er særlig lange. Ved 14 tiden begynder Emine's hjerterytme at falde hver gang jeg har en ve så de skruer lidt ned for droppet i en periode indtil hendes hjerterytme er på plads igen. Derefter bliver det sat på max igen og Emine har det igen godt inde i maven. Kl ca 15 har jeg gode veer, de kommer ca med 1½ -2 min mellemrun og vare 1 min. De niver godt og jeg er ret sikker på at de nok skal give noget. Efter 1 time bliver jeg undersøgt og er dersværre kun 2 cm åben. Kl 17 er der vagt skifte og inden det er jeg begyndt og have ondt i mit gamle ar hver gang jeg har en ve. Får af vide at jeg godt må have ondt under veerne men ikke imellem. På dette tidspunke er jeg blevet taget af ve droppet og har kun egne veer, men de kommer også hvert 1½ min og vare 1 min så der er rigtig godt gang i dem.

Da de nye j.m kommer, endnu en stud og en rigtig, bliver jeg undersøgt igen. Har på det tidspunkt haft gode veer i ca 4 timer men desværre er jeg stadig kun 2 cm åben, og 3 under en ve. Nu begynder jeg desværre at have ondt i mit gamle ar hele tiden, også i ve pauserne, så en læge bliver tilkaldt. Jeg bliver undersøgt igen og da der ikke rigtig er sket nogen udvikling og jeg nu har meget ondt i det gamle ar hele tiden bliver det besluttet at jeg endnu engang skal have et akut kejsersnit. Så jeg bliver gjort klar og kørt på operationgangen.

Kl 19.41 kommer lille Emine til verden. Hun vejer 3088 g og er 50 cm. Hun bliver undersøgt og kommer der efter over til sin far. De har svært ved at lukke mig sammen + min livmor vil ikke rigtig trække sig sammen men efter at de har syet i over 1 time + jeg har mistet 1.3 l blod er de endelig færdige og jeg kan få min datter i armene.

Nu er det hele glemt og hun trives. Spiser godt og sover. Hun sover desværre længere lure om dagen end om natten men jeg skal bare blive bedre til at sove lidt sammen med hende om dagen så jeg ikke er alt for træt hele tiden. Vi har jo også en storebror som kræver lidt af sin mor en gang imellem.

Held og lykke til alle jer som stadig venter.

Liselotte og Emine 20.5.09

Også lige et par billeder

Emine er ikke helt tilfreds med at være blevet revet ud af mors mave

Og sådan ser hun ud som 9½ mdr gammel. Glad, smilende og helt fantastisk syntes jeg.

Liselotte

Malinas vej til verden!

Den 5. Juni 09 (3 dage over termin): Fars dag, og min kærestes lille nevøs fødselsdag, så vi skulle ned til dem og have kaffe og kage, inden vi tog afsted besluttede vi os for en quikie, for måske at kunne sætte gang i noget sammen med den efterfølgende cykeltur ned til dem ;) Da vi kom hjem samme aften, satte jeg mig til at nulre brystvorter, og jeg er ikke i tvivl om det virker for hver gang jeg gør det, kan jeg mærke at jeg får plukkeveer der gør ondt! Jeg går i seng, men sover ikke ret godt da jeg blir ved at få irriterende plukkeveer den nat..

6. Juni 09 (Den dag jeg hele tiden har sagt jeg ville føde på!): Jeg vågner ved en 8-tiden (tror jeg!) og står op.. Kan mærke der er noget i gærde, men kan ikke rigtig bestemme mig, så ringer derfor til min mor ved 11-tiden, som overbeviser mig om at jeg nok har småveer.. Og det er jeg egentlig ikke i tvivl om, men synes bare slet ikke det gør rigtig ondt!

Jeg ringer til min veninde for at spørge om de har nogen planer, det har de ikke, så tager jeg derover.. Min veninde kan også godt se jeg nok har småveer, da hun selv har født 3 uger forinden.. Hele den dag går bare med at spille Uno, snakke, sidde lidt udenfor i det dejlige veer, indtil senere på eftermiddagen hvor jeg kan mærke veerne tager til, og jeg de strammer efterhånden så meget at jeg må lette måsen fra sofaen hver gang der kommer en, vi begynder også at tage tid, og jeg mener der på det tidspunkt er 5-6-7 minutter imellem dem.. Ved spisetid bestemmer vi os for at min venindes kæreste skal hente mad på grillen, så vi kan få noget at spise.. Han kører ca. 17.30 og fra der, synes jeg det tager voldsomt til.. De er nu ved at stramme godt, så da han endelig kommer tilbage vil jeg egentlig bare helst hjem, og begynder også at tænke om det mon er på tide at få kæresten hjem fra job?

Jeg har løbende briefet med min mor, der skal komme og køre os på hospitalet.. Jeg ringer til kæresten ca. klokken 18.30, og vi aftaler at han begynder at komme hjemad nu, og derefter ringer min mor og siger hun også er henne ved mig nu, så jeg lister hjemad fra min veninde.. Da jeg kommer hjem har min mor købt chips og sodavand, i tilfælde af jeg skulle have lyst til det.. SÅ sødt! En halv time senere kommer kæresten hjem, og mens jeg begynder at pakke det sidste til hospitalet tager han et bad. Derefter sidder vi bare lidt alle 3 og snakker, og jeg prøver at ringe til FG (for 3. gang den dag tror jeg) og de siger at jeg kan komme hvis jeg vil, men også gerne må blive hjemme, min mor siger lidt efter at hun synes vi skal køre hvilket jeg ikke var helt enig i, men jeg gør det da :)

Vi ankommer til FG klokken 20.45 og jeg blir tjekket og er gode to fingre åben og har en lille smule livmoderhals tilbage..

Vi får lov at komme ind på en stue, med dobbeltseng, TV, badekar og ribber (og jeg sagde højt da vi kom ind: "Hvem fanden klatre rundt i ribber når de føder?!")

Kæresten og jeg ligger os i sengen og ser Animal Planet, sammen med min mor som sidder på en stol ved siden af..

Klokken 23.50 er jeg 4-5 cm. åben og har veer med 2 min. imellem.

Klokken 00.20 kommer jeg i badekar, og det er simpelthen det mest rædsomme jeg nogensinde har prøvet, så derfor stepper jeg op igen en halv time senere, da jeg alligevel skal ud og tisse.

Ind i mellem veerne vaaader jeg rundt på stuen, spiser marie kiks og drikker saft, og hver gang jeg får en ve, stormer jeg hen til ribberne (hvem fanden bruger dem??? ) tager godt fat i dem, bukker mig ned, og vrikker med hoften- aaaah!

Klokken 01.35 er der skrevet: Begyndende pressetrang, bevæger sig meget rundt

02:00 Urolig og meget smertepåvirket, 9 cm. åben, skifter meget stilling.

Jeg bliver jævnligt undersøgt og en af gangene siger JM at hun kan se mit vand snart går, 2 minutter efter kan jeg mærke en masse vådt ned af mine ben, og spørger hende om det så var vandet der gik, hvor hun så må skuffe mig og fortælle mig jeg bare tissede.. Ubehageligt at have SÅ lidt kontrol over sin krop

02.25; Spræng forsterhinderne, og en lille skylle klart fostervand kommer ud :)

02.45; Der presses aktivt. Og JM blir ved at sige til mig (ja hun LOVER mig faktisk!) at jeg har født inden klokken 03:00 og da jeg ser på uret klokken 03.10 og jeg stadig ingen baby har, kunne jeg have slået hende ihjel

Det værste ved alt der her pressen, var da helt klart hovedet, HOLD KÆFT hvor gjorde det ondt, og samtidig synes jeg bare ikke rigtig at noget af det andet havde gjort så ondt som frygtet, og det eneste jeg snakkede om var at jeg ville have Faxe kondi og vingummibamser- snakkede jeg meget om under pressefasen!

03.36: Føder jeg en smuk lille datter, som jeg selvfølgelig straks begynder at hive op til mig, da JM nærmest råber STOP! du må ikke tage hende, og jeg blir selvfølgelig bange, men det viser sig at hendes navlesnor var meget kort, så den slet ikke rigtig kunne nå op til mig, så den blir hurtigt klippet- hvilket min mor gør, da min kæreste ikke vil :) Og så kommer hun op til mig- skriger straks, perfekte lille menneske, og skriger den efterfølgende halve time selvom hun bare ligger på mit bryst, allerede der var hun en hidsigprop ;) Hun vejede 3270 g. og var 50 cm. :)

Jeg skulle ikke engang syes, havde kun fået en lille hudafskrabning, jubii.

Det hele var en fantastisk oplevelse, og jeg er klar til at gøre det 100 gange mere!!!!

Hvor er det hyggeligt at læse dem igen

nu ved man jo hvem der er kommet ud af de forskellige beretninger

Få timer gammel

8 måneder gammel

Jeanette

Hvor hyggeligt

at læse de mange FB.

Her er hvordan Alexander kom til verden.

D. 8 juni tog vi hjem til mine forældre omkring middag da jeg skulle med min mor ud at se dgi verdensholdet om aftenen. Jeg havde været ved jm til undersøgelse den dag og havde fået en tid til fødselsforberedelse ugen efter. derefter havde jeg købt nye ventebukser da dem jeg havde på gik i stykker ... da jeg så vil vise min lillebror at mine bukser var gået i stykker siger han at han tror mit vand er gået da jeg var våd ned til knæene jeg havde intet mærket her er kl. 16.30. jeg går på toilettet og heldigvis for så kom der bare vand!!! jeg tager det stille og roligt for kan intet mærke jeg siger at jeg vel kan vente med at ringe til fg til jeg får ondt men min mor får mig overbevist om at ringe med det samme, hvilket jeg gør og får af vide jeg skal komme til fg kl. 18.30. Asger går helt i panik og fiser rundt imens tager jeg det roligt da jeg endnu ingen smerter har.

kl. 18.30 ankommer vi til fg stadig uden smerter odover dem jeg harvde haft i graviditeten også. jeg bliver undersøgt og livmoderhalsen er væk og jeg er 2 cm åben. Vi bliver sendt hjem igen. på vejen hjem kører vi forbi mc. d og køber lidt mad mens vi venter på vores mad begynder veerne så småt at begynde. Vi tager hjem til os min mor Asger og mig (min mor skulle med til fødslen) mens vi spiser bliver veerne slemme!!! Kl. 21.30 ringer jeg til fg og får af vide at hvis jeg er mest tryg ved at komme derud skulle vi bare komme.

kl. 22 ankommer vi til fg hvor vi må sidde og vente i 20 min i venteværelset og her er veerne slemme jeg bliver undersøgt og er 4 cm åben jeg får så den besked at de desværre ikke har plads til mig hverken i Odense eller Svenborg så vi bliver sendt til Kolding. vi kører selv til Kolding og hold da op jeg var overbevist om at jeg ville træde bunden ud af bilen.

kl. 00.00 kommer vi til Kolding sygehus jeg kommer ind og bliver undersøgt og er nu 7 cm åben. jeg kommer i vand som beroliger mig hlet vildt og jeg falder i søvn mellem hver ve selvom der kun er max 1 min mellem veerne.

så kan jeg faktisk ikke huske så meget andet end jeg synes at Asger gik på toilettet hver gang jeg fik en ve.

kl. 05 gik veerne lidt i stå og jeg fik vedrop så kom der ellers gang i sagerne

kl 05.15 starter presseveerne

kl. 05.29 føder jeg en sund og rask dreng på 3530 g og 52 cm.

de begynder at sy mig og jeg synes bare det gør ondt ville hellere føde et barn mere end at blive syet. det viser sig at syarbejdet skal klares i fuld narkose. da jeg vågner op fra narkosen bliver jeg kørt ind på en stue og får endelig set min dreng rigtigt! jeg får så af vide at jeg ikke må sidde op i 2 døgn som minimum da jeg var gået i stykker både ude og inde men også ringmusklen var blevet beskadiget.

Vi kommer til Odense kl. 20 og bliver indlagt på D1 efter 2 dage tager vi hjem og hvor var det bare dejligt endelig at komme hjem og ikke være afhængig af sygeplejersker hele tiden!!!!

Efterfølgende har jeg fået af vide at jeg skal regne med ks hvis jeg vil ha flere børn men skal da helt klart ha en mere om nogle år :-)

lige efter fødslen

 8½ måned

fra Linda

Her kommer min fødselsberetning

Tirsdag d. 2/6

Kl. 6.30:
Vågner ved at jeg skal på toilet, og da jeg "hopper” tilbage i seng kan jeg mærke jeg har menstruationssmerter samtidig med at der kommer regelmæssige plukveer. Normalt har jeg max 10-15 plukveer om dagen, noget der slet ikke er regelmæssigt og de har aldrig gjort ondt. De regelmæssige plukveer gør ikke ondt, det er milde mens.smerter, så jeg siger ikke noget til min kæreste og sender ham på arbejde – tænker at det nok bare er snydeveer, som jeg er blevet smittet med….

Formiddag:
Da jeg går på toilet igen senere på formiddagen kan jeg se der er slim på papiret, når jeg tørrer mig og en klat slim på str. med en 2kr  smutter også ud i toilettet. Hmm.. slimproppen, meeeen - det behøver jo ikke at være tegn på noget som helst, tænker jeg.

