lige umiddelbart

er jeg helt sikkert imod dem der vælger et kejsersnit fordi de er bange for at føde normalt...

Det er simpelthen noget pjat...

men på den anden side, tog jeg hjertens gerne imod et kejsersnit, frem for at der skulle ske mig og baby noget

Jeg er 1.gangs..

så har a gode grunde aldrig prøvet hverken det ene el. det andet...

Jeg er for a føde på normal vis, hvis det kan lade sig gøre... Tænker lidt det samme som dig i forhold til hvad kroppen kan præsterer.. Jeg tænker, a det vil give en større følelse for barnet lige  bagefter, efter alt den smerte det har været, men det er mere fordi det virker meget unaturligt for mig, a man får en tid og vupti - så er der lige en baby et par timer efter el. hvor længe der går... (kan ikke følge de kvinder som vælger kejsersnit frivilligt, men det er bare min holdning og synes vores verden er blevet meget kunstig, i forhold til a kunne vælge ting fra "bare" fordi vi ikk bryder os om tanken/smerten osv...)

Samtidig tænker jeg, a der jo kan være årsage der spiller ind og gør det nødvendigt med et kejsersnit og så tænker jeg, "A så må man få det bedste ud a det" - lyder lidt hårdt og det er ikk sådan ment, mere noget i stil med- a det var ikk sådan Jeg havde forestillet mig min fødsel, men skal det være sådan, så må det jo være sådan... Man skal jo ikk risikere sig selv og barnet for alting, hvis det ikk er nødvendigt, men der tænker jeg på komplikationer..

Bare lidt tanker for mig...

Spændende debat

 - mon ikke dine tanekr netop også er hvad der er de almene overvejelser i sundhedsvæsenet ift. kejsersnit? Er det ikke kun noget, man foretager af sikkerhedshensyn? (kan være jeg ikke er helt up-to-date her???)

Jeg troede, at man i almindelighed ALTID blev rådet til alm. vaginal fødsel, netop for at skulle undgå problematikken omkring et operationssår, risiciene ved en operation - men at man tyr til KS når der er komplikationer, der vil kunne forværres ved en vaginal fødsel - altså, at det typisk er for barnets skyld, at man foretager et kejsersnit, mens det typisk er for moderens skyld at man fraråder samme, med mindre det er nødvendigt?

Correct me if I'm wrong?!?

Kh. MosterSjov, der er glad for at du er frisk hjemme og i vigør (altså mentalt, i hvert fald!) igen :)

På besøg fra marts :)

Blot en lille kommentar: langt de fleste kejsersnit blir foretaget fordi der er en grund. Det kan være sig tidligere komplicerede fødsler, UK stilling og at det af forskellige årsager er umuligt for kvinden at føde "normalt".

Et kejsersnit er en operation, ja, - og der betyder selvfølgelig at kvinden vil være præget af denne efterfølgende. Men så slemt behøver det heller ikke at være!

Jeg har 2 akutte kejsersnit i bagagen og skal føde mit 3 .barn ved PKS om 6 dage. Jeg kan IKKE føde normalt, men har forsøgt. Jeg var inden min 1. fødsel indstillet på alt, også kejsersnit. Tror det er vigtigt for ikke at en evt skuffelse skal føles for stor. For jeg er ikke skuffet. Jeg har jo fået mine børn ud i sikker behold.

Det vigtigste må til hver en tid være, at barnet kommer sikkert til verden. Og man er sgu også sej selv om man føder ved kejsersnit - og efter min mening er det IKKE et nederlag. Sådan blir det dog efterhånden ofte fremstillet, og det synes jeg er synd.

 Synes vi kvinder skulle prøve at lade være med at dunke os selv og hinanden i hovedet med, hvad der er det rigtige og forkerte ift fødsler.

Forsat god graviditet - og fødsler - til jer alle!

