Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Det seksuelle mindreværd

MAnd og kvinde ligger i sengen, hun med seksuel mindreværd

Nogle gange kan jeg undre mig gul og blå, så det næsten gør ondt. Jeg undrer mig over os danske kvinders seksualitet, eller rettere alle de tanker vi har om vores seksualitet.

Alle de tanker vi har om, hvordan vi tror, den burde være.

Jeg er træt af at høre om at vi burde have mere, større, bedre, flere sex, sex, sex. Alle steder, hele tiden.

Derfor har jeg opfundet et begreb, som jeg er stødt på en del gange efterhånden, når jeg har klienter, snakker med veninder, og bare støder ind i kvinder, som gerne vil vide noget, når nu jeg jo lige alligevel er ekspert i sex.

Begrebet hedder seksuelt mindreværd!

 

Gal i skralden

Jeg kan godt blive lidt gal i skralden, når sex bliver blæst op til at skulle være DET, livet handler om, eller burde handle om for alle.

Det er fint for mig, at der findes mennesker i dette land, der ikke har et 37-timers arbejde og børn, som skal op og i skole samt diverse andre 2000 pligter, der følger med at sætte et barn eller 3 i verden.

At der findes mennesker, som dedikerer deres fritid til at udvikle og udforske og eksperimentere med deres sexliv, men skal vi så for pokker ikke blive enige om, at det næppe er dem, der skal sætte standarden for, hvordan vores andres sexliv skal være.

Skal vi ikke sætte vores egen individuelle standard, så længe vi er glade for den?

 

Intet galt med os

Skal vi endnu engang, få en klam smag i munden og tænke, at der er noget rivende galt med os fordi vi ikke lige er på samme sex-drive-niveau, hvis vi ikke lige orker at give vores mand et blowjob om dagen de næste 14 dage?

Er det meningen?

I min verden, synes jeg ærlig talt lige at vi skal få det her sex-ting-noget ned på et plan, hvor det er realistisk (altså noget vi rent faktisk magter at sætte i værk – har også hørt, at det er dumt at løbe 10 km første gang, man løber!)

Læs også: Samleje under graviditeten er helt okay

 

Almindelige kvinder

Vi ganske almindelige kvinder, der arbejder, har børn, partner, have en svigerfamilie, der skal besøges, måske en hund og en kat osv.

Jeg kan blive gal over at høre, at hvis sex´en ikke fungerer tip top, er der noget rivende galt med forholdet, eller også så vil det da gå helt galt.

At sex er DET, der er det vigtigste i et parforhold, for i min verden er det bestemt ikke rigtigt, og tænk sig, jeg er endda sexolog!

 

Sex behøver ikke at fylde

For jeg troede faktisk, at meningen med sex var, at det skulle være noget dejligt og livgivende, når vi har det, og ikke en konstant kilde til nederlags følelse af ikke at være god nok, være sexet nok, udfordrende nok, flirtende nok, erotisk og sensuelle nok?

Det skulle vel ikke give os en følelse af, at vi simpelthen er udueligt. For det er vel næppe inspirerende? Hverken for parforholdet eller sexlivet?

Det er ok, at sex ikke fylder særlig meget i jeres liv, hvis I begge er tilfredse med det, og det er ok at det fylder meget hvis I er tilfredse med det. Jeg vil ikke diktere, hvordan jeg synes, at rigtig sex er, eller hvor meget der er rigtigt!

 

Bekæmp det seksuelle mindreværd

Jeg tror næppe på, at den danske kvinde har brug for, at der bliver stillet yderligere krav til hende, end der gør i forvejen alle andre steder.

 

1# Bare mærk at det er dejligt

Skal sexen ikke netop være det sted, hvor det bare handler om at give sig hen og mærke det dejlige, uden at skulle have præstationsangst, frygte ikke at gøre det godt nok, være lækker nok, eksperimenterende nok osv.

 

2# Drop kravene

Skal vi ikke i fællesskab, droppe alle de krav, vi tror, vi skal leve op til på det seksuelle område og bare beslutte os for at ”være” næste gang, bare mærke efter hvad der sker, slå hjernen fra, og skide det seksuelle mindreværd et stykke?

 

3# Missionær er også helt fint

Skal vi ikke lade sex, være op til de to mennesker, der udfører det og lade dem beslutte, om det, de har sammen, er godt nok for dem?

Jeg vil i hvert tilfælde slå et slag for, at sex er noget, der på ingen måde behøver at være kompliceret eller eksperimenterende, før at det giver os den dybe seksuelle og følelsesmæssige tilfredsstillelse vi går og savner engang i mellem.

Der er vel for pokker også en grund til, at missionærstillingen, her immervæk nogle tusind år efter, den blev opfundet, stadig er den mest populære!

 

4# Lad inspiration være inspiration

Skal vi ikke lade alle råd om sex være til inspiration i stedet for at lade det være endnu en ting på to do afkrydsningslisten, som bugner af ting, vi ikke får gjort, og som bare giver mere og mere mindreværd.

Og inspiration er jo noget vi kan sige ”pyt” til og vælge fra eller til, som vi har lyst til. Inspiration er ikke en pligt, inspiration er noget dejligt vi kan vælge til og fra. Inspiration er der, hvor vi lærer af hinandens erfaringer og uddeler vores egen viden.

 

5# Sex er en gave

Og skal vi så ikke også lade sex være en gave man kan give hinanden, fordi man vil glæde hinanden med noget dejligt, i stedet for noget vi ”Pligter” lørdag aften.

 

6# En lille historie til inspiration:

Jeg kender en kvinde, som har meget travlt liv, men hun elsker god sex engang i mellem, og hun ved, at hendes mand har et større behov end hende.

Hun forærer ham pornofilm, opfordre ham til at tage en spiller, ser ham gøre det og hvisker ham frække ord i øret i mens, og så giver hun ham morgen (fordi der er hun selv frisk inden dagen starter) ”håndjobs” på sengen, når hun synes at han skal have en god start på dagen.

Kærlighedsgave i den indpakning mænd bedst kan lide, nemlig sex!

Inspiration, ja tak, diktering, nej tak!

Mange varme og kærlige kram

Maj Wismann

Lær de redskaber, der virker!
Parrådgivning, sexologi, kognitiv coaching

Del