Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

Drømmefødsel med hjælp fra i alt fire pamoler og laboro-vejrtrækning

Fødselsberetning fra bruger

Tirsdag eftermiddag, seks dage før termin, havde jeg haft noget ubehag i lysken, som jeg tilskrev den måde, jeg havde siddet på i sofaen.

Det faldt mig ikke ind, at det kunne være veer, da ubehaget aftog igen, da jeg skiftede siddestilling. Denne dag havde min mand været hjemme fra arbejde, og vi havde fået ordnet de sidste praktiske ting, vi gerne ville have styr på inden fødslen.

Om aftenen var han til koncert, så jeg hyggede mig alene i sofaen med en film. Mens han var væk, begyndte jeg at mærke, hvad jeg antog var kraftige plukveer.

Gennem graviditeten, som i øvrigt havde været helt normal, havde jeg ikke mærket så meget til plukveer. Jeg var derfor meget i tvivl, men jeg valgte at udnytte dem til at øve teknikkerne fra Anja Bays kursus ‘Smertefri Fødsel’, som jeg havde deltaget i nogle måneder forinden.

Jeg havde faktisk lidt dårlig samvittighed overfor mig selv, at jeg ikke havde været bedre til at træne teknikkerne, men jeg følte at de sad ret godt fast. Uden at vide det, var jeg her i den fase af fødslen, som Anja Bay havde kaldt “Netflix-fasen”…

Min mand kom hjem efter en fed koncert lidt før midnat, og jeg fortalte ham, at jeg troede, der var noget i gære, men at jeg ikke vidste, om det var plukveer, eller hvad det var. Én af de mange ting, jeg havde fået med mig fra fødselsforberedelsen var, at man skulle prøve at få sovet, så dette var min ambition.

Denne ambition måtte jeg dog opgive, selvom jeg klokken halv to stod op og tog to pamoler. I stedet for at gå i seng, lagde jeg mig på sofaen, hvor jeg følte, at jeg bedre kunne gøre brug af den laboro-vejrtrækning, som jeg havde øvet mig på.

Jeg begyndte at tage tid på veerne, og de kom med 5-7 minutters mellemrum og varede ca. et minut. Mærkeligt nok følte jeg, at tiden gik rimelig hurtigt, og da klokken var omkring fem, vågnede min mand og kom ind til mig i stuen.

På dette tidspunkt var jeg i gang med at eksperimentere med andre stillinger, da veerne nev en del.

I forbindelse med et stillingsskift, følte jeg en vis mængde fostervand strømme ud af mig (heldigvis havde jeg et bind på, så sofaen blev skånet)… Jeg kunne derfor også tjekke farven, som heldigvis var klar, med både lidt tegnblødning og slimprop.

Min mand ringede til fødemodtagelsen på Hvidovre Hospital kl. kvart over fem, hvor han forklarede situationen, men de ville selvfølgelig også tale med mig. Mellem to veer fik jeg kommunikeret med jordemoderen i telefonen, og hun ønskede mig tillykke: at der nok skulle fejres en fødselsdag i dag. Ja det tror jeg på!

Da der havde været vandafgang, ville de gerne se mig på hospitalet om formiddagen, så jeg fik en tid, der hed 10.30. Den efterfølgende time tog veerne mere og mere til, og selv i pauserne gjorde det ondt. Veerne var dog stadig ikke helt regelmæssige.

Klokken kvart over seks ringede min mand igen til fødemodtagelsen for at høre deres mening. De kunne godt se, at den tid jeg havde fået kl. 10.30, nok ikke blev aktuel, men de ville stadig gerne have, at jeg blev derhjemme.

På dette tidspunkt, kunne jeg kun holde ud at stå op, så jeg stod i køkkenet, og lænede mig op af vores køkken-ø. Jordemoderen i telefonen foreslog, at jeg gik i bad, og fik varmt vand på de steder på kroppen, som gjorde mest ondt.

Dette lindrede kortvarigt, men det var for krævende at være i brusenichen under veerne, da jeg ikke rigtig følte, at jeg kunne støtte mig til noget på en god måde – jeg nåede dog lige at vaske hår. Badet blev derfor en kort fornøjelse – ud i køkkenet igen.

Klokken kvart over syv ringede min mand igen til fødemodtagelsen – nu ville jeg gerne snart afsted. Det var en anden jordemoder end tidligere, der tog telefonen, og han fik derfor lov at fortælle alt det samme, som han havde fortalt første og anden gang, han ringede.

På dette tidspunkt var det ikke ligefrem dét, jeg havde lyst til, han skulle spilde tid på, men jeg var lidt i min egen verden, og havde fuld fokus på min vejrtrækning.