Momfis78 - 38+0

Hei Gitte

Jeg kan sagtens forstå dine tanker omkring ks... Jeg havde det lidt ligesom dig da jeg skulle øde sidst.. Jeg troede virkelig ikke det skulle overgå mig og havde et kæmpe ønske om den mest naturlige fødsel.. Jeg ville KUNhave lindring ved vand og massage (måske akupunktur) og INTET andet.. Min største frygt var epidural blokaden... Men nu fik jeg desværre ikke det forløb jeg ønksede.. Laaaangt fra og det blev nødvendigt med både epidural, spinal OG kejsersnit... Og når det nu engang skulle være sådan, gik det også helt okey.. Ks er på ingen måde naturligt sel. og langt fra romantisk og da slet ikke når det er akut.. Men det vigtigste for os var at Mikkelina kom ud i live og havde det rigtig godt.. Hun fik med det samme 10 i apgar..Jeg fik lov at se hende hurtigt inden hun og mads blev taget med ind i varme rummet ved siden af, hvor mads fik lov at klippe navlestreng og tage billeder... Imens lå jeg og blev lappet sammen.. Alt i alt tog det hele ca. 35-40 min og så snart jeg var færdig fik jeg Mikkelina over til mig.. Imens de drønede os op på opvågning lagde jeg hende til brystet og hun begyndte med det samme at sutte og suttede så i knapt en time (dygtig pige)  Syntes faktisk selv at amningen gik fint og tog derfor også hjem efter kun 2½ døgn på barsel.. Desværre gik der kun 2½ måned før vi måtte opgive da min mælkeproduktion kun gik nedad.. Hvor vidt det var pga. kejsersnit ved jeg ikke, men tror mere selv på at det var fordi jeg glemte at spise og drikke, så håber at det lykkedes denne gang med lillebror på trods af PKS

Jegkan sagtens følge dig i at du ikke har lyst til at være afhængig af andre og ikke kunne bevæge dig frit rundt bagefter.. Det er da og skide irriterende og jeg måtte vente 3 uger på at komme ud og gå tur med barnevognen (som desværre heller ikke blev så lang pga. smerter.) Jeg var på morfin de 1 dage og derefter panodil dagligt i ca. 3-4 uger.. Men jeg klarede mig på trods af operations aret og det helede fint.. Denne gang er jeg self. mere nervøs da jeg i forvejen har Mikkelina jeg skal have overkud til også og som desværre bliver SÅ bekymret hvis hendes mor har AV, til trods for hendes lave alder

Så alt i alt, hvis KS er nødvendigt er det ikke så skidt at det ikke er godt for noget.. Men self. noget HELT andet end naturlig fødsel og jeg kunne da også godt misunde alle de andre mødre der rendte rundt på gangene med deres små lækre unger i vuggerne på gangen, mens jeg lå og puttede med Mikkelina inde i sengen

Knus Kiddie som HÅBER at du får det som du gerne vil

P.s

får PKS denne gang pga. kompliceret fødsel sidst.. Måtte dog gerne prøve selv denne gang, men skulle være med fødsels kontrakt og konstant overvågning da de mener mit bækken er for småt.. Derfor vil jeg hellere, denne gang, have et roligt og planlagt forløb uden en masse drama, men er da samtidig ked af at jeg aldrig får lov at føde selv (var åben 9½ cm med Mikkelina, men hun sad fast og fik ikke presse veer).

Har selv fået akut kejsersnit...

Hej - god tråd! :-)

