Close
Log Ind Opret Bruger
Sådan kommer du i form med barnevognsgåture
facebook pinterest twitter

Sådan kommer du i form med barnevognsgåture

Julie - Min-Mave.dk
13 juli 2019, 13:44 Julie - Min-Mave.dk

Mother with stroller

Her har vi samlet nogle af vores bedste råd til at komme i form med barnevognen efter fødslen.

Du skal alligevel afsted med barnevognen

Der er en million gode grunde til, hvorfor det er svært at få trænet, når man lige har født. I den første måneds tid er kroppen helt enkelt ikke parat til hård træning, og så er der amning, skifte ble og helt simpelt at prøve at få hjemmet til at hænge sammen med madlavning og rengøring.

Men man skal alligevel ud med barnevognen. Den friske luft er rigtig god for både dig og baby, og det er en fantastisk måde at få bevæget sig en lille smule. Måske kan du kun gå 500 meter til at starte med, men hurtigt vil du opdage, at du kan gå længere og længere.

Når du føler dig klar til det, så er gåture med barnevognen også den perfekte undskyldning for lige at få presset lidt træning ind i løbet af dagen.

Her kommer nogle gode råd til, hvordan du kan gøre det. Jeg vil gerne advare om at nogle af øvelserne kan slide lidt på barnevognen, men jeg har aldrig oplevet, at den er gået i stykker af det.

Så meget søvn mister du reelt i barnets første leveår 

1) Gå med barnevognen alle steder

Skal du ud og besøge en veninde, ind til byen og shoppe eller noget helt andet, så gå derhen med barnevognen. Du kan planlægge turen, så det passer med babys soverytme, og så er det bare af sted.

2) Intervaltræning

Sæt farten op i et til to minutter af gangen, så du får pulsen op. I starten kan du nøjes med at gå i ekstra højt tempo, men når du føler at din krop kan holde til det, så prøv at løbe i stedet. Når du virkelig er kommet i form, så spurt.

Forskning på området viser nemlig, at den mest effektive måde at øge konditionen på er ved at spurte. Prøv at fx at spurte i 30 sekunder, hold derefter 1-2 minutters pause og spurt så igen. Start med 3 spurt, og øg derefter antallet af spurt, efterhånden som du kommer i bedre form.

3) Bakketræning

Find en stejl bakke i området og skub barnevognen op af bakken i højt tempo. Den ekstra vægt fra barnevognen gør at hele kroppen bliver trænet, men det er især en gavnlig øvelse for balderne og lårene.

4) Træk barnevognen igennem strandkanten eller sandet

Den øgede modstand fra sandet, gør det til virkelig effektiv træning at trække barnevognen igennem sandet. Modstanden er lidt mindre nede ved vandkanten, hvor sandet er vådt, men det er stadig ret effektivt og kan tydeligt mærkes på lår og balder.

5) Brug udendørs træningscenter

Ved parker og strande er der mange steder opstillet små udendørs ”træningscentre”, som man frit kan benytte sig af. De er forskellige, men har ofte maskiner til fx vægtløftning, bentræning og rygøvelser.

Find ud af hvor de ligger i dit område, for hvis baby sover, så er det nemt at stille barnevognen ved siden af træningspavillonen og få trænet kroppen igennem på maskinerne – meget nemmere end at tage baby med i et larmende indendørs fitnesscenter.

De fleste steder er der vejledninger til, hvordan man bruger maskinerne korrekt.

6) Lav bækkenøvelser imens

Din bækkenbund er noget af det vigtigste at træne efter fødslen, men heldigvis kan det gøres samtidig med at du går med barnevognen.

Spænd op i bækkenbunden og tæl langsomt til 10, og giv så slip. Gentag øvelsen 20 gange. Når du bliver bedre til det, kan du holde spændingen i længere tid. Øg langsomt tiden indtil du kan holde spændingen i ca. 1 minut.

Husk også dig selv på at spænde i bækkenbunden og maven, når du skubber op af bakke, løber eller går gennem sandet.

7) Forkæl dig selv med et træningsoutfit

Det lyder lidt overfladisk, men det er bare langt mere motiverende at træne, hvis man syntes, man ser lækker og sporty ud, imens man gør det.

Her i januar er der masser af lækkert sportsudstyr på tilbud, så du kan finde et lækkert outfit, der giver dig masser af motivation til få penge.

8) Giv dig selv godbider

Der kommer mange dage, hvor du er træt og bare ikke orker, selvom du godt ved, at du får det bedre, så snart du er ude af døren og mærker den friske luft. Overkom fristelsen til at blive hjemme ved at visualisere, hvor hyggeligt det bliver, og lov dig selv et eller andet som belønning.

Det kan være en varm kop kakao fra en café på vejen, købe ind til din yndlingsmad på hjemvejen eller noget helt andet.

Det behøver heller ikke altid at være benhård træning, når du ruller ud med barnevognen. Du kan også have et hyggeformål med det, fx at gå en tur ud til en skovkro for at spise frokost eller gå en omvej hen til en butik, for at købe den kjole, du ønsker dig.

9) Træn sammen med nogen

Ud over at det er lettere at komme ud af døren, hvis man ved nogen venter på en, så er der også en anden bonus ved at træne sammen med en anden mor, når man er på barsel.

De lange gåture er nemlig perfekt til at få snakket de svære ting igennem. Gnidninger med kæresten, trætheden, problemer med baby osv. Der er næsten altid noget at snakke om, når man er nybagt mor og det hjælper rigtig meget at komme ud med det og få snakket det igennem.

Hvordan kom du i form oven på fødslen?

Har du nogle gode tips og tricks til at komme i form efter fødslen? Så del dem med os her.