Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Genopbyg forholdet til din mave – Kvinde, genkend din krop – Gry Senderovitz

Maven efter fødslen skal sanses og genfindes

Så er der jo lige alt det med maven.

Den er lige midt i det hele og hvis vi stiller os foran spejlet, er det nærmest umuligt at overse maven. Men, der er mange, som ikke kan lide maven efter graviditeten og fødslen. Det kan være man synes den ser mærkelig ud og at den føles ukendt. Nogen har følelsen af, at det slet ikke er deres egen mave og det kan føles ganske grænseoverskridende.

Din følelse af din krop består jo både af helt fysiske forhold og af din personlige måde at være en krop på. I denne artikel, vil jeg gennemgå de helt almindelige fysiske forhold.

Er der noget jeg ikke har nævnt, som bekymrer dig, eller hvis du synes det er for svært alene, så kontakt mig eller find en anden professionel, som kan hjælpe dig på vejen hjem til dig selv. Har du tidligere haft det svært med din krop, for eksempel haft svært ved at spise eller på anden måde været i kamp med dit krops-jeg, kan det være vigtigt at få støtte i din barsel. Hvis du får nogle gode oplevelser nu, med at holde med din krop, kan det være med til at hele de tidligere sår.

 

Hvad er der sket på din mave?

Har du fået løs hud, strækmærker, følelsesløshed, ubehag ved berøring, måske et ar efter kejsersnit, popper navlen ud, har musklerne ikke fundet sammen på midten, så du synes du stadig ser gravid ud? Alt det er helt almindeligt og føles måske helt vildt underligt for dig.

Her kommer lidt informationer og nogle tips til hvordan du finder hjem til din mave.

 

Følelser i nerverne

Den måde vi sanser vores krop på (både i hud, øjne, lugt o.s.v.) er en kombination af noget helt fysisk og af følelserne. Vores følelser er også bundet i nerverne. Hvis der er noget, som er følelsesløst, klør eller gør ondt, vil det altid være godt at tage vare på det rent fysisk og på et følelsesmæssigt plan. Hvis vi masserer et område af vores krop, gør vi begge ting på en gang. Vi løsner måske spændte muskler eller rigidt bindevæv, samt øger blodgennemstrømningen så kroppen selv kan hele bedre OG vi skaber nye nervesignaler om tryghed og selv at have kontrollen. Til sidst i teksten har jeg skrevet et råd til dig om at lave mavemassage og bindevævsstræk.

Det er også vigtigt at tage vare på helt basale behov i en overgang som den du er i. Du skal gøre det nemt at få spist og drukket nok, du skal sove i stedet for at gøre rent og du skal sørge for at bruge tid på at få tisset. Er du forstoppet, skal du starte med at få løst det før du fokuserer på for meget andet. Husk at egen omsorg også er omsorg for dit barn. Vi kan kun give kærlighed hvis vi selv føler os hele og tilstede i vores krop!

Det hele hænger sammen. Er der noget i fødslen, som du ikke kan få på plads i tankerne, kan det gøre det helt umuligt at få krops-ro. Få talt fødslen igennem med en professionel hvis der er følelser omkring den, som ikke falder på plads!

 

Få gode tissevaner

Mange udskyder kroppens signal om en fuld blære, fordi der er så meget at passe på. Hvis vi udskyder det at få tisset, holder vi hurtigt op med at kunne registrere det så tydeligt når blæren er fuld. Vælg altid at tisse først hvis du har valget.

Sådan tisser du korrekt

Når du tisser, skal du sørge for at blive færdig. Sæt dig på toilettet, suk og lad tissen rende. Suk igen og sørg for at mærke hvad der sker i din krop. Bemærk for eksempel toiletbrættet mod lårene. Når du føler dig færdig, tør dig, rejs dig og stå et halvt minuts tid og lav langsomme cirkler med underlivet. Hvis du har sørget for tid ved at have dit barn anbragt på et tæppe ved dig, kan du tage barnet op. Dans måske et minut med barnet og læg det så på tæppet igen (evt nu på maven). Sæt dig så atter på toilettet og tis færdig. De fleste vil opleve at der var mere urin tilbage i blæren, som nu tømmes bedre.