Kl. 16.30:
Henrik er kommet hjem fra arbejde, og nu gør de lidt mere ondt og jeg tænker det nok ER veer. Men det er stadig til at holde ud. Jeg har haft en veninde på besøg, hun mærkede ikke jeg havde ”veer”. Slimproppen fortsætter med at løsne sig gennem hele dagen (ja faktisk helt indtil dagen efter..) og kommer ud hver gang jeg er på toilettet eller tørrer mig. Jeg fortsætter med at ligge på sofaen som jeg har gjort hele dagen, for HVIS det nu virkelig VAR optakt til noget, så skulle der da slappes af!

Kl. 17.30:
Ringer til FG, der er nu 3-4 min imellem og veerne varer ca. 1 min. JM kan ikke høre på mig at jeg har veer, og jeg synes jo heller ikke de er slemme, så jeg bliver hjemme, og skal ringe igen når de bliver værre.

Kl. 20.00:
Vi ankommer til FG, for nu synes jeg de er taget godt til, de veer. Jeg bliver undersøgt, og har ingen livmoderhals, men er kun 1 finger åben. Vi tager hjem igen, og jeg tager 2 panodiler og går i bad. Det er rart at bruse på lænden. Herefter forsøger vi at gå i seng, og jeg tager en varmepude med til lænden. Det er også rart J

Onsdag d. 3/6

Kl. 00.30:
Så er vi ankommet på FG igen. Jeg bliver undersøgt – på en fødestue, da undersøgelsesrummet er optaget – og jeg er nu 2 cm åben. Jeg får valget mellem at blive der, eller at tage hjem igen. Og vi vælger at blive der, da jeg synes veerne gør pænt ondt. Jeg får lavement, og kommer derefter i badekar, det var ikke rigtig noget der virkede. Tværtimod, for jeg kastede op lige pludselig.

Kl. 03.00:
Jeg bliver undersøgt igen – er 3 cm åben. Synes det går MEGET langsomt!! Får morfin, så jeg kan få hvilet godt mellem veerne, for vi kan alle se, at det nok ikke lige bliver i nat at jeg føder… Det er rart at blunde hen mellem veerne, de er lidt uregelmæssige, kommer med 3-5 min intervaller. De stilner også lidt af hen på den tidlige morgen.

Kl. 07.30:
Bliver igen undersøgt – nu 4 cm åben… Nu er jeg i aktiv fødsel… Det går fremad, men det er jo ikke ligefrem en lynfødsel… øv. Jeg forsøger at gå lidt rundt, og det er rart – og især at stå op under en ve og få massage på lænden af min kæreste er super rart. Jeg får akkupunktur foran på maven, på knæene og i fødderne. Det fjerner toppen af smerterne foran og giver flere smerter i lænden i stedet for, men kun 2 veer, så føler jeg ikke det virker mere.

Kl.11.30:
Er nu 5 cm åben, og JM tager vandet. Derefter beder jeg om en epiduralblokade, da jeg ikke kan holde mine ben længere, når jeg ligger på briksen med bøjede ben. Og hvis jeg skal holde 18 timer mere ud for at udvide mig de sidste 5 cm, og derefter kunne presse en baby ud, så må jeg have noget at kunne slappe af på! Der kommer hurtigt en overlæge, og han lægger blokaden mens jeg ligger på siden, og jeg mærker det slet ikke! Skønt! Jeg havde før set en, der fik lagt en blokade, så jeg vidste godt hvad det gik ud på.

Kl. 12.00:
Der har ikke været nogen effekt af at mit vand blev taget, så jeg får nu lagt ve-drop, og det virker. Det er dejligt ikke at kunne mærke veerne, og kunne snakke og grine og spise.

Kl.15.15:
Der er JM-skifte og vi møder den 3. JM.. Hun har en studerende med, og sjovt nok er det datteren til Henriks frisør. De skruer helt op for ve-droppet (det er gradvist blevet skruet op siden det er blevet lagt). Jeg kan mærke jeg måske skal på toilet og bommelomme – sådan lidt bare, og spørger om det er rigtigt at man skal kunne mærke det? Det er helt fint, for det er nok fordi hun er på vej derned af. JM og den studerende går ud og skal ordne noget, men kort efter må jeg bede min kæreste rykke i snoren, for nu skal jeg virkelig bommelomme MEGET! De kommer hurtigt ind, og undersøger mig, og minsanten om jeg ikke er helt åben! Bettepigen mangler dog lige at komme det sidste stykke ned på bækkenbunden. Wauw en slutspurt J  De spørger om jeg vil på toilet og forsøge at tisse, for det kan hjælpe med at få hende helt ned – jeg forsøger selvfølgelig, men hold da op det var ikke rart, for jeg følte hun var på vej ud i toilettet, så jeg får ikke tisset. Jeg kommer op på fødelejet og må godt lade det presse, men jeg forstår det som om jeg ikke må presse med.

Kl. 16.00:
Får at vide at jeg da gerne må presse med, men kan høre på JM at hun ikke tror at hun er helt nede.. Så hun undersøger mig, og kan da godt nok godt se, at hun er helt klar til at komme ud nu. Men hun tror alligevel ikke det går særlig hurtigt, lader det til, for hun går lige ud for at hente noget. Den studerende sidder ved mig, og bliver nødt til at kalde på JM, for hovedet er på vej ud.. hehe.. JM kommer og fortæller mig hvornår jeg skal presse og hvornår jeg skal gispe. Så hovedet kommer i en presseve, og kroppen i den næste.

Kl. 16.23:
Emma er kommet til verden, med en lille vræl og er ellers godt i gang med at finde mors bryst. Hun er fantastisk dejlig, og har store mørke øjne der kigger på os. Så er man solgt! Moderkagen skal jo også fødes og jeg havde forventet at der ville komme en presseve mere til det, men der skulle jeg bare presse lidt med, så var den ude.

Det var en fantastisk fødsel, som jeg sagtens kunne gøre igen samme dag! Selvom den var lang, følte jeg mig 100% med hele vejen, og jeg er ovenud lykkelig for jeg valgte epiduralblokaden! Det kan KUN anbefales.

Efterfølgelde skulle jeg syes, og JM har mistanke om at jeg har en spincther ruptur (brist i ringmusklen) så jeg får lagt pudendusblokade i begge sider… Av, det gjorde ondt, da JM skulle mærke efter hvor blokaden skulle lægges. Så kommer lægen, der skal sy mig, men hendes tlf ringer mens hun er ved at tage forklæde på. Det var noget akut (fødegangen var fyldt til randen!) så hun forlod os igen. Først 2 ½ time og en meget meget sovende bagdel senere kommer hun tilbage, og der virker pudendusblokaden overhoved ikke mere! Så skal jeg have lokalbedøvelse, og det gør så ondt, at jeg græder og græder! Føler slet ikke lægen fortalte mig hvad hun gjorde, og det føltes som om hun hev og sled i mit underliv! Og da hun skulle til at sy, måtte hun lægge mere bedøvelse for det virkede ikke nok, det hun allerede havde lagt! Hun havde åbenbart 2 tænger oppe i mig, hvilket jeg fx ikke vidste, sådan noget fortæller man fandme, hvis man stikker det op – det var nemlig dem der gjorde så fandens ondt! Men det gode var, at jeg ikke var bristet i ringmusklen. Havde en dyb vaginal bristning, grad 2, og så 2 små ydre rifter. Men spørg mig om man er hævet efter sådan en omgang med tonsvis af bedøvelse (både pudendus og lokal)!!!! Også i flere dage efter (i dag er det næsten fortaget, og det er en uge siden nu…).

En rigtig træls afslutning på en ellers fantastisk fødsel af vores datter, og vi tager ind til JM i morgen for at få snakket den trælse slutning igennem, for jeg kunne forestille mig, at det var noget der kunne give efterreaktioner! Jeg kan i hvert fald både få tårer i øjnene og få det dårligt, når jeg snakker og skriver om det eller tænker på det!

Efterfølgende kom jeg så på barselsafsnittet (i stedet for patienthotellet) fordi de deroppe troede jeg HAVDE en bristning i ringmusklen… ALTSÅ! Det var ikke spor sjovt at jeg kun måtte ligge eller stå, og slet ikke sjovt når Henrik skulle hjem om aftenen. Dagen efter kom der så en læge og tilså mig, og hun sagde jeg måtte gøre som jeg ville, for jeg var slet ikke bristet i ringmusklen, det står der 2 gange i min journal… Flot flot.. Når man selv læser til fysioterapeut, er de ret lærerigt at være patient, når sådan nogle misforståelser sker – det kan man godt bruge i sit fremtidige arbejde.

Emma få dage gammel:

Emma 9 mdr. og klar til 1. dag i dagpleje:

Her kommer min fødselsberetning

Tirsdag d. 2/6

Kl. 6.30:
Vågner ved at jeg skal på toilet, og da jeg "hopper” tilbage i seng kan jeg mærke jeg har menstruationssmerter samtidig med at der kommer regelmæssige plukveer. Normalt har jeg max 10-15 plukveer om dagen, noget der slet ikke er regelmæssigt og de har aldrig gjort ondt. De regelmæssige plukveer gør ikke ondt, det er milde mens.smerter, så jeg siger ikke noget til min kæreste og sender ham på arbejde – tænker at det nok bare er snydeveer, som jeg er blevet smittet med….

Formiddag:
Da jeg går på toilet igen senere på formiddagen kan jeg se der er slim på papiret, når jeg tørrer mig og en klat slim på str. med en 2kr  smutter også ud i toilettet. Hmm.. slimproppen, meeeen - det behøver jo ikke at være tegn på noget som helst, tænker jeg.

Kl. 16.30:
Henrik er kommet hjem fra arbejde, og nu gør de lidt mere ondt og jeg tænker det nok ER veer. Men det er stadig til at holde ud. Jeg har haft en veninde på besøg, hun mærkede ikke jeg havde ”veer”. Slimproppen fortsætter med at løsne sig gennem hele dagen (ja faktisk helt indtil dagen efter..) og kommer ud hver gang jeg er på toilettet eller tørrer mig. Jeg fortsætter med at ligge på sofaen som jeg har gjort hele dagen, for HVIS det nu virkelig VAR optakt til noget, så skulle der da slappes af!

Kl. 17.30:
Ringer til FG, der er nu 3-4 min imellem og veerne varer ca. 1 min. JM kan ikke høre på mig at jeg har veer, og jeg synes jo heller ikke de er slemme, så jeg bliver hjemme, og skal ringe igen når de bliver værre.

Kl. 20.00:
Vi ankommer til FG, for nu synes jeg de er taget godt til, de veer. Jeg bliver undersøgt, og har ingen livmoderhals, men er kun 1 finger åben. Vi tager hjem igen, og jeg tager 2 panodiler og går i bad. Det er rart at bruse på lænden. Herefter forsøger vi at gå i seng, og jeg tager en varmepude med til lænden. Det er også rart J

Onsdag d. 3/6

Kl. 00.30:
Så er vi ankommet på FG igen. Jeg bliver undersøgt – på en fødestue, da undersøgelsesrummet er optaget – og jeg er nu 2 cm åben. Jeg får valget mellem at blive der, eller at tage hjem igen. Og vi vælger at blive der, da jeg synes veerne gør pænt ondt. Jeg får lavement, og kommer derefter i badekar, det var ikke rigtig noget der virkede. Tværtimod, for jeg kastede op lige pludselig.

Kl. 03.00:
Jeg bliver undersøgt igen – er 3 cm åben. Synes det går MEGET langsomt!! Får morfin, så jeg kan få hvilet godt mellem veerne, for vi kan alle se, at det nok ikke lige bliver i nat at jeg føder… Det er rart at blunde hen mellem veerne, de er lidt uregelmæssige, kommer med 3-5 min intervaller. De stilner også lidt af hen på den tidlige morgen.

Kl. 07.30:
Bliver igen undersøgt – nu 4 cm åben… Nu er jeg i aktiv fødsel… Det går fremad, men det er jo ikke ligefrem en lynfødsel… øv. Jeg forsøger at gå lidt rundt, og det er rart – og især at stå op under en ve og få massage på lænden af min kæreste er super rart. Jeg får akkupunktur foran på maven, på knæene og i fødderne. Det fjerner toppen af smerterne foran og giver flere smerter i lænden i stedet for, men kun 2 veer, så føler jeg ikke det virker mere.

Kl.11.30:
Er nu 5 cm åben, og JM tager vandet. Derefter beder jeg om en epiduralblokade, da jeg ikke kan holde mine ben længere, når jeg ligger på briksen med bøjede ben. Og hvis jeg skal holde 18 timer mere ud for at udvide mig de sidste 5 cm, og derefter kunne presse en baby ud, så må jeg have noget at kunne slappe af på! Der kommer hurtigt en overlæge, og han lægger blokaden mens jeg ligger på siden, og jeg mærker det slet ikke! Skønt! Jeg havde før set en, der fik lagt en blokade, så jeg vidste godt hvad det gik ud på.

Kl. 12.00:
Der har ikke været nogen effekt af at mit vand blev taget, så jeg får nu lagt ve-drop, og det virker. Det er dejligt ikke at kunne mærke veerne, og kunne snakke og grine og spise.

Kl.15.15:
Der er JM-skifte og vi møder den 3. JM.. Hun har en studerende med, og sjovt nok er det datteren til Henriks frisør. De skruer helt op for ve-droppet (det er gradvist blevet skruet op siden det er blevet lagt). Jeg kan mærke jeg måske skal på toilet og bommelomme – sådan lidt bare, og spørger om det er rigtigt at man skal kunne mærke det? Det er helt fint, for det er nok fordi hun er på vej derned af. JM og den studerende går ud og skal ordne noget, men kort efter må jeg bede min kæreste rykke i snoren, for nu skal jeg virkelig bommelomme MEGET! De kommer hurtigt ind, og undersøger mig, og minsanten om jeg ikke er helt åben! Bettepigen mangler dog lige at komme det sidste stykke ned på bækkenbunden. Wauw en slutspurt J  De spørger om jeg vil på toilet og forsøge at tisse, for det kan hjælpe med at få hende helt ned – jeg forsøger selvfølgelig, men hold da op det var ikke rart, for jeg følte hun var på vej ud i toilettet, så jeg får ikke tisset. Jeg kommer op på fødelejet og må godt lade det presse, men jeg forstår det som om jeg ikke må presse med.

