Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Lus – Hovedlus på børn og i hjemmet

lus og luseæg kan findes hos børn med en tættekam

Af privatpraktiserende læge Trine Erichsen

Lus er små, blodsugende insekter / parasitter.

Der findes 3 slags som kan leve på mennesket. Disse kaldes hovedlus, fladlus og kropslus.

Hovedlusen er den absolut mest almindelige og ses ganske hyppigt hos børn, det er den der beskrives i denne artikel.

Ofte forekommer lus i små ’epidemier’ i børnehaver og institutioner.

Hovedlusen kan blive op til 3 mm lang.

Den lever udelukkende i menneskets hovedbund, hvor lever af at suge blod fra huden i hovedbunden.

Hovedlusen er grålig eller eventuelt rød-brun, når den lige har suget blod.

Læs også: Frem med tættekammen

 

Hvordan får man lus i håret?

Hovedlus smitter via tæt kontakt, hoved mod hoved. Lus kan overleve 1-2 døgn udenfor hovedbunden.

Det er derfor teoretisk muligt at blive smittet med lus igennem hovedbeklædning, hårbørster, kamme og lignende, hvis det kort forinden er blevet brugt af en person med hovedlus.

Den væsentligste smittekilde er dog fra hoved til hoved.

Hovedlus er meget almindeligt hos børn og i børnefamilier, og tæt kontakt mellem børn i daginstitutioner øger risikoen for smitte. Man kan blive smittet med hovedlus hele året uanset årstiden.

 

Lusseæg

Hovedlusene lægger æg, som klistres fast til hårstrået helt nede ved hårroden.

Æggene flytter sig længere ud på hårstrået efterhånden som håret vokser, cirka 1 cm per måned.

Luseæggene klækkes og bliver til larver på 6-8 dage.

Ved at måle afstanden fra huden til det yderste lusseæg kan man derfor få en fornemmelse af et cirka tidspunkt for lusesmitte.

 

Luseæg kan ses med det blotte øje ellers brug forstørrelsesglas

Symptomer og fund

I nogle tilfælde giver hovedlus slet ingen symptomer. Ofte er det første tegn på hovedlus dog pludselig indsættende kraftig kløe i hårbunden.

Kløen skyldes en allergisk reaktion på lusens spyt, som kommer i kontakt med huden i hovedbunden, når den suger blod.

Sværhedsgraden af kløe afhænger af, om man har haft lus før, og hvor mange man har.

Er det første gang man har lus, kan der gå noget tid (dage til uger) fra man er smittet, til kløen for alvor begynder.

Har man tidligere haft hovedlus kommer kløen typisk hurtigere.

Selve lusene bevæger sig hurtigt langs hovedbunden og kan være vanskellige at se med det blotte øje, med mindre håret gennemgås grundigt med en tættekam.

De sidder godt fast i håret og kan således ikke fjernes ved almindelig hårvask. Det største antal findes i nakkehåret og bag ørerne.

Æggene er til gengæld lettere at se. De er ca. 0,8 mm lange og gennemsigtige, imens klækkede luseæg er hvidlige og sidder længere ude på hårstrået.

Hvis barnet kradser meget i hovedbunden kan der komme kradsemærker og sår, som efterfølgende kan blive inficeret og kræve behandling via lægen.

 

Er lus farlige?

Hovedlus er ikke farlige, men kan være generende på grund af kløen. Lusene kan ikke overføre sygdomme.

 

Hvordan stilles diagnosen?

Har man mistanke om hovedlus eller er der tilfælde af hovedlus i omgangskredsen / institutionen bør man gennemgå barnets hår grundigt.

Kan der observeres æg og eller eventuelt voksne lus er diagnosen oplagt. Æggene er lettest at se. Voksne lus findes hyppigst bag ører og i nakkehåret.

Man kan eventuelt benytte en lup, god belysning og et hvidt håndklæde over skuldrene.

Kig efter lus og eller æg både i tættekam, i håret og på håndklædet.

I nogle tilfælde kan der ses luseafføring, som ser ud som sort pudder i hovedbunden.

 

Lus behandling

Har man konstateret lus bør der behandles med et lusemiddel eller med en tættekam, eller en kombination af begge.

Hvis der anvendes lusemiddel er det forskelligt fra produkt til produkt, hvordan det skal anvendes.

Det er derfor afgørende for succesfuld behandling at brugsanvisningen følges nøje.

Det er kun personer der har fået konstateret lus der skal behandles.

Forebyggende behandling af øvrige medlemmer af husstanden er ikke nødvendig, men det kan være en god ide at holde ekstra øje med håret hos øvrige familiemedlemmer.

 

Lusemidler

Nogle lusemidler indeholder insektgifte (malation og permethrin) som påvirker lusens nervesystem.

Andre lussemidler er baseret på silikone, fedtsyrer eller planteolier og virker kvælende på lus og æg.

Det er helt essentielt at følge brugsanvisningen nøje for det lusemiddel man har valgt, da der kan være stor forskel på hvordan midlerne anvendes, og nogle lusemidler skal gentages efter et bestemt tidsrum.

En anden billig og uskadelig måde til behandling af hovedlus er kæmning.

For at være tilstrækkelig effektiv bør man være omhyggelig og vedholdende med at kæmme og der skal i løbet af 14 dage foretages mindst 4 kæmninger jævnt fordelt over perioden.

Alle voksne lus skal fjernes ved første kæmning, så der ikke lægges flere æg.

Håret bør gennemredes helt inde fra hovedbunden og tættekammen rengøres eller bankes af efter hvert tag.

 

Hvad kan man selv gøre?

Vær omhyggelig med behandlingen og følg brugsanvisningen for de valgte produkt nøje.

Foretag regelmæssige eftersyn af hovedbunden, også efter veloverstået behandling, fordi der fortsat kan være smittekilder i omgangskredsen.

Hurtig diagnostik og hurtig indsættende behandling nedsætter risikoen for at smitte andre.

 

Lus i sengetøjet

Sengetøj og andre tekstiler, der har været i kontakt med hovedlus vaskes i varmt vand ved minimum 60 grader, eller fryses i en plastpose i 1 døgn eller luftes i 2 døgn.

Børn med hovedlus må komme i institution dagen efter at behandlingen er påbegyndt.

Det er vigtigt at informere omgangskredsen og eventuel institution om, at der er konstateret lus, så smitten kan forsøges begrænset.

 

Af Trine Erichsen, læge

Kilde:

Lægehåndbogen

Sundhedsstyrelsens vejledning om hovedlus