På besøg fra november 2010

Først skal du ha' et kæmpe kram!!! Det er jo en mors værste mareridt, når ens unger ikke trives, og man kommer så et til at gi' sig selv skylden, når noget kører skævt.

Har fuld forståelse for at du "kommer op i det røde felt", når ungerne ikke hører efter - kender det selv og bli'r træt af at høre mig selv skæde ud. Jeg har desværre ikke nogen fantastisk løsning på dine problemer.

Jeg tænker på hvor faren er henne i alt det her? Er i enige om opdragelsen af hans/jeres børn og deltager han på ligefod med dig?

I den uge hvor hans børn ikke er hos jer, er der så mulighed for, at du og din store søn laver nogle hyggelige ting alene sammen - ved at sådanne dage betyder alverden for min store datter, som ellers let føler sig overset og derfor laver ballade.

Har du forsøgt at hjælpe ham med at sætte ord på hans frustrationer?? Han må jo gå rundt og bære på en masse indestængte følelser, som ikke er så nemme at bearbejde i den alder. Meget af den kontakt han får i skolen fra lærere, bliver jo desværre negativ, når han har svært ved at "opføre sig ordentligt".

Hvor god kommunikation har i med din søns lærere?? Det ku' jo være der skulle lægges en plan får hvordan din søn skal "takles" i skolen, så han ikke føler, at han ikke kan noget og er dum. Det er jo et helt reelt problem, at man ikke er god til at modtage en besked på gruppe-basis - det er ikke alle børn som kan dette og derfor har behov for andre metoder til at modtage beskeder og lign. på.

Håber snart at der kommer styr på tingene, og at du slipper af med din dårlige samvittighed ( det er vist en mors lod her i levet ).

Held og lykke

Johanne

...

Jeg tænker lidt om han egentligt blot er en usikker dreng, der ikke rigtig har fundet hans rolle og hans tilhørsforhold i skolen? Vores den store (som jo kun er 7) er en følsom og usikker dreng. I hvert fald når han ikke er i kendte rammer. Da han startede i skole var det en kæmpe mæssig udfordring for ham og i løbet af børnehaveklassen så vi ham udvikle sig til en dreng, vi ikke kunne kende. Meget frustreret, kort lunte, urolig i timerne og netop en medløber. Han sagde ting, jeg ikke anede hvor kom fra. Fx ville han ikke sidde ved siden af en af pigerne fordi hun var ulækker fordi hun kom fra Tyrkiet...say what??? Det er da fuldstændig uacceptablet og imod alt, hvad vi står for. Hjemme startede han konstant konflikter og han var konstant mut.

Vi fattede ingenting og han gav ikke selv udtryk for at han havde det dårligt i skolen. Men pludselig en dag sprang ballonen. Så brød han sammen. De andre drenge havde ham fuldstændig under tøflen i frikvartererne når de voksne ikke kiggede. Tvang ham til at smide madpakken ud, sagde han skulle sige og gøre ting, slog ham hvis han ikke ville lege. Hver dag!!! Jeg var målløs over hvor nederdrægtige og udspekulerede 6-7 årige drenge kan være!! Og som den generte og usikre dreng turde han ikke sige fra. Vi fik involveret alle lærerne og ligeledes en pædagog som begyndte at kigge på samspillet i klassen. De gjorde rigtig meget, men vi havde bare en dårlig fornemmelse i maven. Vi valgte derfor at flytte ham til en mindre skole, hvor der var et godt sammenhold mellem drengene i klassen og hvor der er stor fokus på den enkelte elev. Og hold da op, hvor er det dejligt at se den glade dreng med overskud igen. Han har nu overskud til at koncentrere sig  om det faglige og han har nogle kammerater, der er ligeværdige. Han har ro til at blive mere selvsikker og sige fra fordi konflikterne ikke kommer hver evig eneste dag. Han bliver mødt og set som den han er.