Kl. 16.00:
Får at vide at jeg da gerne må presse med, men kan høre på JM at hun ikke tror at hun er helt nede.. Så hun undersøger mig, og kan da godt nok godt se, at hun er helt klar til at komme ud nu. Men hun tror alligevel ikke det går særlig hurtigt, lader det til, for hun går lige ud for at hente noget. Den studerende sidder ved mig, og bliver nødt til at kalde på JM, for hovedet er på vej ud.. hehe.. JM kommer og fortæller mig hvornår jeg skal presse og hvornår jeg skal gispe. Så hovedet kommer i en presseve, og kroppen i den næste.

Kl. 16.23:
Emma er kommet til verden, med en lille vræl og er ellers godt i gang med at finde mors bryst. Hun er fantastisk dejlig, og har store mørke øjne der kigger på os. Så er man solgt! Moderkagen skal jo også fødes og jeg havde forventet at der ville komme en presseve mere til det, men der skulle jeg bare presse lidt med, så var den ude.

Det var en fantastisk fødsel, som jeg sagtens kunne gøre igen samme dag! Selvom den var lang, følte jeg mig 100% med hele vejen, og jeg er ovenud lykkelig for jeg valgte epiduralblokaden! Det kan KUN anbefales.

Efterfølgelde skulle jeg syes, og JM har mistanke om at jeg har en spincther ruptur (brist i ringmusklen) så jeg får lagt pudendusblokade i begge sider… Av, det gjorde ondt, da JM skulle mærke efter hvor blokaden skulle lægges. Så kommer lægen, der skal sy mig, men hendes tlf ringer mens hun er ved at tage forklæde på. Det var noget akut (fødegangen var fyldt til randen!) så hun forlod os igen. Først 2 ½ time og en meget meget sovende bagdel senere kommer hun tilbage, og der virker pudendusblokaden overhoved ikke mere! Så skal jeg have lokalbedøvelse, og det gør så ondt, at jeg græder og græder! Føler slet ikke lægen fortalte mig hvad hun gjorde, og det føltes som om hun hev og sled i mit underliv! Og da hun skulle til at sy, måtte hun lægge mere bedøvelse for det virkede ikke nok, det hun allerede havde lagt! Hun havde åbenbart 2 tænger oppe i mig, hvilket jeg fx ikke vidste, sådan noget fortæller man fandme, hvis man stikker det op – det var nemlig dem der gjorde så fandens ondt! Men det gode var, at jeg ikke var bristet i ringmusklen. Havde en dyb vaginal bristning, grad 2, og så 2 små ydre rifter. Men spørg mig om man er hævet efter sådan en omgang med tonsvis af bedøvelse (både pudendus og lokal)!!!! Også i flere dage efter (i dag er det næsten fortaget, og det er en uge siden nu…).

En rigtig træls afslutning på en ellers fantastisk fødsel af vores datter, og vi tager ind til JM i morgen for at få snakket den trælse slutning igennem, for jeg kunne forestille mig, at det var noget der kunne give efterreaktioner! Jeg kan i hvert fald både få tårer i øjnene og få det dårligt, når jeg snakker og skriver om det eller tænker på det!

Efterfølgende kom jeg så på barselsafsnittet (i stedet for patienthotellet) fordi de deroppe troede jeg HAVDE en bristning i ringmusklen… ALTSÅ! Det var ikke spor sjovt at jeg kun måtte ligge eller stå, og slet ikke sjovt når Henrik skulle hjem om aftenen. Dagen efter kom der så en læge og tilså mig, og hun sagde jeg måtte gøre som jeg ville, for jeg var slet ikke bristet i ringmusklen, det står der 2 gange i min journal… Flot flot.. Når man selv læser til fysioterapeut, er de ret lærerigt at være patient, når sådan nogle misforståelser sker – det kan man godt bruge i sit fremtidige arbejde.

Emma få dage gammel:

Emma 9 mdr. og klar til 1. dag i dagpleje:

Min fødselsberetning...

MILTONS VEJ TIL VERDEN:

Fredag morgen kl. 7.15 ankom vi til barselsafsnittet, hvor vi blev taget rigtig godt i mod af en dejlig sygeplejerske. Vi fik en stue tildelt og fik pakket vores ting ud. Sjovt nok så syntes jeg at tiden fløj afsted, og det var først da klokken nærmede sig 9.00, at jeg begyndte at mærke nerverne komme snigende. Men, men, men 9.20, så kunne vi høre portøren komme og så var det NU! Jeg nåede aldrig at blive rigtig nervøs eller utålmodig, hvilket var dejligt!

Vi var glade og forventningsfulde, og i det hele taget herskede der bare en rigtig god stemning - også på operationsgangen/stuen. Alle var glade og søde, og selvom jeg igen blev bange, da jeg skulle have lagt rygmarvsbedøvelsen, så gik det jo fint og stille og roligt. Mick og vores søde JM, Siv, var en stor støtte, og vi nød at dele denne oplevelse sammen.

I løbet af ca. 10 minutters tid lå jeg klar på operationsbordet, hvor maven blev sprittet af, der blev gjort klar til selve kejsersnittet osv. Og lige pludselig så var vi i gang. Jeg spurgte, hvad klokken var og fik svaret 9.58 – tænkte, at vores barn så nok ikke nåede at komme til verden inden kl. 10 - men vupti, så kunne jeg mærke, at min mave var tom, og så hørte vi den smukkeste, reneste babygråd. Vores baby var født, og jeg hulkede helt vildt af glæde og lettelse over, at babyen tilsyneladende havde det godt. I løbet af to sekunder fik vi afsløret, at babyen var en lille dreng, og i løbet af fem sekunder så vi ham for første gang. Hold da op hvor han lignede én, vi havde set før Det var SÅ vildt, men egentlig ret betryggende, at han lignede Selma så meget. Mick græd, jeg græd, og vi var bare så lykkelige.

Ét af de første billeder taget af vores søn:                              

Mick gik med JM ud i børnerummet, hvor min mor stod klar - jeg kunne høre hende tude, så snart døren gik op og jeg lå med et smil på læben... Det var lidt komisk. Jeg var helt okay med, at jeg ikke havde ham hos mig lige der, for var egentlig totalt overvældet af en masse følelser i det øjeblik og samtidig, så kunne jeg jo høre at alt var okay derude. Der blev grinet og grædt og spejlreflekskameraet fik sin sag for...

I løbet af nogle minutter kom Mick tilbage til min side med vores nyfødte, smukke søn i armene. Jeg fik ham over på brystet og nød at kigge ham dybt i øjnene. Det gik fint i et par minutter, men SÅ blev jeg pludselig rigtig dårlig, fordi mit blodtryk faldt, og jeg gav ham derfor til Mick igen, mens jeg fik medicin, som heldigvis hjalp i løbet af ingen tid. Og så fik jeg ham eller igen og lå med ham, mens jeg blev lappet sammen. Det tog et kvarters tid... De er godt nok effektive på sådan en operationsstue.

Jeg var ret frisk efter kejsersnittet, og alle sagde til mig, at jeg bestemt ikke lignede én, der lige var blevet sprættet op. Men jeg var bare så lettet og lykkelig, og ligesom med Selma, så ville jeg bare gerne vise min nyfødte søn frem for ALT og alle.  Desværre blev det ikke helt som jeg havde håbet, da min blødning slet ikke var til at styre. Det var lidt svært at acceptere, må jeg indrømme...I forvejen passer det mig jo ret dårligt at ligge ”lammet” i en seng, så at skulle ligge der endnu længere end først planlagt, det huede mig bestemt ikke.

Verdens lykkeligste mor:

Der gik en halv times tid før det gik op for mig, at JM og sygeplejerskerne på observationsafsnittet ikke var helt tilfredse med mig og blødningen. De kom hvert kvarter og pludselig begyndte de at sige, at jeg ikke måtte spise eller drikke, fordi de skulle sikre sig, at jeg ikke skule ind og opereres igen. WHAT! Fattede det slet ikke, for jeg havde det jo fint...Eller det vil sige, jeg kunne jo ikke mærke, at jeg ikke var på toppen, for hele mit underliv var jo stadigvæk bedøvet. Jeg kunne ikke mærke mine ben eller min mave for den sags skyld, så på det tidspunkt følte jeg mig ret frisk. Begyndte at blive temmelig dopet i hovedet af alle de forskellige medikamenter, som de pumpede mig med – men nægtede at sove, for ville nyde min søns første timer. Og han var nemlig lysvågen og MEGET sulten i de første to-tre timer.

I løbet af et par timer, hvor jeg fik alverdens medicin sprøjtet ind i droppet, begyndte min livmoder heldigvis at trække sig sammen og blødningen aftog en smule. Puha, en lettelse... Jeg mistede vist omkring 1,5 l blod, og især den noget hårde behandling af min livmoder, som de konstant trykkede helt i bund, for at få blodet til at løbe ud, gjorde vanvittig ondt.

Men jeg var så opsat på, at jeg bare gerne ville ned på mor-barn-afsnittet og ligge, hvor vi kunne være normale og få besøg af Selma, at jeg bed det hele i mig. Min JM, som var så utrolig sød og behagelig, var meget imponeret over min udholdenhed og mit gode humør - og hun sagde efterfølgende, at hun var ked af, at hun havde været så hård ved mig

Kl. ca. 16 kom vi endelig fra observationsafsnittet og ned på barselsgangen, hvor Selma ventede på os. Åh, jeg tudede, da jeg så min store pige og så hendes ansigtsudtryk, da hun fik øje på babyen i min arme. Vi smed alle andre gæster ud, og var så bare os fire i ti minutters tid, indtil Selma gerne ville hente sine bedsteforældre, og vise Milton frem for dem. Så det var en kort fornøjelse. Hun fik en masse gaver på stuen og nød opmærksomheden i fulde drag. Efter en times tid, hvor vi fik skålet i et glas champagne, var jeg så træt, at alle tog hjem og lod mig, Mick og vores søn være lidt alene. Selma havde travlt med at komme hjem til bedstemor og bedstefar igen, hvor den stod på risengrød til aftensmad. Man ved vel hvad der godt ik?

Fredag aften gik helt galt for mit vedkommende, da jeg bare havde ondt.
Jeg kan desværre ikke tåle morfin, og derfor blev jeg ikke smertedækket, som jeg burde have været. Jeg følte, at jeg skulle kæmpe lidt ekstra for at få noget medicin, og til sidst havde jeg simpelthen lyst til at pakke mine ting og gå. Og havde jeg kunnet komme ud af sengen, så havde jeg gjort det! Fredag aften fik jeg efter mange timers smertehelvede en sprøjte i låret, som fik min livmoder og mine muskler til at slappe lidt af, og den var guld værd. Takket være den, så kunne jeg ligge med Milton hos mig i sengen hele natten og Mick kunne få lidt søvn.

Egentlig skulle vi jo have været hjemme allerede i går - og jeg syntes, at enkelte sygeplejersker gav udtryk for, at de da bestemt syntes, at vi da SAGTENS kunne tage hjem allerede lørdag. Men jeg følte mig slet ikke klar - jeg manglede jo ligesom en hel dags rekreation, da fredagen jo faktisk blev tilbragt på observationsafsnittet, og min krop var derfor noget medtaget i går. Heldigvis blev vi bakket op at den sygeplejerske som var hos os i går aftes.

Vi mødte desværre nogle meget ubehøvlede og direkte uprofessionelle sygeplejersker fredag aften og nat.
Da vi lige var ankommet på barselsafsnittet igen, og vi lige havde set Selma, kom den første brasende ind på stuen, hvor hun talte meget højt og slet, slet ikke havde situationsfornemmelse til lige at lade os få lov til at være sammen som en lille familie på fire. Næh, nej...Det første hun gjorde, var at fortælle os, at den buket blomster, som Micks lillebror og kæreste havde stillet til os på stuen, den skulle vi altså smide ud, for HUN kunne ikke tåle liljer – og det kunne vores børn heller ikke. Selvfølgelig vil vi da ikke risikere, at hun får en allergisk reaktion, men tag dog lige og slap lidt af kvindemenneske. Helt ærligt!
En times senere kommer hun igen, for nu SKAL jeg altså ud og gå. Jeg var helt chokeret, for NU tog hun al min smertestillende  medicin, som jeg fik i drop, fra mig, men gav mig ikke rigtig noget alternativ, hvilket resulterede i, at jeg nærmest besvimede af smerte, da hun hev mig ud af sengen. Da jeg sagde, at jeg altså havde det meget, meget skidt svarede hun, at ”ingen jo sagde, at det skulle være smertefrit.”
Og så fik hun ellers også lige fortalt os, at hun altså ikke kunne slæbe mig alene, da hun altså havde dårlig ryg – så Mick skulle lægge Milton i vuggen, så han kunne hjælpe hende. Hun var utroligt kommanderende og meget lidt fintfølende.
Hun havde så heller ikke lige haft tid til at læse i min journal, så hun anede faktisk ikke, at jeg havde haft nogle komplikationer – og Mick måtte virkelig hidse sig op, før hun fattede, at jeg havde mere end almindeligt ondt efter mit PKS, og at jeg altså skulle have noget smertestillende.
Nattevagten blev ved med at udskyde min smertestillende medicin, og først lidt i midnat natten til lørdag fik jeg den indsprøjtning, som de burde have givet mig maaange timer tidligere.
ØV, en dum oplevelse...

