Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Den nyfødte babys 5 vigtige sanser

Din nyfødte baby har mange sanser

Den nyfødtes sanser er helt altafgørende for, at starten på livet bliver fyldt med genkendelse – som direkte medfører tryghed for det lille barn.

 

Mennesket har 5 sanser:

  • Syn
  • Hørelse
  • Lugt
  • Smage
  • Føle

Alle sanser er veludviklede fra fødslen, om end synssansen hos den nyfødte er en anelse svækket.

Dette skyldes, at den lille har brug for masser af synsindtryk dagligt for at det kan lære at få hjernen til at samarbejde med øjnene – det er netop dét, der gør, at vi som voksne kan stille skarpt og se ting tydeligt fra forskellige afstande.

 

Synsindtryk

Og disse mange synsindtryk findes selvsagt ikke i livmoderen.

Hvis dit barn skal kunne se dig skarpt, skal du derfor holde dit ansigt 20-30 cm fra barnets. Ellers vil du den første måneds tid fremstå som en sløret figur.

Dit barn lærer dog hurtigt at koordinere synet og du kan hjælpe det hele lidt på vej ved at give barnet nogle gode synsindtryk.

Geometriske mønstre i fx sort og hvid stimulerer synet og fanger nemt barnets opmærksomhed, da det er overskueligt at kigge på for de små utrænede øjne.

Når barnet ikke har det bedste syn, bruger det i stedet to andre sanser, når det skal genkende sine voksne. Nemlig høresansen og lugtesansen.

 

Høresansen

Hvad angår høresansen, så har barnet allerede i maven vænnet sig til sin mors – og måske fars – stemme og vil kunne genkende stemmerne efter fødslen.

Derudover tiltrækkes det lille barn af lyde, som ligger i det højere niveau rent tonemæssigt – og det er også derfor man ofte hører forældre tale med en blid ”pibe-stemme” til deres barn. Det er simpelthen indkodet genetisk.

 

Lugtesansen

Fars og mors lugte skal barnet dog først til at lære at kende efter fødslen.

Her er det vigtigt, at man ikke forstyrrer barnets lugtesans ved at anvende parfume, aftershave og skyllemiddel. Alle mennesker har deres helt egen lugt, men den bliver forandret når vi bærer andre dufte.

Dette kan forvirre barnet, så det er en god idé at undgå parfumerede stoffer med at lille barn omkring sig.

 

Smagssansen

Barnet kan allerede fra fødslen smage både sødt, surt, salt og bittert. Men da det kun er den søde smag, barnet præsenteres for det første stykke af livet, bliver de andre smagsindtryk først rigtig udviklet i takt med at barnet begynder at få almindelig kost.

Da den søde smag er den eneste, barnet kender, vil sødt også være barnets helt naturlige præference de første mange år.

Følesansen

Hvad angår følesansen – så vågner barnet på sin allerførste fødselsdag op til helt nye indtryk.

Barnet har ligget i fostervandet med konstant temperatur i 9 måneder. Og lige pludselig er der temperatursvingninger, tøj der føles anderledes mod huden, mor der nusser en i nakken og måske et vindpust udenfor af og til.

 

Det hele kan virke voldsomt på et lille nyt menneske – for man skal jo lige vænne sig til alt det nye.

Noget der dog helt basalt er guld værd for både barn og forældre er direkte hudkontakt.

Det er varmt og dejligt for barnet og det skaber en helt unik samhørighed mellem barn og forælder, samtidig med at barnet er helt trygt mens det oplever blide strøg på ryggen og små kys på kinden.

Del