Danmarks største site for gravide og småbørnsforældre

En førstegangsfødsel tager da mange timer

Fødselsberetning fra bruger

Fødselsberetning fra en førstegangsfødende.

Her er MIN beretning om min fødsel som jeg oplevede den. Jeg var førstegangsfødende og var faktisk ret nervøs for selve fødslen. Jeg vidste jo ikke helt hvad jeg gik ind til, udover at en fødsel er forbundet med rigtig mange smerter i rigtig mange timer – især som førstegangsfødende.

Jeg havde termin d. 25-02-18 med en pige. Både min mor og mormor havde født ca tre uger før termin hver gang, så jeg var lidt forberedt på, at jeg ikke nødvendigvis ville komme til at gå terminen ud.

Tirsdag aften d. 13-02 går jeg tidlig i seng. Jeg er træt og drømmer egentlig bare om at sove.
Ca. Kl 23 vågner jeg med plukveer. Jeg håbede egentlig bare at det hurtigt ville gå over igen, så jeg kunne sove videre. Jeg havde i et stykke tid haft en følelse af længsel for at få hende ud, men samtidig frygtede jeg fødslen, så tanken om, at det måske skulle ske nu, kunne jeg ikke lige holde ud.

Men smerterne tager hurtigt til og intervallerne bliver kortere, så jeg bliver langsomt klar over, at det ikke bare er plukveer. Jeg vækker ikke min kæreste, da jeg har lært til fødselsforberedelse, at opstarten tager mange timer, og at der ikke er grund til at ringe med det samme veerne starter, så jeg tænker at han lige så godt få lidt søvn, inden det rigtig går i gang. Og egentlig tænker jeg stadig, at det måske går i sig selv igen.
Jeg ligger bare i sengen med lukkede øjne og koncentrerer mig bare om veerne og min vejrtrækning.
Mine tanker falder hele tiden på, hvad jordemødrene til fødselsforberedelse havde sagt. Det føles ind imellem ret uoverskueligt, at denne her smerte skal vare i så mange timer – måske endda døgn!

Ca. Kl 24 vågner min kæreste af min, åbenbart højlydte, vejrtrækning. Han spørger om jeg har det varmt, hvortil jeg får fremmestammet ’’nej, ondt!!’’ Han sover videre, men vågner hurtigt igen, da det går op for ham, hvad der er ved at ske.
Han spørger flere gange, om han skal ringe til fødegangen. Med frygt for at virke som en pylret førstegangsfødende, afviser jeg, da jeg jo ved, at der vil gå mange timer endnu, inden der rigtig vil ske noget. Desuden havde vi jo fået at vide, at det var vigtigt at blive hjemme i trygge rammer så længe som muligt. Vi havde dog også fået af vide, at der i starten ville være lang tid i mellem veerne, og det ville være godt at sove i pauserne, hvor man i øvrigt skulle have det helt godt og ingen smerter. Det kunne jeg OVERHOVEDET ikke få til at passe på nogen måde. Der havde på intet tidspunkt været meget mere end 5 min mellem veerne og jeg havde mere eller mindre smerter konstant, så sove – NEJ TAK, det var overhovedet ikke en mulighed!

Kl. 00.35 er veerne nu så kraftige, at jeg må overgive mig og give min kæreste lov til at ringe til fødegangen. Der er nu ca 4 min. mellem veerne. Han snakker med en utrolig sød jordemor, og de snakker stille og roligt om fødselsopstart, og om at finde ro derhjemme osv. De bliver enige om, at vi skal blive hjemme og ringe igen, hvis vi ikke længere er trygge ved det. Præcis hvad jeg havde forventet.

Hele min krop ryster og jeg begynder at kaste op. Veerne bliver stadig kraftigere og kraftigere og jeg tænker på, hvad vi havde fået af gode råd til fødselsforberedelse, så jeg går i et varmt bad, i et forsøg på at lindre smerterne lidt. Det havde desværre ikke den ønskede effekt, så jeg går ind i sengen igen.
Min kæreste spørger flere gange, om det er nu vi skal ringe igen, men jeg afviser igen – der er jo ikke gået ret mange timer fra veerne startede, og jeg er jo førstegangsfødende, så der er helt sikkert lang vej endnu.
Min kæreste går lidt frem og tilbage i huset og rydder lidt op, tager noget og spise osv. Jeg tror ikke helt han ved hvad han skal gøre, men han tager det faktisk ret roligt.

Ca. Kl 01.45 er der ca 2 min mellem veerne. Jeg kan ikke rigtig få det til at passe med, hvad vi har lært om opstartsfasen og det fylder ret meget i mit hovede. Min kæreste ringer igen til jordemoderen. De bliver enige om, at vi skal prøve at komme derind.

Der er ca en halv times kørsel til sygehuset, og turen føles ret lang med veer. Ca 10 min inden vi er der, begynder jeg så småt at få pressetrang. Alligevel er jeg overbevist om at jeg sikkert kun er 3 cm åben, eller noget i den stil, da der jo ikke er gået meget mere en 3 timer fra det startede, og jeg har hørt om så mange, som bare bliver sendt hjem igen, og det er jeg faktisk ret sikker på, at der nok også vil ske for mig.
Pressetrængen kommer igen da jeg stiger ud af bilen og de ca 100 m til indgangen, føles meget lange.