Jeg har en datter fra 29. marts, 2009 - en super dejlig størrelse ;-) Jeg fik akut kejsersnit efter 25 timer, fra vandet var gået. Da vi ankom til FG, fik jeg kørt kurve LÆNGE og derefter vedrop i et par timer, men intet hjalp - var kun 2-3 cm åben, selv efter droppet og 18 timer. Den lille fik en elektrode på hovedet og fordi hendes puls faldt lidt en gang imellem, besluttede lægerne af lave akut ks efter, bedøvelsen blev lagt og efter ca. en halv time var hun ude. Jeg vil sige sådan, smerterne EFTER ks, synes jeg var slemme - selvom du får smertestillende. Arret kan ses og det nogle gange føles det som om der bliver nevet i det, ved forkerte eller anderledes bevægelser - eller blot ved anstrengelser. Jeg er pt. gravid i uge 32 og har fået tid til planlagt ks 4. maj, 2010. Arret kan ikke tåle presseveer. Fint nok, har jo prøvet det før og ved hvad det vil sige. Jeg havde IKKE nogen drømmefødsel, men er SÅ glad for det hele gik godt og håber det vil gentage sig denne gang også. Jeg tænker sjældent over ks - men er blot glad for det kan lade sig gøre at føde på denne måde. Jeg har ALDRIG set det at få ks som noget nederlag - ALDRIG, det kan være præcist lige så smukt - som en vaginal fødsel. Ingen tvivl om det.

Til dem der får foretaget ks, fordi det ikke kan være anderledes, vil jeg blot sige - frygt det ikke, glæden over det lille vidunder overskygger ALT andet og glæden er indtakt UANSET hvad :-)

Ja og følelserne for

den lille ny er så absolut IKKE mindre bare fordi man har fået KS  

På besøg

Jeg er for kejsersnit, har 2 stk i bagagen.

Min første fødsel var en grim oplevelse som endte i akut kejsersnit, jeg havde egentligt forestillet mig at jeg ville føde normalt anden gang, men jo tættere jeg kom på termin jo mere angst blev jeg for at fødslen ville blive som sidste gang, så jeg bad om at få planlagt kejsersnit.

Fødslen var en rigtig god oplevelse, jeg kom ud af sengen samme aften og passede selv lillepigen, tog smertestillende i ca.2 uger så kunne jeg godt klare mig uden, jeg har ikke følt mig afhængig af andre efter mine kejsersnit, jo vist man må ikke bære mere hvad der svare til vægten af barn + lift og støvsugning mm var også udelukket i et stykke tid efter, men jeg kunne da passe tøserne selv og lave de fleste ting i hjemmet, efter 3 uger var jeg som jeg plejede, det nev lidt i aret når jeg f.eks gik for lange ture eller støvsugede men intet jeg ikke kunne holde ud.

Vh Mille

Interessant tråd

 og kommer nok med en nogen kontrovesiel mening, men vil gerne være med i debatten, som interesserer mig meget! 

Først skal det lige siges, at jeg fik PKS d 1.dec 2008 efter eget ønske. Det såkaldte mothers request. 

Grunden til jeg syntes at emnet er så interessant, er fordi, at jeg oplevede en massiv modstand af mit valg. De fleste turde ikke sige det direkte, men visse blev simpelthen så vrede () at de ikke kunne holde sin mening tilbage. Det var især kvinder, der havde født vaginalt selv, der gav mig massive blikke, meninger og modstand. Syntes det er enormt spændende at reflektere over denne vrede, hvad der det der rammer så hårdt? Føler de sig snydt, fordi jeg tager en nemmere udvej? Og hvorfor? 

Min holdning er, at vi lever i år 2010 og vi har alle muligheder for at gennemføre moderne fødsler. KS er nemt og hurtigt, og når det er planlagt (i hvert fald i mit tlfælde) bliver du ikke handikappet bagefter, som nogle af jer skriver. Der er selvfølgelig risici forbundet ved en operation, ligesåvel er der risici forbundet med vaginal fødsel, så risici argumentet vejer vel op i mod hinanden, så hvad skal vi så argumetere med? 

Lige omvendt at trådstarter, kan jeg simpelthen ikke finde nogle argumenter imod. 

Overvejer at skrive speciale om emnet, og til den tid kræver det selvfølgelig at jeg forholder mig sagligt, "objektivt" og videnskabeligt til problemorådet, men når dette forum nu er uformelt og jeg er anonym, så vil jeg tillade mig at sige, at jeg mener at kvinder er blevet indoktronerede til at ophøje en modbydelig situation, hvor de tit og ofte revner fra ende til anden og lider i uendelig mange timer til noget overromantisk og smukt, og at det er på tide at vi får mere moderne midler i brug. Hvis det var mænd der skulle føde, eksiterede der ikke vaginale fødsler - foruden ville der nok være små ruge-firmaer omkring. 