Har T gode kammerater, som han leger med? Er der nogle drenge i klassen han deler interesse med og som han kan "fordybe" sig med? Hvad er hans rolle i klassen? Forstår og kender lærerne ham? Samtidig skal man ikke underkende hvad stress kan gøre ved et barn. Tænk hvordan vi selv har det, når vi skal navigere i kaos og vi har endda langt mere erfaring. Og det behøver ikke kun være i skolen, men kan også være hvis han navigerer i stress derhjemme. Hjemmet skulle jo gerne være den trygge base, når alt andet er kaos.

Marie

vi har selv en "utilpasset" dreng

 -han er 13 år og har nu lukket sig totalt inde i hans "computer verden" - det er det eneste sted han føler han kan finde ud af noget og det er den eneste måde han kan være "social" (de spiller over nettet).

Jeg vil give dig et KÆMPE kram og fortælle dig at du bestemt ikke er alene med frustrationer, vrede og ulykkelighed. 
Men løsningen er meget idividuel og det ved du nok også.

Her har vi haft meget hjælp af psykolog (ikke skole psykolog). Her har C fået hjælp til at få sat ord på nogle følelser. Vi har også kontaktet familie rådgiver i kommunen, som har hjulpet os som forældre med at skabe MEGET faste rammer. Det hjalp også at få en udeforstående til at bygge rammerne op. Vi følte vi konstant var efter ham og konstant skældte ud. Det har hjulpet at lave lister for hvad man skælder ud for, hvornår, hvordan og hvorfor. 

VÆLG DINE KAMPE MED OMHU og brug en familie rådgiver. De er alle pengene værd. 

Håber det bedste for dig og din søn. 

På besøg fra forsiden

På besøg

Uden at have kendskab til børn i den alder, vil jeg stadig gerne sende et kram, og komme med mine tanker:

Går han til noget sport/musik eller andre ting? For hvis han føler sig som en fiasko i skolen og har fornemmelsen af ikke at kunne noget (forståeligt nok, når den hjælp han får, sinker ham i de andre ting, pga. skolens planlægning....), så tænker jeg det er en god idé at han får nogle succesoplevelser andre steder? Til holdsport vil han både få brugt sig selv fysisk, opleve succes (som et hold, uanset om han selv scorer eller ej), få nye venner, og samtidig få øvet sig i at modtage kollektive beskeder.

Det lave selvværd i forhold til skolen kan måske også skyldes andre ting: vejer han for meget/for lidt? Har han nogle venner i skolen han ses med i fritiden? For det kan jo være med til at trække ned på selvtillidskontoen, og det er ting hvor I som forældre kan hjælpe ham på vej med anden kost, mere motion, hjælpe med at invitere venner over. Det er jo ikke sikkert der er nogle af de her problematikker, men prøv at se om der er flere faktorer der kan spille ind i forhold til de problemer der er i skolen.

Hvad siger skolen/lærerne til det? Hvad er deres forslag?

Stort kram til dig

Tak for alle jeres svar...

De varmer... MEGET...

Lidt om sønnike... ;

Han er 144 høj ( ret høj i forhold til kurven ) og han vejer desværre kun 30 kg.. ( 010112 ) så han vejer faktisk under sin kurve.. så de 2 tal stemmer ikke rigtig overens.. Men han er fit for fight og lægerne er ikke bekymrede.. han bliver heller ikke drillet med at han er tynd osv..

Sport. ; han går pt til riffelskydning og han elsker det.. Og så er han knaldende dygtig.. den bedste i gruppen som faktisk også indeholder 4 andre fra hans klasse.. han slår dem alle.. så det er jo super godt.. han har forsøgt fodbold, kampsport og spring gymnastik.. men alle 3 sports har han følt han ikke havde motorik til.. jeg tror at skydningen er den rette sport for ham.. han lærer nemlig også at koncenterere sig ..

Han har tonsvis af venner i skolen.. ALLE vil lege med ham... og han er tit hjemme hos venner eller de  er hos ham.. så han er meget vellidt.. DOG er der tit perioder han fortæller om i skolen at et par af drengene er hårde ved ham.. eks. smide hans jakke i skraldespanden, skubber ham væk, kalder ham grimme ting.. og jeg tror det går ham meget på.. Ved de slemme oplevelser for ham hvor han virkelig græder over det ringer jeg til forældrenen for at snakke om det og det hjælper.. i en periode.. han er aldrig blevet kaldt sladrehank eller noget..