Damen i informationen tilbyder en kørestol. Jeg afviser, men må igen overgive mig.

Klokken er nu 02.30 og vi er ankommet til fødegangen, hvor vi bliver modtaget af jordemoderen. Veerne er efterhånden helt uudholdelige og med ca 1,5 min. i mellem. Jeg har lige fra starten haft smerter konstant, også i pauserne. Tanken om at de her smerter skal fortsætte mange timer endnu, er helt uudholdelig og jeg beder derfor om smertelindring da vi kommer ind på fødemodtagelsen. Da jeg rejser mig, for at komme over på briksen, så jordemoderen kan undersøge mig, bliver pressetrangen så stor, at Jordemoderen siger at vi i stedet skal direkte ind på en fødestue og jeg kommer i kørestolen igen og bliver kørt ind på fødestuen.
Jeg kommer op i sengen, så hun kan undersøge hvor langt jeg er. Hun siger meget begejstret og med et smil ”du er 10 cm åben og jeg kan mærkehovedet, så du er faktisk i fødsel, så du kan nok regne ud, at du ikke kan må at få smertelindrende”. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske hvad jeg tænkte der, udover at jeg blev lettet over, at det så forhåbentlig snart var overstået.

Smerterne bliver pludselig overtaget, af en meget stor trang til at presse. Jeg bliver faktisk ret overrasket over, at presseveerne ikke gør så ondt, og jeg er i starten i tvivl om, om det overhovedet er presseveer, da jeg forbinder veer med smerte.
Nu skal barnet ”bare” skrue sig ned gennem bækkenet, og jeg skal derfor prøve at presse i forskellige stillinger. Jeg starter med at stå og holde om min kæreste, og gå ned i knæ hver gang jeg presser. Min kæreste synes det er ret hårdt, da jeg lægger hele min vægt på ham, hver gang jeg presser, så jordemoderen beslutter sig for at jeg i stedet skal sidde på en fødeskammel og holde om hende når jeg presser.
Jordemoderen er meget sød til hele tiden at fortælle os hvad der skal ske og roser mig super meget, hvilket giver mig en følelse af, at jeg nok skal klare det.
Min kæreste bliver bedt om, at gå ud og hente et glas vand til mig, da jordemoderen ikke vil gå fra mig.
Nu er barnet ved at være kommet helt ned, og jeg kommer op i sengen igen, hvor jeg først ligger på venstre side, ind til hovedet er på vej ud. Det er nu ved at være ret hårdt selv at holde det højre ben oppe hele tiden, så jeg kommer om på ryggen at ligge det sidste stykke tid.

Kl. 03.46 onsdag morgen, kommer vores dejlige datter på 3760g og 49cm til verdenen. 38+3 altså 11 dage før termin og kun ca 4 timer og 45 min efter første ve. Faktisk går der lige lidt tid, inden det går op for mig, at det er overstået. Først da hun bliver rakt op til mig, og jeg åbner øjnene, går det op for mig, at hun er født.

Hele fødslen foregik stille og rolig, og var en rigtig god oplevelse. Ja det var hårdt og gjorde sindssyg ondt, men det var det hele værd. Og ja, jeg gør det gerne igen!
Jeg vil dog sige, at jeg er glad for, at det ikke gik hurtigere, men jeg havde en utrolig dygtig jordemoder som hjalp mig hele vejen igennem, og gjorde at jeg følte mig fuldstændig tryg. Jeg havde stort set lukkede øjne fra veerne startede, til min datter var født. Jeg var kun koncentreret om veerne og om hvad jordemoderen sagde. Jeg føler faktisk at jeg havde ret meget kontrol over min vejtrækning gennem hele forløbet. Og selvom det går hurtigt, har jeg en følelse af, at jeg har kontrol over smerterne.

Jeg ved nu, at en førstegangsfødsel IKKE behøver at tage mange timer.

Selvom jeg ikke kunne ønske mig en bedre fødsel, fylder den ret meget i mit hoved i ugerne efter, så jeg beder om en efterfødselssamtale med jordemoderen fra fødslen. Det der nok især har fyldt var, at det jeg oplevede, slet ikke stemte overens med det vi havde lært til fødselsforberedelse. Den samtale er nok det bedste jeg har gjort for mig selv. Det var utrolig rart at få snakket fødslen igennem, med én som var med til fødslen, og hvor der virkelig blev lyttet til, hvordan vi havde oplevet det. Jeg har selvfølgelig også snakket med min kæreste, men jeg tror faktisk at det var godt for os begge to, at snakke med det hele igennem med jordemoderen. Og det var faktisk rart at få bekræftet, at der ikke var noget forkert, i den måde vi havde oplevet det på og at min følelse af, at det ikke stemte overens med hvad vi havde lært, var helt rigtig, da mit fødselsforløb ikke er helt typisk for en førstegangsfødende og jeg er derfor blevet rådet kraftigt til, at overveje en hjemmefødsel næste gang.

Min kæreste var en super støtte hele vejen igennem og efter fødslen havde jeg en følelse af at være en total superwoman! Den fedeste følelse nogensinde!!

Venlig hilsen A. Dalgaard

Send os også DIN fødselsberetning, og vær med til at udforme Danmarks største, fælles forum for fødselsberetninger. Læs, hvordan du gør her.

 

 

Del