Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Forårs flirt – smil til verden og den smiler tilbage

Flirt mellem to personer der sidder på græsset

Flirter du med de mænd du møder på din vej? også selv om du ikke er single? Det er helt i orden, smil til verden og den smiler tilbage til dig – men glem ikke også at flirte med din kæreste

Wow, tænkte jeg den anden morgen da jeg lå i min seng og drak min morgen kaffe med et par puder solidt plantet i ryggen og vinduet på klem. Så er det da godt nok ved at blive forår.

Det er så længe siden at jeg har hørt fuglene synge med den energi og ja, så mange synge på en gang!

Jeg blev springfyldt med liv, men skulle lige drikke kaffen færdig (sønnen var ved sin far og en af de nydninger jeg tillader mig er kaffe/bøger på sengen i barnefrie weekender). Alt den sol, friske luft og fuglenes pippen gør altså et eller andet ved mig og mit energi niveau og ikke mindst ved mine lyst hormoner!

Jeg tror næppe at jeg er den eneste kvinde i verden som oplever dette fornyede boost af energi!

Men hvad skal det bruges til? Og vil jeg dele ud af den?

 

Hvis nu jeg var single….

Hvis jeg var single, og det var jeg faktisk indtil for nogle få år siden, så ville jeg smile til alle mænd på min vej og få en lille flirt i hus hver dag.

Jeg hørte engang en klog mand sige at man skulle forelske sig en lille smule hver dag, for så var livet så meget sjovere.

Jeg ville som single bruge mit krudt på, at give den gas på mandeområdet, uanset om jeg var kærestesøgende eller ej, for er der noget mere livsbekræftende end at få smil tilbage og et glimt i øjet…

 

Men nu har jeg jo en kæreste….

Og hvad så? Kan man så ikke flirte og smile til alle mænd man møder på gader og stræder?

Engang da jeg var yngre troede jeg ikke at det var ok. Og nøj hvor var jeg faktisk rigtig kedelig og grå dengang.

Ja, det er selverkendelse på højt plan, men jeg tænkte at DET var da ikke tilladt, når jeg var i et forhold. Så var min energi og flirt forbeholdt min mand og ingen andre, men jeg blev klogere, heldigvis.

For, JO, selvfølgelig kan man da det.

Og det gør jeg så, jeg smiler og smiler og nyder alle de smil jeg får tilbage. Og jeg holder øjenkontakt og få et glimt, og det er dejligt og skønt og føles helt nede i tæerne. Og jeg flirter mere med min kæreste.

Jeg tager nederdelene ud af skabet og hylder forårets kommen og min kæreste elsker nederdele, specielt på mig, så jeg gør mig til og får tifold igen i form af kys, kram, knus og romantik.

For når man får noget dejligt af andre, får man jo lyst til at give igen.

 

Giv til verden og den giver tilbage eller?

For det skægge er, at jeg oplever, at når jeg sender min energi ud i verden gennem smil, øjenkontakt og flirt, så får jeg så meget energi igen.

Og selvom der er et par sure og vrisne hoveder imellem, så handler det jo mere om dem end det handler om mig!

Men jeg får så meget igen og det bliver jo en god cirkel af dejlig energi. Jeg bliver jo ikke tappet af at give! Jeg bliver faktisk fyldt op.

Og i går, da jeg kom hjem efter en arbejdsdag på 13 timer, var sengen redt lige som jeg elsker det og fyldt med puder og selv min lyserøde hjertepude, som jeg engang fik i julegave af min søn, lå midt mellem alle puderne ved sengens ryggavl. Der var tændt stearinlys i soveværelset og min kæreste var klar til at ligge tæt og se resten af en skøn film som vi begge elsker, under dynerne, mens vi puttede og faldt i søvn sammen!

Det var lige ind i min kærlighedsbeholder og min energi, som jeg havde givet ud, blev pludselig givet tifold igen.

Hurra for foråret, flirt, kærligheden og smil til verden.

Mange ønsker om et skønt forår

Maj Wismann
Parrådgivning, sexologi, kognitiv coaching

Del