Jeg tror ikke lærerne sætter ham i bås.. de virker MEGET interesseret i at hjælpe ham.. og de er ellers meget glade for ham... men han er jo også en kæmpe opgave for dem.. og jeg frygter deres tålmodighed stopper pludselig.. jeg har daglig kontakt med skolen.. lærerne via intranettet..

skriver hvordan det går herhjemme og de skriver om i skolen.. godt og ondt.. jeg har også fortalt dem at jeg til tider kan blive kort for hovedet..men arbejder med det... og indtil videre i år er det gået rigtig godt... mit sidste flip var nytårs aften.. men fordi jeg var pisse bange.. min søn blev ved med at gå over til fusere ang. fyrværkeri.. og da han ikke ville hører efter blev jeg godt gal i skralden.. MEN jeg slår ham selvfølgelig ikke og har aldrig gjort det.. jeg bliver bare meget vred verbalt...

Opdatering fra de sidste dage :

Min søn har fået lov at være mere sammen med mig uden andre.. vi har siddet og spillet spil kun ham og jeg, gået tur, arbejdet lidt udenfor.. og jeg kan mærke at det gør ham glad... også mig glad.. i skolen har de samtidigt med dette står på sat projekt "læse kontrakt" i luften for hele klassen.. de skal læse 200 sider på en mdr... og derefter gå på intranettet og skrive boganmeldelse af bogen.. Min søn har nu nået de første 50 sider og har også lavet boganmeldelse.. kom hjem i fredags og var rigtig øv over at emma lå foran ham i klassen.. jeg har opdaget at knægten virkelig har konkurrence gen i kroppen.. har jeg også og jeg synes det er skønt... så nu læser han næste bog og er MEGET stolt.. I skolen sidder han med hørerbøffer på når de skal arbejde selvstændigt så han ikke bliver forstyrret i klassen og dermed medløber af de andres uroligheder... DET HJÆLPER og faktisk er han ikke den eneste der har det, så det er jo helt super, for så skiller han sig ikke ud..

Skolen forsøger også at hjælpe ham og torsdag i denne uge vi går ind i kommer der en specielist med speciale i adfærdsproblemer ind i klassen for at obsevere ham.. og igen onsdag i næste uge.. og 3 uge tager hun så sønnike med til at møde kun de 2 imellem.. han kender hende godt, så det vil ikke virke mærkeligt.. og hun skulle være super godt til at se hvad problemet kan være + hun er god til at snakke og få dem til at åbne sig.. så jeg glæder mig til at hører mere efter hun har været der.... Han ved det selvfølgelig ikke... for så er han jo ikke "normal"...

nå, men jeg er glad for at I har taget jer tid til at komme med råd... det er forfærdeligt at have denne skyldfølelse... I er fantastiske.. Dejlige mennesker...TAK

..

vil bare lige sige godt gået :)

samspillet med skolen er bare SÅ vigtigt. Og det er vigtigt at få andre til at se på hvad det er for noget der sker. Vi kan selv have svært ved at gennemskue det. Og hvis man i det mindste bare ved, at man gør det rigtige, så gør det knap så meget at der går lidt tid før resultaterne er at se. Men hvis man ikke ved hvordan man skal gøre, så skifter man jo metode og barnet bliver endnu forvirret.

Og husk så lige at klappe dig selv på ryggen og ham på ryggen når der er fremskridt!

Knus

Lyder bekendt

 Hej.

Er ikke fra denne gruppe, men har en søn på 14. Og de ting du beskriver kunne lyde som min søn igennem folkeskolen. I 7. klasse fik han ny klasselærer, som havde en mistanke om, at han kunne have ADHD. Vi blev udredt gennem børnepsyk. afd., og der blev konstateret ADHD i mild grad. Han får nu piller, og det har hjulpet meget.

Måske du kunne læse lidt om ADHD, hvis du ikke kender noget til det. JEg blev selv overrasket over, hvor godt det passede på min søn, da jeg fik sat mig nærmere ind i det. Min søn er også vellidt, dygtig i skolen og til sport, men har koncentrationsbesvær og lidt autoritetsbesvær.

Hilsen minimor