Heldigvis, så mødte vi ellers kun søde og dejlige, kompetente mennesker på Skejby – og det er da klart dem, som står stærkest i min erindring.

Den stolte far og den stolte storesøster:

 
Og nu er vi så hjemme igen. Puha, det er dejligt... Men også lidt hårdt, synes jeg. Man lever jo i en bobbel på sådan et sygehus, så den virkelige verden kan virke lidt uoverskuelig. Selma vil meget gerne holde Milton hele tiden, men hun er lidt hårdhændet ved ham, så vi holder lige et ekstra øje med hende. Lige så snart han siger en lyd, så siger hun: ”Værsgo mor, jeg tror han er sulten” og som regel han hun jo også ret.

Jeg glæder mig virkelig til at der falder lidt ro på det hele – og ikke mindst til at min krop igen samarbejder. Jeg har flere gange sagt til Mick i løbet af de sidste par dage, at jeg aldrig nogensinde kommer til at forstå, at der er nogen, der frivilligt vælger et kejsersnit frem for en vaginal fødsel – for i min verden ved jeg bestemt godt, hvad jeg syntes har været hårdest!
Milton er selvfølgelig det hele værd og mere til. Han er en meget mild og dejlig dreng, som jeg dog har mistænkt for at have tabt sig lidt, hvilket bekymrer mit moderhjerte. Selma tabte sig aldrig, så jeg skal lige vænne mig til mit lille skravl af en dreng, hi hi...
Jeg glæder mig til at putte med ham i sengen i aften, og ikke mindst til at vågne sammen som en familie på fire i morgen tidlig. Uha, det er da lykken...

Stort tillykke til alle jer der er blevet mødre i løbet af weekenden - og pøj, pøj til jer der stadigvæk venter! Jeg glæder mig til at se jeres unger og til at høre om jeres fødsler.
Knus fra Louise.

Sådan skrev jeg d. 14.6.2009...Og i dag ligger jeg så her på sofaen med influenza-symptomer, mens min store dreng er i vuggestue! Det er slet ikke til at fatte, at han er blevet så stor. Sådan ser han ud i dag, hvor han har vokset sig stor og stærk:

Gud, hvor jeg dog bare elsker ham...

Knus fra Louise

Alexander 18.06.2009

Torsdag den 18. juni kl. 8.30 skulle vi møde op til igangsættelse, fordi jeg gennem en længere periode har lidt utrolig meget af graviditetskløe og de sidste dage op til igangsættelsen, var mit blodtryk også ved at gå lidt amok, så det var vist helt på sin plads, at jeg ikke længere skulle være gravid!

Natten inden jeg skulle sættes i gang, havde jeg kun sovet ½ time, så jeg startede ret flad på batterierne, men tænkte, at jeg sikkert kunne ligge og sove det meste af dagen, mens stikpillerne virkede. Vi havde pakket alverdens udstyr – DVD´ere, pc til at se dem på, bøger, blade, slik, frugt osv. osv.. 

De startede med at køre en CTG på mig, og derefter blev jeg undersøgt indvendigt med henblik på, hvilken form for igangsættelse jeg skulle have. Det viste sig, at min livmoderhals var helt væk og jeg havde åbnet mig ca 2 cm, så de tog vandet med det samme. Skønt - for så sparede jeg jo lige en del timer dér, og jeg vidste, at min søn ville være født inden for de næste 24 timer. Vandet gik kl. 10.00.

Ca. 10 sekunder efter vandet var taget, fik jeg den første ve, som dog ikke var slem, og jeg nåede at tænke tanken: ” Det her bliver sgu da ingen sag!”, men der gik ikke mere end ca. 15-20 minutter, før de bed godt, og jeg kunne ikke længere holde ud at gå rundt, men måtte op i sengen igen. Kl. ca. 12.00 blev jeg kørt ned på fødegangen (vandet blev taget på barselsgangen), for jeg havde så slemme smerter under veerne, at jeg vist forstyrrede for meget :-) På fødegangen blev jeg undersøgt igen, og havde desværre kun åbnet mig 2½-3 cm, trods de sindsygeste smerter og rigtig mange regelmæssige veer. De lagde derfor et vestimulerende drop, og så kom der gang i sagerne. Jeg bad om at få noget smertestillende, og de kom med en varmepude - glem det! Så fik jeg tilbudt lattergas - glem det! Jeg bad om at få en epi, men jordemoderen syntes ikke, der var grund til at lægge ud med det hårde skyts så tidligt i forløbet. Det føltes seriøst som om, der var nogen, der forsøgte at flå min rygrad over!! Jeg synes normalt ikke jeg er pivet, men den her smerte er ud over enhver forstand.

En lille time efter droppet var lagt sagde jeg, at nu måtte de fandeme finde på noget, for de der smerter holdt jeg da ikke til længere, og så blev jeg undersøgt indvendigt igen, og der havde jeg åbnet mig 9½ cm - og så var det for sent med epi. Thanks for nothing!!! Så startede overgangsfasen, hvor ham den lille skulle bevæge sig ned igennem fødekanalen, og man har helt vild pressetrang, men må ikke presse, og det er godt nok hårdt! Jeg kom op på en fødestol, der virkelig hjalp rigtig meget, for så satte tyngdekraften ind, og jeg blev befriet for noget af presset. Overgangsfasen tog pænt lang tid, synes jeg, men er faktisk ikke helt klar over, præcis hvor lang. Måske 1-2 timer?

Pludselig skulle jeg op og ligge igen, og jordemoderen ville rigtig gerne have mig til at ligge på siden og føde. Jeg var så træt og så langt væk i mig selv, at jeg slet ikke stillede spørgsmålstegn til noget som helst, men bare gjorde som jeg fik besked på. Det eneste, der var super vigtigt for mig var, at Jan holdt mig i hånden under alle veerne. Eller skulle jeg nærmere sige, at vi lagde arm i knap 8 timer? Det var nemlig et spørgsmål om, at jeg holdt om hans underarm med begge hænder og så trak jeg bare alt, hvad jeg kunne, og han skulle så trække den modsatte vej. Han er heldigvis tidligere elite kajakroer, så han har godt med muskler, men han pev sgu alligevel lidt over ømme muskler dagen efter J

Nu skulle knægten ud, og jeg fik endelig lov til at presse igennem, hvilket var lidt mærkeligt i starten, og jeg tror lige der gik lidt tid før jeg fandt ud af, præcis hvor meget, jeg skulle presse. Pludselig så gad jeg bare ikke mere, og så tog fanden ved mig, og jeg pressede som jeg aldrig har presset før. Jordemoderen blev helt overrasket og spurgte, hvor pokker al den energi pludselig kom fra! Jeg kunne sagtens mærke, når presseveerne kom, men jeg kunne slet ikke mærke, når de forsvandt igen, så der måtte Jan fortælle mig, når jeg skulle stoppe, for han kunne sidde og følge med på CTG´en.

Efter ca. 50 minutters presseveer kom lille Alexander så endelig ud. Jeg har altid hørt, at hovedet er det værste, og så er resten bare en formalitet. Right! Men når man skal føde en dreng med ret brede skuldre, så gør de sgu lige så ondt som hovedet. Men ud kom han, og jeg var bare så træt! Der gik lige 2 sekunder, og så stak han i et vræl – total surealistisk, synes jeg, for det var måske først der, at jeg vågnede lidt op og det gik op for mig, at jeg lige havde født et barn. Han kom op og ligge hos mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved ham, så vi lå bare og lå, mens jordemoderen høfligt spurgte den nybagte far, om han ikke skulle tage et par billeder. Hi...hi...

Så skulle moderkagen fødes. Shit! Den havde jeg da helt glemt, men ud skulle den jo, for vi havde bestilt opsamling af stamceller. Jordemoderen sagde til mig, at jeg skulle prøve at hoste 2 gange, og så var den ude. Fantastisk!! Næste store spørgsmål som pludselig trængte sig meget på hos mig var, om jeg var gået i stykker forneden? De mente lidt, men skulle lige undersøge mig, og de næste to timer, var da nok det største helvede i forbindelse med fødslen. Det viste sig, at jeg stort set ikke var gået i stykker, og jeg skulle kun have 3 små sting af mere eller mindre kosmetiske årsager, men jeg var simpelthen så øm dernede, at jeg skreg af smerte, hver gang de forsøgte at komme i nærheden af mig. De gav mig en pudendus blokade som bedøvelse, men den hjalp ikke. Så fik jeg noget lokalbedøvelse og blev stoppet ud med is, men det hjalp heller ikke. Til sidst blev jeg bedt om at tage mig sammen, og så tage lattergassen, for nu skulle det altså være, og de kunne ikke gøre mere for mig. Så jeg tog nogle dybe indåndinger og blev godt fuld, og så syede de mens jeg skreg og græd af smerte. Jeg kunne mærke alt, hvad de foretog sig, og det var simpelthen så smertefuldt. Endelig var de færdige, og vi fik lidt fred til at være alene. Vi fik at spise og jeg ammede for første gang i en hel time. Derefter kom jordemoderen og skulle undersøge ham og måle ham. Han vejede 3368 gram og måler 52 cm – og alt var helt perfekt! Han fik 10 i apgar score både efter 1 og 5 minutter. Allerede samme aften som han var blevet født, kunne han holde sit hoved selv i et par sekunder, hvilket jordemoderen var pænt imponeret over.

Vi blev indlogeret på patienthotellet på Herlev Hospital, og så var vi endelig en lille familie. Skønt J

De næste par dage gik med at amme i næsten døgndrift. Han spiste og spiste, og alligevel var han ret ulykkelig, og det virkede som om han havde rigtig mange mavesmerter. Jeg blev ved med at sige, at jeg synes det virkede som om, at han ikke fik nok mad, og endelig lørdag aften var der en jordemoder der gav mig ret. Hun skaffede lidt modermælkserstatning til ham, og han voldåd 5 ml og faldt bevidstløs om i en dyb søvn. Skønt J Han fik erstatningen i en lille kop, og da jordemoderen skulle give ham det, opdagede hun, at hans tungebånd var meget kort, og at det sikkert var derfor, at han ikke kunne få noget ud af mine bryster. Desværre er der ikke mange børnelæger, der er villige til at gøre noget ved det, så hun anbefalede os at kontakte en privatpraktiserende øre-næse-hals læge, når vi kom hjem. Han ville kunne klippe tungebåndet over, så han bedre kunne komme til at sutte. Vi kender en sådan læge privat, og ringede til ham med det samme (lørdag aften kl. 19.30). Han har godt nok lige solgt sin klinik for en måned siden og er gået på pension, men det betyder jo bare mange års erfaring. Jesper (lægen) sagde, at han lige ville spise færdigt, og så komme forbi en tur. Han bor kun 15 minutters kørsel fra hospitalet. Han var der omkring 21.30, og så havde vi i mellemtiden fremskaffet de remedier han skulle bruge. Jan havde pisket rundt på hele hospitalet for at fremskaffe de rigtige sakse osv., og det var til sidst lykkedes. Lægen konstaterede straks, at det var meget stramt, og faktisk kunne mindstemanden slet ikke nå kanten af sin underlæbe med tungen. Så det skulle klares med det samme! Jeg sagde, at jeg ikke ville være til stede i lokalet, men det skulle jeg, og jeg bare græd og græd. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville have det gjort, men mit hjerte kunne bare slet ikke bære at se eller høre på at han blev ked af det. Men lægen insisterede, fordi jeg skulle amme 10 sekunder efter indgrebet. Jeg blev derfor, og lægens kone sad og holdt om mig og trøstede mig imens. Der skulle ingen bedøvelse til, og det tog 2 sekunder (ikke underdrevet), og der kom ikke én dråbe blod. Knægten brokkede sig lidt, men jeg vil faktisk ikke engang betegne det som gråd. Lige dér var jeg bare så glad for, at jeg var blevet i lokalet, for frygten for, hvad det måske kunne have været ville have været så meget værre end virkeligheden. Jeg lagde ham til brystet og kunne straks mærke en forskel. Han fik jo rigtig fat nu!!

Siden er det bare gået derud af! Vi kom hjem søndag eftermiddag (på Jans fødselsdag), og han er bare verdens nemmeste barn. Han sover rigtig meget, så vi skal vække ham hver 3. time i dagstimerne for at amme og så sover han omkring 5 timer om natten, hvorefter han får lidt mere mad, og så er det godnat igen. Han skider omkring 10-15 gange om dagen og igår gylpede, tissede eller sked han på alt sit tøj, så vi til sidst måtte ned og købe noget mere, og skynde os at vaske. Vi skal nok lige lære at sætte de der bleer rigtigt på...hi...hi...