 

Forstoppelse er almindeligt

Forstoppelse er meget almindeligt, især under graviditet og efter fødsler. Det føles ekstremt ubehageligt og kan besværliggøre alle mulige andre kropsfunktioner. Det er forskelligt hvad der starter forstoppelse og hvad der lindrer det.

  • Nogen bliver forstoppede så snart de ændrer bevægelsesmønstre og det har du nok gjort nu. Så snart det er behageligt at gå ture, kan det hjælpe.
  • Andre er meget følsomme overfor at få for lidt at drikke. Drik lidt mere vand. Hav et stort glas ved vasken og en flaske der hvor du sidder mest.
  • Måske det hjælper med lidt mere fiberholdig mad. Forsøg eventuelt med HUSK eller Sylliflor i lille mængde (fås på apoteket).

Hav en skammel ved toilettet, som du kan sætte fødderne på så dine ben kommer højere op når du har afføring.

Har du født for nyligt og føler ”det hele nok falder ud”? Det gør det ikke, men det er en ubehagelig følelse. Så tag en skumvaskeklud, gør den våd med lunt vand og hold på anus eller tryk omkring anus. Hvis du ikke kan få bugt med forstoppelsen, så gå til din læge!

 

Arvævs-omsorg efter kejsersnit

Har du fået kejsersnit har du jo et ar efter det. Det er desværre de færreste, som får vejledning i hvordan man kan håndtere/behandle sit ar så man ikke får for mange gener af det. Fra såret er helet kan du begynde nænsomt at berøre arret og området omkring det. Nogen oplever det er følelsesløst, andre at det svier eller prikker. Mange synes det er ubehageligt også følelsesmæssigt.

Den ”historie” vores nerver gemmer er jo både fysisk og psykisk. Det fysiske handler om at vævet blev ødelagt ved snittet og arvævet hiver i resten af kroppens væv. Det psykiske kan handle om at man fødte ved kejsersnit og hvordan man oplevede situationen.

Det hele handler om at hjernen og nerverne får god kontakt og du oplever at kroppen bliver fleksibel igen. Da der ved fødslen er åbnet gennem flere lag, som hver især trækker sig på plads nye steder når livmoderen, bindevævet og huden finder sin ikke-gravide form, er der ar i flere niveauer. Vævene kan blive stramme og miste fleksibilitet og elasticitet. Ved at lave nænsom behandling kan du hjælpe helingen ved at sikre blodgennemstrømning og forbedre elasticiteten. Samtidigt får du vænnet dig til din krops fysiske erindring om din fødsel.

 

At finde ro ved fortællingen om din fødsel ved kejsersnit

Fortæl din oplevelse til en, som kan lytte og holde til at du måske får stærke følelser undervejs. Berør eventuelt arret og hele maven mens du fortæller. Er det for svært at tænke på og fortælle om, har du måske brug for en samtale med en professionel om hele fødselsoplevelsen?

 

At genoplive området med berøring

Når du begynder de første lette berøringer, kan du bruge en olie eller creme. Nogle indeholder for eksempel vitaminer, som skal hjælpe på helingen. Når du er til 8 ugers undersøgelse hos din læge, kan du bede om vurdering af dit ar. Hvis det vurderes godt helet, kan du nu begynde let massage. Tryk lidt, lav cirkler, hele vejen på arret og omkring det.

Når der er gået tre måneder, kan du begynde at lave små træk omkring arret og i vævet under arret. Stræk vævet forsigtigt. Begynder det at svie eller irriterer, så gå tilbage til den lidt blidere behandling i en uges tid og prøv så igen. Det hjælper til at ”genoplive” det væv, som ikke er ar, men har ligget stille mens arret helede.