Jordemoderen i telefonen roste mig overfor min mand, og sagde at han havde en dygtig kone. Det kan man faktisk godt sætte pris på i sådan et øjeblik! – Især fordi vi fik lov at komme ind på hospitalet…

Hospitalstasken var så godt som pakket, men jeg fik lige dirigeret min mand mellem veerne i forhold til de sidste ting, der skulle med: hovedpude, make-up og madpakken i køleskabet – ”Giv katten ekstra mad og vand!”.

Jeg fik også udspurgt ham, om han nu selv fik spist noget, men det blev kun til en halv bolle med smørechokolade for hans vedkommende.

Jeg var slet ikke sulten! Klokken var næsten halv otte, og det var derfor seks timer siden, jeg havde taget to pamoler. Jeg tog derfor to mere. Da vi ikke har bil, skulle der bestilles en taxa, og vi bevægede os ud i elevatoren for at komme ned på parkeringspladsen.

I elevatoren kørte vi ned sammen med en pige på omkring otte år. ”Skal I ud at rejse?” spurgte hun. Jeg havde gang i min vejtrækning, så min mand svarede, at det skulle vi ikke – vi skulle på hospitalet og føde en baby. “Skal I have en baby i dag?” spurgte hun. “Ja”, svarede min mand. “Det kommer til at gøre ondt” sagde hun, hvortil jeg svarede “Det gør det allerede”.

Vi kom ned i stueplan, og jeg fik bevæget mig ud i taxaen med støtte fra min mand. Det var ikke nogen behagelig køretur, selvom jeg er sikker på, at taxachaufføren kørte pænt.

Det gjorde ondt at sidde ned, så jeg forsøgte at løfte min krop op fra sædet ved at trække mig op i håndtaget over vinduet.

Selen gjorde ondt, hver gang chaufføren bremsede, hvilket min mand hurtigt fattede, så han holdt selen ud fra min krop. Jeg trak vejret og tænkte på, at det på denne måde var umuligt at fastholde de afspændte skuldre og hænder, som ellers er en del af teknikken ved smertefri fødsel. Til gengæld fokuserede jeg på at slappe fuldstændig af i kæben.

Min mand talte ned: 7 minutter til ankomst… 4 minutter til ankomst. Der var ikke helt enighed om, hvilken del af hospitalet, vi skulle sættes af ved, så jeg måtte lige rette min mand mellem to veer. Jeg skulle ikke nyde noget af at blive sat af ved hovedindgangen og så gå hele vejen ned til Center 3, hvor fødemodtagelsen var.

Tak til taxachaufføren som satte os af lige ved elevatoren i Center 3, så jeg ikke skulle gå langt i parkeringskælderen. Hver gang der kom en ve, måtte jeg stoppe op og fokusere på laboro-vejrtrækningen, så mellem veerne gik jeg så hurtigt jeg kunne.

Forbi dialyseafdelingen, ned ad den lange gang indtil vi nåede skranken i fødemodtagelsen. Gennem væggen ind til fødegangen kunne man høre en fødende kvinde, som skreg meget højt. – Er det mon mig om ikke så længe? tænkte jeg. Jeg tror min mand tænkte ”fuck”!

Efter nogle få minutter (som føltes meget lange) fik vi lov at komme ind i et undersøgelsesværelse. Her fik vi så lov at stå og vente. Jeg kunne se på min mand, at han først troede, at det var i dette lille rum, at vi skulle føde, så jeg måtte lige fortælle ham, at det var det ikke!

Efter fem minutter kom der en jordemoder og en jordemoderstuderende, som kiggede ind i naborummet, hvor der sad en mand helt alene – hans kone var på badeværelset, så de kiggede lige ind ad vores dør.

Grundet ventetiden følte jeg, at vi blev syltet lidt, fordi jeg var førstegangsfødende, og derfor kunne forvente en lang fødsel.

Jeg ville derfor ikke misse denne chance for at blive undersøgt, så jeg fik fortalt dem, at veerne kom virkelig hyppigt nu, og at jeg faktisk også var begyndt at føle pressetrang, mens veerne var der (hvilket var rigtigt). Dette var åbenbart kodeordet, for de fik mig op på briksen, og kunne konstatere at jeg var 7 cm åben.

De ville gøre en fødestue med badekar klar til mig, som jeg havde udtrykt ønske om i mine papirer. Jeg havde på forhånd valgt, at jeg gerne ville have et lavement, fordi jeg gerne ville slippe for at bekymre mig om afføring under pressefasen.

Desværre var det ikke alt der kom ud, da jeg sad på toilettet, og vandet i badekaret måtte derfor skiftes ud og karret gøres rent, efter jeg havde siddet ganske kort tid i det. Jeg fik heldigvis lov til at komme i vandet igen, da vandet var skiftet, hvilket var rigtig dejligt.

Her kunne jeg rent faktisk slappe af mellem veerne – når jeg ikke var i vandet gjorde det ondt hele tiden. Når der kom en ve, talte min mand sekunder: 20, 40, 60… Jeg vidste, at når jeg ramte ca. 40 sekunder, så toppede veen, og at det langsomt blev bedre igen. Dette var en stor hjælp, og når min mand var på toilettet overtog den jordemoderstuderende denne rolle.