Viggas vej til verden

Her kommer min:

OLIVIA 11.06.09

D. 10 Juni ligger  jeg i sengen og ser nyhederne kl.19, jeg er vildt træt den dag. Min kæreste sidder lige ved sidden af mig med hans computer... Da der lyder et smeld og vandet går... (Hele sengen er fyldt med det, og det lugter og er virkelig ulækkert.) Min kæreste springer op af sengen og spørg hva der skete, og jeg fortæller grinene at vandet er gået, og nu skal han snart være far. Den stakkels mand går helt i panik og løber rundt og pakker( jeg har ligget i sengen og taget billder af alt mulig imens, mine bukser der var våde, lagnet, og ham som ligner en der har set et spøgelse, desværre er de alle helt sløret fordi jeg griner så meget imens jeg tager dem)

men min jordmoder har sagt jeg skal ringe til fødegangen hvis mit vand går, da skal ringe efter en ambulance da prinsessen slet ikke står fast og hun derfor kan blive kvalt i navlesnoren. Som sagt så gjort, men min søde kæreste syntes tiden er så lang... Så han løber mellem køkken og soveværelset. Da de kommer skal jeg gå ned af trapperne, imens vandet fortsat løber ud af mig. Uden for opgangen venter mig en fin båre, og i alle vinduerne hænger mine naboer og spørg om det er nu jeg skal føde...

Da vi kommer ind snakker vi lidt med en jordmoder, som syntes jeg sagtens kan gå rundt for jeg har ikke nogen veer, vi snakker om at tage hjem igen da der jo ikke sker noget. Men jeg skal have tisset først iden jeg må det. Og da jeg en time senere ved 22 tiden har gjort det, finder de ud af at fostervandet er blevet grønt, så jeg må ikke tage hjem alligevel... Og hvis jeg ikke selv er gået i fødsel skal jeg sættes igang dagen efter.

Men jeg skal ud af fødestuen og ned i et ambulatorie og ligge da de skal bruge stuen. Min kæreste får en gæsteseng at sove på. Og så ligger vi ellers der.... Min kæreste falder i søvn, men jeg kan ikke sove..kl. 23.30 begynder mine veer, og jeg kalder på jordmoderen... Mende har så travlt så der går lang tid før hun kommer. kl 2 siger jeg første gang jeg vil ned på en fødestue, men de har ikke plads så jeg må vente til der er klar. kl 3 kommer jeg endelig ned på fødestuen, og får lidt lattergas, jeg er stortset åbnet det jeg skulle.... Jeg mangler bare presseveer. Men de kommer aldrig, så kl 4.30 får jeg lagt veeprop... det hjælper deværre heller ikke. Og da kl er 5 får jeg afvide jeg bare skal føde hende nu og jeg må gøre det uden presseveer, da de er bange for hun er ved at blive dårlig. De snakker om at lave den prøve af hendes hovede, og alle de andre ting de nu kan nå at drøfte... men jeg skal nok få hende ud, også selvom jeg ikke har presseveer, det har jeg besluttet mig for( har et hjertebarn ,og skal ikke have flere syge børn) og jeg gør det inden kl er 6 er prinsessen ude..

Men jeg får ikke lov til at se hende, for hun er blå og livløs så de tager hende væk... Min kæreste kigger på mig og jeg bryder sammen og siger hun er død...Jeg har ikke lagt mærke til at hele stuen er fyldt med jordmødre og læger... Så da jeg får kigget op går jeg helt i panik, der kommer en jordmoder over til os og siger tillykke med HAM Fuck tænker vi bare vi har lavet pigeværelse, købt rød barnevogn osv...Lidt efter kommer de over med HENDE, de siger hun nu er okay men hun var blevet meget dårlig i maven, og navlesnorren var samtidig viklet rundt om halsen... Så det var godt hun kom ud nu.. Lidt efter kommer en anden jordmoder og siger hun har en fuge i håneden som børn med down har, men i skal nok ikke være bekymret... Men hvad er det lige man bliver???? Så er de alle væk igen for de havde så travlt den dag... 3timer efter kommer de ind og måler og vejer hende og så blir vi smidt videre på barselsgangen... Vi fik intet at spise eller drikke... Og vi SKULLE ses af en læge før vi måtte tage hjem, når jeg nu har et hjertebarn.  Men hun er heldigvis en sund lille krudtugle...

og hun har jo været hele turen værd, elsker min lille prinsesse af hele mit hjerte.... Når hun kigger på mig og smiler så smelter jeg og så får jeg lyst til at få mange flere børn...

Os mig (:

 Katja's vej til verden :)

Tristan

Hej piger

Har kommer min laaaange fb...

Fredag d. 12. juni
Om morgenen ringer jeg til Jordemodercentret for at beklage mig, og får fat i en sød jordemoder, der beder mig ringe på fødegangen, da jeg er 39+2. Jeg bliver bedt om at komme på fg kl. 12. På fg får jeg kørt en strimmel, som viser, at Tristan har det fint. Kurven viser samtidig, at jeg har småveer, men jeg mærker dem ikke rigtigt. Det synes jordemoderen alligevel er lidt utroligt. Jeg får taget blodprøver og bliver beroliget med, at der sikkert ikke er noget galt, men det er altid vigtigt at få tjekket for en sikkerheds skyld. De vil ringe, hvis prøverne viser noget. Jeg tænker, at der garanteret ikke er noget, for jeg har jo kløet tidligere i graviditeten, uden at der var noget at se i prøverne. Jordemoderen er desuden i tvivl, om baby nu ligger rigtig med hovedet nede i bækkenet, og jeg bliver scannet. Tristan ligger som han skal, og jeg tager beroliget hjem igen. Dog stadig med både smerter og kløe 

kl. 10. Jeg får hospitalstøj på. RT er meget forvirret og stresset. Hun undersøger mig noget hårdhændet og siger ok til at prøve at tage vandet. Den hårdhændede undersøgelse gør, at jeg bløder lidt. RT skal bruge en del forsøg på at tage vandet, og det er noget smertefuldt. Hun må flere gange bede sosu’en om en ny pind til at tage vandet med. Hun hakker og stikker, og det gør bare rigtig ondt og bløder  Endelig lykkes det, og der går en skylle klart fostervand. Hun sætter samtidig en elektrode på hovedet af Tristan, da der skal holdes lidt ekstra øje med ham pga. min leverpåvirkning.

Kl. 10.20. Jeg får taget nye blodprøver for at tjekke udviklingen i mit levertal. RT Glemmer glasset til opsamling af blod, som Per så må hente, mens hun sidder der med nålen i min arm. Hun virker ekstremt forvirret  (og efterfølgende forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke beder om en ny jm.) Per skriver en liste med alle de ting, han skal hjem og hente, da vi jo intet har med. Babytasken er heldigvis pakket på forhånd. Jeg får klyx af assistenten, mens Per er hjemme.

Kl. 14.58. Endelig kommer lægen, der skal anlægge epiduralen. Han beder straks om at få skruet ned for s-droppet, da jeg er meget forpint og uden pauser i veerne. han vil gerne have mig op at sidde i en vepause, men det er umuligt, da der ingen pause er. RT svarer, at det kan desværre ikke lade sig gøre???!!!  Jeg får lov til at blive liggende på siden, og det lykkes lægen at lægge epi’en. Rimeligt svært at ligge stille, når man har så kraftige veer. Samtidig med at han stikker, mærker jeg den første presseve. HOV! RT har sørme glemt at mærke, hvor langt jeg var, inden epi’en blev lagt.

Det blev laaaangt.... Men i dag har jeg det heldigvis godt  Og kan ligefrem godt tænke mig en baby mere - hvad sker der lige for det? Men sådan er naturen vel så snedigt indrettet

1 dag gammel i mormors arme

9 måneder gammel - jeg kan slet ikke forstå, han er blevet så stor

Utroligt, hvor meget jeg elsker ham 

Nana

Antons historie..

Synes det er ret hyggeligt at læse her. Jeg er gået glip at en del af dem...

Her er hele historien, for den er jo skrevet! Læseren kan jo selv beslutte hvornår det er tid til at stoppe

Anton, mit ”kølebarn”.

 

Mandag d. 22. juni kl. 14.10, 3 dage over termin, skulle jeg møde ind til kontrolskanning ang. mulig igangsættelse på Horsens sygehus. Eftersom han var skønnet til over gennemsnittet var jeg SÅ klar. Havde pakket alt ned, ambulant taske, taske hvis vi nu skulle være der længere, dyne o.s.v. Var sikker på de ville sætte mig i gang, og at jeg ville have min søn i mine arme enten d. 23. el. 24. juni. Men lægen var af anden mening! De var faktisk rigtig imponerede, for lillebrors mål var ”100 % harmoniske”! Noget de meget sjælden ser, og vægten blev skannet til ca. 3600g. Han mente at hvis jeg fik lov til at gå til uge 42 ville vægten kun være på omkring 4 kg, så det ville ikke være noget problem for mig at føde! Altså ingen igangsættelse. Havde virkelig svært ved at holde tårerne væk, var simpelthen så skuffet. Men han sagde så, at hvis vandet nu skulle gå, så skulle jeg ringe til fødegangen da lillemandens hoved stadig stod meget højt, og vandet derfor kunne skubbe hovedet ud af kurs. Jordemoder skulle så beslutte om vi skulle komme liggende (med ambulance) eller ej!

Vi kom ud i bilen, og så kom tårerne. Var bare så skuffet. Der var ingen tegn på noget som helst, ingen slimprop eller noget. Indimellem nogle lede plukkeveer, men så heller intet andet. Vi skulle ud til nogle af vores rigtig gode venner. De havde hentet Cornelius i dagplejen da vi ikke selv kunne nå det, og vi skulle spise med derude. Min veninde havde lavet en pastaret, mums, jeg spiste nærmest for 2 J (Jeg har sidenhen fået opskriften i lamineret udgave, da de mener jeg spiste så meget at der ikke var plads til ham længere J). Da vi var færdige med at spise tog mændene børnene med ud for at hoppe på trampolin. Vi sad bare og snakkede, og pludselig mærkede jeg et lille ”plop” i mine trusser… Hmm!! Der gik ikke lang tid, endnu et ”plop”. Tænkte faktisk ”sidder jeg nu her og tisser i bukserne?”!! Rejste mig derfor og gik på toilet, og ja, det virkede bare vådt! Råbte til min veninde ”låner lige et bind, jeg er vist sprunget læk” og så kom der ellers bare vand. Fik råbt til min veninde og hun kom til. Det hele var så surrealistisk, kunne faktisk ikke lade være med at grine. Stod på min venindes badeværelse med vandet fossende ud, og jo mere jeg grinte, jo hurtigere kom vandet. Hun gik ud i haven og hentede min mand. Han spurgte hvad der skete, og hun svarede ”du skal vist til at være far” J Derefter kom han ud til mig og spurgte hvad der skete ”ja, vandet er gået”!!! Vi blev enige om at ringe til FG, overlod det til min mand. JM sagde at hun ikke kunne vide noget om at hovedet ikke stod fast, hun havde jo ikke undersøgt mig (!) så jeg fik telefonen. Hun sagde noget om at jordemoderen ikke havde noteret noget, men jeg fik så fortalt at så sent som samme dag havde vi fået besked på at henvende os til FG. Så fik jeg straks besked på at ligge mig ned, og der ville blive sendt en ambulance. Manden fik igen telefonen for lige at give hende adressen. Nu er reglerne sådan at Falck skal vælge nærmeste sygehus, og i dette tilfælde var det Kolding. Efter lidt snak får JM overtalt Falck til at køre til Horsens! Nå, men beskeden var at Falck ville være der om nogle timer, det var jo ikke noget der hastede! Så jeg lå der på min venindes badeværelse (jeg nægtede at flytte mig), vandet fossede stadig ud af mig, og jeg blev ellers pakket ind i håndklæde, tæppe o.s.v. Situationen var så morsom, havde aldrig prøvet noget lignende. Pludselig kom første ve (efter 15 min. vel). Av, den gjorde da pænt ondt. Tænkte ved mig selv, de bliver jo kun værre, så kan lige så godt lade være med at brokke mig! Lå så der, hørte min mand og min venindes mand tale om oliepriser og alverdens underlige ting J (Helt ærligt…)!  Efter 3 veer får jeg kontakt til manden, og jeg mener vi skal tage tid. Veerne varer da ca. 30 sek., og kommer med 2,5 minuts interval. Bliver enige om igen at ringe til FG, der skynder lidt på Falck.

Endelig kommer ambulancen. Min veninde farer rundt og tager billeder, minder skulle vi have. Det sidste jeg ser inden dørene lukker er Cornelius der står og vinker og bare siger ”hej, hej mor”. Glemmer det aldrig, min elskede lille dreng! Nå, men af sted til Horsens, manden bagved i bilen.

 Der er en kvindelig ambulancefører med, og vi hyggesnakker hele vejen til Horsens. Hun råder mig ellers til at hvile, men kan slet ikke, er helt oppe at køre. Men vi ankommer til Horsens og jeg bliver kørt på FG hvor vi bliver mødt af en JM og en JM studerende. Hun fortæller at hun har valgt at få mig ind p.g.a. mit ar fra mit tidligere KS. Jeg bliver undersøgt, ikke åbnet overhovedet, og stadig 1-2 cm livmoderhals. Jeg får monteret CTG på min mave der konstant måler babys hjertelyd og mine veers styrke, for at holde øje med arret. Derfra går det ellers stille og roligt, veerne kommer stadig, og der er vagtskifte. Omkring midnat får jeg et klyx, og lidt senere noget morfin at slappe af på. Manden får en madras ind, og vi hviler os begge. Kan dog ikke falde i søvn, men hviler godt mellem veerne. Hen på morgenen falder jeg i søvn, så vi får begge et par timer på øjet. Jeg vågner, og manden vågner. Jeg ringer efter JM og der har været vagtskifte. Det er nu JM Anne-Marie og JM studerende (på sidste år) Lærke der er til stede. Jeg bliver tilbudt et brusebad (kan ikke komme i kar p.g.a. CTG), og derefter vil de sætte ve-drop. Der skal ske noget, bl.a. fordi at der 18 timer efter vandet er gået skal gives penicillin, hvis barnet ikke er kommet ud. Så de håbede på en fødsel inden 12.30, men regnede ikke med det. Men jeg kom i bad og fik lagt et drop, hvor vi jokede med Lærke, ang. hvordan man som studerende lærte at lægge drop.

