Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Forkølelsessår og herpes hos børn

Lille barn med forkølelsessår ligger i sengen

Af Læge Trine Erichsen

Forkølelsessår er en meget almindelig og smitsom sygdom, der skyldes infektion med Herpes Simplex (HSV) virus.

Herpes Simplex infektioner skyldes to forskellige virus, HSV-1 og HSV-2. I langt de fleste tilfælde (90%) er HSV-1 årsagen til forkølelsessår.

Forkølelsessår viser sig ofte som rødme, ubehag og stikkende/prikkende fornemmelse i huden.

Efterhånden dannes små blærer på huden, som hurtigt brister og bliver til sår.

Blærer og sår sidder i og omkring læber og mund.

Forkølelsessår har tendens til at komme igen og igen, for eksempel i forbindelse med forkølelse (heraf navnet forkølelsessår).

 

Sådan smittes dit barn

Alle børn kan blive smittet med forkølelsessår, men de fleste får det første udbrud i 3-5 års alderen.

Den allerførste gang man smittes med herpes simplex virus kan infektionen have lidt forskelligt forløb.

Ofte får barnet kun få eller slet ingen symptomer. Hos de mindste børn (1-3 år) kan førstegangsinfektionen vise sig som en mundhulebetændelse, der kan være ledsaget af feber og almen sygdomsfølelse.

Efter den primære infektion (hvad enten den viser sig som mundhulebetændelse eller er helt uden symptomer) vil herpes virus forblive i kroppen i en slags dvaletilstand i hudens nerver og kan herfra reaktiveres og give anledning til infektionen.

Sollys, stress, menstruation og nedsat immunforsvar (for eksempel under en forkølelse) er ofte udløsende årsager til herpesinfektionen.

Et sår i udbrud smitter ved direkte kontakt for eksempel kys eller direkte berøring med væske fra blærerne på huden.

Personer med herpes virus i kroppen kan dog godt udskille virus i en periode, selvom de ikke har synlige sår eller blærer.

Derfor kan man også blive smittet af en tilsyneladende rask smittebærer.

Såret kan smitte indtil det er helt dækket af skorpe.

Læs også: Børnesår (Impetico)

 

Forkølelsessår forløb

Førstegangsinfektionen med herpes simplex virus kan være helt uden symtomer. Nogle børn udvikler en mundbetændelse ledsaget af feber og almen sygdomsfølelse.

Ved mundbetændelse vil barnet typisk savle, og der kan ses smertefulde blærer i mundslimhinde, på læber og tunge samt i ganen.

Blærerne kan udvikle sig til sår og barnet vil ofte ikke drikke eller spise på grund af smerterne. Infektionen varer et par uger.

Et forkølelsessår er en genaktivering af herpes virus, der allerede findes i kroppen fra tidligere.

De første tegn på forkølelsessår er kløen, ubehag og en prikkende, stikkende fornemmelse i huden på læberne.

I løbet af kort tid (få timer) udvikles små væskefyldte blærer.

Udbruddet kan være ledsaget af lette smerter i huden samt almen sygdomsfornemmelse.

Efterhånden vil såret blive dækket af skorpe, som falder af efter 7-10 dage.

Skorpedannelsen sker i løbet af 24-48 timer. Sårene heler vanligvis uden ardannelse.

Kun ca. 40% af de der er smittede med herpes simplex virus får udbrud af forkølelsessår, mens andre får gentagne udbrud livet igennem.

forkølelsessår hos lille barn med herpes

 

Komplikationer

Et forkølelsessår kan blive inficeret med bakterier som stafylokokker eller streptokokker og udvikle sig til børnesår.

Sjældnere kan der ses ’erythema multiforme’ – et udslæt med røde, ringformede pletter på især hænder og fødder.

Udslættet er en slags allergisk reaktion mod herpesvirus og opstår cirka 10-14 dage efter forkølelsessåret.

Børn med børneeksem har øge risiko for at virus fra forkølelsessår spreder sig til andre områder af kroppen.

 

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Lægen kan ofte stille diagnosen forkølelsessår alene ud fra sygehistorien og sårets karakteristiske udseende og placering og supplerende undersøgelser vil ofte ikke være nødvendigt.

Et skrab / en podning fra det ramte område samt blodprøver kan eventuelt understøtte diagnosen.

 

Sådan behandler du såret

De fleste oplever at såret heler af sig selv. Lokal behandling med aciclovir holdig creme kan reducere ubehaget, hvis man starter med behandlingen første dag i forløbet.

Der er dog ikke enighed om, hvor godt cremen virker. Aciclovir holdig creme kan købes i håndkøb på apoteket.

Det er vigtigt at begynde at anvende cremen så tidligt som muligt.

Smerter kan lindres med smertestillende medicin. I svære tilfælde kan forkølelsessår behandles med en tabletkur, som fås på recept hos lægen.

I særlige tilfælde kan forebyggende behandling komme på tale.

 

Hvad kan du selv gøre?

Førstegangsinfektion med herpesvirus er generelt svær at forebygge.

Er der synligt sår bør man undgå at barnet piller i det for at reducere spredning samt risiko for infektion med bakterier.

Vask hænder efter berøring med sårene.

Hvis forkølelsessåret udløses af sollys kan man forsøge at beskytte læberne ved at bruge læbepomade med høj solfaktor og undgå solskoldning.

Et barn med herpesinfektion kan komme i institution, når det er feberfrit og iøvrigt virker rask.

 

Hvornår skal man kontakte lægen?

Kontakt lægen ved første udbrud, hvis sårene ikke heler eller hvis der er hyppige og tilbagevendende udbrud.

Kontakt lægen hvis du mistænker infektion med bakterier eller hvis du er utryg eller i tvivl om hvad barnet fejler

Kontakt lægen med det samme hvis sårene spreder sig til næsen ELLER ØJNENE eller hvis barnets øje bliver rødt.

 

Trine Erichsen, læge

Kilde Lægehåndbogen