Hilsen ny08

Imod, imod, imod!

Nu er jeg godt nok også førstegangsfødende, men jeg har det sørme ikke godt ved tanken om kejsersnit. Jeg vil da meget gerne forsøge at gøre det så naturligt som muligt. Jeg har hørt fra flere veninder, at man lærer virkelig meget om sig selv og sin krop, når man gennemgår en fødsel, og jeg vil meget nødig snydes for den lærdom

Til gengæld er jeg klar over, at det eventuelt kan blive nødvendigt for at skåne mit barn og jeg, men jeg har det svært med, at skulle ske for mig. Jeg har sådan en klar fornemmelse af, at jeg vil mangle 'et eller andet,' hvis jeg ikke selv er den, der føder mit barn. I mit hoved vil der mangle en form for forløsning. Og så frygter jeg nok også lidt et stort ar på maven. Det har jeg ikke behov for at få

men helst vil jeg bare gerne kunne se tilbage og tænke, at jeg selv bragte min søn til verden. Det vil være guld værd

hehe

 interessant indlæg Ny08...Det viser vist klart at man som regel vælger med følelserne...Og jeg tror efterhånden, gennem alle Jeres indlæg, at grunden til at jeg klart er til den vaginale fødsel er, at det er gået så(ikke nemt) men godt de to andre gange...gik godt nok tre dage med veer med nr.1, og blev sat i gang 14 dage over tiden med nr. 2, men uden at briste det mindste, og stort set uden blødning, både under og efter fødslen...så selvfølgelig havde jeg ondt under fødslen, men havde jo stort set hverken ondt, eller var træt af blodmangel efter...og var på benene efter 2-3 timer...og det betyder jo rigtig meget for mig...

Men jeg kan godt se at der kan være situationer, hvor det bare ikke kan lade sig gøre, og hvor man bare skal have barnet ud til sidst....Men de skal virkelig også true mig med at enten jeg eller barnet er i fare, før jeg vil bytte mit (forventede nemme) efterfødsels-forløb for et operations-ar

Men jeg begynder måske også at forstå dem der på forhånd vælger (eller i hvert fald ikke er bange for) et kejsersnit (ved godt at Jer der har været igennem det før jo nærmest ikke har noget valg) men I har jo også set at det kan lade sig gøre...

At nogle så vælger det til første fødsel, er vel fordi at det er tættere på det kendte...altså noget der kan planlægges frem for det totalt ukendte, som enhver fødsel jo er....eller hvad? Ret mig hvis jeg tager fejl Forsøger bare at forstå

knus fra Gitte

hej igen:)

 det er underligt, at vi bare opfatter det så meget modsat hehe, syntes det er vildt interessant. 

Ehm du spørger om man vælger det, fordi det er tættere på det kendte. Hmm det kan jeg ikke rigtig svare på, men et kejsersnit er jo ikke en kendt situation. Men jo du har ret i, at man kan planlæge det, man får lov til at vælge en dato, og som regel foretages det 1-2 uger før, så du risikerer ikke at gå over tid osv. I princippet fødte jeg jo 1 måned før min veninde, der gik 14 dage over termin, da jeg jo gik 12 dage under. 

men jeg tænker derimod, hvorfor vælger man vaginal fødsel, når det andet er en mulighed. Altså hvorfor vælger man bevidst at gennemgå så meget smerte? Er man ikke kritisk nok overfor traditionerne, eller er det virkelig noget "man" reelt ønsker?? Forstår det simpelthen ikke hehe. Er meget nysgerrig

Jeg skal også ærligt

indrømme at jeg ville blive meget trist, hvis jeg endte med at skulle have kejsersnit. Nu har jeg taget i mod så mange børn selv, så det ville være virkelig skuffende for mig, hvis ikke jeg kan føde vaginalt.