Uh… De der veer, de kan sku gøre ondt! Der blev skruet op for droppet hvert 20. min. Om morgenen havde jeg forsøgt at drikke saft 2 gange, men det havde resulteret i at jeg kastede op, så jeg ville IKKE have noget indenbords. Heller ikke den chokolade jeg havde sendt manden efter. Hen ad formiddagen har jeg mest lyst til at give op. Det gjorde rigtig ondt, og jeg havde knap åbnet mig 1 cm. Får at vide det er for tidligt til epidural, og jeg siger jeg giver op, vil have KS. De snakker noget om at det er tidligt i forløbet at have så ondt, men de ringer til bagvagten, som giver grønt lys for epidural. Inden vil de gerne have sat en elektrode på babys hoved, men det må opgives, dels fordi jeg ikke er meget åben, dels fordi jeg skriger af smerte.

 Er på dette tidspunkt ret omtåget, så kan ikke huske ret meget! 1 time senere, vil jeg tro, er epiduralen lagt. Den hjalp, jeg kunne stadig mærke veerne, men slappede af mellem veerne.  Lå og hvilede mellem 2 veer, og pludselig gjorde det bare vildt ondt i min venstre side, og der kom en ordentlig skylle fostervand! Kan huske jeg spørger hvorfor det bliver ved med at gøre ondt, også mellem veerne. De kan ikke helt forstå det, da CTG viser at min livmoder er helt afslappet mellem veerne. De forklarer dog at epiduralen engang imellem kun virker i den ene side, det kan måske forklare hvorfor det gør så ondt i venstre side. Kurven går på dette tidspunkt helt amok, bagvagten bliver tilkaldt, og ve-droppet slukket. Det stabiliserer sig igen, og ve-drop bliver givet igen.  

Herfra kan jeg ikke huske meget andet end brudstykker. Er helt væk p.g.a. smerten, ligger og knuger sengen, og frygter hver eneste ve, da smerten bliver værre. De ville gerne have flere lejeskift på grund af babys hjertelyd, der faldt lidt indimellem, men det gjorde så ondt når jeg bevægede mig, at de mere eller mindre måtte skubbe mig rundt. Får på et tidspunkt at vide at jeg er nødt til at tage mig sammen og samarbejde!

 Jeg når helt hen og få presseveer, min krop er færdig på dette tidspunkt, alt på mig ryster. Min underkæbe ryster så mine tænder klaprer, og mine ben sitrer helt vildt. Jeg er slet ikke med på, hvad der sker, og råber at jeg ikke har kontrol over min krop. Jeg får lov til at forsøge at presse ham ud, er helt åben, men han står stadig alt for højt.. Derefter går det af sted til operationsgangen. Her er lige input fra min fødselsjournal (oversat til forståeligt sprog):

12.00 God effekt af epidural. Regelmæssige veer med 3 minutters interval. CTG ok.

12.03 Får meget ondt i venstre side, der går en skylle klart fostervand. Livmoder afslappet i ve-pause, CTG registrer dårligt.

12.10 Drop slukkes.

12.14 Bagvagt på stuen. 6-7 cm åben under ve. Afventer situationen ifølge bagvagt.

12.35 Vand afgang i 18 timer, 5 mio. enheder penicillin.

13.45 Ve-drop øges.

14.30 Pressetrang.

14.50 Tiltagende pressetrang.

14.55 CTG viser FHR med kompliceret deceleration. (Faldende hjertelyd).

14.57 Bagvagt tilkaldes. Lejeændring forsøges.

15.07 Der skal foretages katastrofe sectio. (Der bliver tilkaldt en portør, men inden han dukker op kører jordemødre (der har lige været skift), og overlæge af sted med mig. Jeg bliver spurgt om jeg har noget imod at komme i fuld narkose, og jeg svarer ”bare få mig væk herfra”, altså væk fra vågen tilstand).

15.23 Fødes ved sectio en levende, slap dreng. Apgar 1/1-3/5-4/10-8/20-10/30.

 

Da de får mig åbnet (Sov og skær, ingen rengøring eller noget), og får ham ud opdager de at min livmoder er revnet i vestre side (!) bagpå, helt ned i skeden. Det har gjort at moderkagen er revet løs, derfor har min lille dreng ingen ilt fået.  Det eneste de ikke benytter for at få liv i ham er hjertemassage, efter hvad de fortalte, hvad det så lige dækker har jeg ikke styr på (han havde puls, men trak ikke vejret). Han får hjælp til at trække vejret et godt stykke tid men er bagefter god til at trække vejret selv. Han er derefter meget stresset, irritabel og forkrampet. Der tages kontakt til Skejby der straks sender bemandet ambulance efter ham.

Jeg vågner og når lige at se ham før de tager ham med. Kan ikke rigtig huske første gang jeg så ham. Kan huske bagvagt SS sagde til mig, at han havde syet på mig i knap 1½ time, og jeg svarede "der er jo også meget maveskind" (), hvorefter han fortæller mig at min livmoder var revnet!!! Alt fra den dag er lidt tåget! Kan ikke huske jeg har snakket med den læge fra Skejby der var med nede og hente Anton! Kan ikke huske meget fra opvågningen, men blev derefter kørt et eller andet sted hen (patienthotellet måske?), hvor jeg insisterede på at blive overflyttet til Skejby! Men det ville de ikke gå med til, mit blodsukker var lavt, min blodprocent var lav (havde mistet ca. 2 liter), og jeg var udmattet og dehydreret! Jeg kan huske at jeg ikke var sulten, men jeg drak alligevel en kop kakao, og spiste en yoghurt! Da jeg så var klar til udskrivning, var der ventetid på ambulancen, men de "plagede" vist lidt, og derfor blev jeg alligevel kørt ret hurtig op til min søn, og var der omkring 21.30..

Der var først snak om at Anton skulle have været taget med cup, men bagvagten bedømte at der slet ikke var tid til det, så det var bare sov og snit.  Sikkert godt nok, for hvis nu han var taget med cup, hvor længe mon der så var gået før de opdagede min livmoder stod og pumpede blod ud i min bughule?? Det får jeg, heldigvis, aldrig svar på!

 

 

Jeg blev indlagt på det ene mor/ barn afsnit, Y1, men blev som det første kørt op til Anton, på børneintensiv! Vi måtte gerne røre ved ham, men det skulle være fast, altså vi måtte ikke ae ham, for det stressede hans hjerne.  Sagde til min mand, at han fortjente at få et navn, og sygeplejersken rådede os til at få ham nøddøbt, da de ikke kunne sige om han ville overleve eller ej, ej heller om han ville få alvorlige mén såsom hjerneskade m.m. Jeg havde hele tiden regnet med det skulle være en Vitus. Min mand syntes Valdemar, som vi også havde, var alt for hårdt til ham, og mens jeg lå og kiggede på ham, tænkte jeg bare på en tapper lille jyde, der havde fået tæsk! Fra da af var det bare Anton! Han så herrens ud. Havde en underlig farve, var ikke blevet vasket fordi han ikke måtte opvarmes, og så havde han de der kramper, han lå og ”huggede” med benene. Udover det lå han bare helt stille, med lukkede øjne, med alle de der slanger og dimser over det hele, som jeg hurtigt fandt ud af hvad var...

Anton havde fået barberet 3 pletter på hovedet, og ned i hver plet sad der en nål ind i huden, nogle af dem sad således at der var et indgangshul, og et udgangshul. Reelt kunne man vel stikke sig på enderne der stak ud! Han havde en "føler" (termometer) på panden, og et langt blødt termometer i numsen. Hans højre arm var pakket ind, og den så nærmest ud som om den var brækket, men det var ”bare” drop armen. Udover var der diverse følere, EKG, EEG og hvad de nu hedder. Han fik noget der hedder Fenemal mod kramperne, og fik desuden morfin, for at klare ubehaget. Han lå i en åben kuvøse, havde kun en ble på, og ellers termodragten som var vandkølet, og hans temperatur blev reguleret ved hjælp af termometrene. Hans kropstemperatur var sat ned til 33,5 grader, for at mindske nedbrydningen af hjernen. Han fik taget blodprøver dagligt, så hans små hæle var fuld af bitte små sår! Anton havde også kateter og sonde + han fik lactulose. Kateteret fordi morfinen gjorde at han ikke kunne finde ud af at tisse selv, sonde, selvfølgelig, han skulle have mad, og lactulose for at sørge for afføring. Nedkølingen sætter nemlig også indvolde m.m. lettere ude af drift. Så det virkede lidt som en ond cirkel, at noget af det medicin de gav ham, satte andet ude af drift!

Ved slem iltmangel sker der en straks opstået skade på hjernen, og derefter begynder hjernen langsomt at nedbrydes. Det forskningen viser, er at nedkølingen stopper den langsomme nedbrydning, men nedkølingen skal vist ske senest 6 timer efter fødslen, så vidt jeg har forstået. Lægeholdet i Horsens gjorde det helt rigtige, nemlig det, at de kontaktede Skejby telefonisk, og fik instrukser på IKKE at vaske Anton eller på anden måde varme ham op! Altså er han blevet kølet straks efter fødslen.

Nå, men Anton blev så nøddøbt d. 24. Vi valgte at Anton skulle have fred og ro, derfor ville vi ikke have andre med op til ham. Så der var ikke andre end os der så ham, andet end på billeder, indtil han blev udskrevet til mig. Vi var kun min mand, Cornelius og jeg under dåben, en sød kvindelig sygehuspræst, og en sygeplejerske. Jeg skulle være "gudmor" og tudede mig igennem det hele. Anton William Høst-Sørensen, blev hans fulde navn!

Han har sin første bamse, den hedder Bjørn T. Benni gav Cornelius den første bamse, og derfor ville han også købe Antons første. Han brugte tid på at finde den helt rigtige. Vi fandt så ud af at vores favoritsygeplejeske havde døbt den Tissebamsen, da hun brugte den til at holde kateterslangen Vi gjorde det bare lidt mere stuerent, så derfor hedder Bjørn T det som han gør Det var vist bare et sidespring..

Nå, men dagene tog lidt hinanden. Fra d. 24. om aftenen var jeg alene, Benni var nødt til at være sammen med Cornelius, så nu skulle jeg selv komme rundt. Når Benni var der kørte han mig rundt i rullestol, sygeplejerskerne ville hellere end gerne ringe efter en portør, men jeg ville ikke være til besvær. Så knap 1½ døgn efter uterus ruptur og katastrofe sectio, 1½ times syning hvor der var blevet løftet op i min livmoder og syet på bagsiden ned mod tarmene, vandrede jeg selv rundt på Skejbys gange. Det tog ret lang tid at nå til Anton, men frem, det skulle jeg. Jeg aner faktisk ikke om det gjorde ondt, det har jeg på intet tidspunkt overvejet... Jeg gjorde det vist bare, for på dette tidspunkt var Anton langt det vigtigste, alt andet kunne være lidt lige meget!

Dagene gik hurtigt, amme etablering skulle passes, 3-4 timer dagligt med malkemaskine, mine måltider var på faste tidspunkter, besøg skulle passes, der var konstant mennesker der ville høre nyt! Havde ikke meget tid til hvile, for hvis jeg ikke havde gæster, snakkede i telefon, spiste, sendte sms´er eller malkede ud, så gik jeg frem og tilbage fra børne intensiv til Y1! Jeg havde meget vand i kroppen da jeg var gravid, men det var intet imod den størrelse jeg fik af at bevæge mig konstant. Blev til sidst nødt til at gå med bare tæer, kunne ikke komme i mine comfort sandaler længere...

Anton tog rigtig godt imod behandlingen. De sagde han havde rettet sig hurtigt på behandlingen, det var jo helt enormt skønt! Samtidig tog han mere og mere mad, vi fik at vide at hvis han havde været alvorligt syg havde han slet ikke haft denne appetit. Ret hurtigt havde jeg mælk nok til ham, så fra dag 3 levede han udelukkende af det jeg leverede. Visuelt skete der også noget. Allerede dag 2 var kramperne væk. Han begyndte at åbne øjnene, og han så mere rund ud. På et tidspunkt blev børneintensiv og neonatal lagt sammen grundet ferie, så Anton havde ikke længere enestue. Derfor kom Cornelius ikke med op til ham, da alle børnene helst skulle have fred.

