Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

8 risikofaktorer for infertilitet hos kvinder

Infertilitet hos kvinder

Risikoen for infertilitet hos kvinder stiger med alderen, det ved de fleste, men faktisk er der også en del ting, du selv kan gøre, for at bevare din fertilitet.

 

Sådan påvirker alderen infertilitet hos kvinder

Den allervigtigste årsag til infertilitet hos kvinder er alderen.

Tal offentliggjort i Rigshospitalets folder “Bevar frugtbarheden” viser, at en 20-årig kvinde har 30 % chance for at blive gravid i løbet af én cyklus, mens en 40-årig kvinde kun har 5 % chance.

Andre tal viser at 90 % af kvinder i 30-års alderen vil opnå graviditet i løbet af 24 måneder, mens kun 40 % af kvinder i 40-års alderen vil opnå graviditet inden for samme periode.

Læs mere om alderens betydning for kvinders frugtbarhed.

 

Problemer med ægløsningen eller æggelederne

De to hyppigste årsager til infertilitet hos kvinder er problemer med ægløsningen eller en blokade i æggelederne, som følge af en infektion.

Kvinder får ægløsningsproblemer, når de bliver ældre fordi:

– de har færre æg af god kvalitet tilbage, da antallet af æg falder med alderen.

– nogle kvinder kommer tidligere i overgangsalderen. Måske allerede før de fylder 40 år.

– kvindens cyklus bliver uregelmæssig, og der går længere tid imellem ægløsningen forekommer.

Problemer med blokade af æggelederne kan opstå på grund af en infektion eller en anden sygdom. Det kan f.eks. være en seksuelt overførte sygdomme.

 

8 råd til at forebygge infertilitet

I Rigshospitalets folder “Bevar frugtbarheden – om frugtbarhed og risikofaktorer – hvad kan du selv gøre” oplyser de følgende ting, man skal passe på, hvis man vil undgå infertilitet.

1. Alder: man bør begynde i god tid, hvis man vil være sikker på at få børn.

2. Beskyt dig mod kønssygdomme ved at bruge kondom, samt bliv jævnligt undersøgt og eventuelt behandlet hos din læge.

3. Hold vægten: både overvægt og undervægt kan føre til infertilitet hos kvinder, da det forstyrrer hormonbalancen.

4. Undgå at ryge, da det forringer kvaliteten af dine æg.

5. Max 5 kopper kaffe dagligt, da undersøgelser har vist at kvinder der drikker meget kaffe er længere tid om at blive befrugtet.

6. Max 14 genstande om ugen, da kvinder med et stort alkoholforbrug kan føre til at ægløsningen bliver uregelmæssig.

7. Undgå unødvendig medicin, da det kan forringe forplantningsevnen.

8. Undgå hormonforstyrrende stoffer og miljømæssig eksponering, da det kan have betydning for fertilteten. Effekten afhænger af stoffet og hvor store mængder man er eksponeret for.

 

Video: årsager til infertilitet hos kvinder