Ja, jeg ken næsten ikke kende min søn...
Han spiser KONSTANT, og det er sågar så "slemt" at vuggestuen har kommenteret på hans tilsyneladende enorme appetit... Det er især indenfor de sidste 3 ugers tid, at det er blevet helt ekstremt!
Milton har aldrig været sådan en grovæder, men har spist helt normalt ved måltiderne - nogle gange har han ligget på grænsen til at være småtspisende. Nu spiser han bare dagen lang, og han bliver rigtig, rigtig sur og tvær, hvis han ikke har et eller andet i hånden, som han kan gå og gnaske i. Og er mor og far ikke hurtige nok, jamen så finder han da bare noget i skuffen eller i skabene
I morges kom han pludselig gående med en riskiks i den ene hånd og soyaflasken i den anden... Jeg satte nu grænsen ved soya'en!
Jeg nyder, at han spiser godt, men jeg synes godt nok, at det er vildt, at han nærmest fra den ene dag til den anden udvikler en appetit af dimensioner.
Han kværner nemt en stor portion havregrød hver morgen - og drikker et stort glas mælk til. Og så gumler han i kiks, et pølsehorn eller noget frugt, inden vi når i vuggestue.
Derovre spiser han godt til alle måltiderne, og kan pædagogerne pludselig ikke finde ham, så VED de altid, hvor de skal lede... For så står han nede ved Peter i køkkenet og tigger om mad
Tossede unge...
Så snart ungerne er hjemme fra vuggestue og børnehave, så får de en bolle, en rugbrød, frugt eller lignende - og så fortsætter han sådan set med at spise, indtil aftensmaden bliver serveret. Han drikker rigtig meget vand og mælk til alle måltider!
Står jeg og laver mad, så står han ude i køkkenet og tigger som en lille hund... Han smager på sovsen, får små hapsere og bliver TOSSET, hvis han ikke får lov
Er rigtig glad for, at han viser interesse for mad og for at smage på forskellige ting, for det betyder så meget for mig, at ungerne ikke bliver enormt kræsne, men alligevel...
Og så spiser han gerne en stor portion til aften - og han er næsten altædende! I går passede min svigermor og mor ungerne, og svigermor havde hjemmelavet gullashsuppe med. Og det kunne herren rigtig god lide, men efter to store portioner stoppede de ham med at spise, fordi var bange for, at han ville blive dårlig! Hvad sker der lige for det
Vi kan jo se på hans mave, når han har spist, fordi han spiser så meget. Den bliver helt rund og udspilet...
Til natten får han 200 ml MME, og så går han ud som et lys ca. kl. 19 - det tager jo på kræfterne at være sådan en lille grovæder!
Men helt ærligt, er det normalt, at han nærmest virker fuldstændig umættelig? Jeg er ikke i tvivl om, at han nok er i gang med at vokse og det kræver selvfølgelig energi til maskineriet, men alligevel synes jeg, at det er lidt vildt, at han spiser konstant og hele tiden. Nogle, der oplever noget lignende?
Kh. Louise, der lige skal vænne sig til at have en grovæder herhjemme...