Vandet var meget varmt, og da jeg havde været i karret i noget tid begyndte babyens puls at stige. Der kom lidt grønt fostervand ud, da den erfarne jordemoder undersøgte mig og konstaterede at livmoderhalsen var udslettet. Jeg var nu 10 cm åben, og der var en klar pressetrang på ca. hveranden ve. Dog stod babyens hoved endnu ikke ved åbningen.

Da de vurderede, at babyen var stresset – måske på grund af det varme vand, ville de have mig ud af karret, så de bedre kunne monitorere babyens puls. Jeg blev hjulpet over til briksen, og jeg blev foreslået at stå på alle fire. Det var ikke nogen nem stilling for mig, for der var ikke noget, jeg kunne hive i under pressene.

Efter en del presseveer (næsten 1 time), hvor der ikke var så stor fremgang, ville jordemødrene have mig om på siden. Den jordemoderstuderende var nærmest undskyldende, men jeg havde jo lært til smertefri fødsel, at skift af stillinger er en god ting, så jeg var helt med på idéen.

Mellem to veer fik jeg lagt mig om på siden, og her kunne min mand bedre støtte mig, som vi havde øvet: Han holdt mit ene ben og lod mig trække i hans arm under pressene.

Efter hvert pres kom jordemødrene med den samme lidt tomme ros: ”Rigtig godt”, “super godt”. Til hinanden sagde de: “Der sker ikke noget” – men dette fik jeg dog først at vide af min mand nogle dage efter.

Der erfarne jordemoder ville have mig om på ryggen med benene i bøjlerne. Selvom jeg vidste, at denne stilling ikke giver den bedste plads i bækkenet, ville jeg selvfølgelig rette mig efter jordemoderens forslag.

Jeg kom derfor om på ryggen i en ve-pause, og jordemødrene forsøgte at hjælpe til med at skabe plads nok til at babyen kunne komme ud.

De syntes dog, at det tog for lang tid, og at veerne ikke var kraftige nok, så de tilbød akupunktur, hvilket jeg tog imod. På min ønskeliste for fødslen havde jeg skrevet, at jeg så vidt muligt ville undgå ve-stimulerende drop.

Jeg havde ikke lyst til at lave rod i min egen produktion af oxitocin-hormonet, og blandt andet risikere at amningen ville få dårligere betingelser for at lykkes.

“Ville det være meget slemt at få et ve-stimulerende drop?” spurgte den erfarne jordemoder, efter akupunkturen ikke havde haft den ønskede effekt. “Ja, det ville det” svarede jeg promte.

Nu skulle den baby bare ud, tænkte jeg. På de gode presseveer kunne jeg give den en ekstra skalle, og jeg kunne høre på jordemødrenes toneleje i deres “rigtig godt”, “super godt”, at hér gjorde jeg noget, der rykkede.

På et tidspunkt holdt den ene jordemoder et spejl op for at lade mig se, at man kunne se noget af hovedet. Det var tydeligt, at hendes forventning var, at det ville gøre mig glad, men fra min ende af sengen, så det mest af alt ud til, at der var lang vej endnu.

Jeg havde ikke lavet ret meget lyd under veerne på noget tidspunkt, men nu strammede det virkelig meget. “Av, det gør ondt!”, sagde jeg efter en ve. “Det skal det” svarede jordemoderen bare. – Så må man jo bare få det overstået, for man er jo for længe siden nået til “point of no return”.

Mindre end en time efter jordemoderens “trussel” om ve-stimulerende drop, var hovedet født og ved næste ve blev vores datter på 3910 gram lagt op på brystet af mig. Klokken var 13.17. Man stirrer forundret ned på det væsen, man har kæmpet for at få ud, og man er virkelig glad for, at det værste ved fødslen er overstået!

Jeg havde ikke selv nogen fornemmelse af tid under fødslen, men jeg fik at vide, at pressefasen havde varet ca. tre timer. Heldigvis havde jeg masser af kræfter, eftersom åbningsfasen var gået relativt hurtigt.

Jeg fødte med teknikkerne fra smertefri fødsel og fire pamoler fordelt over 12 timer, og jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at jeg ikke følte smerte. For det gjorde jeg…

Men jeg kunne håndtere den og være i den ved at fokusere på vejrtrækningen og ved at slappe af i kroppen under veerne. Jeg tror på, at det var min evne til at slappe af, der fremskyndede livmoderhalsens åbningsproces, fordi jeg ikke arbejdede imod kroppens arbejde.

Vores datter var sund og rask, og efter tre dage på barselsgangen kom vi hjem til den da indtørrede halve bolle, der stadig stod på køkkenbordet.

Indsendt af Maria

 

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

 

 

Del