Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Jura når kærester går fra hinanden

Når kærester går fra hinanden gælder forskellige juridiske regler

Når man går fra hinanden, er det ikke bare en masse følelser, der skal redes ud, men også en masse praktisk. Ved du, hvad der gælder rent juridisk, når I går fra hinanden? Hvis ikke kan du blive lidt klogere her.

 

Hvad med børnene?

Hvis I har børn og går fra hinanden, vil det som udgangspunkt være afgørende, hvem der har forældremyndigheden. Hvis det kun er den ene forældre, der har forældremyndigheden, vil det som udgangspunkt også være denne, som børnene skal bo hos, hvis I går fra hinanden. Forældremyndigheden ændrer sig ikke i forbindelse med, at I vælger at gå fra hinanden.

Hvis I har fælles forældremyndighed, vi I som udgangspunkt begge fortsat have forældremyndigheden. I skal så blive enige om, hvem der skal have børnene boende – også kaldet bopælsforælder – og hvem der skal have ret til fast samvær med børnene – også kaldet samværsforælder. Hvis I ikke kan blive enige, kan I gå til Statsforvaltningen, der kan hjælpe med konflikten.

Det er en god ide, at udarbejde en såkaldt samværsaftale, der beskriver, hvordan samværet med børnene skal foregå. Du kan læse mere om samværsaftaler her ([internt link til artikel om samværsaftaler]).

 

Hvem skal have hvad?

Når I ikke er gift, er der ikke nogle regler, der som sådan bestemmer, hvordan jeres ting skal deles. Det betyder, at det er den person, der har købt tingene, der ejer dem, og dermed kan tage dem med sig, hvis I går fra hinanden. Det gælder uanset, hvordan I har delt indkøbene mellem jer.

Så hvis den ene primært har købt ind til husholdningen og tøj til børnene, mens den anden primært har købt fladskærms TV og bil, betyder det, at tingene fordeles herefter. Selvom det kan virke kynisk, kan det  derfor være en god ide, at sprede omkostningerne ud mellem jer, f.eks. ved at have en fælleskonto, som begge indbetaler et fast beløb til, der bruges til indkøb til husholdningen og evt. børnene.

 

Hvad med vores bolig?

Hvis I har lejebolig, vil det være den, der står på lejekontrakten, der vil have ret til lejeboligen. Det er uanset, hvor lang tid I har boet sammen i lejeboligen.

Hvis I begge står på lejekontrakten, vil I som udgangspunkt begge have lige ret til lejeboligen. Hvis den ene eksempelvis skal bo i lejligheden med jeres mindreårige børn, kan retten dog bestemme, at denne skal have ret til lejligheden selvom begge står på lejekontrakten. Sådan en procedure kan dog tage forholdsvis lang tid, hvorfor det ofte ender med at parterne selv finde ud af hvem der fraflytter lejeboligen.

Hvis du vil sikre dig selv i denne situation, er det derfor vigtigt, at du får dit navn på lejekontrakten, hvis det ikke allerede står der.

Hvis I ejer en bolig sammen, kommer det som udgangspunkt an på, hvem der står på skødet. Det betyder, at hvis det kun er den ene, der står på skødet for boligen, vil det være denne, der fremgår som ejer, og dermed kan tage boligen, hvis I går fra hinanden.

Hvis I begge står på skødet, vil I eje det sammen, hvorfor der som udgangspunkt ikke ville kunne tages nogle beslutninger for boligen, såsom at sælge den, medmindre I begge er enige om det. Hvis I ejer en bolig sammen, kan det være en god ide, at lave en samejekontrakt, der beskriver, hvordan ejerskabet af boligen skal fungere – også i tilfælde af, at I går fra hinanden.

 

Hvad med pensioner og forsikringer?

Pensioner kan ofte have en betydelig værdi, og vil blive udbetalt, hvis du går bort. Det kan derfor også være en god ide, at have styr på disse.

Hvis man ikke har valgt andet, vil det være “nærmeste pårørende”, der vil modtage pensionen i henhold til pensionspolicen, hvis du går bort. “Nærmeste pårørende” vil være din samlever, hvis i har boet sammen i mindst 2 år eller har / venter barn sammen.

Hvis I går fra hinanden, anses den tidligere samlever ikke længere  som “nærmeste pårørende”, og vil derfor ikke modtage din pension, hvis du skulle gå bort.

Hvis din samlever derimod er indsat ved navns nævnelse som begunstiget i pensionspolicen, vil det være nødvendigt at kontakte pensionsselskabet og få ændre policen tilbage til “nærmeste pårørende” eller anden specifik person.

Herudover er det vigtigt, at man danner sig et overblik over sine forsikringer, og sikrer, at ens tidligere samlever ikke fremgår af forsikringspolicer eller lignende, så denne  er omfattet af dine forsikringer. Hvis I har tegnet fælles forsikringer eller lignende, er det også en rigtig god ide at få disse opsagt.

 

Legal Desk hjælper dig med de juridiske papirer billigt