Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Forældreinddragelse på neonatalafdelingen

lille for tidlig født barn på neonatalafdeling

Intet går som planlagt – et hastekejsersnit i uge 33 i fuld narkose forløses af en lille pige som skal stimuleres kraftigt og få pæne farver.

Hun skriger ikke lige da hun kommer ud – lægges i cpap og lægges i transport kuvøsen på vej til modtagelse på Neonatal afdelingen.

Alle forældre er i dyb krise ved en premature fødsel – angsten for at miste deres barn er den dybeste og største følelse der fylder dem.

Forældrene tænker kun på om barnet overlever i den akutte situation og i et forsøg på at finde en mening i det meningsløse angribes moren af selvbebrejdelser og dårlig samvittighed:

Moderen henter en malkemaskine og udmalker hver 3. eller 4. time og sætter det på køl.

Så snart barnet er klar til at komme ud til sin mor eller far, hjælper personalet med at løfte barnet og håndtere diverse slanger der styrer kontroludstyret.

Moren ligger nu med sin baby i ”kængurumetoden” – bryst mod bryst og barnet kan nu dufte, smage og mærke sin mor igen.

Her ligger moren med sit barn så længe barnet og moren har det godt .

Personalet hjælper så igen med at få baby ind i kuvøsen og lagt til rette sammen med evt. drop og slanger. Så snart barnet er ude af den akutte tilstand og kan få tøj på, lægges det i en vugge med en varmemadras måske, for at hjælpe med at holde kropstemperaturen.

Læs også: Når du er mor til en for tidlig født

 

Dagene går – og ligner tit hinanden

Maden gives forsat på sonde hver 2. eller 3. time med morens udmalkede mælk eller erstatning.

Om natten sover moderen ofte imellem udmalkningerne og maden gives på sonde af sygeplejersken som ofte også skifter og vender barnet.

Som ugerne går, bliver barnet nu modent til selv at kunne tage en smule, lidt mere eller hele måltider.

Under hele indlæggelsen er det en pædagogisk opgave for lægerne og sygeplejerskerne på Neonatalafdelingen at hjælpe forældrene til at tro på, deres barn vokser og bliver stærkere og stærkere til at klare sig uden teknologisk kontrol.

 

Tab af kontrol

Det er nok det mest smertefulde for forældre at vi fjerner kontrollen og kører barnet ind på sengestuen hos sin mor eller, hvis der er plads, også faren.

Her sker nok den største angst hos forældrene at de nu skal tro på, at deres barn kan overleve, trække vejret og melde sult.

Der findes ingen kontrol, der fortæller mere om barnets trivsel end vægten.

Maden bliver nu det mest fundamentale, der fokuseres på så de to vægtkontroller om ugen, som  fortæller om barnets trivsel.

Kontrollen fra forældrenes side bliver nu ofte sat ind på at overholde tidspunkter for sondemaden så barnet får nok og ikke taber sig igen.

Læs også: Hvis dit barn bliver født for tidligt

 

Angsten

Angsten for at miste barnet styrer stadig de fleste følelser. Mange forældre glæder sig selvfølgelig til at blive udskrevet, blive en familie og forældre.

Men at tro på, at det bliver en naturlig del af deres liv at tro på egne medfødte omsorgsinstinkter, er slet ikke en tanke, der giver ro i sjælen hos de fleste.

Forældreevnen og moderinstinkterne skal vækkes stille og roligt fra deres hule til at vågne og overtage.

Og det sker jo selvfølgelig kun ved at flere opgaver og beslutninger overtages af forældrene selv. Maden er stadig det der styrer mest.

Det mest basale behov for vækst er overlevelse – kontrol på tid og mængde er nok den største fjende mod en fuld amning på længere sigt.

Opmærksomhed på om barnets bleer er våde nok, om afføringen er normal i farve og konsistens og en dag hvor barnet ikke har afføring kan skabe angst og behov for kontrol igen.

I en lang tid med fastlagte madtider og præcise mængder 8 eller 12 gange i døgnet, er det jo en udfordring og proces at slippe og tro på, at barnet selv kan mærke sine behov og vil regulere sit energibehov nok til trivsel og vækst.

Mange forældre er styret af tiderne og vil forsøge at vække deres sovende barn og tilbyde dem bryst, men da dette sjældent giver den største oplevelse af et sultent barn, henter faren ofte mælk i køleskabet og giver sondemaden.

Læs også: 8 trick til at takle angsten

Tilknytningen

Moren har et moderligt instinkt om at kunne give sit barn brystmælk.

Amningen er jo ikke kun mad – men et ocean af tilknytning og symbiose mellem mor og barn.

En hormonbombe af lykkehormoner oxitocin ,som skaber glæde og binder stærke bånd til sit barn udover at danne mere mælk. En vigtig faktor der har stor betydning i forbindelse med at føde et prematurt barn.

En start på moderskabet fyldt med angst og krise og så stor afhængighed af andres hjælp til at få sit barn til at overleve og trives medfører ofte, at de vigtige tidlige bånd ofte ikke bliver knyttet i starten – men det kan heldigvis indhentes med tiden.

Personalet har derfor en udfordring i at inddrage forældrene mere i plejen af deres barn så tidligt som overhovedet muligt, så de kan vokse og føle mere ansvar og blive trygge i kontakten med deres barn.

Sondemaden er selvfølgelig ikke den eneste måde at inddrage forældrene i plejen af deres barn. Vi er jo skabt til at blive mødre og at våge over vores barn er jo et medfødt instinkt, der har rustet kvinden til at klare en tid med mindre søvn og megen tid til egenomsorg.

Så jo tidligere personalet udfordrer mor og far til at varetage flere opgaver og funktioner – jo mere styrker vi deres tro på egne evner til at kunne forstå deres barn og læse signalerne og sende dem i den rigtige retning.

Og i sidste ende lære deres barn at kende.
Af Jenna Christensen, neonatalsygeplejerske · 02-08-2011