Har også set en del kejsersnit, og de planlagte er lidt mærkelige at være med til. Det hele er så stille og roligt, det er bare ja -mærkeligt. Men ligger mit barn i UK eller andet der kalder på et kejsersnit, tror jeg også at jeg vælger PKS.

Og mht akut kejsersnit, så skal de bare skære så hurtigt som muligt hvis der skulle opstå komplikationer - der må endelig ikke ske Hugo noget!

Men ellers har jeg også lidt svært ved at se det positive ved kejsersnit. Der er dog nogle kvinder, der er så traumatiseret efter tidligere fødsler at de vil have et pks og det kan jeg jo ikke rigtig udtale mig om, da fødslen er meget individuel og jeg er oven i købet er 1. gangsfødende.

Men god debat :)

 Pernille

Spændende emne (og langt svar :0)

 I min graviditet med Frederik, tror jeg egentlig ikke at jeg forholdt mig så meget til, at det kunne ende ud i et kejsersnit - planlagt eller akut. Dog havde jeg ikke stillet en masse forventninger til, hvordan fødslen skulle forløbe, for tænkte at min krop skulle udsætte for noget, den aldrig havde prøvet før og at jeg måtte finde ud af, hvad jeg ville når det hele gik løs - og så følge jm anbefalinger.

Jeg fik veer da jeg var 38+6, om aftenen og kl. 6 næste morgen synes jeg at de bed så meget, at det var tid til at tage på sygehuset (havde snakket med en jm et par gange). Ved ankomsten kunne de konstatere, at jeg var i fødsel og var 3 cm åben, så vi fik en fødestue, hvor vi efter eget ønske fik lov til at passe os selv meget af tiden. Omkring kl. 12 (tror jeg) fik jeg et lavement og en times tid til halvande efter tog de vandet, da jeg blot var sikre 4 cm åben. Fostervandet var blodigt, hvilket medførte at der skulle køres strimmel, og vi fik at vide, at hvis barnets hjertelyd dykkede, ville de blive at akut kejsersnit. Og det blev det. Der var heldigvis tid til en rygmarvsbedøvelse, så både Martin og jeg var der, da Frederik kom til verden. Vores lille velskabte søn, der kom over i sin far arme, da han lige var blevet tørret af. Puha, sidder helt med tårer i øjnene - for hold op hvor var det stort at han kom til verden 

Så nej, fødslen blev ikke som jeg umiddelbart havde forestillet mig - en vaginal fødsel - men den blev til en fødsel med det bedste resultat i verden. En dejlig lille dreng. Det viste sig at Frederik stod forkert i bækkenet og derfor ikke hjalp til i udvidelsesfasen. Ergo var det blevet til akut kejsersnit på et eller andet tidspunkt. Og efter 18 timer i fødsel, syntes jeg så absolut gerne at han snart måtte komme til verden

Ja ja - nu blev det et indlæg med min personlig oplevelse, men den er i den grad med til at definere, hvordan jeg forholder mig til kejsersnit.

Jeg har aldrig (heller ikke før jeg selv fik kejsersnit) rigtig forstået, hvorfor man valgte et planlagt kejsersnit, med mindre der er en medicinsk årsag eller lign. til grund for det. Omvendt tænker jeg, at det er noget folk selv må om - det er deres krop, deres og barnets liv og deres valg. Men jeg er nu ikke enig med ny80 om, at kejsersnit ikke ville eksisterer, hvis det var mænd der fødte, eller at der slet ikke er nogen ulemper ved det. Mig bekendt er der i hvert fald, overordnet set, flere risici forbundet med et kejsersnit end ved end vaginal fødsel - også selvom der kan ske voldsomme bristninger ved en vaginal fødsel. Et væsentligt argument imod kejsersnit er i hvert fald, at det kan betyde at det efterfølgende kan være sværere at blive gravid, at der kan opstå komplikationer under graviditeten mv.. Desuden vil den efterfølgende fødsel også blive nøje overvåget. Omvendt er jeg ikke imod kejsersnit - så absolut ikke.