Det kom dertil, hvor jeg var klar til udskrivning. Kan ikke huske hvad dag det var, torsdag, fredag måske?? Jeg kom over på patienthotellet, og der havde jeg langt om længe tid til at hvile lidt, og få læst papirerne fra Horsens. Jeg fik seriøst et chok, først der gik det op for mig hvor alvorlig situationen var! Apgar, 1! Jeg havde ikke haft nogen anelse om det før på dette tidspunkt, underligt nok, men der vågnede jeg brat op! Jeg tudede simpelthen, ringede min veninde op og sagde bare "han havde et apgar på 1", og tudede så videre!! Det er faktisk den første ud af de 2 slemme oplevelser jeg havde deroppe. I bakspejlet, vidste jo godt at han var blevet genoplivet, så jeg MÅ jo have vidst det var galt, med dette 1-tal, det var hvad der fik det til at ramle…

Nå, men det gik jo heldigvis fremad med Anton, og en dag jeg kommer op til ham, får jeg beskeden "du skal holde din søn". Er næsten sikker på det har været fredag, men er ikke sikker på dette. Jeg er så den første mor, der på Skejby, har holdt sit barn på køl!! Stort, stort! Også selvom der var bobleplast mellem os, for jeg måtte jo ikke varme ham! Helt ærligt (jeg ved ikke hvem der læser dette), kunne du overhovedet forestille dig, at du skulle blive glad for at få at vide at du skulle holde dit barn, men at der skulle være bobleplast mellem jer?? SÅÅÅ surrealistisk! Har billeder derfra, som jeg har fået af afdelingen. Vi har skrevet under på at billeder taget af os må bruges til undervisning og pjecer. Lidt sjovt, hvis de bliver brugt! Så jeg holdt min søn første gang da han var omkring 4 dage gammel. På dette tidspunkt havde jeg endnu ikke hørt ham græde…

Er altså nået frem til at det nok var torsdag jeg holdt ham første gang, med bobleplast! Fredag kom dagen nemlig, hvor nedkølingen havde varet 72 timer, og Anton skulle lige så stille varmes op. 0,1 grad hver ½ time indtil 36,5 grader, under nøje overvågning, da hans temperatur ikke måtte begynde at stige helt vildt. Jeg kan jo ikke sige andet, end at opvarmningsfasen gik lige præcis som den skulle, for lørdag kl. 11 skulle han ud af dragten men så være til observation endnu et døgn på børneintensiv!

Lørdag kl. 11 var jeg oppe på børneintensiv, A5, da min søn skulle pakkes ud  Altså slap han for køledragt og termometre, og jeg fik som det første min søn over, UDEN bobleplast! De fandt en afskærmning og satte op omkring os, det var så skønt! Fandt endelig en form for ro, og faldt næsten i søvn med ham i mine arme, det var så dejligt! De var så søde at tage billeder af dette også. Han var lige så stille blevet trappet ned af morfinen. Han havde nogle tics, og jeg spurgte selvfølgelig til dem, men fik heldigvis at vide at de ikke gav udslag på EEGen, så det var heldigvis "bare" abstinenser fra morfinen. Min baby var simpelthen afhængig af det stads, 5 dage gammel! Men da havde han jo også fået morfin hele sit liv...... Alt gik heldigvis godt, og søndag eftermiddag blev Anton overført til A6, som egentlig er neonatal, men også stedet hvor børnene kommer hen, når de er i bedring! Underligt, for indtil da troede jeg egentlig at neonatal var det "værste" sted, men børneintensiv er så lige en tak ”slemmere”, hvis man kan sige det sådan. A5 har dog også med for tidligt fødte at gøre, men det er dem der er kritisk syge! Sygeplejerskerne var helt vilde med Anton, de syntes han var så stor og rund, hvor jeg i starten kaldte ham min pindemand, p.g.a. de 53 cm, og de 3540 g  Cornelius vejede 4300 g ved fødslen, og havde samme længde, så der var noget mere basse over ham! Jeg oplevede dog at et barn der var kommet op på 1300 g havde taget så meget på, at det var klart til at blive overflyttet til et andet sygehus. En sygeplejerske omtalte barnet kærligt som, en lille fed en  

Jeg siger jer, de mennesker jeg mødte på A5, er nogle helt specielle mennesker! Jeg vil aldrig, aldrig glemme den behandling vi fik, stemningen, måden de omgikkes indbyrdes! Tager så meget hatten af for dem, i mine øjne er de "store" mennesker  Det var derfor vemodigt at skulle væk, men det var jo super, for det viste jo bare at Anton var på rette kurs!

Jeg vidste jo godt han skulle flyttes på A6, bare ikke hvornår. Om søndagen kom en af vores veninder, som bor i Århus, men culottesteg, salat, flutes og så videre. Der blev dækket op udenfor, og der var klar til hygge. Benni var gået op til Anton, og kom tilbage og fortalte, at Anton var blevet flyttet. (Faktisk var A5 blevet flyttet over på A6 på grund af ferien, så det var kun lidt længere hen ad gangen, men med andre sygeplejersker o.s.v.)  Blev faktisk lidt ked af det, ikke fordi han var flyttet, men fordi jeg ikke havde fået sagt farvel til IR, den sygeplejerske der havde passet Anton mest, og hende som jeg havde lært bedst at kende. Jeg skyndte mig derfor op, og der varede 10 minutter til fyraften, så jeg nåede det lige. Det blev ret tårevædet, og der blev sagt farvel med knus, og jeg gav dem en stor dåse bolsjer fra Anton.  Jeg gik tilbage til "mine gæster", og fik spist. Da jeg var alene igen var det på tide at malke ud, og bringe mælken op til Anton, og få sagt godnat.

Jeg kom ind deroppe, og en sygeplejerske kom hen. "Hej, du må være Antons mor". Det var så ikke hende der passede Anton, men hun sad lige i et tilstødende rum (deres pauserum), så man kunne sagtens se hende, og jeg fik at vide at hun snart ville komme. Men jeg ventede længe, sad og kiggede på sovende søn, nu kun med kateter, sonde og EKG, så vidt jeg lige husker. Langt om længe kom hun og præsenterede sig, og så spurgte hun efter Antons navn!  Jeg studsede ret meget over, at hende der ikke passede Anton kendte navnet, men at hende der passede ham ikke havde sat sig ind i det.

På dette tidspunkt var jeg blevet ret fortrolig med hygiejnen deroppe. Man skal spritte hænder i tide og utide, inden du går ind, inden du rører ved noget, når du rører ved noget, ja, ved buffeterne og så videre. Når jeg skulle hente flasker til malkemaskinen, når jeg skulle i køleskabet med mælken, mange steder! Jeg var helt pernitten, var efter Benni hele tiden (han var RET træt af mig), og jeg sad og holdt øje med folk ved buffeterne, om de sprittede eller ej. Jeg kunne blive helt arrig, syntes det var SÅ ulækkert! Nu har jeg håndsprit både ved puslebordet og i pusletasken, bare kald det en miljø skade 

Men hende sygeplejersken behandlede mig akkurat som om jeg havde sat mine ben på sygehuset for første gang, og jeg kunne slet ikke have det! Jeg spurgte hende om hun vidste noget ang. Antons morfin nedtrapning, men det vidste hun intet om! Så hun gik, og var væk et stykke tid. Hun kommer så tilbage, jeg fik ingen tilbagemelding, men hun havde fået lov til at fjerne kateteret. Jeg vidste jo at han ikke kunne tisse på morfin, så jeg kunne tyde dette til, at han var færdig på morfinen. Så skulle vi jo bare finde ud af om han kunne tisse, det vil sige at bleerne blev vejet inden brug, og igen vejet efter brug. Det viste sig snart at Anton sagtens kunne tisse, for en af de første gange Anton lå på puslebordet tissede han En rigtig dreng

Jeg skulle selv pusle ham inde på A5, så lærte hvordan jeg tog EKG fra, og satte skærmen på pause. Men hvor var det svært at skifte ham, de første par gange. Godt nok var jeg 2. gangs mor, men Anton var alligevel så lille i forhold til Cornelius, og jeg havde været Antons mor i knap en uge, men ikke haft meget med ham at gøre. Følte mig virkelig akavet, havde ikke rigtig styr på det, men det er jeg heldigvis kommet efter Inde på A6 fik Anton også tøj på for første gang, det var nu bare en af afdelingens bodyer, men alligevel.... Hvor jeg længtes efter at han helt skulle være min, og jeg bare kunne holde ham, bade ham, og give ham sit eget fine tøj på! Samme aften, søndag, prøvede jeg at amme ham første gang. Jubel, han suttede første gang han blev lagt tilVar jeg rigtig positivt overrasket over!

Benni kom mandag, og vi skulle op til stuegang. Det er sådan ret uvist, for der er ingen der ved hvor lang tid det tager, eller hvilket barn der kommer først. Der havde været snak om at vi skulle flyttes grundet pladsmangel, når Anton skulle udskrives fra A6, men der var ingen der kunne finde ud af hvor vi hørte til. SÅ der var snak om både Kolding, Herning og for at det ikke skulle være løgn, RANDERS.. Som om Århus ikke var lagt nok væk fra Billund Vi brugte formiddagen med at pusle om Anton, og der blev givet tilladelse til at fjerne EKG. Så var der kun sonde tilbage!

Det blev spisetid for Anton, og jeg skulle amme ham først, og de ville fylde efter med sonden. Jeg ammede ham så, og Benni fik derefter en sprøjte med mælk, som han skulle sprøjte ind i sondeslangen 5 ml ad gangen. Fik at vide at hvis han viste tegn på ubehag, så var det fordi han var mæt. Allerede ved første omgang så han utilpas ud. Vi fik bare at vide at det da ikke kunne passe, han skulle have lidt mere. Samme resultat, men de ville ikke tro os. Der kom så en sygeplejerske med en tom sprøjte, og hun sugede så i sonden, og der blev trukket mælk med op. Ganske rigtigt, Anton var mæt, altså havde jeg mælk nok, og Anton forstod at spise! De kunne da også bare høre efter!

Så blev det vores tur til stuegang, og sørme om ikke han fik sonden ud OG han skulle flyttes til Y2, mor-og-barn afsnittet sammen med mig ENDELIG fik jeg mit barn, og det 6 dage efter at have født ham. Det var længe, og det var hårdt, men prøv så at tænke på dem der er indlagt i månedsvis? Jeg føler sådan med dem... (Vi fik jo så lov til at blive på Skejby alligevel).

Vi blev flyttet til Y2, og det kunne ikke gå stærkt nok! Faktisk kørte jeg selv Anton fra A6 og over til Y2. ENDELIG kunne jeg mænge mig blandt mødrene, der stolt kom gående på gangene med deres nyfødte guldklumper. Og jeg følte jeg havde dobbelt så meget grund til at være stolt

Ovre på Y2 fik jeg mig en snak med sygeplejerskerne. Først og fremmest skulle Anton lære at være en "normal" baby, lære at spise og sådan, og når først Anton viste han opførte sig som en almindelig baby, og han var begyndt at tage på, måtte vi komme hjem. Jeg fik at vide at Anton skulle melde sig selv med sult, men han skulle have 6 måltider i døgnet.  Samtidig var der gået betændelse i hans hovedbund der hvor nålene havde været, så jeg havde får noget speciel sæbe det skulle vaskes i 3 gange dagligt, og så havde han noget gulsot, men ikke nok til at han skulle have lys. Bleerne blev stadig vejet de første par dage, for at være sikker på at der kom nok ind til, at der også kom noget ud.

Jeg fortalte ingen at Anton var hos mig den første dag, dels fordi jeg var bange for der ville være et konstant rend af mennesker der ville se ham, dels fordi min dejlige lillesøster skulle komme og være sammen med mig om aftenen, og jeg ville overraske hende. Hun blev så overrasket og glad, vi hyggede, spiste sandwich og snakkede. Jeg er sikker på det var den bedste dag jeg havde deroppe, når jeg tænker tilbage.

Tirsdag havde Anton en tid til MR skanning af hjernen. Der blev ringet efter en portør, som kom på en "hospitals-bus" og skulle køre Anton og jeg. I venteværelset sad der en mor og datter. Datteren var vel omkring de 40, og hvad jeg lige kunne fornemme var det hende der skulle ind. De skræppede op, brokkede sig over ventetid o.s.v.  De spurgte hvor gammel Anton var, og så fik jeg lige den "Og så går man og vækker dem hele tiden, fordi man vil holde øje med at de stadig trækker vejret"... De skulle bare vide!!!  Anton og jeg kom til før dem, og jeg blev ført ind. Anton skulle ikke bedøves, de regnede med han lå stille nok, og jeg blev placeret for enden af røret, med "øre-bøffer" på, så jeg kunne sidde og holde øje med ham via et spejl. Den larmer helt vildt, sådan en MR skanner, hamrer og banker. Da jeg sad der, begyndte jeg simpelthen at tudbrøle. Jeg blev så bange. Min lille dreng lå inde i dette kæmpe rør, han fyldte jo ingenting, og det var ligesom det gik op for mig, at dette skulle afgøre hans skæbne. Jeg kunne slet ikke stoppe, og da jeg kom ud sad de der damer der stadig. De blev helt stumme, og stirrede på mig, men jeg gik videre, kunne ikke sidde sammen med dem igen. Det var heldigvis den samme portør som hentede mig, og han var så sød. Og jeg græd stadig! Oppe på stuen ringede jeg til Benni, og jeg tudede stadig. Han blev helt bange, han troede virkelig der var sket noget slemt, men jeg fik ham talt til ro gennem tårerne. Lidt efter kom en sygeplejerske med en kop kaffe, og var sød at tage sig lidt af mig.

Denne dag tror jeg aldrig jeg glemmer. Den frygt, og det at jeg følte mig så magtesløs, og min kolossalt store kærlighed til dette lille menneske!

Jeg havde fået at vide at svarene nok ville komme samme dag, men at vi kun ville få dem, såfremt der var en læge til stede til at give os svaret. Det var der desværre ikke, så vi måtte vente til stuegang dagen efter. Svært at vente på, men uvisheden om svaret var også svær, så det var vel både godt og skidt at skulle vente. Jeg både ventede på svaret, men frygtede det så meget. Anton fik sit første bad samme dag, 1 uge gammel! Adr, egentlig, for der sad stadig lidt blodrester i hans ører og sådan. Men SÅ dejligt, bare det at pusle ham, skifte ham, bade ham og ligesom selv have føling med slagets gang, og ikke bare stå ved siden af og kigge på sit barn, uden at kunne gøre fra eller til!

