Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Børnesår (Impetico) – Hudinfektion

Børnesår ses ofte hos små børn

Børnesår kaldes også ’impetigo’ på latin. Det er en slags betændelse (hudinfektion) i hudens overfladiske lag forårsaget af bakterierne stafylokokker (hyppigst) eller streptokokker.

Det er en meget almindelig infektion, der især rammer børn, (heraf navnet børnesår), men man kan blive smittet i alle aldre.

 

Symptomer på børnesår

Sårene kan findes overalt på huden, men er særligt hyppige i ansigtet (omkring næsebor og mund), bag ørerne og på hænderne.

Hos børn med børneeksem kan hudinfektionen især findes i eksemområderne så som albuebøjninger og knæhaser.

Infektionen skyldes bakterier (hyppigst stafylokokker), der trænger ind i huden. Varme og fugt øger risikoen for at blive smittet.

Få husmodertricks til at lindre sårene

 

Sygdomsforløb

Børnesårene begynder som en lille kløende men uøm, rød plet, som hurtigt udvikler sig til en samling af små væskefyldte blærer. Blærerne sprænger og der opstår et væskende sår.

Efterhånden dækkes såret af de karakteristiske tykke honninggule let kløende skorper.

Hvis man fjerner skorpen siver der gullig væske ud. Udslættet kan sprede sig til andre områder på kroppen. Barnets almen tilstand er vanligvis ikke påvirket.

Ved en speciel type børnesårsinfektion ses store væskefyldte blærer (bulløs impetigo).

Infektionen spreder sig ofte til andre dele af huden, fordi barnet kradser og klør i sårene og derved smitter sig selv.

Infektionen kan starte på en ellers tilsyneladende rask udseende hud, men ofte findes ved nærmere eftersyn lidt eksem eller en mindre rift, som er indgangsport for bakterierne. Børnesår efterlader vanligvis ikke ar.

børnesår rundt om munden på en lille dreng

 

Hvordan får man børnesår?

Sygdommen er yderst smitsomt. Bakterierne kommer ind under huden gennem små sår eller rifter i huden.

Børn med kløende hudsygdomme, (f.eks. børneksem), som kradser og klør sig, er særligt udsatte for at udvikle sårene.

Bakterierne overføres fra et barn til et andet ved direkte berøring, eller de kan overføres via genstande (legetøj, håndklæder og lignende) som et barn med børnesår har rørt ved.

Et barn der rører ved sine børnesår kan ikke undgå at få bakterier på fingrene.

Hvis barnet herefter rører ved et andet barn overføres bakterierne med smitterisiko til følge.

Barnet kan også smitte sig selv og overføre sårene fra et område på kroppen til et andet.

Ofte spredes smitten i små epidemier i daginstitutioner og skoler.

Børnesårene smitter så længe de er skorpebelagte og væsker.

Først når skorperne er faldet helt af og der ikke længere kommer nye friske sår til, er barnet ikke længere smitsomt.

Sårene kan derfor godt smitte selvom der er iværksat relevant behandling.

 

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Lægen stiller diagnosen børnesår på baggrund af det karakteristiske udslæt og sårenes udseende med gule skorper.

I nogle tilfælde vil lægen tage podning fra sårene og sende til nærmere undersøgelse.

 

Behandling

Har man mistanke om børnesår bør man kontakte sin læge med henblik på at få iværksat korrekt behandling samt råd og vejledning.

Der findes effektive midler til behandling af børnesår, og valg af behandling afhænger af børnesårenes sværhedsgrad og omfang.

Er der blot enkelte børnesår består behandlingen først og fremmest af omhyggelig sårpleje med grundig vask af sårene med vand og sæbe, eventuelt med en klorhexidin holdig sæbe eller creme.

Lægen kan også ordinere bakteriedræbende creme eller salve på recept.

Tykke skorper kan opblødes og fjernes, da bakterierne lever under sårskorperne, hvorfor behandlingen bliver langt mere effektiv når skorperne fjernes.

Er der tale om større områder med børnesår eller blærer vil lægen ofte vælge at give antibiotikamikstur eller tabletter.

Er der tale om den særlige form for børnesår med store blærer (bulløs impetigo) gives antibiotika.

Børnesår forsvinder sædvanligvis hurtigt ved korrekt behandling.

 

Hvad kan du selv gøre?

Omhyggelig håndhygiejne er et vigtigt element for at forebygge børnesår. Barnet bør vaske hænder tit og idet hele taget undgå at klø i eller røre ved sårene.

Barnet bør have eget håndklæde, vaskeklud med mere og neglene bør være kortklippede. Forurenede genstande (legetøj med mere) vaskes grundigt.

Den af lægen ordinerede behandling bør følges nøje. Omhyggelig tildækning af børnesårene kan nedsætte smitterisikoen.

 

Trine Erichsen, læge

Kilde Lægehåndbogen

Del