Jeg mener ikke man er mindre kvinde fordi man får et kejsersnit. Resultatet er det samme - et fantastisk lille barn, og ens krop har allerede været igennem en vigtig opgave - graviditeten, og skal fremover sørge for mad (hvis man kan amme) og tryghed for det lille væsen

Nu var mit kejsersnit ikke planlagt, så nåede at være 18 timer i fødsel, og jeg vidste at Frederik var klar til at komme til verden. Min krop skulle bare have lidt hjælp. Jeg har aldrig været ked af at jeg fik kejsersnit. Jo, arret gør ondt i et stykke tid og man må ikke lave for tunge løft osv. Men Frederik var maks. en uge gammel, da jeg første gang trillede stolt afsted med barnevognen. Dog var det dejligt at have Martin med til de længere ture, så jeg ikke blev så øm. Omvendt forventer jeg da også at være lidt øm forneden, hvis det bliver en vaginal fødsel denne gang - man har jo trods alt været temmelig udvidet 

Jeg har aldrig haft problemer med mit ar og det er et fint lille et. Selvfølgelig kan man se det når jeg er nøgen, men det er blot en 10 cm tynd hvis streg.

Amning var aldrig et problem. Frederik og jeg havde lidt samarbejdsvanskeligheder på det højre bryst , men der var rigelige mængder mælk og Frederik blev en skøn lille tyk dreng - se selv:

Denne gang kaster jeg mig endnu en gang ud i en alm. fødsel - men risikoen for et kejsersnit er der, og hvis jeg går over tid, så SKAL jeg have kejsersnit, da en igangsættelse er for hård for arret. 

Ja, jeg skal overvåges lidt mere den her gang og skal nok være meget af tiden på sygehuset, men pyt med det. For mig er det også en tryghed, at der er nogen der holder øje med, at alt er som det skal være. Vil hellere holdes øje med, end at risikere, at arret springer op 

Jeg glæder mig til at føde - ved alm. fødsels eller kejsersnit. Er sikker på at det kommer til at gøre ondt uanset modellen. Men jeg har klaret den en gang, og skal nok klare den igen.

 Cecilie

...

ny08 skrev:

 det er underligt, at vi bare opfatter det så meget modsat hehe, syntes det er vildt interessant. 

Ehm du spørger om man vælger det, fordi det er tættere på det kendte. Hmm det kan jeg ikke rigtig svare på, men et kejsersnit er jo ikke en kendt situation. Men jo du har ret i, at man kan planlæge det, man får lov til at vælge en dato, og som regel foretages det 1-2 uger før, så du risikerer ikke at gå over tid osv. I princippet fødte jeg jo 1 måned før min veninde, der gik 14 dage over termin, da jeg jo gik 12 dage under. 

men jeg tænker derimod, hvorfor vælger man vaginal fødsel, når det andet er en mulighed. Altså hvorfor vælger man bevidst at gennemgå så meget smerte? Er man ikke kritisk nok overfor traditionerne, eller er det virkelig noget "man" reelt ønsker?? Forstår det simpelthen ikke hehe. Er meget nysgerrig 

 Igen tror jeg det er meget individuelt efter hvad man selv har hørt/set/forestillet sig...

Hvis jeg skal starte med mit valg for den første fødsel, så er jeg uddannet på et hospital, og har set både operationer og operationssår, og har aldrig ønsket at udsætte min egen krop for dette, hvis jeg kunne undgå det...derudover ville jeg helst ikke opholde mig for længe på hospitalet efter fødslen, men ønskede at komme hjem med det samme...igen fordi jeg ved hvor meget uro der kan være på et hospital....

Og da alt gik godt, så var valget jo ikke svært 2. gang, der gik lige så nemt...og selv om jeg under begge fødsler havde kraftige smerter, der både gav opkast og sovende fingre og arme, så varede disse smerter trods alt kun maks. 3 timer, hvor de var værst, hvorefter det var overstået...

