Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Mor til mor: Gravid og angst

mor til mor artikel

Denne Mor-til-mor artikel er skrevet af Heidi Hansen – bruger HH25 på Min-Mave.dk

Gravid og angst

Overskriften siger vidst det hele.

I hele min graviditet har jeg haft angst. Jeg vælger at skrive om dette emne, da jeg har erfaret, at det er et meget mørklagt emne, og der faktisk er utroligt mange der har det, men som bare aldrig får snakket åbent om det.

Min kæreste og jeg havde prøvet på at blive gravide i halvandet år, uden at have ”held i sprøjten”, hvis jeg må tale lige ud af posen! Jeg havde været arbejdsløs i lige godt 2 måneder, da jeg var så heldig at få et vikariat på en måned. Da jeg havde været ansat i 4 dage, henter kæresten mig som han plejer. Denne gang bliver jeg bare mødt af en kæreste der var ked af det! Shit!

Hans bedste ven havde opsøgt ham på hans arbejdsplads og fortalt at de skulle have en lille pige. Hurra hvor dejligt for dem! Eller??

De havde prøvet en gang; én gang! Hvis man kunne være grøn af misundelse, så var vi uden tvivl selvlysende! Jeg siger til min kæreste, at nu køber vi en test og tager hjem og ser hvad den siger.

Surprise!

Jeg hoppede ud på toilettet og tissede på den velkendte pind, som altid havde et negativt udfald. Jeg efterlod testen på badeværelset og gik ud i køkkenet og begyndte på maden. Kæresten gik og støvsugede. Jeg registrerede at larmen stoppede og der blev larmende stille. Ud i køkkenet kom et stk. snot forvirret kæreste med en test i den ene hånd og den kilometer lange manual til testen i den anden.

2 streger! Der var sgu 2 streger!

Her var det første gang angsten kom krybende. Jeg har ikke fast job, jeg var sikker på ikke at blive fastansat nu og var det nu overhovedet ansvarligt??

Tabet

Ugerne gik og jeg nåede 8+. Jeg havde gået og haft en underlig fornemmelse i maven, men jeg havde slået det hen og givet alle tankerne skylden. Om aftenen fik jeg får alvor ondt og tænkte jeg nok bare skulle på toilettet. Det var til min store overraskelse blod og det var ikke bare lidt blod. Så vi ringede til vagtlægen, som sendte os videre i systemet med det samme.

Vi kom hjem igen klokken 1 om natten. Vi havde mistet vores drøm! Min mave gjorde igen angstens knuder og tankerne fløj rundt i hovedet igen. Var det min skyld? Havde jeg ikke spist rigtig? Havde jeg lavet for meget på arbejdet? Hvad ville min chef sige!?

Vi fik ingen søvn den nat. Da klokken slog 7.30 ringede jeg til min chef og forklarede det hele. Heldigvis var hun ekstremt forstående og sagde, at jeg skulle give mig god tid og bare kontakte hende, når jeg var klar til at arbejde igen.

Er vi glade??

Månederne gik, og der skete intet med testen, men angsten voksede og udviklede sig til social angst. For 7 år siden havde jeg også en omgang angst, så jeg prøvede på ”bare” at ignorere det hele og håbede på det gik i sig selv.

Vi nåede midten af maj, og vi havde nu forsøgt at blive gravide i 2 år. Vi blev enige om at stoppe projektet, da jeg havde fået nyt job og skulle starte 1. Juni. Vi havde sparet 30.000 op til baby og vi blev enige om at brænde dem af til udbetalingen på en ny bil.

Det blev d. 30. Maj, og det var aftenen før jeg skulle starte på mit nye arbejde. Det hele kørte som smurt. Ny bil, ingen angst og vi var glade igen.

Da vi stod og lavede mad fik jeg det dårligt. Føj det hvidløg stank! Min kæreste sagde i sjov at jeg nok var gravid. Ja klart! Men hvorfor Ikke? Lidt i sjov gik jeg ud og snuppede en test. Jeg lagde den på bordet i køkkenet og slog den ud af hovedet. Lidt efter kom den frem i tankerne igen. Jeg forventede på ingen måder noget. Og gik hen til den med en forventning om en negativ test.

Absolut bragende positiv!!

Shit! Vi havde jo lige brugt alle pengene på ny bil. Jeg starter nyt arbejde i morgen! Vi kiggede lidt underligt på hinanden og spurgte næsten i kor – ”er vi glade??”

Hormoner, angst og sygemelding

Nå, men jeg måtte jo starte på mit nye arbejde med vores lille hemmelighed. Dagene gik, og angsten blev større og større i takt med at hormonerne blev flere. Jeg havde en halv times kørsel til arbejde, og tankerne havde rigtig tid til at ødelægge mig. Det var ikke nogen bestemte tanker, men alt muligt der kom væltende og var ét stort rod! Det kunne være en episode med en kunde fra dagen før, eller fra et gammelt arbejde fra år tilbage!

En nat vågnede jeg og havde ondt i maven. Åh nej, ikke igen!! Jeg måtte igen ringe til min chef  og fortælle hvordan det hele hang sammen. Igen blev jeg mødt at en meget stor forståelse! Jeg kom til scanning og det eneste de kunne de var en lille sort prik. Vi fik meddelelsen, at jeg ikke engang var 5 uger henne eller også lå det med 90% sikkerhed uden for livmoderen. Vi havde ikke engang overskud til at tænke noget. Vi forblev stille og vandrede helt zombie agtigt ned for at få taget blodprøve.