Lægen lavede åbninger i flere lag gennem maven for at lægen kunne nå ind til dit barn. Efterhånden som de forskellige dele trækker sig tilbage, vil de indre ar og det stramme væv fylde større områder. Derfor er det rigtigt rart at lave stræk i bindevævet over hele maven.

Hvis hele denne behandling af dit kejsersnit ar, er for uoverskueligt eller grænseoverskridende. Hvis du bliver for ked af det eller er i tvivl om hvor vidt det heler godt nok. Da vil du have glæde af professionel vejledning. Din egen læge må du altid spørge om sårhelingen. Der findes flere dygtige jordemødre og fysioterapeuter, som arbejder specielt med dette.

 

Mavemusklerne efter graviditet

Fra brystbenet og ned til kønsbenet har vi to rækker af mavemuskler, som mødes i et strøg af bindevæv. Når vi er gravide, er det jo ganske smart at bindevævet kan strække sig efterhånden som livmoderen vokser længere og længere op i maven og skubber musklerne ud til siderne.  Efter fødslen samler det sig igen. Hos nogen samler det sig helt, bindevævet har beholdt sin elasticitet og maven ser (i form) ud som før. Hos mange er bindevævet ikke længere så elastisk.

 

Rectus diastase

Hvis musklerne fortsat ikke samler sig efter 12 uger vil nogen kalde det ”rectus diastase”. Altså to-delte muskler. Ca. 50% af os oplever dette. Du kan mærke det ved at din mave stadig buler ud. Du synes måske selv at du ser ud som om du stadig er gravid. Nogen kalder det ”toblerone-mave”. Din navle buler sikkert også længere ud end tidligere.

 

Sådan mærker du om du har Rectus Diastase

Når du ligger på ryggen og løfter hovedet, kan du mærke et hul mellem de to rækker af mavemuskler. Det kan måles tre steder i antallet af fingre, der er plads til i mellemrummet.

  • Mål 1; mellem kønsben og navle.
  • 2; ved navlen.
  • 3; mellem navlen og brystbenet.

Så kan du selv følge med i udviklingen hvis du begynder at hjælpe maven til at samles.

 

At hjælpe maven på plads

Rectus diastase kan være et kosmetisk problem, altså at du synes det ikke er pænt. Det kan også genere i forhold til tarmenes funktion. Hvis tarmene ikke bliver holdt på plads og ikke stimuleres af mavemusklerne, kan det være at du bliver mere forstoppet. Og hvis du er forstoppet, er det også sværere for maven at trække sig sammen igen.

Da hele kroppen jo er et stort samarbejde mellem muskler, nerver, slimhinder og alt hvad du vil og skal, kan en problematik det ene sted give problemer et andet sted. Nogle får for eksempel ondt i lænden ved længere tids rectus diastase.

 

Pas på dig selv

Jeg anbefaler at du, de første måneder efter din fødsel, fokuserer på at få draget omsorg for dig selv (drik rigeligt vand, få gode toiletvaner, spis godt, sov når du kan) og begynd med at mærke din krop.

 

Brug åndedrætsøvelser

Jeg har tidligere beskrevet selvsansnings-øvelsen. Kombinér den med at lægge mærke til dit åndedræt. Vejrtrækningsmusklerne har også været skubbet til af graviditeten.  Når mavemusklerne skal til at arbejde mere samlet, skal mellemgulvet også inddrages igen. Samtidigt arbejder både mave- og vejrtrækningsmuskler sammen med bækkenbundsmusklerne.

Fokuser så på dybe vejrtrækninger, som ikke får skuldrene til at løfte sig, men kommer ned i maven. Når du ånder ud, kan du støtte mavens sammentrækning med et par fingre ved navlen og nænsomt lægge mærke til hvordan musklerne bevæger sig.