Så med hensyn til valget af bevidst at gå gennem så meget smerte, så forestiller jeg mig(med mine erfaringer) at der er langt færre smerter og komplikationer forbundet med en vaginal fødsel end ved et kejsersnit.....Så i bund og grund vælger(eller håber) jeg vel bare på at jeg slipper så let som muligt ved at foretrække den vaginale (for)løsning 

Og så selvfølgelig, fordi det var så stor en oplevelse, hvor jeg faktisk var ret stolt af mig selv bagefter...Jeg tror måske at hvis jeg havde været gennem en operation, for at få mit barn ud(og evt. redde dets liv) så havde jeg sgu nok været lige så stolt over at have gennemført det....Og jeg er sikker på at kærligheden til barnet er lige voldsom om det kommer på den ene eller anden måde!

smil fra Gitte

Det er vel et spørgsmål om årsag

Jeg  kan sagtens følge din skuffelse, fik selv lov til lige at få en snert af det i forbindelse med sidste læge besøg med den første, idet han på det tidspunkt sad på sin røv (han nåede dog at vende sig inden jeg gik i fødsel. men det har medført at jeg efterfølgende har snakket en del kejesersnit med min mor (hun har fået os alle tre med kejsersnit og har i den grad følt sig snydt). Men ud fra de snakke har jeg nogle små huske sætninger med, hvis kejsersnittet mod mit ønske skulle blive en nødvendighed.

1. Overlægens kommentar til et spørgsmål om ikke han var lidt hurtig med kniven "Jo det var han nok, men han vægtede altså barnets forstand over moderens følelser!"
2. Min far oplevede det som en lettelse - så skulle hans små guld klumper da ikke klemmes og mases, ned igennem den lille udgang........

Men her er kejsersnit altså noget der bliver lavet for at passe på barnet eller mig, for hvad er der ved en vaginal fødsel hvis det betyder at du eller barnet ender med kroniske skader eller i værste fals ikke kommer levende ud på den anden side?

Til NY08 :-)

200708 skrev:

Hej - god tråd! :-)

Jeg har en datter fra 29. marts, 2009 - en super dejlig størrelse ;-) Jeg fik akut kejsersnit efter 25 timer, fra vandet var gået. Da vi ankom til FG, fik jeg kørt kurve LÆNGE og derefter vedrop i et par timer, men intet hjalp - var kun 2-3 cm åben, selv efter droppet og 18 timer. Den lille fik en elektrode på hovedet og fordi hendes puls faldt lidt en gang imellem, besluttede lægerne af lave akut ks efter, bedøvelsen blev lagt og efter ca. en halv time var hun ude. Jeg vil sige sådan, smerterne EFTER ks, synes jeg var slemme - selvom du får smertestillende. Arret kan ses og det nogle gange føles det som om der bliver nevet i det, ved forkerte eller anderledes bevægelser - eller blot ved anstrengelser. Jeg er pt. gravid i uge 32 og har fået tid til planlagt ks 4. maj, 2010. Arret kan ikke tåle presseveer. Fint nok, har jo prøvet det før og ved hvad det vil sige. Jeg havde IKKE nogen drømmefødsel, men er SÅ glad for det hele gik godt og håber det vil gentage sig denne gang også. Jeg tænker sjældent over ks - men er blot glad for det kan lade sig gøre at føde på denne måde. Jeg har ALDRIG set det at få ks som noget nederlag - ALDRIG, det kan være præcist lige så smukt - som en vaginal fødsel. Ingen tvivl om det.

