Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Reducer barnets risiko for astma under din graviditet med fiskeolie

Et nyt studie fra KU viser, at hvis gravide mødre supplerer deres kost med fiskeolie under det sidste trimester af graviditeten, så har babyen markant mindre risiko for at udvikle astma.

Et nyt studie fra Copenhagen Prospective Studies on Asthma in Childhood (COPSAC) under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, viser at børn har langt mindre risiko for at udvikle astma, hvis moren har suppleret sin kost med fiskeolie, under graviditeten. En forskningsgruppe har siden 2010 fulgt en gruppe af gravide og deres børn og resultatet er indlysende. I gruppen af børn, hvor deres mødre har indtaget fiskeolie i det sidste semester af graviditeten, har en tredjedel færre børn astma, fortæller professor og leder af COPSAC Hans Bisgaard.

”Fiskeolie indeholder langkædede fedtsyrer, og et højt niveau af dem hjælper til at reducere børnenes risiko for at udvikle astma. Effekten er tydeligst hos de kvinder, der i forvejen har et lavt niveau af fedtsyrerne, men alle de kvinder, der indtog fiskeolie i sidste semester af graviditeten, har mindsket deres børns risiko for at udvikle astma med minimum 32 procent. Der er ikke nogen negative effekter, selvom man indtager mere fiskeolie, end man har brug for. Derfor vil jeg anbefale fiskeolie til alle gravide i sidste trimester. Astma er den kroniske sygdom, der oftest optræder blandt børn. 20 procent af alle småbørn har astmatiske symptomer, og det er den hyppigste årsag til indlæggelser, lægebesøg og ordinering af medicin til børn. Derfor er de nye resultater ikke kun vigtige for de enkelte mødre og deres børn, men kan også spare samfundet for en masse udgifter”, understreger Hans Bisgaard.

DNA kan afgøre, om du mangler fiskeolie

Tilbage i 2010 opdelte forskerne 736 kvinder, der alle var på vej ind i tredje trimester af graviditeten, i to grupper. Den ene gruppe fik en dosis fiskeolie hver dag under tredje trimester, mens den anden gruppe fik en dosis olivenolie. Først da børnene blev tre år gamle, fik kvinderne at vide, om de havde fået det ene eller det andet. I dag, fem år senere, er det tydeligt, at fiskeolien har nedsat risikoen for astma betydeligt. Forklaringen ligger i immunforsvaret, forklarer Hans Bisgaard

”De langkædede fedtsyrer, som fiskeolie indeholder, er vigtige for immunforsvaret. Hvis cellemembranen ikke har den tilstrækkelige mængde af fedtsyrer, kan den ikke danne immunstoffer. Dermed bliver risikoen for at udvikle astma højere. Vores evne til at optage de her fedtsyrer er genetisk bestemt, så nogle er bedre til at optage dem end andre. Dem, som ikke er så gode til at optage fedtsyrerne, har brug for større mængder,” siger han.

Forebyggelse er vigtigt

For at prøve at forebygge, at flere og flere børn får astma, så er disse resultater vigtige, men ifølge Hans Bisgaard så kan fiskeolien også forebygge eller have betydning for en række af andre sygdomme. F.eks. så viser tidligere studier, at indgreb der øger risikoen for astma, som kejsersnit, også øgede risikoen for at udvikle andre kroniske sygdomme. I rækken hører gigt, tarmsygdomme og diabetes til, men denne sammenhæng er ikke bevist.

Studiet ”Fish Oil-Derived Fatty Acids in Pregnancy and Wheeze and Asthma in Offspring” har fået afgørende støtte fra både Lundbeckfonden og Det Strategiske Forskningsråder. Det er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine.

Kilde: KU