 

Mavebælte

Nogen anbefaler at mavemusklerne holdes sammen af et bælte et par timer dagligt efter fødslen. Hvis du har et bælte, som du brugte i graviditeten, kan du bruge det.

 

Stræk maven

Du kan også lægge dig på ryggen. Bøj benene, saml fødderne og lad knæene falde ud til siden. Mens du strækker armene over hovedet, strækkes mavens bindevæv. Tag dybe vejrtrækninger (ned i maven) og når du ånder ud, prøv om du kan arbejde lidt med mavens muskler. Træk eventuelt navlen let ind. På den måde stimulerer du bindevævet og genskaber forbindelse til dine mavemuskler. Alt sammen i samarbejde med din vejrtrækning og uden at presse din krop. Hvis du nogle måneder efter din fødsel oplever behov for hjælp til at arbejde dig ind på dine mavemuskler igen, findes der flere steder at få hjælp.

 

Gode RÅDMavemassage og bindevævsstræk

Uanset hvad du oplever som det mest besværlige ved din mave efter fødslen, vil det være godt at lære at massere og strække din mave. Har du fået kejsersnit, skal du være opmærksom på at følge rådene angående ar-omsorg og først lave rigtige stræk, når arret er helet helt.

Start med at trykke og massere hele maven fra kønsbenet op til brystbenet. Helt ude fra siden, over midten og til den anden side. Er du øm nogle steder. Så bliv lidt der. Gør det eventuelt lidt blødere, men bemærk om det løsner op. Begynder din mave at rumle? Det er et godt tegn på at maven nyder din massage. Måske tarmene trænger til lidt hjælp. Du kan eventuelt lave bevægelserne cirkulære, rundt om navlen fra højre side, op ad, ind over midten og ned i venstre side.

Tænk derefter på hvor meget der er trukket i vævene inde i maven mens du var gravid. Start med at samle en ”pølse” af maven, dybere end huden, over kønsbenet. Hiv lidt ned i pølsen. Træk så lidt op ad. Stræk det skråt i alle retninger. Kan du måske mærke at det trækker i vævet andre steder end der hvor du har fat? Inden i dig er det hele jo forbundet. En stramhed i vævet et sted, kan genere et andet sted. Prøv nu at gøre det samme længere oppe og i siderne. Gør det hele langsomt! Træk vejret dybt undervejs.

Slut eventuelt af med at smøre din mave i en creme eller olie, som du kan lide. Og husk at tænke på hvor god du er! Tænk ”Jeg er klog at bruge tid på mig selv. Jeg er kropsklog og kærlig ved mig selv!”. Håber du nyder det! Hvis du synes det er for svært og fyldes du af ubehag eller bliver ked af det? Så kontakt mig eller en anden professionel for hjælp til at få ro ved din krop og in sansning.

 

Om Gry Senderovitz

Jeg hedder Gry Senderovitz og er jordemoder, specialiseret i seksuel sundhed. Jeg skriver bøger, holder foredrag og har konsultationer i egen klinik. Jeg har blandt andet skrevet flere kapitler i Kvinde Kend Din Krop og skrevet bogen Mødommen sammen med en professor i retsmedicin.

Udover jordemoderuddannelsen, har jeg 7 års erfaring fra lægepraksis og utallige kurser i bagagen. Jeg har en unik blanding af klinisk viden om kroppen og samtaleteknik, blandt andet fra sexologien. Har lavet tusinder af gynækologiske undersøgelser og haft samtaler med mennesker i alle aldre om krop, følelser og intimitet. Alt hvad jeg laver drejer sig om at skabe et sprog for seksualiteten.

Seksualitet er kernen mellem krop, følelser og relationer. Sprog er noget, der skal give mening for den enkelte  og i samspil. For eksempel at forstå hvad kroppen sender af signaler, at sætte ord på det man oplever og kunne kommunikere i relationer og sætte egne grænser samt se de andres. Se mere på grysenderovitz.dk/ kontakt på [email protected]