2 dage efter skulle jeg igen have taget blodprøve, for at se om HCG var steget. Torsdag bliver jeg ringet op, og mit HCG niveau var over fordoblet. Øh what! Jeg blev booket til en scanning om onsdagen ugen efter.

Onsdagen kom, og vi blev kaldt ind til scanningen. Der var hjerteblink! Det lille bitte hjerte hamrede af sted, og jeg var 8+2 . Vi kunne begge juble hele vejen ud til bilen, og det gjorde vi!

Fanget i angsten

Min angst blev værre og værre og til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg kørte tidligt på job og måtte fortælle at nu var min grænse nået. Jeg stor tudede og sagde op på stedet. Min chef var meget overrasket og var også ked af at det var kommet så langt ud. Jeg kørte hjem og lagde mig på sofaen. Her lå jeg så, fanget i angsten. Jeg kunne simpelthen ikke rejse mig rent fysisk. Mit hoved havde slået alt logisk tænkning og fysisk kunnen fra.

Oven i det hele havde jeg den ondeste kvalme! Heldigvis uden opkast!

Min angst blev værre og værre for hver dag. På et tidspunkt var den så voldsom, at bare jeg kiggede på min kæreste blev min angst sat i gang. Mit hoved fortalte mig, at han ville gå fra mig og at han slet ikke elskede mig, men bare var sammen med mig af medlidenhed.

Jeg troede efterhånden, at jeg var ved at blive sindssyg og skulle en tur på den lukkede. I flere uger levede min kæreste og jeg nærmest hver for sig, under samme tag. Når han kom hjem fra arbejde, gik jeg i seng. Så blev angsten ikke så voldsom. Min angst var jo også social præget. Så bare det, at min bedste veninde kom på besøg, gjorde at min angst endnu engang flippede ud.

Når vi skulle noget uden for husets 4 vægge, lå jeg altid ”syg” hvertfald i 3-4 dage op til.

Bliver mit barn påvirket af min angst?

Mine tanker kørte også altid på, om mit elskede barn ville blive påvirket af min angst? Ville hun blive en hysterisk unge, der aldrig kunne falde til ro. Ville hun få en psykisk diagnose?

Min psykolog forsikrede mig for, at det havde hun aldrig oplevet ved sine andre gravide patienter med angst. Selvom det var en fagperson, med mange års erfaring, der sad og forsikrede mig for at min lille pige ville blive perfekt, så var jeg overbevist om at jeg var ved at ødelægge mit elskede barn!

Som ugerne og månederne gik, fik jeg min angst mere og mere under kontrol. Den var der stadig og der var bestemt også dårlige dage under dynen med tudeture og meget lange nætter.

Så er det nu!

Tirsdag d. 16/1-2018 klokken 8 vågnede jeg med min første ve. Jeg havde ikke været ramt af angst i et par uger og jeg følte mig 100% klar til at møde mit elskede barn. Alligevel kørte tankerne lidt for jeg var nemlig kun 37+1.

Klokken 21.29 havde vi vores prinsesse ved os. 13,5 times veer, hvor af 16 minutter var presseveer. Hun var virkelig opsat på at møde os!

Vi overnattede på barselsgangen og kørte hjem dagen efter.

Tiden efter

Da vi skulle hjem dagen efter, blev jeg endnu engang mødt af angsten. Denne gang var det bare en anden form for angst. Jeg kalder det min sunde angst. For mig er min sunde angst, en angst som alle andre også kan få. Jeg var nemlig bekymret for, om jeg nu kunne klare at passe mit eget barn. Jeg tænkte så fornuftigt nu, at jeg vidste, at det er da noget alle førstegangs mødre tænker!

Jeg blev først ramt af angst igen, den første dag jeg skulle være alene med hende, da min kæreste skulle starte på job igen. Der lå jeg så også syg hele dagen, men jeg blev jo nød til at tage mig af vores datter.

Shit det var svært, og jeg havde bare lyst til at hun slet ikke var der. Ja det tænkte jeg!

Og ved I hvad? Det er ok!

Det er ok at have de dage hvor man tænker ”hold nu kæft, hvor jeg ikke magter dig i dag, så hold dog kæft og lad mig sove!!”. Det kan alle tænke.

Min kæreste er så god for mig. Lige så snart han kommer hjem fra en lang dag på job, tager han vores datter, så jeg kan slappe af. Han snupper hende om natten selv om han skal op og på arbejde. Hold op jeg har det jo faktisk pisse godt!

Imens jeg har skrevet det her, har jeg ligget og puttet og ammet vores datter i vores kæmpe store nye seng! Den har pletter fra gylp, mælk der er løbet ved siden af når hun har spist, og en enkelt plet fra en ble, der sad skævt, så hendes remoulade løb ved siden af. Livet af sgu da pisse perfekt! ❤❤

Mange hilsner fra

Heidi Hansen

Bruger HH25 på Min Mave

mor til mor artikel

 

Denne artikel er en del af Minmavedk’s Mor-til-Mor artikler.

Her er det mødre, der taler til andre mødre.

Er der noget, du vil formidle til andre mødre?

Så send et forslag til en Mor-til-Mor artikel (min. 500 ord) til [email protected]

Du kan være anonym, hvis du ønsker. Se flere detaljer her.

 

Del