Så blev det onsdag morgen, og der var morgen vejning, og endnu en ny (yngre) sygeplejerske kom til! Men, Anton havde tabt sig, og hun gik helt i panik! Han skulle have flaske, sonde, hun var helt oppe at køre! Prøvede at forklare hende, at jeg havde fået at vide at han skulle melde sig selv til måltiderne, men at han stadig var for medtaget, så han ikke kom op på de 6 måltider dagligt! Havde snakket med nogle af de andre sygeplejersker, og fået samme svar, Anton skulle melde sig selv! Hun ville ikke høre, fløj ud og hentede en flaske, og satte sig med Anton. Han ville ikke tage den, og jeg fortalte at han lige var blevet ammet, og at han var mæt! (Jeg havde rigeligt med mælk, måtte indimellem malke ud for at lette trykket, og var på et tidspunkt 150 ml foran ham. Avs..). Hun var slet ikke tilfreds, men sagde at vi måtte vende det med børnelægen, til stuegang.

Vi måtte dele det op, sådan at Benni var hjemme ved Cornelius hver dag. Sådan en lille gut på 2 år og 9 måneder har ikke godt af at dagligdagen bliver vendt totalt på hovedet, så han var i dagpleje hver dag. Enten var Benni her om formiddagen selv, eller om eftermiddagen sammen med Cornelius. Cornelius reagerede selvfølgelig også på ændringerne, jeg måtte ikke røre ham mens jeg var indlagt. Han affærdigede mig totalt, og det var ret hårdt! Men det var jo bare en reaktion på mangel på mor, og hvor følte jeg mig revet itu. Begge børn havde brug for mig, men omstændighederne gjorde bare at jeg ikke kunne være ved dem begge. Denne dag skulle Benni således komme om formiddagen, så han kunne være med til stuegang. Jeg frygtede bare sådan at han ikke ville nå det, da stuegang er omtrent lige så usikkert tidsmæssigt, som DSB’s afgangstider! Men han nåede det heldigvis!

 Antons vægttab fyldte meget denne dag. Jeg stod virkelig og forsvarede mig selv, ville bare IKKE have ham tilbage på sonden, for det ville betyde at der ville gå længere tid før han selv kunne styre sine måltider. Det endte med at jeg fik indtil fredagsvejningen, til at bevise at Anton og jeg sagtens kunne selv. Var rigtig gal, havde KUN fuldt sygeplejerskernes anvisning om at han skulle lære at melde sig selv, og det havde i snit givet 4-5 måltider pr. dag, da han stadig var dvask på grund af gulsot, og sikkert også medicinrester, da både morfin og Fenemal er sløvende! Jeg ville på ingen måde tolerere at der ikke blev lyttet til mig længere. (Samme aften skete der dog en ændring med Anton. Han virkede pludselig friskere, mere vågen, og mere sulten. Han begyndte derfor at melde sig selv, men indtil da har han endnu ikke skreget, bare ”knaget”. Ved faktisk ikke hvornår jeg hørte det famøse første skrig, men ved at det tog ret lang tid. Min egen fornemmelse er at, på dette tidspunkt slipper morfin og/ eller gulsoten, og Anton begynder lige så stille at vågne op, og blive sig selv. For første gang i hele hans korte, men turbulente, liv!) Børnelægen nævner ikke MR skanningen, og jeg er selvsagt rastløs efter et svar, og spørger ind til det! Hun smiler, og siger, at MR skanningen ikke viser nogen skader J JUBIII… Lettelse, glæde.. Ved ikke hvilke ord jeg ellers skal beskrive det med! Det skal så siges, at MR skanningen kun viser de store skader, og dem er der, heldigvis, ingen af. Der kan stadig være skader, men det vil være ”småting”, indlæringsvanskeligheder og sådan. Motorisk fejler han intet, d.v.s. ingen spastiske lammelser eller stramme bevægelser og sådan. Kun tiden vil vise om Anton gå helt fri, eller ej…

De sidste par dage gik stille og roligt. Anton vågnede mere og mere op, og jeg satte næsen op efter at komme hjem op til weekenden, selvom sygeplejerskerne mente jeg ikke skulle være så optimistisk. Men jeg vidste også, at hvis jeg ikke kom hjem fredag, så ville det blive tidligst mandag. Jeg havde fået sygehus kuller, trængte til ro, hjemlige omgivelser, tøj, Benni og Cornelius med mere. Havde efterhånden opbygget et vældig arsenal af engangsskrabere, bind (hader altså de der kæmpe sygehusbind) og diverse andre ting. Var begyndt at føle mig ret ussel bare efter få dage deroppe, og havde faktisk også været et par timer i Bruuns galleri for at købe nye amme bh’er, amme toppe og andre ting. Det var en formiddag, mens jeg stadig var på patienthotellet. Jeg havde stået og nærmest hoppet i køerne, mit indre sitrede helt vildt, skulle bare op til Anton igen. Der var jeg kommet alt for langt væk fra ham.

Så blev det fredag, STUEGANG! Sandelig om ikke bettefisen havde TAGET PÅ! Jeg vidste bare at vi kunne… Og det bedste af det hele, vi måtte komme hjem J Bare sådan! Det kunne ikke gå hurtig nok, så jeg stormede over og pakkede, men inden skulle vi lige have de sidste ting at vide, dato for første kontrol og sådan. Men endelig, endelig, ENDELIG skulle vi hjem! Vi var indlagt i knap 2 uger. Jeg ved godt det ikke er længe, men for mig var det de længste 2 uger i mit liv, en evighed.  

Vi kørte sammen ind og hentede Cornelius, og det var en meget lykkelig lille dreng der blev hentet der. Han fløj mig i møde, for første gang i et par uger måtte jeg kramme. Jeg var der, præcis hvor jeg skulle være. Sammen med HELE min lille familie!

******

Anton var min 5. graviditet. Jeg har 2 børn, så det har ikke lige gået efter bogen. Jeg blev uønsket gravid da jeg var 19, og fik en abort. Da et barn så var en ønsket ting, gik der først 1 år fra jeg stoppede på p-piller, til jeg blev gravid. Det endte i en MA, i 15. uge, hvor jeg havde et dødt foster svarende til 8. uge, som min krop ikke kunne afstøde. Det blev en udskrabning, og min første MA. Blev gravid igen efter ca. 2 måneder, og graviditeten gik såmænd ok, på trods af mega bræksyge de første 3 måneder. Det var Cornelius, og han lå i sædestilling, og lægerne rådede mig til ikke at føde selv, da det var noget af en kleppert. Således kom Cornelius til verden, ved PKS, med fødderne oppe ved skuldrene og en kampvægt på 4300 g, taget med sugekop på numsen, da han sad fast.. Jeg var under kejsersnittet ved at gå i chok flere gange, og fik efterfølgende fostervand i bughulen. Dengang, og efter, syntes jeg det var en hård oplevelse, men det var jo intet i forhold til Anton.

Da vi så ønskede os en lillebror eller lillesøster, blev jeg ret hurtigt gravid. Pletblødte i uge 7, men min læge ville ikke undersøge nærmere. Kom til uge 9, og så mente hun min livmoder var for lille. Blev sendt til skanning, og fostret var væk, men blomme sækken var der stadig. Således min 2. MA, og endnu en udskrabning. Blev gravid igen efter 2 måneder, jeg var holdt op med at tro på det, men ganske uventet, var jeg gravid. Jeg blev langt mere syg end da jeg ventede Cornelius. Jeg kastede op længe, og var fuldstændig brugt. Skanningen i uge 20 viste så ikke færre end 3 mulige hjerte fejl. Blev scannet 1 time, grundet usikkerhed, og fik en tid 2 dage senere, og blev scannet yderligere en time, hvorefter vi blev sendt akut til Skejby. Vi fik at vide at værste scenario var, igangsættelse i Skejby med lægehold stående klar til at operere vores lille mand. Anton gik fri fra hjertefejl, men endte så alligevel i Skejby. Denne der skæbne, det er en underlig en nogle gange.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke ville have et barn mere. Jeg MÅ ikke endnu, min livmoder skal lige have tid til at gro sammen, og hvis jeg vælger endnu en graviditet må jeg IKKE få en ve igen. Altså bliver det PKS igen. Efterhånden ved jeg ikke om jeg tør, for hvordan vil det egentlig gå? Jeg ved ikke om jeg er klar til at sige farvel til Vitus William, eller Augusta Viktoria, ja, så langt er jeg kommet med baby nr. 3 L

Omvendt skal det ikke gøres negativt det hele. Jeg har 2 dejlige, LEVENDE, drenge, og er så lykkelig for dem, som nogen mor kan være, og jeg er udmærket godt klar over hvor heldig jeg er. Alligevel tænker jeg, hvorfor lige mig? Ikke at jeg ønsker andre skulle opleve dette, jeg tror ikke jeg ville ønske min værste fjende skulle det igennem, men jeg kan ikke en eneste gang have et normalt forløb, og det er på igen måde nemt at acceptere!

 

Nikke

Kistian 210609

Her kommer hvad jeg skrev da vi lige va kommet hjem med barn nr. 2

Er nu hjemme igen efter en drøj omgang. Det er dejligt at være hjemme igen - egner mig ikke til at ligge en hel dag og beundre mit lille vinunder selv om han er dejlig - og farmand kunne jo ikke være hos os hele tiden da storesøster jo også skulle have sin del af opmærksomheden - hun tager det heldigvis pænt - synes at hans bamser er mere interessante end ham. Spændende om det varer ved.

Min fødselsberetning vil jeg lige starte med kort at fortælle hvordan vores datter kom til verden - da de to forløb meget ligner hinanden men hvor forskelligt læger og jordemødre reagerer på det.

Ved Anna fik jeg veer på terminsdagen og efter 3-4 timer gik vandet - det var så grønt, kom på sygehuset og fik kørt strimmel - havde da 2 cm livmoderhals og var 1 finger åben fik lagt ve-drop dette havde efter ca. 6 timer intet givet overhovedet - på dette tidspunkt begynder hjertelyden at blive lidt påvirket under veerne og da det ser ud til at der er lang tid igen vil de gerne sætte en elektrode på hendes hoved for bedre at kunne følge hende - det var dog ikke muligt da jeg ikke var mere åben end 1 finger - vi besluttede så i fællesskab med overlægen at vi ikke ville løbe nogen risiko lave kejsersnit  - så hun blev født efter ca. 12 timer med veer.

I denne gravidtet ville jeg så gerne føde selv og sammen med min jordemoder og en overlæge lagde vi en plan: at når jeg fik veer skulle det løbende vurdres om der var fremgang ellers skulle der et kejsersnit til.

Og så til selve fødslen og vores dejlige dreng.

I 3-4 uger før havde jeg flere gange regelmæssige kraftige plukveer/småveer af et par timers varighed hvor jeg tænkte at nu sker det, men så gik det i sig selv igen.

Fredag d. 19. havde jeg også sådan en episode om formiddag - det gik i sig selv. Manden kom hjem med en ½ gris og 1/4 ko som vi fik pakket i fryseren og lige over middag vendte veerne tilbage - begyndte nu at gøre så ondt at jeg lige måtte holde pause med det jeg lavede når de var værst og var allerede fra start af regelmæssige med 8-10 min imellem.

Omkring midnat kontakter jeg FG for vil da gerne vide hvordan det står til - kommer ind til tjek har 2 cm livmoderhals og 1 finger åben for kørt en strimmel. Får så noget at sove på med hjem - det havde dog ikke den store effekt for den sprøjte som skulle få livmoderen til at slappe lidt af gav som bivirkning en rædsom hjertebanken.

I løbet af lørdagen fortsætter veerne med nogenlunde samme styrke og interval - kontakter igen FG ved middagstid og kommer derind - bliver mødt af en sur jodermoder som bare mener at det er plukveer - har stadig 2 cm livmoderhals og 1 finge åben - tager hjem igen.

Veerne fortsætter nu med 5-7 min imellem og kl. 21.30 er vi igen på FG bliver mødt af en jordemoder og læge som ikke kan have læst ret meget i min journal. Har nu haft regelmæssige  veer i snart 1½ døgn og der er stadig ikke sket noget fortsat 2 cm livmoderhals og 1 finger åben. Det kan vist ikke kaldes fremgang :). De er meget afvisende overfor alt, faktisk sure over at vi kan tillade os at forlange at der skal ske et eller andet for at komme videre i fødslen - det eneste de kan foreslå er en morfinsprøjte så jeg kan få sovet . Så søndag kl. 1 bliver jeg sendt på barselsafsnittet for at sove.

Får sovet til ved 5 tiden så begynder jeg at kunne mærke veerne igen. Skal nu vente på stuegang for at få fundet udaf hvad der skal ske. Kl. 10 kommer jordemoderen - mig egen heldigvis. Der er stadig ikke sket noget - så hun går ned for at snakke med overlægen og derefter bliver det besluttet at han skal ud ved kejsersnit - da min krop åbentbart ikke er i stand til at lave veer jeg kan åbne mig af.

Så endelig kl. 12.36 d. 21. juni kom lillebror til verden med hvad faderen beskriver som et katteskrig :)

Da jeg er blevet syet sammen får jeg ham op på maven og han sutter med det samme efter en time bliver han målt og vejet 3810 g og 52 cm.

På mandag skal jeg så op og snakke det igennem med min jordemoder og hun var helt enig i at det var blevet trukket alt for langt. Men resultatet er heldigvis dejligt

Kristian ca. 1 time gammel

Og 9 måneder

Berit