Til dem der får foretaget ks, fordi det ikke kan være anderledes, vil jeg blot sige - frygt det ikke, glæden over det lille vidunder overskygger ALT andet og glæden er indtakt UANSET hvad :-)

 

 

Hej NY08 - synes sgu´ det er rigtig synd for dig du har mødt så meget modstand over at vælge et pks - det er jo et frit land vi lever i! Ærgeligt at folk ikke kan holde deres meninger for dem selv! Jeg venter nr. 2 - 4. maj - pks. Da jeg var til jordemoder sidst, blev hun total forundret over dette - hvorfor jeg skulle have det, hun havde aldrig hørt om man selv kunne vælge og bla bla bla - sure "skid" siger jeg bare! Puha. Grunden er at min datter kun vil være 13 måneder når den bette skal ud - sidst fik jeg også (akut) ks og idet arret ikke kan tåle presseveer er et pks nødvendigt og det er jeg cool med ;-)

Ville bare sige det var synd for dig ihvertfald - nogle folk burde have mundkurv på!

God weekend, mvh - 200708 :-)

Til NY08 :-)

200708 skrev:

Hej - god tråd! :-)

Jeg har en datter fra 29. marts, 2009 - en super dejlig størrelse ;-) Jeg fik akut kejsersnit efter 25 timer, fra vandet var gået. Da vi ankom til FG, fik jeg kørt kurve LÆNGE og derefter vedrop i et par timer, men intet hjalp - var kun 2-3 cm åben, selv efter droppet og 18 timer. Den lille fik en elektrode på hovedet og fordi hendes puls faldt lidt en gang imellem, besluttede lægerne af lave akut ks efter, bedøvelsen blev lagt og efter ca. en halv time var hun ude. Jeg vil sige sådan, smerterne EFTER ks, synes jeg var slemme - selvom du får smertestillende. Arret kan ses og det nogle gange føles det som om der bliver nevet i det, ved forkerte eller anderledes bevægelser - eller blot ved anstrengelser. Jeg er pt. gravid i uge 32 og har fået tid til planlagt ks 4. maj, 2010. Arret kan ikke tåle presseveer. Fint nok, har jo prøvet det før og ved hvad det vil sige. Jeg havde IKKE nogen drømmefødsel, men er SÅ glad for det hele gik godt og håber det vil gentage sig denne gang også. Jeg tænker sjældent over ks - men er blot glad for det kan lade sig gøre at føde på denne måde. Jeg har ALDRIG set det at få ks som noget nederlag - ALDRIG, det kan være præcist lige så smukt - som en vaginal fødsel. Ingen tvivl om det.

Til dem der får foretaget ks, fordi det ikke kan være anderledes, vil jeg blot sige - frygt det ikke, glæden over det lille vidunder overskygger ALT andet og glæden er indtakt UANSET hvad :-)

 

 

Hej NY08 - synes sgu´ det er rigtig synd for dig du har mødt så meget modstand over at vælge et pks - det er jo et frit land vi lever i! Ærgeligt at folk ikke kan holde deres meninger for dem selv! Jeg venter nr. 2 - 4. maj - pks. Da jeg var til jordemoder sidst, blev hun total forundret over dette - hvorfor jeg skulle have det, hun havde aldrig hørt om man selv kunne vælge og bla bla bla - sure "skid" siger jeg bare! Puha. Grunden er at min datter kun vil være 13 måneder når den bette skal ud - sidst fik jeg også (akut) ks og idet arret ikke kan tåle presseveer er et pks nødvendigt og det er jeg cool med ;-)

Ville bare sige det var synd for dig ihvertfald - nogle folk burde have mundkurv på!

God weekend, mvh - 200708 :-)

Jeg fødte

vaginalt sidste gang. Og vil bare lige sige at det ikke er nogen garanti for at man er oppe og i gang efter 1- 2 dage. Jeg var gået så meget i stykker at der gik 2 uger inden jeg selv kunne gå rundt uden for mange smerter og godt 1 uge inden jg bare kunne sidde normalt, dog på puder. Jeg skal denne gang have PKS da det ikke gik for godt sidste gang

Ks

Synes umiddelbart, at hvis ikke det kan lade sig gøre vaginalt er ks ok. Har selv født "alm." 1. gang og vil da gerne gøre det igen, for mig er det en del af hele projektet omkring at få barn. Men skulle der opstå et eller andet, der bevirker, det ikke kan lade sig gøre her 2. gang, så er ks jo det eneste alternativ.